ISRAEL // ANALYSE – Den israelske regerings godkendelse af forenklede regler for bosættere på Vestbredden skal ses som en optakt til det valg, der skal finde sted i Israel til oktober. Gaza-krigen har kostet partierne i Netanyahus regeringskoalition dyre point i meningsmålingerne, skriver POV’s udlandsredaktør Hans Henrik Fafner. “Netanyahu ved godt, at netop dette initiativ får negative konsekvenser i udlandet, men ved at kæde det sammen med et syn på en palæstinensisk stat som en sikkerhedsrisiko forestiller han sig nok at kunne appellere til netop det vælgersegment, der har forladt Likud gennem de sidste mange måneders krig.”
HAIFA – I søndags godkendte den israelske regering endnu et skridt, der tilsyneladende strammer grebet om Vestbredden. Det skal nu være lettere at få registreret land, hvilket vil forenkle processen, når en familie ønsker at købe en bolig i en bosættelse. Lettelsen vil blandt andet bestå i, at man kan gøre det som en civil transaktion, hvor de militære myndigheder ikke længere er inddraget.
Ikke overraskende førte skridtet til protester, hvor flere palæstinensiske kilder betegnede det som en de facto annektering af Vestbredden. Over for dette betegnede den israelske forsvarsminister Yisrael Katz det som et sikkerhedstiltag, hvilket ligger helt på linje med holdningen hos Netanyahu, der betragter etableringen af en palæstinensisk stat som en sikkerhedsrisiko.
Hamas er svært medtaget, men bevægelsen holder stadig en del af Gazastriben i et jerngreb. Og meget peger i retning af, at den har benyttet den aktuelle og stærkt vaklende våbenhvile til at omorganisere sig og til en vis grad genopruste
”Vi fortsætter bosættelsesrevolutionen og styrker vores greb om alle dele af vores land,” lød kommentaren fra finansminister Bezalel Smotrich, som er en af initiativtagerne til det kontroversielle skridt.
Jagten på mandater
Bag disse overordnede ytringer ligger dog andre forhold, som nok er sagens egentlige kerne. Efter planen skal israelerne til Knesset-valg den 27. oktober, og det bliver med sikkerhed en vigtig del af det politiske opgør efter Gazakrigen, som har kostet partierne i Netanyahus regeringskoalition dyre point i meningsmålingerne.
Smotrich, som selv er ideologisk bosætter, står i spidsen for det højreradikale parti Religiøs Zionisme. Det er i dag repræsenteret ved syv ud af Knessets 120 mandater, men står i akut fare for at falde under spærregrænsen.
Mange af partiets vælgere har vendt ham ryggen efter krigen – ikke mindst som følge af den voldelige adfærd, som små grupper af unge radikale bosættere lægger for dagen over for Vestbreddens palæstinensiske befolkning, hvilket Smotrich nærmest konsekvent undlader at skride ind overfor. På den baggrund kan det nye initiativ ses som et forsøg på at skabe ny tryghed og tillid hos de mange, som har adresse i en bosættelse, men som ikke nødvendigvis stemmer på Smotrich.
Og Netanyahu er hoppet med på vognen. Han har nemlig et tilsvarende behov for at genvinde vælgernes tillid. I de seneste meningsmålinger står hans Likud-parti til en tilbagegang fra de nuværende 32 mandater til 25, og en sammentælling af mandaterne hos hans aktuelle koalitionspartnere vil efter et valg her og nu stille ham temmelig langt fra de 61 mandater, han skal bruge for at skaffe sig det nødvendige flertal i Knesset.
I princippet kan situationen siges at passe både Netanyahu-regeringen og Hamas ganske godt
Netanyahu ved godt, at netop dette initiativ får negative konsekvenser i udlandet, men ved at kæde det sammen med et syn på en palæstinensisk stat som en sikkerhedsrisiko forestiller han sig nok at kunne appellere til netop det vælgersegment, der har forladt Likud gennem de sidste mange måneders krig.
Gennem sin lange politiske karriere har Netanyahu fremstillet sig selv som Mr. Security, og det er netop den del af hans image, der led et alvorligt knæk, da Hamas gennemførte sit blodige overraskelsesangreb på Israel den 7. oktober 2023.
Af samme grund kæmper den israelske leder lige nu med næb og klør for at undgå den undersøgelseskommission, der med ret stor sikkerhed vil placere en meget stor del af ansvaret for det fatale svigt på netop den dramatiske dag på Netanyahus skuldre.
Hamas og Iran
I dag står det som en ubehagelig sandhed, at der ikke bare er et ansvar, som skal placeres, men at også Netanyahus løfte dengang om at svare igen ved at opnå en ultimativ sejr er faldet igennem. Han har aldrig pindet ud, hvori det ultimative skulle ligge, men tidligt i forløbet var det en almindelig opfattelse, at det gjaldt en fuldstændig eliminering af Hamas.
Det er som bekendt ikke sket. Hamas er svært medtaget, men bevægelsen holder stadig en del af Gazastriben i et jerngreb. Og meget peger i retning af, at den har benyttet den aktuelle og stærkt vaklende våbenhvile til at omorganisere sig og til en vis grad genopruste.
Hamas kan meget vel tænkes at gøre sig klar til nye militære konfrontationer, og det var nok noget af det, vi så tidligere på ugen. Det vurderes, at omkring 360 kilometer af det omfattende tunnelsystem under Gazastriben fortsat er intakt, og det var herfra, en lille gruppe Hamas-soldater kom frem og åbnede ild mod israelske tropper.
Israelerne svarede igen med nye bombeangreb på Gazastriben, og hermed fløj de gensidige beskyldninger om overtrædelser af den skrøbelige våbenhvile gennem luften.
I princippet kan situationen siges at passe både Netanyahu-regeringen og Hamas ganske godt. Efter at Trump-planen blev ført til en slingrende afslutning med frigivelsen af liget af det sidste israelske gidsel den 26. januar, bevægede processen sig ind i fase to. Den omfatter israelsk tilbagetrækning fra langt størstedelen af de 53 pct. af Gazastriben, som aktuelt er under israelsk kontrol, og ikke mindst er det hensigten, at Hamas skal lade sig afvæbne.
Da det efterhånden stod klart, at Trump er opsat på en forhandlingsløsning med iranerne, hvilket kan have lange udsigter, følte Netanyahu sig foranlediget til at rejse til Washington
Det er dette punkt, der bliver det virkelig vanskelige, for intet tyder på, at Hamas reelt har tænkt sig at efterleve dette krav. I sidste uge erklærede Hamas sig rede til at lægge alle tunge våben og så sikre sig en fremtidig rolle som en slags politistyrke i Gaza.
Dette blev straks skudt ned af israelerne, som påpegede, at tunge våben normalt defineres som kampvogne og artilleri. Og da Hamas ikke er i besiddelse af en eneste kampvogn eller artillerikanon, er dette tilbud altså rent spil for galleriet. Derfor insisterede man på, at almindelige automatvåben må falde ind under definitionen. Her tænkes navnlig på de 60.000 AK-47 rifler, som Hamas menes at være i besiddelse af, og som var hovedvåbenet under terrorangrebet den 7. oktober. Dette modkrav har Hamas afvist.
Dette er et lysende eksempel på, at Trump-planen befinder sig på meget gyngende grund. I Hamas ved man godt, at implementeringen af planens fase to hurtigt kan få karakter af organisatorisk selvmord. Og hvis man på den måde slipper muligheden for at holde sig ved magten i Gaza ved våbenbrug, står man over for en lokal civilbefolkning, der er godt og grundigt træt af den islamiske bevægelse.
For sit vedkommende er Netanyahu klar over, at hvis han uden videre går med på en våbenhvile på de gældende betingelser, vil Hamas overleve, og dermed kan han skyde en hvid pind efter en ultimativ sejr.
Det er denne ultimative sejr, han har brug for til at genvinde noget af det tabte terræn i den israelske befolkning, og som er grunden til, at det hele lige nu er ved at tage karakter af valgkamp.
Trump og Iran
Da våbenhvilen trådte i kraft den 10. oktober sidste år, begyndte Netanyahu at spejde efter nye muligheder. Det var i den forbindelse, at Iran kom på tale, og da protesterne i Teheran for alvor begyndte tæt på årsskiftet, syntes sagen klar.
Allerede i januar begyndte Donald Trump at advare om mulig militær handling mod det iranske styre, og i løbet af måneden begyndte amerikanerne at sende ekstra militære styrker til Mellemøsten for at understrege præsidentens advarende toner. Fra mange forskellige sider vurderede man endda, at det kunne være hensigten at gennemtvinge et regimeskifte.
Gazakrigen har ført til yderligere splittelse i det israelske samfund, og det kan komme til at koste Netanyahu dyrt, når valgdagen oprinder i oktober
Netanyahu bakkede op ved at fremføre nye krav om, at iranerne ikke blot skulle stille atomprogrammerne i bero, men også udlevere hele lageret af beriget uran samt acceptere et stramt loft for produktion og besiddelse af ballistiske missiler. Den israelske leder har gennem hele sin politiske karriere talt om ”den iranske trussel”.
Men da det efterhånden stod klart, at Trump var opsat på en forhandlingsløsning med iranerne, hvilket kan have lange udsigter, følte Netanyahu sig foranlediget til at rejse til Washington en uge før planlagt. Han mødte Trump i Det Hvide Hus den 11. februar, men forsøget på at tale den amerikanske præsident til rette lykkedes efter alt at dømme ikke.
Dette kan vi nok se som grunden til, at Netanyahu tilsyneladende har valgt at skrue op for presset på Hamas, for i hans optik gælder det fortsat om at score den ultimative sejr. Og nu er målet jo noget, der har klar forbindelse til Knesset-valget i oktober.
Den ultraortodokse opposition
Fundamentet under Netanyahu vakler imidlertid flere andre steder. Her tænkes ikke mindst på de ultraortodokse partier, som sidder med i regeringskoalitionen, og som også kører hårdt på med deres mærkesager.
Dette er primært spørgsmålet om værnepligt for unge ultraortodokse mænd. Her står man over for et massivt krav fra Israels sekulære befolkning, der navnlig i lyset af Gazakrigen har været stærkt utilfreds med, at de ultraortodokse borgere har kunnet trække frinummer. Og her har Netanyahu benyttet sit klassiske middel i den slags sager, nemlig at udsætte en endelig afgørelse i det uendelige.
Men det er en sag, der nægter at dø, og i denne uge førte det til voldelige sammenstød i Bnei Brak, som er en ultraortodoks by tæt på det ultrasekulære Tel Aviv. Gnisten, der fik det hele til at eksplodere, var to kvindelige soldater i uniform, som havde begivet sig ind i Bnei Brak, og store politistyrker måtte indsættes for at få dem ud igen.
For en god ordens skyld var Bezalel Smotrich hurtigt ude med en fordømmelse af de ultraortodokses angreb på de to kvindelige soldater.
Sådan en sag kan naturligvis ses som et isoleret fænomen, men der er en dyb indre sammenhæng. Gazakrigen har ført til yderligere splittelse i det israelske samfund, og det kan komme til at koste Netanyahu dyrt, når valgdagen oprinder i oktober.
Oppositionslederen, Yair Lapid fra centrumpartiet Yesh Atid, udtalte i denne uge, at man ikke skal tage det for givet, at Netanyahu lider nederlag ved valget, som vil blive ”det hårdeste og det mest kritiske, som nogensinde er blevet afholdt her”. Men han understregede også, at samtlige oppositionspartier må holde fast og allerede nu sige klart, at ingen har planer om at samarbejde med Netanyahu efter valget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og