
KRIG I GAZA // ANALYSE – Der arbejdes ihærdigt for at bane vejen for en våbenhvile i krigen mellem Israel og Hamas, men der er kløfter, som kan være vanskelige at overskride. Med de nuværende spillere ser meget ud til, at krigen bare vil fortsætte.
I denne uge løb den israelske regering ind i endnu en af de mange mindre kriser, der i stigende grad er med til at komplicere situationen for premierminister Benyamin Netanyahu. En kvinde blev i hast bragt til Soroka-hospitalet i Beersheva i det sydlige Israel. Hun var gravid, og fødslen var gået i gang alt for tidligt.
Kvinden viste sig at være lillesøster til Ismail Haniyeh, den øverste Hamas-chef, som selv bor i Qatar. Den bemeldte søster er gift ind i en beduinfamilie i byen Tel as Sabi og er, som to andre af Hamas-chefens søstre, israelsk statsborger.
Dette fortælles ikke så meget for at understrege konfliktens mange komplikationer som for at illustrere, hvordan alt i den nuværende situation kan føre til en ny krise. Itamar Ben Gvir, der som leder af det højreekstreme parti Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) sidder med i koalitionsregeringen, tog straks historien op.
Han protesterede og sagde, at en søster til Haniyeh ikke kan gøre sig fortjent til israelsk hospitalsbehandling, men i stedet skal deporteres hurtigst muligt. Fra hospitalet kom reaktionen lynhurtigt. Her sagde man, at kvinden er israelsk statsborger og derfor har nøjagtig samme rettigheder som andre borgere i landet, og at det er sagen uvedkommende, hvem hendes bror er.
Kvinden var i livsfare, men det forlyder, at både mor og barn har det godt.
Netanyahu afhængig af højrefløjen
Denne tilsyneladende solskinshistorie er i virkeligheden endnu en tung uvejrssky over Netanyahus hoved. I de sidste uger har der pågået hektiske forhandlinger om at få en våbenhvile mellem Israel og Hamas i stand, men Netanyahu finder konstant en ny grund til at udsætte sin beslutning.
En af dem er Itamar Ben Gvir og hans allierede på den yderste højrefløj. I den lejr kan en våbenhvile ikke komme på tale. Ben Gvir insisterer på, at krigen skal fortsætte, til Hamas er elimineret, og han taler også for, at Israel efterfølgende skal genskabe de bosættelser, som man rømmede i sensommeren 2005. Han er heller ikke bleg for at foreslå etnisk udrensning af palæstinenserne og vil kun se det som en fordel, hvis krigen også breder sig til Vestbredden.

Lige siden Netanyahu den 29. december 2022 præsenterede den mest højreorienterede regering i Israels historie, har han sat sig selv i et afhængighedsforhold af den yderste højrefløj. For ham personligt har det været en nødvendighed, for kun ad den vej kan han klynge sig til premierministerposten og dermed forhale den retssag for korruption, der kan sende ham i fængsel.
Afhængigheden har været en faktor lige siden, og den er givetvis også en af forklaringerne på, at det hele gik galt med Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober. Men nu ser sagen ud til at være nået til et kritisk vendepunkt, for aktuelt truer Ben Gvir med at forlade regeringssamarbejdet, hvis Netanyahu accepterer en våbenhvile. Det kan i givet fald sætte en brat stopper for Netanyahus politiske karriere og udløse en helt ny politisk situation.
Et hurtigt voksende segment af den israelske befolkning kræver en våbenhvile her og nu
Det er dog ikke til at sige, om Ben Gvir vil gøre alvor af sine trusler, for han har naturligvis en åbenlys fordel i at kunne klæde sig med titlen af minister for intern sikkerhed. Men truslen er i sig selv nok til at få Netanyahu til at tøve, og derfor har også historien om Ismail Haniyehs israelske søster relevans.
Ben Gvir forfulgte ikke sagen videre, for han havde opnået, hvad han ville, nemlig at spille med musklerne over for den lammede premierminister. Denne endeløse række af provokationer fra Ben Gvirs side fik forleden lederskribenten ved det nationalkonservative dagblad The Jerusalem Post til at bede ministeren om at holde sin kæft.
Fra den anden side er Netanyahu under endnu voldsommere pres. Et hurtigt voksende segment af den israelske befolkning kræver en våbenhvile her og nu. Det er fortsat en udbredt holdning, at Hamas bør fjernes, men der har indfundet sig en forståelse af, at dette næppe er realistisk, men først og fremmest tæller det, at chancen for at få de gidsler, som fortsat sidder i Hamas’ vidtforgrenede tunnelsystem under Gazastriben, hjem i levende live svinder for hver dag, krigen får lov til at fortsætte. Den hidtidige israelske vurdering, at 29 af de resterende 136 gidsler formentlig er omkommet, blev i denne uge opjusteret til omkring 50.
Dette er ikke tal, som kan bekræftes med sikkerhed, men ikke desto mindre gør de indtryk. Lederen af centrumpartiet Den Nationale Union, Benny Gantz, der sammen med en partikollega trådte ind i det særlige krigskabinet i oktober sidste år, har flere gange ladet vide, at han overvejer at standse samarbejdet, hvis en våbenhvile ikke kommer på plads meget snart.
På det seneste har der været forlydender om, at en anden oppositionsleder, Yair Lapid fra partiet Yesh Atid (Der er en Fremtid), ligger i diskrete forhandlinger med Netanyahu om at træde ind i regeringen. Problemet, som Netanyahu utvivlsomt ser det, er blot, at Lapid betinger sig en øjeblikkelig våbenhvile.
Sinwar har fat i den lange ende
Netanyahu befinder sig med andre ord i en klemme, hvor begge udveje i princippet kan føre til, at hans regering falder sammen. På det seneste har han set hen til Saudi-Arabien som en mulig redningsplanke. Den store oliestat syntes at være på nippet til at indgå en form for normaliseringsaftale med Israel, da det hele brød løs den 7. oktober, hvorpå styret i Riyadh satte alle forhandlinger i bero.
Saudi-Arabien er kommet en smule på banen igen, men ikke i form af nogen direkte dialog med Israel og nu på andre betingelser. Netanyahu viste straks interesse, utvivlsomt fordi en aftale med saudiaraberne i den nuværende situation ville kunne vende hans politiske lykke til en vis grad.
Det ville muligvis kunne ændre de israelske vælgeres syn på ham, hvilket er stærkt tiltrængt – ifølge meningsmålingerne ville hans koalitionsregering gå tilbage fra de nuværende 64 ud af Knessets 120 mandater til et sted mellem 40 og 45, hvis der var valg i dag. Saudi-Arabien viser også interesse for en dialog, men på den klare betingelse, at det indbefatter en varig våbenhvile samt en klar plan for, hvordan man kan arbejde sig frem mod en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Hvis Netanyahu-regeringen kan bringes til fald, vil der kunne skabes en ny, mere moderat regering, som vil være modtagelig for tanken om dialog på en anden måde
Uanset hvordan man vender og drejer det, vender det hele tilbage til forhandlingerne om en våbenhvile, og hvad det angår, ser Hamas-lederen på Gazastriben, Yahye Sinwar, ud til at have fat i den lange ende. Qatar, som sammen med Egypten, har påtaget sig en mæglerrolle, præsenterede i denne uge en ny aftale, som Hamas ifølge presseforlydender finder interessant. Bevægelsen har dog visse forbehold, hedder det uden at gå i detaljer med, hvori betænkelighederne består.
Israel stiller sig derimod stærkt tøvende, hvilket nok primært skyldes Netanyahus pressede situation på den indenrigspolitiske front. Men herudover er der også generel israelsk skepsis over for planen. Den lægger nemlig op til en række faser i udviklingen, hvor en løsladelse af de israelske gidsler først kommer på tale i sidste ende, når Israel har trukket alle tropper ud af Gazastriben.
Den gensidige tillid er naturligt nok på nulpunktet, og da gidselspørgsmålet netop fylder så meget i den israelske bevidsthed, er denne skepsis måske forståelig – navnlig da Hamas kategorisk nægter at lade Røde Kors tilse gidslerne og melde om deres generelle tilstand.
Marwan Barghouti
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, ankom til regionen tirsdag, hvilket er hans femte besøg siden krigens start. Han vil søge at rede nogle tråde ud, men det virker ikke sandsynligt, at han vil kunne nå frem til noget afgørende gennembrud. Meget tyder derfor på, at krigen vil kunne fortsætte længe endnu.

Flere israelske analytikere ser det derfor som en mulighed, hvis der kan komme et lederskifte i nær fremtid. Hvis Netanyahu-regeringen kan bringes til fald, vil der kunne skabes en ny, mere moderat regering, som vil være modtagelig for tanken om dialog på en anden måde. Her kan idéen om en udveksling af de israelske gidsler med palæstinensiske indsatte i israelske fængsler måske få et nyt perspektiv.
Hamas har sat kravet op til løsladelse af omkring 6.000 palæstinensere, hvilket Israels nuværende regering og en betragtelig del af offentligheden afviser blankt. Og det er nok en angst, der kan være vanskelig at bekæmpe, idet Yahye Sinwar selv blev løsladt ved en tidligere udvekslingsaftale. Men blandt de indsatte, som flere gange har været på tale, er Marwan Barghouti. Han afsoner hele fem livstidsdomme for drab på israelere under Al-Aqsa-intifadaen, og alene af den grund vil mange stille sig imod at sætte ham på fri fod. Men andre har den holdning, at han kan tegne en fremtid.
Barghouti var tidligere en stor fortaler for fredsdialog, og selv om han blev desillusioneret og greb til vold, betragtes han som en, der kan finde tilbage til sit gamle spor, hvis han ser perspektiver i det. Han har sine politiske rødder i Fatah, som har magten på Vestbredden og lige nu står som en bitter rival til Hamas. Men da han samtidig ses som manden, der om nogen kan samle den palæstinensiske befolkning, er det ikke umuligt at et folkeligt krav kan tvinge den afdankede Fatah-leder, Mahmoud Abbas, til at vige pladsen. Og hvis det først sker, er det også inden for sandsynlighedens grænser, at vi kan se Barghouti som en central faktor i Gazastribens fremtid.
Alt dette hviler imidlertid på spekulationer og er under alle omstændigheder ikke noget, der vil materialisere sig her og nu. Men det er ting, som giver håb til de progressive kræfter på begge sider af konflikten, dem, som ser dialog som den eneste vej frem. Og imens træder Netanyahu vande.
Også i denne uge besluttede det israelske forsvar at iværksætte en undersøgelse af en dramatisk hændelse i kibbutz Beeri den 7. oktober. Under kampene havde en gruppe Hamas-folk barrikaderet sig i et hjem sammen med 15 gidsler, og da forhandlinger viste sig at være nytteløse, blev det besluttet at beskyde huset med en kampvogn.
Tretten af gidslerne mistede livet, og nu skal de nærmere omstændigheder kulegraves. Her kan timingen muligvis være interessant. En fejltagelse af denne type skal naturligvis undersøges, men man kan ikke lade være med at spekulere på, om Netanyahu også ser en vis fordel i, at det sker lige nu – hvor hans situation synes at være desperat. For på den måde kan han vise over for befolkningen, at han skam også tænker på gidslerne, mens krigen fortsætter.
Læs mere af Hans Henrik Fafner i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.