
OPRØRET I IRAN // POVCAST – ”Det er ikke et oprør – det er en revolution,” siger skuespiller, komiker og foredragsholder Farshad Kholgi, der blev født i Iran, inden familien flygtede til Danmark. Han har kun en kommentar til forsøget på at skabe dialog med præstestyret: ”STOP DET!”. I denne Radio Ronkedor-podcast taler han og politikeren Jino Victoria Doabi om situationen i landet. De efterlyser bl.a. aktion også i den danske medieverden.
”Jeg har i mange år været flov over at kalde mig iraner, men det nuværende regime er ikke repræsentanter for folket,” siger dansk-iranske Jino Victoria Doabi, bestyrelsesmedlem i ”Voice of Iran”.

Farshad blev kendt som den morsomme standupper – et godt mix af en sortøjet jyde med kulturel baggrund i det mellemøstlige land. En baggrund, han er meget stolt af. Men i denne tid har han lagt humoren på hylden, når han bevæger sig på de sociale medier. Det handler om revolutionen – og han tøver ikke med at kalde oprøret for en revolution.
Han kender godt oplevelsen af de jævnligt opblussende frihedsråb i hans fødeland – der snart går i glemmebogen. Men denne gang tror han ikke, oprøret kan stoppes, fordi det har bredt sig langt uden for hovedstaden Teheran og ikke alene er en kvindekamp om tørklædet.
Jino Victoria Doabi er en stærk stemme i den politiske debat om integration og ligestilling. Også hun er af iransk afstamning, og så er hun aktiv i Det Radikale Venstre. Hun kalder til aktion i en målrettet, politisk kamp mod præstestyret. Det skal illegitimeres, fordi det alene har magten via vold og straffe, som er middelalderlige. Alene deltagelse i demonstrationer kan betyde dødsstraf.
“Luk ambassaderne! Stop samhandelen!”
Det er et stort ønske fra folket, siger de to aktivister og opfordrer til, at de danske medier viser meget større opmærksomhed over for det mellemøstlige land i dækningen af døgnet.
Lyt til podcasten her:
Lyt til denne POVcast fra Radio Ronkedor, der drives af skuespilleren og podcasterne Dorte Rømer og journalisten og taxichaufføren Jesper Grunwald.
Radio Ronkedor er et podcastfællesskab for voksne i alle aldre. De tror på visdom uden aldershovmod og forundringsparathed fra barndom – til lyset slukkes. Radio Ronkedor er et bredt lydmedium, som beskæftiger sig med mennesker og ideer inden for emne-trekanten demokrati/samfund/kultur. De sætter en ære i at udfordre myter og stereotyper i tidsånden og mediekværnen.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her