Argumentationen holder ikke, og Alex Ahrendtsen og Mette Bock begår en stor fejl, når de taler om at nedlægge hele Sjællands symfoniorkester, Copenhagen Phil. Det skriver basbasunist Martin Reinhardt, der gerne vil vide, hvem der så skal bringe kultur og musik til børn og voksne i provinsbyerne på Sjælland. I disse tider taler man om, at den danske kultur er under pres udefra. Svaret kan ikke være at nedlægge endnu en kulturinstitution.
Kulturminister Mette Bock (LA) og DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, ønsker begge at styrke kulturen i provinsen. Desværre har de i den forbindelse – som et led i en større kulturreform – begge luftet ideen om at lukke Copenhagen Phil, hele Sjællands symfoniorkester. Jeg er overrasket over, at alle borgerne på Sjælland pludselig bliver betragtet som københavnere i dette regnestykke, hvor man glemmer, hvor langt der reelt er fra Maribo til Christiansborg. Hvis jeg var lokalpolitiker, ville jeg nu spørge, hvem der så skal bringe kultur og musik til børn og voksne i provinsbyerne på Sjælland.
Mange af musikforeningerne må lukke, når de mister rygraden i deres klassiske abonnementsserie, og publikum må indstille sig på at skulle rejse til København for at få tilsvarende kulturtilbud. Er det ikke netop den form for københavneri, som Alex Ahrendtsen er modstander af?
Lukker man Copenhagen Phil afviger man ikke blot fra målsætningen i musikloven om, at hele Danmark skal have lige adgang til symfonisk orkestermusik. Man svækker decideret kulturlivet på Sjælland. Når Copenhagen Phil spiller koncerter på Sjælland, sker det i tæt samarbejde med lokale musikforeninger: Mange af musikforeningerne må lukke, når de mister rygraden i deres klassiske abonnementsserie, og publikum må indstille sig på at skulle rejse til København for at få tilsvarende kulturtilbud. Er det ikke netop den form for københavneri, som Alex Ahrendtsen er modstander af?
Publikumstallet er fordoblet
I denne sæson har Copenhagen Phil spillet symfonikoncerter i Vallekilde, Osted, Sorø, Jyderup, Egedal, Hårlev, Tølløse, Vordingborg, Nivå, Værløse, Borup, Hillerød, Holbæk og Gladsaxe samt opera i Hillerød, Albertslund og Vordingborg. Derudover har orkestret udvidet projektet Musik på tværs – workshops for skoleklasser – og begejstret 6000 sjællandske skolebørn for klassisk musik. Nyeste initiativ er Et symfoniorkester kommer til byen – et heldagsarrangement, hvor Copenhagen Phil i samarbejde med det lokale erhvervsliv, fonde, skoler, hospitaler og lokale kor bringer musik ud overalt i byen.
Sidste år var vi i Holbæk, og i år er det Roskilde og Næstveds tur. Tal fra ledelsesberetningen for 2016 viser, at de nye initiativer har mere end fordoblet orkestrets publikum i hele landsdelen i forhold til 2015.
Efterhånden som de nye initiativer de kommende år i endnu højere grad bliver udfoldet, forventes yderligere en fordobling af publikumstallet. Disse initiativer er ikke en del af orkestrets rammeaftale med Kulturministeriet, men udtryk for, at man gerne påtager sig ansvaret for hele tiden at udvikle institutionen til at blive mere tidssvarende og mere forankret i befolkningens kulturforbrug og kulturforståelse.
Politiske dagsordner og kunstneriske initiativer
Tidligere kulturministre har haft skiftende dagsordener. Blandt andet er Copenhagen Phil blevet opfordret til at være innovativt og tiltrække et nyt publikum. De krav har orkestret været på forkant med igennem en række nye tiltag. 60 Minutes er crossoverkoncerter med danske bands som Mew, Efterklang, Oh Land, When Saints Go Machine samt Lowly. Koncerterne er blevet et tilløbsstykke, og optagelser fra 60 Minutes er blevet brugt i den oscarnominerede film The Revenant.
I koncertrækken Musik med mere bliver elever fra sjællandske musikskoler undervist af orkestrets musikere og deltager derefter aktivt i en af orkestrets lokale symfonikoncerter. I samarbejde med Nordeafonden har orkestret skabt virtual reality-projektet Open Orchestra – et digitalt univers, hvor brugeren interaktivt skaber og oplever musik. Projektet fik i 2017 DR P2-prisen som ”årets nyskabelse”. Open Orchestra vil i fremtiden være en del af orkestrets pædagogiske arbejde og også tilgængeligt for publikum på Sjælland. I denne sæson runder orkestret sit arbejde med at tiltrække nyt publikum med en liveudsendelse til hele Danmark på skolernes sangdag.
Det må ene og alene bero på en misforståelse, at Alex Ahrendtsen nu beskylder Copenhagen Phil for at svigte provinsen. Orkestret påtager sig netop et ansvar for at styrke sin forankring i hele landsdelen. Copenhagen Phil arbejder i et både-og-tankesæt. Selvfølgelig spiller orkestret koncerter i København, størstedelen sker i et samarbejde mellem Tivoli og Copenhagen Phil.
Det er et forbilledligt eksempel på et offentligt-privat-partnerskab, som sikrer et enestående symfonisk tilbud i sommerperioden. I denne periode er der ingen efterspørgsel fra de sjællandske musikforeninger. Derfor er det forkert at sige, at koncerterne i Tivoli sker på bekostning af det sjællandske publikum.
Nødvendighedens politik eller ideologisk nedprioritering?
I Ring til en minister på P1 d. 20/3 gav Mette Bock udtryk for, at det ene og alene er “en nødvendighedens politik“ at ville lukke orkestret. Men nødvendighedens politik er vel noget man bruger i de største krisetider? I en tid hvor det går godt for Danmarks erhvervsliv, lugter politikken mere af bevidst ideologisk nedprioritering.
Det må ene og alene bero på en misforståelse, at Alex Ahrendtsen nu beskylder Copenhagen Phil for at svigte provinsen. Orkestret påtager sig netop et ansvar for at styrke sin forankring i hele landsdelen
Copenhagen Phil er det orkester i Danmark, der har den højeste grad af selvfinansiering, nemlig 30 procent fra egenindtægter og fra erhvervslivet. Dvs., at udover de 38 millioner kroner Bock og Ahrendtsen sparer, så ryger der yderligere 17 millioner fra kulturen.
https://www.youtube.com/watch?v=fE5plwUnJ9M
Med truslen om at lukke et symfoniorkester, der har eksisteret i 175 år, følger ikke kun tabet af stykke kulturarv, men også af en kulturinstitution med et stort netværk af solister, dirigenter, rytmiske musikere. Orkestret er et kendt navn blandt sjællandske skolebørn og har trofaste abonnenter, både i København og på Sjælland. Branding, erfaring og know-how tager årtier at opbygge, har en reel markedsværdi og forsvinder uigenkaldeligt ved en lukning. Derfor må politikerne indse, at et orkester ikke bare er noget, man åbner og lukker efter forgodtbefindende.
Jeg må appellere til, at kulturministeren i stedet overvejer at spørge finansministeren, om det ikke er på tide at lave en Kulturpakke 1. Efter pakker til sygehuse, banker, landbrug osv., er det vist kunsten, der står for tur, og her er det modsat de andre områder ikke store beløb, der tales om
I disse tider taler man om, at den danske kultur er under pres udefra. Svaret på dette kan ikke være at nedlægge endnu en kulturinstitution – tværtimod. Danske kulturinstitutioner er med til at styrke fællesskabet, integrere og danne Danmarks fremtidige generationer. Derfor begår vi en stor fejl ved at nedlægge og sulte dem ihjel.
Jeg må appellere til, at kulturministeren i stedet overvejer at spørge finansministeren, om det ikke er på tide at lave en Kulturpakke 1. Efter pakker til sygehuse, banker, landbrug osv, er det vist kunsten, der står for tur, og her er det modsat de andre områder ikke store beløb, der tales om.
Hovedfoto: Stine Thomas Larsen, Copenhagen Phil. Flashmob på Københavns Hovedbanegård.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her