AT TÆLLE TIL LILLA // BOGUDDRAG – “En overgang arbejdede jeg også som kontorassistent på et psykiatrisk hospital på afsnittet lige ved siden af, hvor jeg tidligere havde været indlagt for en spiseforstyrrelse. Det var her, jeg mødte Christian.” POV International bringer her et uddrag fra Louise Juhl Dalsgaards nye roman, At tælle til lilla.
Jeg fik aldrig arbejde som bibliotekar. I stedet tog jeg et job som sekretær i et kølegrossistfirma, hvor jeg udfyldte fragtpapirer for farligt gods, senere blev jeg receptionist i et fitnesscenter og så delikatesseassistent i en ostebutik.
En overgang arbejdede jeg også som kontorassistent på et psykiatrisk hospital på afsnittet lige ved siden af, hvor jeg tidligere havde været indlagt for en spiseforstyrrelse.
Det var her, jeg mødte Christian.
Christian var lyshåret og meget høj, kraftig af bygning. Alligevel virkede han lille, når han hver dag kom listende og forsigtigt bankede på personalestuens dør, forsøgte at skabe øjenkontakt igennem det tykke lag glas.
Christian var bange for sine hænder. Det lyder måske fjollet, og det er heller ikke helt rigtigt, for det var ikke hans egne hænder, han var bange for. Det var dét, han prøvede at forklare os, når han forsigtigt og med store angstfyldte øjne bad om p.n. (pro necessitate eller ‘efter behov’) medicin: »Det er ikke mine hænder,« sagde han, »det er ikke mine hænder, det er det ikke!«
For de hænder, Christian bar, var et sæt fremmede hænder, noget nogen (måske overlægen, måske jeg) havde sat for enden af hans arme. Han havde forgæves forsøgt at slippe af med dem, mange gange, som regel ved at putte dem i sæbevand i håb om, at de ville blive opløst. Andre gange mere voldsomt, ved at smække en bildør omkring dem.
Christian kunne ikke huske, hvor længe han havde haft det sådan, men det var tydeligt, at han led forfærdeligt. Hele tiden var han bange, bange for hvad hænderne kunne finde på, at slå fra sig eller forgribe sig, ja, måske endda kvæle nogen. Allermest rædselsslagen var han for, at de skulle stikke en kniv i hans mor og far. Han græd, når han beskrev sin frygt, og bed sig i de fremmede knoer, indtil de begyndte at bløde.
Selv frygtede jeg i det skjulte, at mine knæ var to planeter, og mine ben umulige mælkeveje et sted i uendeligheden. Men jeg sagde det aldrig til nogen, jeg vidste jo godt, at mine knæ bare var knæ, og at mine ben bare var ben, og at man var skør, hvis man talte sort og om universet og uendelighed. Så jeg holdt min kæft og fik en sygeplejerske til at give Christian hans piller, to Truxal og 50 mg Quetiapin.
Det var kun ruden imellem os, der afgjorde hvem, der var syg, og hvem der ikke var.
Christian var kun indlagt ni dage, så blev han udskrevet. Han var stadig ikke sikker på, hvis hænder der sad for enden af hans arme. Men han lovede, at de ikke ville skade nogen, heller ikke ham selv, og så lod lægerne ham gå.
Flere år senere læste jeg følgende i Amalie Smiths I civil: »Der er noget fremmed i mig, og noget tilsvarende velkendt i dig.«
Måske var det sådan, jeg havde det med Christian, at jeg genkendte min egen fremmedhed i hans.
Jeg har altid troet, at en vej til at overkomme fremmedheden var at tilegne mig viden. At jo mere jeg læste og lærte, des mere ville jeg nærme mig verden, forstå den. Men det viser sig, at det forholder sig lige omvendt. Jeg googler fakta om kroppen og finder ud af, at et gennemsnitligt menneskehjerte slår tre milliarder gange i løbet af et liv. Læser, at det er umuligt at kilde sig selv. At der findes 250.000 svedkirtler i en menneskefod. At huden udskiller antibakterielle substanser, der forhindrer svampe i at trænge igennem huden, og at det er derfor, vi ikke vågner op hver morgen dækket af et lag mug.
Hvem forstår den slags, er det overhovedet muligt?
Lad mig vende tilbage til biblioteksstudierne og DK5-systemet for at forklare, hvad jeg mener.
Under emnenummeret ‘89.02: Talesprogets former i almindelighed’ finder man værker om sort tale. Sort tale er ifølge ordbogen tale, der er »vanskelig at forstå (til bunds), dunkel, gådefuld, mørk.«
Søger man på ordet ‘krop’, bliver man henvist til emnenummeret ‘12: Erkendelsesteori og metafysik’. Det dækker over menneskelige egenskaber som fantasi og fri vilje og følelser. Til gengæld finder man ikke et eneste ord om konkrete legemsdele eller kropslige områder som albue, halsgrube, nøgleben.
Søger man på ‘menneske’, finder man, ud over bøger om anatomi og sygdomslære, værker om kalvekastningsfeber og spildindsamling.
En søgning på ‘fantomsmerter’ fører ingen steder hen, det er en tom søgning.
»Close but no cigar.«
Jeg vil så gerne finde den cigar.
Jeg vil så gerne give de usynlige smerter og de amputerede savn, en plads i systemet. Et nummer.
Jeg drømmer om et klassifikationssystem, der kan rumme den slags, også osten og udstillingsvinduet, mælkevejens knæ.
Min far var professor i taleteknologi og arbejdede med programmer, der skulle hjælpe hørehandicappede med at lære at tale, og det førte til, som jeg tidligere har skrevet, at jeg fik plads i en børnehave for døve og hørehæmmede.
Her talte vi tegnsprog og sang ved hjælp af fagter, »hoved, skulder, knæ og tå«, og lænede ørerne mod hinandens hjerter hver fredag for at ønske hinanden god weekend.
Én, der hed Anton, fik ondt i hovedet og gik hjem og kom ikke tilbage før måneder senere med glasøje og måneansigt. Når jeg spurgte, hvad der var sket, blev de voksne stille og hviskede noget om celler, men forgæves, for Anton var jo døv og kunne ingenting høre. Det var ikke før mange år senere, jeg fandt ud af, at det nok var dem selv, de havde forsøgt at skærme mod sandheden med deres hvisken.
Der gik ikke længe, så døde han. Vi lagde perleplader formet som hjerter og engle og strøg dem med et strygejern, hængte dem på grene. Gik hånd i hånd og på række de to kilometer til kirkegården, jeg sang min yndlingssang, Timen er nær, Tom Dooley, men fik at vide af Gitte, en af pædagogerne, at den var »upassende.«
Jeg ved ikke, om det var derfor, men i dagene efter opfandt jeg mit eget tegnsprog. Et sprog fyldt med upassende tanker og tegn, en fuckfinger betød for eksempel ‘jeg elsker dig’, og to knyttede næver lagt oven på hinanden: ‘Er du med eller mod mig?’
Jeg gjorde mig umage for, at ingen af tegnene mimede deres betydning, en rejst tommel betød således ikke ‘ok’, men ‘pølsehorn’, og en lange- og tommelfinger formet som en cirkel var ikke tegnet for bogstavet O, men derimod for T, og om onsdagen betød det knæbeskytter, for det var den dag, Anton plejede at spille fodbold. Jeg brugte det meste af sommeren på at lave mit eget sprog, et sprog, der ikke gav mening for andre end mig og således hverken kunne støde eller såre nogen.
Jeg tror, jeg har båret det med mig siden: en lille nødudgang eller en måde at være upassende på i en meget passende verden.
At tælle til lilla af Louise Juhl Dalsgaard udkom på forlaget Alhambra d. 14. august 2025.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og