Mette Frederiksens hårde EU-retorik spejler regeringens generelle strategi

af i Danmark/EU/Politik & Samfund

POLITIK // ANALYSE – Med den meget hårde og kontante stil, statsministeren i et stort interview i Jyllands-Posten anlægger over for EU, er regeringens strategi for de kommende år efterhånden skåret ud i pap: Mette Frederiksen framer sig selv og regeringen som den ”almindelige” danskers beskytter i en usikker og skræmmende verden.

I forlængelse af regeringens strategi satser Mette Frederiksen på nogle få, men meget store skalpe, der skal erobres i denne regeringsperiode: Retten til tidlig pension, en aktiv indsats mod social dumping og den voksende ulighed i samfundet, en genopretning af Skat, politiet og Arbejdstilsynet, en hård kurs i retspolitikken og i forhold til indvandring og integration, samt en aktiv indsats mod globalt skattesnyd og de globale tech-giganter.

Det er på kort tid og med forbløffende lidt modstand lykkedes for regeringen at erobre rollen som ”den lille mands forsvarer” fra Dansk Folkeparti

Det er en politisk linje, der helt basalt handler om at udmønte den grundholdning, der er udtrykt i et digt af Jeppe Aakjær, som måske nok er lidt altmodisch, men som mange socialdemokrater ynder at citere:

Du være den Fattiges Værner,
du være den Riges Ris!
Da faar du ej Ordner og Stjerner
men bævende Læbers Pris.

Støttepartierne affinder sig

Det er på kort tid og med forbløffende lidt modstand lykkedes for regeringen at erobre rollen som ”den lille mands forsvarer” fra Dansk Folkeparti, der stadigvæk er helt groggy og fraværende på den politiske scene oven på den enorme vælgerlussing ved de to valg i forsommeren. Samtidig har Venstre været opslugt af sin interne kamp om at få væltet Lars Løkke Rasmussen, mens blå blok generelt endnu ikke har fået slikket sårene fra fire års dysfunktionelt samarbejde og det, der blev oplevet som Løkkes store forræderi under valgkampen, da han sagde, at det var vigtigere at skabe et SV-samarbejde hen over midten end at satse på blå blok.

Foreløbigt har støttepartierne også affundet sig med at måtte nøjes med at profilere sig på de mere ”bløde” områder såsom flere penge til traditionelle kulturaktiviteter – samt at holde den multikulturelle og indvandringsvenlige fane højt og at beskylde regeringen for ikke at være ambitiøs nok på nogle områder.

De veluddannede storbyvælgere er ikke tiltrukket af den ”arbejderistiske” kurs, Socialdemokratiet er slået ind på, men søger mod venstrefløjen og De Radikale. Og hvordan får man dem erobret tilbage?

Regeringen og støttepartierne er til gengæld fælles om i hvert fald to store emner, der binder dem sammen og som på hver deres måde bliver definerende som denne valgperiodes to måske vigtigste enkeltsager: dels at få vedtaget og begynde at udmønte verdens mest ambitiøse klimalov, dels at få lavet om på den måde, Finansministeriet regner på – både så klima- og miljøeffekter regnes med, og således at også det offentliges bidrag regnes med i de såkaldte ”dynamiske effekter” af økonomiske beslutninger. Det første er den store folkesag, som kun får mere og mere opbakning i disse måneder; den anden er for nørder, men kan afgørende ændre den måde, politikere, økonomer og journalister fremover vurderer og diskuterer effekten af forskellige lovindgreb.

Storbyvælgerne går andre steder hen

Det er en linje, der står i tydelig modsætning til den, der var gældende under Helle Thorning-Schmidts regering med Bjarne Corydon som chefstrateg og finansminister. Det er heller ikke nogen ufarlig kurs set i forhold til at opnå tilstrækkelig vælgeropbakning – måske ikke for at få regeringen genvalgt, når den tid kommer, men i forhold til at beholde magten i de største byer: København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Socialdemokratiets nye kurs blev grundlagt lang tid før valget 5. juni: der skulle trækkes stemmer hen over midten, og de traditionelle arbejderstemmer skulle erobres tilbage fra første og fremmest Dansk Folkeparti men også fra Venstre. Det skabte fremgang i provinsen, men tilbagegang i de store byer, især København. Her var tilbagegangen i de vigtige valgkredse til at få øje på: Bispebjerg minus 5,3 procentpoint, Brønshøj minus 5,3, Sundbyvester minus 5,0, Indre By: minus 7,1 og Falkoner minus 7,0 procentpoint.

Berlingske har på baggrund af tal fra Den Danske Valgdatabase lavet denne graf, der illustrerer udviklingen:

Opbakningen til Socialdemokratiet ved kommunalvalgene i København og Aarhus samt ved folketingsvalgene.
Opbakningen til Socialdemokratiet ved kommunalvalgene i København og Aarhus samt ved folketingsvalgene.

Som det ses, er opbakningen til S er stabiliseret på landsplan, mens faldet fortsætter i de største byer. Det må give storby-borgmestrene uro i maven. Selv om overborgmesterposten eller det røde flertal i København ikke er i fare de første mange år, vil det alt andet lige svække Socialdemokratiets position, hvis støttepartierne går så meget frem, som tendensen lægger op til. Og i Aarhus, Aalborg og Odense skal der ikke meget til for at flytte flertallet.

De veluddannede storbyvælgere er ikke tiltrukket af den ”arbejderistiske” kurs, Socialdemokratiet er slået ind på, men søger mod venstrefløjen og De Radikale. Og hvordan får man dem erobret tilbage? Det er et problem, strategerne i partitoppen er opmærksom på, men som man endnu ikke har fundet ud af, hvad man skal (kan) stille op imod.

Sætter handling bag ordene

I føromtalte interview om EU er Mette Frederiksen særdeles kritisk over for EU i almindelighed og forslaget til budget for de kommende år i særdeleshed. Hun bruger vendinger som ”helt gak”, ”frakoblet den verden, vi er en del af”, ”jeg er helt uforstående over for”, ”jeg bliver helt rystet” og mere i samme dur. Eller rettere mol, for Mette Frederiksen fokuserer på de ting ved EU, hun gerne vil have ændret – og det er mange.

Det nye er også, at Mette Frederiksen ikke nøjes med den hårde retorik, som vil være populær langt ud i de små hjem. Hun prøver også at sætte handling bag ordene ved at danne en klub sammen med Sverige, Holland og Østrig

Tonen er markant anderledes i forhold til både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, og linjen er også en anden: Regeringen er tilhænger af et EU, der fokuserer på nogle få kerneopgaver, og hvor så meget som muligt skal løses ude i de enkelte medlemslande. Helle Thorning-Schmidt var EU-begejstret, mens de Venstre-ledede regeringer under Lars Løkke sejlede lidt fra side til side uden en entydig EU-kurs.

Det nye er også, at Mette Frederiksen ikke nøjes med den hårde retorik, som vil være populær langt ud i de små hjem. Hun prøver også at sætte handling bag ordene ved at danne en klub sammen med Sverige, Holland og Østrig, der skal forsøge at hindre en større udvidelse af EU-budgettet for at få plads til en øget indsats i forhold til ikke mindst klimaet og sikring af de ydre grænser. Men så må der spares på andre områder, lyder beskeden fra de fire lande.

Mette Frederiksen fremstår særdeles handlekraftig og med stor vilje til at blande sig i mange områder og dagsordner. Og selv om det næppe lykkes at overtale de øvrige EU-lande til både at finde penge til klimatiltag, øget grænsekontrol og andet og samtidig undgå at øge budgettet, er det en stil, der giver pote hos vælgerne.

Men det forudsætter, at det lykkes at sejle de største og vigtigste af de mange skibe, der er sat i søen, sikkert i havn.


Foto: Wikimedia Commons. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark