KRONIK – Generationen under 40 kan se frem til at skulle sikre velfærdssamfundet, som det er i dag, og de betaler med flere år på arbejdsmarkedet end deres forældre, før de får ret til folkepensionen. De lever med en fremdriftsreform og et uddannelsesloft og hver syvende unge er hverken i job eller i uddannelse. Som om det ikke var nok, smager de samtidig finanskrisens negative konsekvenser i særlig grad. Samfundet er på vej ind i en ny generationsfortælling, hvor næste generation ikke kan regne med at overhale forældregenerationen målt i velfærd. Ungdommen sejles med andre ord agterud, advarer økonom og direktør Ann Lehmann Erichsen.
Det er ingen naturlov, at velfærden vokser generation for generation.
Men det er der mange, der tror og det er måske derfor, at vi ofte skal høre om, at ”ungdommen er forkælet”.
“Forkælede” unge har brug for forældrenes penge
I sommer gennemførte jeg en måling hos YouGov, som viste, at halvdelen af alle 18-29-årige får regninger betalt af forældrene. Er man studerende, gælder det hele 60 procent.
Det er især sundhedsudgifter til tandlæge, medicin og briller, teleudgifter og transport, som forældre betaler.
En ekspert fra Penge- og Pensionspanelet kommenterede målingen i medierne ved at advare mod at forkæle de unge.
Det er helt uden sidestykke at 44 procent af unge under 40 år ikke har sparet en krone op
Jeg undrede mig, eftersom Danmarks Statistik netop i juli publicerede tre indikatorer for fattigdom. De skal bruges til at måle, hvordan Danmark klarer FN’s verdensmål om fattigdom.
Den ene indikator ”økonomisk sårbar” vil reelt omfatte ganske mange 18-29-årige, der kan hakke mindst tre af de fem sårbarhedsindikatorer af. Den anden indikator er lavindkomst. Den vil også omfatte mange studerende, hvis de har 117.000 kr. efter skat eller mindre at leve for om året svarende til 9.750 kr. om måneden. Det beløb flugter med Rockwoolfondens minimumsbudget.
Når man opfylder to ud af tre fattigdomskriterier, er det en temmelig verdensfjern kommentar fra en offentlig ansat at frygte, at de unge bliver forkælede, hvis forældrene fra tid til anden hjælper ved at betale en stor regning.
Opsparingen der ikke findes
Danskerne har rekordhøje opsparinger, men de er skævt fordelt. De unge og yngre har ingen.
En ny måling, som Epinion har gennemført for Nordea, viser, at 44 procent af danske voksne under 40 år, altså 730.000 svarer nej, når man spørger dem om, hvorvidt de har en opsparing stående på en almindelig opsparingskonto, hvorfra de kan hæve penge efter behov.
Det er et meget højt niveau af yngre uden økonomisk polstring. Det er uden sidestykke. Skæver vi til niveauet i de nordiske nabolande, har vi næsten dobbelt så mange under 40-årige uden opsparing sammenlignet med dem.
Og jeg skal tilføje, at den manglende opsparing heller ikke er gemt i aktier eller værdipapirer, ej heller er den investeret i en bolig.
Målingen viser nemlig, at kun ganske få danskere under 40 år har værdipapirer, og tal fra min ungemåling fra YouGov i sommer viste, at kun 17 procent af de 18-29-årige er boligejere. Tal fra Danmarks Statistik viser desuden, at unge bliver boligejere langt senere end tidligere. Ser vi på de 25-29-årige, er 28 procent boligejere i dag, mens tallet var 42 procent i 2000 og 58 procent i 1981.
Indkomsterne der skrumpede
Mon ikke forklaringen er så simpel, at de ”forkælede” unge bare bruger pengene til forbrug og ikke gider spare op, sagde en kollega til mig.
Svaret må være: hvilke penge?
Min mor på 91 år har nu levet 30 år på pension, heraf 24 år på folkepension. Det blev til 46 år på arbejdsmarkedet. De næste generationer med udsigt til 50 år på arbejdsmarked
I publikationen ”Indkomster 2014” kunne Danmarks Statistik fortælle, at mens den disponible indkomst steg med 20 procent fra 2000-2014 for hele befolkningen, så faldt indkomsten i samme periode for unge mellem 18 og 26 år.
Den nyhed trak ikke overskrifter.
Den primære årsag var, at flere unge studerer nu og dermed kommer senere ud på arbejdsmarkedet. Unge på overførselsindkomster oplevede en indkomsttilbagegang, og gruppen af unge på sabbatår voksede fra 4,4 procent i år 2000 til 7,7 procent i 2014.
Unges ledighed er for høj
Lige nu er 170.000 unge i alderen 15-29 år hverken i uddannelse eller i job ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Finanskrisen, der fik luft under vingerne 15. september 2008, er historie. Men den trækker stadig spor efter sig.
Lige nu er ledigheden blandt de 25-29-årige på 7,7 procent, altså næsten dobbelt så høj som for hele arbejdsstyrken, hvor den ligger på 3,9 procent. I 2007 lå disse unges ledighed på 4,5 procent, hvor hele arbejdsstyrkens ledighed lå på 3,4 procent.
Det viser tal fra Danmarks Statistik fra ultimo oktober. Unges ”overledighed” er nu på det højeste niveau, siden man begyndte at måle dette i 2007. Post-krise arbejdsmarkedet mangler arbejdskraft, men helst med erfaring. Det er altså blevet lidt sværere for unge at få foden inden for på en arbejdsplads.
Dermed kan personer, der går på pension i de nærmeste årtier, forvente flere år med folkepension end dem, der er unge i dag og går på pension efter midten af dette århundrede.
Ansvaret og regningen for fremtidens velfærd er sendt ind i børneværelset … jeg kan gå på pension, når jeg fylder 60 år, selv om min folkepensionsalder er 67 år. Iben og Laura kan tidligst begynde at leve af deres pension, når de fylder 71,5 år, altså tre år før de bliver gamle nok til at hæve folkepensionen
Eksempelvis har personer, der i dag er 57 år, udsigt til i gennemsnit over 18 år som folkepensionister, mens nyfødte har udsigt til i gennemsnit over 15 år som folkepensionister.
Fremtidsudsigt for unge: mange flere år på jobbet
Min mor på 91 år har nu levet 30 år på pension, heraf 24 år på folkepension. Hun kom i huset som 15-årig og stoppede som sygeplejerske, da hun var 61 år. Det blev til 46 år på arbejdsmarkedet. Det lyder af meget, især hos en generation, hvor mange kvinder gik hjemme. De næste generationer med udsigt til 50 år på arbejdsmarkedet vil misunde min mor
Velfærdsaftalen fra 2006 fastlægger princippet om, at vores stigende levealder skal veksles til flere år i arbejde og altså en højere pensionsalder. Længere levetid rimer på flere år på arbejdsmarkedet. Sådan vil man sikre sig, at vi højst får folkepension i ca. 14,5 år.
Der er ikke længere råd til sådan nogle som min mor, der nu hæver folkepension på 24. år og tjenestemandspension på 30. år.
Jeg, som jeg født i 1961, får retten til folkepension, når jeg fylder 67 år og efter 41 år på arbejdsmarkedet.
Min mands børnebørn, Iben og Laura, der begge fyldte 18 år i år, skal arbejde til de fylder 74,5 år efter prognosen, før de er gamle nok til at få folkepension. Alt efter hvilken uddannelse de vælger, kan de hver især se frem til omkring 50 år på arbejdsmarkedet.
Det er konsekvenserne af Velfærdsaftalen, og det betyder alt andet lige, at fremtidens velfærd unægteligt vejer tungere på deres skuldre end på mine.
Arbejdsmarkedets smuthuller er lukket
Eftersom velfærden, altså den linde strøm af skattekroner til statskassen, skal sikres af alle dem, der går på arbejde længere og længere, går det ikke, at folk bare sparer en masse penge op i pension og så trækker sig tilbage før tid. Derfor blev nytåret fejret ved at slå en prop i muligheden for at hæve sin pension alt for mange år, før man når den offentlige folkepensionslader.
Første januar i år kom nye regler, der hæver alderen for, hvornår du kan begynde at hæve din pension og leve af den. Pensionsordninger oprettet 1. januar 2018 eller senere giver dig kun ret til at hæve din pension fra indtil tre år før folkepensionsalderen.
Rygmarvsreaktionen, der kalder unge forkælede ved enhver given lejlighed, får mig til at tænke på børneremsen: Det, man siger, er man selv
Forhøjelsen af pensionsudbetalingsalderen gælder for alle nye kontrakter uanset type, dvs. at både aldersopsparing, ratepension og livrente er omfattet. Den stramning er jeg og min generation ligeglad med, men den rammer Iben og Laura og alle dem, der begynder deres arbejdsliv nu og fremadrettet.
Strammere lovgivning rammer flere unge og yngre
Os halvgamle rammes ikke af stramningerne, for vi har gamle kontrakter, der giver os ret til at leve af pensionsopsparingen indtil fem år før folkepensionsalderen, eller ligefrem fra vi fylder 60 år.
Sagt meget firkantet kan jeg gå på pension, når jeg fylder 60 år, selv om min folkepensionsalder er 67 år. Iben og Laura kan tidligst begynde at leve af deres pension, når de fylder 71,5 år, altså tre år før de bliver gamle nok til at hæve folkepensionen.
44 procent af yngre danskere under 40 år, altså 730.000, er reelt afskåret fra at købe egen bolig, da de uden opsparing ikke kan leve op til kravene om, at de selv skal lægge 5 procent af udbetalingen ved køb af ejer- og andelsbolig. Kravet blev indført 1.11.2015 og er siden blevet strammet. Den stramme lovgivning rummer få undtagelser, men rammer især unge og yngre, der mangler et sted at bo. Vil de nøjes med en dyr lejebolig, kan de sagtens låne til indskuddet, men kassen er smækket i, hvis lejligheden er en ”ejer” eller en ”andel”, som ikke længere må finansieres med 100 procent.
Køber man en ejerbolig til 2.000.000 kroner, sparer man mellem 500.000 og 600.000 kroner op i boligen de første ti år.
Opsparingen afhænger selvfølgelig af, om man vælger lån med fast eller variabel rente, og hvor hurtigt man afdrager banklånet. Til sammenligning sparer man 0 kroner op i lejeboligen, der skal afleveres i samme stand som ved indflytningen bortset fra almindeligt slid.
Man kan risikere at få en regning for istandsættelse, når man flytter, hvis ikke det depositum, man i sin tid lagde, dækker alle omkostninger.
Som boligejer står man til gengæld for al vedligeholdelse og må regne med at lægge en del penge på den konto.
Eksemplet illustrerer vel meget godt, at de stramme regler om opsparing og udbetaling kan koste unge tabt formue på ”livsopsparingen”, hvis de ender med aldrig at skifte lejeboligen ud med en ejerbolig.
Det, man siger er man selv
Rygmarvsreaktionen, der kalder unge forkælede ved enhver given lejlighed, får mig til at tænke på børneremsen: Det, man siger, er man selv.
En rundtur i statistikker og målinger efterlader mig med den klare opfattelse, at vi er vidne til et generationstyveri, hvor de unge arver nogle meget tunge nøgler til velfærdssamfundet.
Når det går op for dem, er alle de folketingspolitikere, der var arkitekter bag de mange reformer, for længst selv gået på pension.
Det er os, der på mange måder er de forkælede sammenlignet med de børn og unge, der tegner fremtiden. Vi kan bare ikke selv se det.
Boomerangeffekt
Jeg forudser, at de kommende generationer ikke overhaler deres forældre målt i velstand. De kommer til at kæmpe med velfærden, til de segner.
Siden 2014 er andelen af unge, der dropper ud af uddannelser steget med 20 procent, og det æder reformgevinsten op, selvom uddannelserne nu gennemføres et halvt år hurtigere, og dobbeltuddannelser er fortid
Og de mange regler og reformer, der er designet, så de værste forringelser først slå igennem over for børn og børnebørn, kan godt ende med at blive kasseret. Nye flertal i Folketinget sætter nok hælen i og gennemfører nye reformer, der får effekt på de generationer, der er ældre end dem selv. Det kalder jeg boomerangeffekten.
Vores børn og børnebørn skal nemlig kæmpe med en befolkningspyramide, hvor andelen af ældre vokser. Og uanset, at vi bliver ældre og har forbedret sundhedstilstand, så er det de ældre, der belaster hele sundhedssektoren i stor stil.
Så mon ikke jagten på ”de gamles” penge går ind om nogle år i form af egenbetaling, barbering af tilskud i pensionsjunglen m.m. Det bliver interessant at se, hvad der sker.
Ser vi på de to reformer, der allerede er i kraft, nemlig uddannelsesloftet og fremdriftsreformen, der er designet til at få unge igennem uddannelsen på kortest mulig tid, så de hurtigere kan komme på arbejdsmarkedet og bidrage med skatteindtægter, så virker de, men ikke helt efter hensigten.
Siden 2014 er andelen af unge, der dropper ud af uddannelser steget med 20 procent, og det æder reformgevinsten op, selvom uddannelserne nu gennemføres et halvt år hurtigere, og dobbeltuddannelser er fortid. Det viser i en nøddeskal, hvor svært det er at indhegne fremtiden.
Ann Lehmann Erichsen er forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea
Topbillede: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
