KRIG I GAZA // ANALYSE – Mens den humanitære situation på Gazastriben hurtigt forværres, vokser de israelske protester mod Netanyahu.
TEL AVIV – Tirsdag i denne uge stillede FN distributionen af nødhjælp i Rafah i bero. Skridtet blev begrundet med mangel på forsyninger kombineret med en truende sikkerhedsmæssig situation i byen, som ligger i den sydligste ende af Gazastriben. I forvejen meldes det, at op mod 900.000 palæstinensere, som havde søgt tilflugt i Rafah, nu har bevæget sig til Mawasi, en landbrugsenklave langs middelhavskysten, i håb om at finde et vist mål af sikkerhed dér.
Tilbage i byen er derfor omkring 400.000 internt fordrevne, der indtil videre forbliver på stedet på trods af en truende israelsk militæroffensiv, der allerede i nogen tid har været i gang i form af såkaldte nålestiksoperationer.
I den nordlige ende af Gazastriben er leverancerne af den hårdt tiltrængte nødhjælp også under stærkt pres. Her åbnede den amerikanske havn, som er anlagt på pontoner ud for kysten, i sidste uge, men allerede mandag blev leverancerne indstillet, efter at en lastbilkonvoj på vej til et af FN’s lagerbygninger blev plyndret af palæstinensere. Kun fem af 16 lastbiler nåede deres mål med lasten intakt.
Arrestordre mod Netanyahu
Den humanitære situation på Gazastriben og de helt utilstrækkelige mængder af nødhjælp, som når frem til civilbefolkningen, har gennem et stykke tid stået helt centralt i den efterhånden lange række af problemer affødt af den næsten syv måneder lange krig på Gazastriben. Og ikke overraskende fik netop den sag en markant placering, da chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) Karim Khan bad om, at der bliver udstedt en arrestordre mod den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu.
I motivationen hedder det, at Netanyahu-regeringen kan tænkes at have gjort bevidst brug af sult som taktisk våben.
Udspillet ligger i nærmest direkte forlængelse af en episode, hvor radikal bosætterungdom under navnet Tzav 9 standsede en konvoj med nødhjælp, kastede varerne ud i vejkanten, trampede på dem og satte ild til to lastbiler. Aktivisterne, som gennem de sidste par måneder har fået større synlighed, spiller på ordet tzav 8, som betyder befaling 8.
Det er for israelere den foruroligende befaling, der udgår, når reserven skal indkaldes i forbindelse med en krig. De unge højreradikalister har altså opgraderet befalingen og sat beredskabet en tand op for at vise, at de opfatter sig selv som værende med i forreste frontlinje i krigen mod Hamas på Gazastriben.
Netanyahu (…) har sat sig i et afhængighedsforhold til den radikale højrefløj, der står som garant for at hans regering ikke kommer i mindretal og falder sammen
Bemærkelsesværdigt er det, at mens den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken fordømte sagen i skarpe vendinger, og kritikken i øvrigt rejste sig verden over, viste Netanyahu og hovedparten af regeringen sig yderst tilbageholdende i deres kritik. Officielt forklarede man sig med, at angrebet på lastbilerne fandt sted ved Tarqumiyya, en kontrolpost, hvor vejen fører fra Vestbredden ind i selve Israel, og netop på den slags steder er det ganske rigtigt uklart, om det er militæret eller politiet, som har det øverste ansvar.
Dette lyder imidlertid som en bortforklaring. Sagens egentlige kerne er nok, at de to ansvarlige ministre i sagen nok ikke har den store interesse i at forhindre den slags aktioner. Itamar Ben Gvir fra partiet Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) er minister for intern sikkerhed og har dermed øverste ansvar for politiet, og Bezalel Smotrich fra partiet Religiøs Zionisme er finansminister, men med mange beføjelser i forsvarsministeriet.
De er begge stærkt ideologiske bosættere. I deres politiske bagland går man ind for en videreførelse af Gazakrigen med alle midler, og Ben Gvir har flere gange gjort sig til talsmand for, at Gazastriben skal jævnes med jorden. De to er også af den holdning, at man skal sulte Hamas ud ved at forhindre nødhjælpen i at nå frem.
Netanyahu deler ikke nødvendigvis denne opfattelse. Men han har sat sig i et afhængighedsforhold til den radikale højrefløj, der står som garant for, at hans regering ikke kommer i mindretal og falder sammen. Det er efterhånden en kendt sag, at dette på mange måder er Netanyahus hovedinteresse, da han dermed forbliver ved magten og ad den vej kan holde sig en ubehagelig række korruptionssager og en mulig fængselsdom fra livet.
Staten Palæstina
Hele sagen har ført til en optrappet diplomatisk krig, hvor Netanyahu-regeringen ikke viser synderlig vilje til at bøje af. Således er det næppe helt tilfældigt, at Norge, Irland og Spanien i denne uge tog det længe ventede skridt at give den palæstinensiske stat deres officielle anerkendelse, og Israels udenrigsminister Israel Katz tøvede ikke med at give igen med sin skarpe fordømmelse. Han betegnede de tre europæiske landes initiativ som ”en belønning for terror” og sørgede straks for at kalde de israelske ambassadører i Oslo, Dublin og Madrid hjem til konsultationer.
Det interessante er dog reaktionen på den israelske højrefløj. Finansminister Bezalel Smotrich fra partiet Religiøs Zionisme lod straks vide, at de månedlige pengeoverførsler til det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden vil blive indefrosset. Det forholder sig sådan, at de palæstinensere, som stadig arbejder i Israel, betaler skat af deres indtægter, og dette beløb bliver under normale omstændigheder overført ubeskåret til selvstyret i Ramallah.
Premierministeren fastholder stadig sit mål, som er ”den totale sejr over Hamas”, men dette virker mere og mere illusorisk
Smotrich, der selv er ideologisk bosætter, hilste det også velkommen, at forsvarsminister Gallant har krævet, at den såkaldte rømningslov straks bliver annulleret. Der er tale om loven, der gjorde det muligt at rømme de israelske bosættelser på Gazastriben i sensommeren 2005, hvor man samtidig rømmede fire små bosættelser fra den nordlige del af Vestbredden. Sidstnævnte har i flere år været mål for radikale bosættergrupper, der har forsøgt at genbosætte stederne, og hvis loven fra 2005 nu bliver ophævet, har militæret ikke længere nogen lovhjemmel til at forhindre disse aktiviteter.
Helt aktuelt har den øverstkommanderende for området, general Yehuda Fox, uafhængigt af forsvarsministeren, erklæret, at israelske statsborgere ikke har adgang til den nordlige del af Vestbredden frem til 2028.
Ultimatum fra Gantz
På alle leder og kanter synes kaos at brede sig, og spørgsmålet om Rafah hænger stadig uafklaret i luften. Præsident Biden har flere gange truet med at standse yderligere våbenleverancer til Israel, hvis militæret bliver sendt ind i byen – angiveligt for at udslette Hamas’ sidste endnu kampdygtige bataljoner – og alligevel kommer der ingen klar melding fra Netanyahu.
Premierministeren fastholder stadig sit mål, som er ”den totale sejr over Hamas”, men dette virker mere og mere illusorisk. Der foreligger ingen plan for, hvad der skal ske med Gazastriben, når krigshandlingerne på et tidspunkt ophører, og det har fået Benny Gantz til at stille et ultimatum.
Gantz, som er oppositionsleder og sidder med i det særlige krigskabinet, truer med at afbryde samarbejdet med Netanyahu, hvis der ikke foreligger en klar plan senest den 8. juni. Som det ser ud nu, er det tvivlsomt, om dette vil ske, og mange har da også set hovedrystende på Gantz’ initiativ som endnu en gang tomme trusler.
Gantz er også helt klar over, at hans exit fra regeringen kun vil give politikere som Smotrich og Ben Gvir yderligere magt til at føre krigen videre på deres betingelser. Omvendt kan man sige, at Netanyahu kan betragte Gantz som en slags figenblad af international respekt, og at tiden efter Gantz kun vil føre mod endnu dybere isolation.
Det er noget af dette, der har været med til at optrappe de folkelige israelske protester mod Netanyahu yderligere gennem den sidste korte tid, og det er også i det lys, vi skal se den seneste trussel fra ICC. Her er det nemlig bemærkelsesværdigt, at Karim Khan ikke kun nævner sult som strategisk våben, altså de manglende nødhjælpsforsyninger til Gazastriben, i sin motivation.
Han beder også om at få udstedt arrestordrer mod tre Hamas-ledere, nemlig Yahya Sinwar og Muhammed Deif, der begge leder krigsførelsen på Gazastriben, samt Ismail Haniyeh, der som bevægelsens øverste leder trækker i trådende fra sit luksushotel i Qatar. Chefanklageren finder god grund til at formode, at de tre har gjort sig skyldige i krigsforbrydelser ved at give grønt lys for angrebet på Israel den 7. oktober sidste år, og så skriver han, at dette forhold er gældende ”to this day”.
Formuleringen kan kun være en hentydning til de 132 israelske gidsler, som fortsat befinder sig rundt omkring i Hamas’ tunnelsystemer under Gazastriben. Og her er det, at udspillet fra Karim Khan kan komme til at få stor virkning på udviklingen. Gidslerne er nemlig hovedsagen for den israelske protestbevægelse, og det er den del af problemet, som Netanyahu ofte har tilsidesat, fordi han stædigt holder fast i at videreføre krigen.
Ved at omfatte trekløveret Sinwar-Deif-Haniyeh i sit krav om arrestordrer har Karim Khan dermed skabt en form for balance, der også tilgodeser den israelske protestbevægelses krav, og frem for alt har hans udspil fået mange israelere til at indse den grad af isolation, Netanyahu er ved at nedkalde over dem.
Læs mere om krigen i Gaza i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
