Neoliberalismen døde i nat

Bjarke Larsen 09.11.2016

ANALYSE: Der er fire vigtige ting at forholde sig til efter Trumps triumf: neoliberalismens død, mediernes ufuldkommenhed og hævnen over elitens hån. Og hvad med Europa: kommer vi til at opleve en krig inden for de kommende 10 år? Det værste, vi kan gøre, er at undervurdere betydningen af det, vi ser i disse år.

Efter Brexit og Trump er den neoliberale revolution, som Reagan og Thatcher startede i 1980’erne, færdig. Finanskrisen fik for alvor den neoliberale kapitalisme til at vise sit grimme ansigt. Den brutale måde, den fattigste og mindst uddannede del af befolkningen især i USA og Europa – men også i andre dele af verden – måtte bære de største byrder efter finansverdenens og den rige elites uansvarlige handlinger i 00’erne, kvalte drømmen om en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Troen på, at mine børns liv vil blive bedre, rigere og tryggere end mit, er væk.

Tiden er inde til at tænke. Længe. Dybt. Og nyt.

Hertil kommer den stigende ulighed. 100 mennesker (eller færre) ejer lige så meget som resten af verden, og de mange lækkede papirer viser, hvordan de samme rige mennesker og de rigeste koncerner gør alt – alt – for at undgå at betale en rimelig andel af deres overskud til fællesskabet. Og når folk afmægtigt kan iagttage, hvordan frihandel flytter millioner og atter millioner af job fra verdensdel til verdensdel, samtidig med at andre millioner immigranter og flygtninge kommer til deres nabolag og overtager nogle af de tilbageværende job, reagerer de selvfølgelig. Kommer der så en rig, karismatisk og skruppelløs person på banen, klynger man sig til håbet om, at han – for det er næsten altid en han – kan gøre noget. Hvad skulle man ellers gøre?

Drømmen om et andet alternativ

Bernie Sanders kom med et centrum-venstre alternativ, og han fik opbakning fra millioner af mennesker og skabte optimisme, men endte med at tabe til en, der har været i seng med Wall Street hele sit liv.

Men han repræsenterede et håb om en anden og bedre løsning. På samme måde er dette ikke tilfældigt, at Enhedslisten står stærkere end på noget tidspunkt tidligere, og at Alternativet har vind i sejlene. Og at nye venstrefløjs- og protestpartier i skudt op i det Sydeuropa, der blev så hårdt ramt af finanskrisen.

Nu, hvor det begynder at blive rigtig spændende, rejser alle journalisterne hjem igen og fortsætter som før med at beskrive en virkelighed, the deplorables ikke kan genkende.

Alt dette må politikere og erhvervsledere overalt i verden forholde sig til – og gøre noget radikalt ved. Ellers bliver oprøret endnu voldsommere og endnu mere omfattende i fremtiden.

Mediernes utilstrækkelighed

Medierne formår ikke at beskrive denne virkelighed tilstrækkelig godt. Jo, jo. Hundredevis af journalister og kommentatorer tager rundt i “Trumpland” i et par uger og skriver om the deplorables. Men derefter fortsætter man i samme skure som før med at beskrive og forholde sig til en virkelighed, der ikke har meget at gøre med den, “almindelige” mennesker oplever. En Washington-virkelighed. En Christiansborg-virkelighed.

De to danske tv-stationer har f.eks. hver sendt flere håndfulde journalister afsted for at lave forudsigelig snakke-journalistik, hvor alle siger det samme, og hvor fokus i alt, alt for høj grad har været på showet, på det underholdende, på Trumps udtalelser om en mur, the nasty woman og alt det andet nedladende og hånlige.

Og nu, hvor det begynder at blive rigtig spændende, rejser de alle hjem igen og fortsætter som før. Alle glemmer the deplorables indtil næste valg.

Så selvfølgelig reagerer de.

Hævn over elitens hån

Eliten har hele vejen igennem hånet, spottet og latterliggjort the deplorables, globaliseringens tabere. På samme måde som vi herhjemme i årevis har gjort det over for de ikke-stuerene DF-vælgerne. De ved jo ikke, hvad de snakker om. De har ikke styr på fakta. De tror på de mange sølvpapirhatte-medier og hjemmesider. De stemmer imod deres egne interesser, for deres liv vil ikke blive bedre af en mur til Mexico og mindre frihandel, siger vi. Trump vil røvrende dem, spår vi.

Hvis EU falder endnu mere fra hinanden, risikerer vi at få en væbnet regional konflikt – måske en regulær krig – mellem to europæiske lande inden for de næste 10 år.

Men de oplever ikke, at deres liv er blevet bedre med frihandel og millioner af indvandrere. De oplever, at de etablerede medier ikke fortæller sandheden om finanselitens skalten og valten med deres liv. De oplever, at alle de nuværende politikere har røvrendt dem. Så selvfølgelig reagerer de, når de får chancen.

Får vi krig i Europa?

Jeg er bange. I’m scared shitless, som amerikanerne siger. Det er synd for verden, og det er synd for USA, selv om jeg som så mange andre i disse timer prøver at berolige mig med, at det nok ikke kommer til at gå så galt, som vi frygter. At Trump vil blive holdt i ave, at han vil omgive sig med fornuftige rådgivere, at han ikke bare kan få sin vilje i Kongressen, hvor mange republikanere hader ham.

Det værste, vi kan gøre, er at undervurdere betydningen af det, vi oplever i disse år. Vi risikerer at være på vej mod en omfattende, global krise med et stigende konflikter – økonomisk, politisk og militært – mange steder.

Og hvad med Europa? Vil Putin nu destabilisere Ukraine så meget, at borgerkrigen bryder ud på ny, at landet bliver en russisk lydstat – eller måske en del af Rusland? Vil Putin forsøge at indlemme de tre baltiske lande i Rusland – og kan/tør vi i Europa sætte en stopper for det, hvis vi ikke har Trump og USA med? Vil EU falde endnu mere fra hinanden, og vil det medføre, at nogle af de mange historiske konflikter, der stadig huskes rundt omkring, blusser op i en grad, så vi får en væbnet regional konflikt – måske en regulær krig – mellem to europæiske lande inden for de næste 10 år?

Intet af dette er længere utænkeligt. Tiden er inde til at tænke. Længe. Dybt. Og nyt.

Foto: Wikimedia Commons

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Bjarke Larsen

Jeg er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet. Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev jeg om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden samt EU. Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd- og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet. I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.