KONCERT // ANMELDELSE – Vi bevidnede søndag aften én af de største, mest unikke og egensindige kunstnere, vi har haft, i sin karrieres sene efterår, skriver Bo Heimann om Neil Young på Tiøren. Det var uden saft og kraft. Det bør være Youngs sidste tour.
Fotograf: Eddie Michel
I 1996 havde jeg en ud-af-kroppen-oplevelse foran Orange Scene: Neil Young blæste i en 2,5 time lang koncert mit dengang 25-årige hjerte åbent og mit hoved skævt i en sådan grad, at hverken hjerte eller hoved nogensinde fandt tilbage til sine gamle former.
Det var både skrøbeligt, fint og sårbart – og samtidig råt, vildt og voldsomt. Sådan som kun Young kan forene de to ellers modstridende poler. Den koncert er fortsat på min personlige Top 5-liste over de bedste koncerter i mit lille liv.
Hans albums bliver stadig lagt under pickuppen hjemme i stuen, men jeg har ikke oplevet ham live siden dengang i Roskilde. Så jeg så frem til søndagens koncert på Tiøren med lige dele gensynsglæde og bekymring. 30 år er lang tid. Manden fylder 80 til efteråret.
Alt var selvsagt ikke det samme. Faktisk langt fra.
Youngs stemme har mistet kraften. Hans guitarsoloer er ikke længere så spidse og rene som tidligere. Det var kun den anden koncert på tournéen, men bandet kunne ikke skjule, at det – alle kvaliteter til trods – ikke er på niveau med Crazy Horse. Stortrommen var mudret. Lyden generelt svingende i en aftenvind, der ikke var kraftig nok til at få skylden. Det var ikke på nogen måde en stor aften, selvom den lune sommeraften lagde en fin baggrund, Peter Sommer havde varmet fint op, og opbakningen fra publikum var stor.
Alene med sin akustiske guitar lagde legenden i skovmandsskjorten ud med den blændende “Comes A Time”. Desværre var man i tvivl, om han havde mistet stemmen, eller blot ikke sang ind i mikrofonen. En utydelig og uskarp start. Det skulle vise sig, at lydmanden simpelthen ikke havde fundet volumeknappen – niveauet forblev alt for lavt gennem hele koncerten.
Så kom bandet på scenen: Guitaristen Micah Nelson (søn af en vis Willie), bassisten Corey McCormick, Anthony LoGerfo på trommer og den 82-årige Spooner Oldham på tangenter, der skulle hjælpes ned at sidde foran keyboardet. Det var næsten et varsel om det vakkelvorne, der skulle komme.
“Be The Rain” og “When You Dance, I Can Really Love” var begge lidt tunge. Young har dog altid hugget og hakket sig ind i sine koncerter frem mod strålende, smukke øjeblikke og forløsninger. Men han spiller ikke længere to-tre timer – kun omkring 90 minutter. På Amager nåede Young og co. derfor aldrig at sprænge sig fri af det tunge og lidt jævne.
Så satte Young sig ned med sin akustiske guitar og leverede en fin version af klassikeren “The Needle and the Damage Done”. Her lød han, som han skal lyde
“Cinnamon Girl” swingede dog, og bandet fandt tættere på hinanden, men kort efter stod selv hittet “Hey Hey, My My (Into the Black)” på ærgerligt flade fødder.
Så satte Young sig ned med sin akustiske guitar og leverede en fin version af klassikeren “The Needle and the Damage Done”. Her lød han, som han skal lyde. Også mundharmonikaen ramte han rent. Den efterfølgende “Harvest Moon” blev ligeledes leveret smukt og fint.
Senere blev “Love and Only Love” et lille højdepunkt. Endelig ramte bandet hinanden og Young sin top, men de faldt igen sammen i tempo under “Like a Hurricane” – et nummer, der dog er så stærkt, at dets kvaliteter ikke helt kunne holdes nede.
Sådan svajede Young frem og tilbage – faretruende – i den vind, der faktisk ikke blæste over Amager. Den fraværende lydmand gjorde det ikke bedre. Det gjorde lidt ondt i mit hjerte, som jeg har holdt ham tæt ved i 30 år.
Streaming har som bekendt ædt musikbranchen op indefra, hvorfor kunstnerne i dag skal tjene penge på deres koncerter. De billigste billetter kostede 800 kroner – 1100 for den såkaldte ‘inner circle’ foran scenen – hvilket er så meget, at ikke mange kan synes, de har fået valuta for pengene. Medmindre de var rigtig glade for Peter Sommer.
Young er en af de sidste store fra dengang, rocken begyndte. Han har siden gennembruddet med Buffalo Springfield i 1966, over samarbejdet med Crosby, Stills & Nash, til sine mange soloalbums sat et varigt aftryk på rockmusikken. Hvis det slidte udtryk ‘kompromisløs’ nogensinde har skulle sættes på nogen, så er det på Neil Young fra Toronto. Han har undersøgt og udforsket, været nysgerrig og legende uden at give køb på sin autenticitet. Han har med integritet gået sine egne veje gennem alle årtierne og inspireret flere generationer af musikere.
Ingen er som Young – både romantiker, pessimist, protestsanger og poet i ét samlet, smukt hele. Hans oeuvre vil stråle i al fremtid. Der findes ikke andre af hans slags. Den slags laves simpelthen ikke mere.
Det er vel kun Dylan, McCartney og Springsteen – alle ligesom Young født i 1940’erne – der med hensyn til indflydelse og oeuvre kan hamle op med ham på dagens rockhimmel?
Vi bevidnede søndag aften én af de største, mest unikke og egensindige kunstnere, vi har haft, i sin karrieres sene efterår. Det var uden saft og kraft. Det var langt fra en så vidunderlig og sjælsrystende aften som for 30 år siden på Roskilde. Både Young og jeg er blevet 30 år ældre, så det er også alt for meget at forlange. Men mere kunne godt have gjort det. Det burde det have. Dette bør være hans sidste tour.
SÆTLISTE
Comes a Time
Be the Rain
When You Dance, I Can Really Love
Cinnamon Girl
Fuckin’ Up
Hey Hey, My My (Into the Black)
The Needle and the Damage Done
Harvest Moon
Looking Forward
Sun Green
Love and Only Love
Like a Hurricane
Name of Love
Old Man
EKSTRANUMRE
Down by the River
Rockin’ in the Free World
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og