
ANALYSE – Efter lange og fejlslagne koalitionsforhandlinger efter det tyske valg, der startede mellem CDU, FDP og de Grønne, er de to store midterpartier, kristendemokratiske CDU og socialdemokraterne i SPD blevet enige om en aftale. Nu skal der forhandles om en mulig stor koalition – en Grosse Koalition, ‘Groko’ som tyskerne kalder konstruktionen. Men selv om mange observatører i udlandet glæder sig over denne udvikling, er det i virkelighed en dårlig nyhed for Tyskland. Amélie Reichmuth kalder groko for ‘en tidsindstillet bombe’ – ingen ved, hvornår vil eksplodere.
BERLIN – “Tysk politik er ikke sexet”, klagede min danske kæreste i september, da jeg var ved at skrive min første analyse om det tyske valg. Og nu, efter måneders langsomme og mislykkede koalitionsforhandlinger imellem de største partier i tysk politik, bliver jeg nødt til at give ham ret. Tysk politik virker absolut ikke forførende: De store partier tabte valget, det højrepopulistiske Alternative für Deutschland blev det tredjestørste parti i Tyskland, mens koalitionsforhandlingerne viser sig at være langt sværere end forventet.
Kort sagt: Berlin, wir haben ein Problem.
Regeringsforhandlingerne startede med, at den såkaldte “Jamaica-koalition” imellem CDU, FDP og de Grønne stødte på grund, efter at FDP uventet forlod forhandlingerne med en erklæring om at man “hellere ikke vil regere, end at regere forkert”.
Partiet blev efterfølgende voldsomt kritiseret, både af tilhængere og kritikere, og bliver i dag kun støttet af 8 procent af den tyske befolkning.
Efter denne overraskende udvikling har de to store partier, kristendemokratiske CDU og SPD, tyskernes svar på Socialdemokratiet, forhandlet for at se, om de to partier kan samarbejde henimod dannelsen af en koalitionsregering.
Processen handler om at konstruere og blive enige om en kontrakt imellem de to partier: Hvilke politiske målsætninger skal den fremtidige regering følge?
Fingeraftryk til højre og venstre skaber modsætningsfyldt kompromis for forhandlinger
Svaret kan findes i et 28 sider langt dokument opdelt i 10 kapitler som dækker alle områder – EU-politik, økonomi, landbrug, osv – men også den fremgangsmåde begge partier skal følge.
Den fælles erklæring repræsenterer kompromiset imellem Kristendemokraterne og Socialdemokratiet, og nu hvor alle SPD-fraktioner har stemt og bekræftet erklæringen, kan anden fase af forhandlingerne starte.
Der er især to områder, hvor man kan mærke den socialdemokratiske indflydelse: EU-politik, med et socialt fokus på europæisk niveau; og familiepolitik, hvor børnepengene skal øges, og der skal skabes flere børnehavepladser.
På den anden side kan man se de kristelige fingeraftryk i økonomi- og finanspolitikken: Budgettet skal forblive balanceret under den nye regeringsperiode, ingen ny gæld må blive skabt, og skatterne må ikke stige. Nogle skatter skal decideret afskaffes og den offentlige sektor skal effektiviseres, hedder det.
Tyskerne er meget delt i holdningen til en ny “Groko”: 52 procent synes, idéen er “værre end alternativerne” eller rent ud “dårlig”, mens kun 40 procent mener den er “god” eller “meget god”
Kløften imellem de identificerede udfordringer, og de foreslåede løsninger er tydelig: Der er ingen “gratis frokoster”, som briterne siger, og man må spørge sig selv om, hvordan den kommende regering vil finansiere en mere social politik uden at øge de offentlige udgifter eller hæve skatterne.
Den fælles erklæring er naturligvis resultatet af lange diskussioner og kompromisser, og den repræsenterer kun det første skridt, før de egentlige koalitionsforhandlinger starter.
Det er dog svært at forestille sig, hvordan en stor koalition kan skabes udelukkende på basis af erklæringen, som mest ligner en ønskeliste med generelle anvisninger uden konkrete forslag og tal. Derfor er også tyskerne meget delt i holdningen til en ny “Groko”: 52 procent synes idéen er “værre end alternativerne” eller rent ud “dårlig”, mens kun 40 procent mener den er “god” eller “meget god”.
Uanset hvad det ender med, vil det tyske politiske landskab blive stærkt påvirket.
Tyskland – en kæmpe på lerfødder
Man kan kun forstå Tysklands nyere udvikling, hvis man medtager ‘det tyske paradoks’.
Det moderne Tyskland er et ungt land, som blev genforenet efter den kolde krig for kun 29 år siden, mens Tyskland som samfund omvendt bliver ældre og ældre. Derfor er der en kontinuerlig spænding imellem unge og ældre, fremtid og fortid, nytænkning og konservatisme i det tyske samfund.
Formålet med tysk politik – på tværs af partierne – har derfor i løbet af de sidste 30 år altid handlet om at forene og genopfinde Tyskland. Den nyere tyske politik har altså altid været primært fokuseret på indre forhold, både politisk, økonomisk og socialt.
Forst og fremmest skulle de gamle østtyske regioner, som DDR bestod af, genintegreres i Forbundsrepublikken, hvilket var langt sværere at håndtere end forventet. Det hele var forbundet med fordomme og kulturchok.
Det hele minder om en kafkask roman, hvor hovedpersonen er dybt fortvivlet fordi han kæmper både imod sig selv og resten af verden
Vesttyskere kaldte deres medborgere fra øst “DDR-flygtninge”, eller “Ossis”, to udtryk med stærkt negative konnotationer; en særlig skat, det såkaldte “solidaritetstillæg” (“Solidaritätszuschlag” eller kort “Soli” på tysk) blev indført i Vesttyskland for at kompensere for kløften imellem Vest og Øst.
De dybe spor fra Den Kolde Krig findes fortsat
Næsten 30 år efter murens fald kan man stadigvæk mærke de dybe spor, den kolde krig har efterladt i Tyskland, geografisk, politisk, økonomisk og socialt.
Geografisk er grænseregioner blevet til naturreservater, hvor både fauna og flora har været uberørte; politisk fik både kommunisterne (die Linke) og det ekstreme højre (AfD) deres bedste valgresultater i Østtyskland i september; arbejdsløsheden der er næsten to gange højere end i Vesttyskland (7,1 procent), og lønnen er også ca. 20 procent lavere. Socialt kan man virkelig tale om en tabt generation. Selv om de ikke vil have DDR tilbage, føler 60 procent af østtyskerne sig rodløse i forbundsrepublikken.
Tysk politik har i løbet af de sidste 30 år handlet om at forsone tyskerne med deres fortid og om at opbygge en ny fælles identitet
Undersøgelser bekræfter også, at tyskerne selv føler, at alle mure ikke er faldet endnu: 53 procent af vesttyskerne mener, at forskellene imellem Vest og Øst er “store/temmelig store”, mens 74 procent af østtyskerne mener det samme.
For det andet har tysk politik i løbet af de sidste 30 år handlet om at forsone tyskerne med deres fortid og om at opbygge en ny fælles identitet.
Igen blev opgaven længere og sværere end forventet, man talte om en ny “fortidshåndtering” (Vergangenheitsbewältigung). Originalkonceptet beskrev først og fremmest afnazificeringsprocessen efter Anden Verdenskrig, men blev genbrugt i løbet af genforeningen i 1990’erne for at beskrive overgangsfasen fra DDR til det genforenede Tyskland.
Selvom 79 procent af tyskerne er tilfredse med Tysklands udvikling siden 1989, findes der også tabere i genforeningen. Følelsen at være udelukket af det “tyske mirakel” er så stærk for nogle i Østtyskland, at de udviklede en ægte nostalgi omkring DDR (Ostalgie).
Tyskland har – på grund af sin mørke fortid – dybe skyldfølelser og et mindreværdskompleks, som sætter landet i en svær situation: Tyskland er bange for sig selv og har ikke lyst til blive stormagt igen, selvom de internationale partnere forventer et stærkt Tyskland
I 2014 var det stadigvæk 57 procent af østtyskerne, som mente at “DDR ikke var fejlslagen stat”. Dette blev forstærket af en massiv flytning fra land til by og fra øst til vest blandt unge mennesker. I mange tidligere DDR-regioner er gennemsnitsalderen højere end i resten af Tyskland, hvilket også afspejler sig i valgresultaterne, da AfD generelt set fik flest stemmer i Østtyskland.
Valget i 2017 var et politisk jordskælv
Denne lange og komplicerede forskningsproces har haft store konsekvenser for Tysklands identitet og selvforståelse på den internationale scene.
Her findes igen et paradoks, fordi Tyskland – på grund af sin mørke fortid – har dybe skyldfølelser og et mindreværdskompleks, som sætter landet i en svær situation: Tyskland er bange for sig selv og har ikke lyst til blive stormagt igen, selvom de internationale partnere forventer et stærkt Tyskland.
80 procent af tyskerne er “absolut utilfredse med måden hvorpå demokratiet fungerer i Tyskland” og 93 procent er “generelt utilfredse med den nuværende tyske regerings arbejde”. Vigtigere føler 42 procent “sig personligt dårligt stillet i det tyske samfund”. Igen et paradoks da et stort flertal af tyskere (84 procent) samtidig mener, at Tysklands økonomiske situation er god
Forbundsrepublikken har altid prøvet at løse dilemmaet internt med et stærkt fokus på demokrati og menneskerettigheder forankret i forfatningen fra 1949 (begrebet kaldes Verfassungspatriotismus), men også eksternt med en ledende rolle i det europæiske samarbejde, sammen med Frankrig, samt stort engagement i de internationale organisationer som f.eks. FN.
I denne kontekst repræsenterer forbundsvalget 2017 et politisk jordskælv.
Re-thinking tysk politik
Da de første resultater fra det tyske valg blev offentliggjort, overraskede det mange, både i udlandet og i Tyskland selv: AfD får 12,6 procent af stemmerne, og for første gang siden slutningen af Anden Verdenskrig bliver et ekstremt højreparti valgt ind i forbundsdagen.
Mange er chokerede. Hvordan kan det være, at et land med en historie som Tysklands, kan stemme for et parti som AfD?
Svaret ligger imidlertid gemt i spørgsmålet: Man kan kun forstå Tysklands valg, hvis man tager den nyeste tyske historie i betragtning.
En dybere analyse af valgresultaterne viser nemlig, hvordan det hele hænger sammen:
Det tyske politiske landskab står midt i en genstrukturering. AfD’s gennembrud kan forklares af både dybere og mere umiddelbare faktorer. Først og fremmest hviler det tyske politiske system, ligesom det danske, på parlamentarisme, hvilket giver mere plads til små eller nye partier som AfD.
Valgresultaterne viser for eksempel, at CDU mistede 980.000 stemmer til AfD, SPD 470.000 og Die Linke 400.000. AfD’s sejre på det regionale niveau ved sidste valg, gav dem en stærk platform, og resultaterne fra forbundsvalget gik langt over, hvad prognoserne forudså.
Når det er sagt er det endnu mere interessant at se på vælgernes motivation. Ud af de 12,6 procent som stemte for AfD, erklærer 61 procent at de “stemte for AfD på grund af skuffelse”.
Samtidig er 80 procent “absolut utilfredse med måden hvorpå demokratiet fungerer i Tyskland” og 93 procent er “generelt utilfredse med den nuværende tyske regerings arbejde”. Endnu vigtigere er det, at 42 procent føler “sig personligt dårligt stillet i det tyske samfund”.
Igen et paradoks da et stort flertal af tyskere (84 procent) samtidig mener, at Tysklands økonomiske situation er god.
Et Tyskland på vej mod en ny politisk identitet
Man kan muligvis løse dette paradoks, hvis man tager to andre faktorer i betragtning: Alder og temaerne i valgkampen.
På den ene side udgjorde borgere over 60 år den største vælgergruppe ved valget, over 25 procent, og mange af dem bor i Østtyskland. Med andre ord er det overvejende den ældre generation i Østtyskland, som støttede AfD.
På den anden side var de tre vigtigste temaer under valgkampen flygtningekrisen og integration, sociale uligheder, og pension, samt uddannelse og arbejdsløshed – i nævnte rækkefølge. AfD lavede en effektiv valgkampagne og fokuserede meget på det første emne med populistiske forslag, hvor de traditionelle partier var mere forsigtige og tilbageholdende.
AfD’s fremgang er først og fremmest et protestvalg, som ikke kan reduceres til udelukkende at handle om udlændinge og integrationspolitik. I et politisk landskab præget af kontinuitet stod AfD med et nyt tilbud som var tilpasset til efterspørgslen
Budskabet blev åbenbart vel modtaget, især i et forbrugssamfund, hvor kernevælgere bliver sjældnere. AfD’s fremgang er først og fremmest et protestvalg, som ikke kan reduceres til udelukkende at handle om udlændinge og integrationspolitik. I et politisk landskab præget af kontinuitet stod AfD med et nyt tilbud som var tilpasset til efterspørgslen.
Det virker som om, Tyskland er i strid med sig selv for at genopfinde sin politiske identitet og finde vej ud af ustabiliteten. Modsatrettede kræfter og dybe følelser står på spil, hvilket gør det svært at forudse, hvilken retning Tyskland vil vælge i et mere og mere fragmenteret og polariseret politisk landskab.
Eliten og folket – en tikkende bombe
Nu hvor den første fase af koalitionsforhandlingerne imellem CDU og SPD er vel overstået, da alle SPD fraktioner godkendte den sidste søndag, vil det komme til nye forhandlinger for at beslutte mere konkret, hvilken politik der skal blive udført, men også hvordan koalitionsregeringen vil se ud.
Mange i udlandet glæder sig over denne nyhed, ikke mindst Emmanuel Macron, som har ventet på Tyskland for at lancere sine bud på EU-reformer, men de svære koalitionsforhandlinger repræsenterer i virkeligheden kun toppen af isbjerget. Tyske politikere prøver at vinde tid, tilsyneladende uden at være rigtig klar over, at de er i gang med at lægge en tidsindstillet bombe under det tyske samfund.
Groko-koalitionen begejstrer nemlig ikke tyskerne: Kun 45 procent synes, at en stor koalition vil være godt.
Samtidig breder resignationen sig: 73 procent mener, at det alligevel vil komme til en koalition imellem CDU og SPD.
Med andre ord er Tyskland ikke skånet for kløften imellem eliterne og folket: Koalitionsregeringen, som har regeret siden 2005, beholder magten, selvom valgdeltagelsen har været historisk lav, og valgresultaterne har været tydelige.
Når man læser fælleserklæringen fra CDU og SPD, virker det som om, tyske politikere ikke har forstået, hvordan grundproblemer (kløften imellem Vest- og Østtyskland) kombineret med umiddelbare udfordringer (flygtningekrisen) førte til AfD’s fremgang.
Udfordringen er at komme udover over dette binære syn på verden, hvor alt er delt imellem “os” og “dem”. Det handler om at håndtere udfordringerne kollektivt, med fornuft men også med empati … det handler om at have vision og mod til at overkomme status quo og forbedre tingene. Kort sagt: At føre en modig visionær politik frem for snæversynet management
For eksempel skal “solidaritetstillægget” afskaffes i løbet af den kommende regeringsperiode. Begrundelsen er, at de dårligst stillede, den lavere middelklasse, skal have et økonomisk løft, men erklæringen er ikke specifik om, hvordan man vil finde disse 10 milliarder € i budgettet. Man kan generelt ikke finde mange ord om, hvordan regeringen vil reducere kløften imellem Øst- og Vesttyskland.
De svageste føler sig forladt af politikerne
Tyskland er dog ikke en virksomhed eller en stor fabrik, man skal styre for at lave profit. Tyskland er et samfund, hvor de svageste føler sig forladte af deres politikere, mens de skal konkurrere med indvandrere.
Udfordringen er at komme udover over dette binære syn på verden, hvor alt er delt imellem “os” og “dem”. Det handler om at håndtere udfordringerne kollektivt, med fornuft men også empati og “Fingerspitzengefühl” (takt).
Det handler ikke om at skabe et utopisk samfund, tværtimod. Det handler om at bryde myten om den tyske model og anerkende fejl; det handler om at have vision og mod til at overkomme status quo og forbedre tingene. Kort sagt: At føre en modig visionær politik frem for snæversynet management.
I den sammenhæng kunne Tyskland lade sig inspirere af sin franske nabo. Det ekstreme højre-parti Front National endte som et langt svagere parti, fordi Emmanuel Macron debatterede med Marine Le Pen, hvilket afslørede Front Nationals tomme populisme
En anden lære, der kan drages af AfD’s fremgang, er, at mange sofavælgere stadigvæk interesserer sig for politik og kan mobiliseres: 1.2 millioner af dem stemte på det højrepopulistiske parti. Med andre ord bør man ikke opgive eller ignorere disse “vredesborgere” (Wutbürger) og blot antage, at de alle er overbeviste nynazister.
Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det at stemme på AfD for at få afløb for sin vrede, er det bedste, man kan gøre for at forbedre sin situation, men fakta er, at det er en del af demokratiet at kunne udtrykke sin uenighed. I den sammenhæng kunne Tyskland lade sig inspirere af sin franske nabo. Det ekstreme højre-parti Front National endte som et langt svagere parti, fordi Emmanuel Macron debatterede med Marine Le Pen, hvilket afslørede Front Nationals tomme populisme, mens han er ved at udføre det program, han lovede. Kort sagt: tage ansvar og levere resultater.
Tiden er dog lang for dem, som venter. Reaktionerne fra udlandet viser, hvor lidt mange udenlandske observatører i virkeligheden kender Tyskland.
Der er nemlig en forskel imellem, hvad der er godt for Tyskland, og hvad er godt for resten af EU. På den ene side vil en Groko-koalition støtte Emmanuel Macrons forslag om et mere integreret EU, på den anden side er det ikke sikkert, at det vil lykkes for den at reducere de økonomiske og sociale uligheder i Tyskland.
På kort sigt er en stor koalition altså bestemt et godt kompromis, men på langt sigt er det bare en tikkende bombe under et søgende Tyskland.
Ingen opbakning til mindretalsregering – sporene fra Weimarrepublikken skræmmer stadig
Den interne afstemning i SPD åbner nu en ny fase i koalitionsforhandlingerne og næsten ingenting kan forhindre en ny Groko.
Der var dog andre alternativer, men de blev aldrig rigtig taget seriøst, hverken af tyske politikere eller offentligheden. På papiret ville en mindretalsregering med CDU som regeringsparti være en mulighed, men det er tyskerne ikke vant til. Mange ældre tyskere er dybt traumatiserede af Weimarrepublikken, en periode som var præget af stor politisk ustabilitet, og som bidrog væsentligt til nazismens fremgang.
I løbet af de sidste uger har tyske medier bragt rapporter om de skandinaviske lande, hvor mindretalsregeringer er langt hyppigere. Det er dog ikke nok til at overbevise tyskerne: kun 43 procent mener at Tyskland bør have en mindretalsregering
Derfor frygter de, at en mindretalsregering ville være både meget ustabil og ineffektiv.
I løbet af de sidste uger har tyske medier bragt rapporter om de skandinaviske lande, hvor mindretalsregeringer er langt hyppigere. Det er dog ikke nok til at overbevise tyskerne: kun 43 procent mener, at Tyskland bør have en mindretalsregering.
Der er flere, som hellere vil have udskrevet et nyt valg (54 procent). Spørgsmålet bliver dog, om et nyvalg ville ændre noget som helst: ifølge den ugentlig undersøgelse (Sonntagsfrage), ville valgresultaterne ikke ændre sig, hvis der var valg på næste søndag.
Hvad gør vi nu, lille land?
I løbet af de næste uger og måneder bliver det interessant at se, hvordan det tyske politiske landskab udvikler sig.
På den ene side vil man skulle holde øje med AfD for at se, om partiet kan omsætte sin politik og etablere sig på langt sigt.
Tyskerne ønsker dybe forandringer. Samtidig frygter de deres egen historie så meget, at de forsvarer status quo og ikke tør gøre det, som politik handler om: At tage ansvar for at adressere store og vigtige emner, selvom det kan betyde debat og konflikter
På den anden side står SPD i en svær situation. Først ønskede partiet at forblive i opposition, men den fejlslåede “Jamaica-koalition” tvang partiet til at blive ved magten. Internt skaber det stor debat, især imellem ungdomspartiet – som mener at SPD er blevet for højreorienteret – og resten af partiet, der ikke ønsker at blive anklaget for fejhed.
Hvis SPD ikke kan sørge for at afbalancere CDU’s politik og sætte fokus på familie- og socialpolitik, så vil Die Linke (kommunisterne) blive det eneste troværdige parti på den venstre side af det politiske spektrum. “Først kommer landet, derefter partiet”, sagde den tidligere SPD forbundskansler, Willy Brandt en gang: Hvad kommer så, hvis partiet har ofret sig for at redde fædrelandet?
Det hele minder om en kafkask roman, hvor hovedpersonen er dybt fortvivlet, fordi han kæmper både imod sig selv og resten af verden.
Tyskerne har tydeligt signaleret, at de ønsker dybe forandringer. Samtidig frygter de deres egen historie så meget, at de forsvarer status quo og ikke tør gøre det, som politik handler om: At tage ansvar for at adressere store og vigtige emner, selvom det kan betyde debat og konflikter, nye retninger og nye politiske mål, ændringer og tilpasninger.
Lige nu foretager både CDU og SPD i virkeligheden bare skadekontrol og krise-management. Timerne er ved at blive lange, men tiden er kort: Tysk politik er virkelig ikke sexet.
Topillustration: Tyskland er et ungt land med gamle traumer. Ved sportsbegivenheder er det dog nemmere at give frit løb for idenitetsfølelsen, her ses begejstrede tyske fans under det seneste VM i fodbold. Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.