MUSIK // KOMMENTAR – Jeg er i godt selskab med Copenhagen Phil – går til prøver med dem i denne uge. I en pause kigger jeg ned på et ark papir, hvor der er tegnet kurver for samtlige landsdelsorkestres statslige tilskud fra 2017 og frem til 2022. Hvis ikke det var alvorligt, og hvis man ikke vidste, at sandheden gemmer sig i de kurver, ville det nærmest være komisk.
Copenhagen Phil har den eneste faldende kurve, og den er vel at mærke voldsomt faldende, for planen er, at de fire landsdelsorkestre vest for Storebælt skal friholdes for det omstridte og ødelæggende omprioriteringsbidrag. Det er jo fint.
Men humlen ved det er, at Copenhagen Phil skal dække for samtlige disse orkestres bidrag til omprioritering, hvorfor orkesterets statstilskud i den nævnte årrække skal falde til 75% af det nuværende.
Hvorfor skal Copenhagen Phil mobbes ud af kulturlivet: Orkesteret spiller i hele regionen øst for Storebælt, for det er netop ikke ”blot” et københavnerorkester… Det er ikke bare en besparelse på et orkester – det er en uretfærdig kulturel besparelse på en hel region
Det er helt uforståeligt, og det virker, som om der er sat en ny og rædsom standard for kunstnerisk og kulturel mobning; for hvorfor i alverden lader man ikke alle landsdelsorkestrene slippe for bidraget? Er det for at spare? Det kan det vel ikke være, så småligt kan det jo ikke være, når det for statskassen drejer sig om ganske få midler; men for orkestret for så stor en besparelse, at dets eksistens er mere end truet.
Hvad er den egentlige grund?
For nogle år siden var den tidligere regering med dens støttepartier i gang med den samme manøvre: Det var Copenhagen Phil, der skulle spares på – eller ”endnu bedre” spares væk. Den gang kom der masser af protester ikke mindst fra politikere, der nu er parlamentarisk grundlag for den regering, der trådte til i forsommeren.
Da regeringsskiftet skete, var vi mange, der var naive nok til at tro, at nu måtte det være slut med orkesternedlæggelser og andre voldsomme besparelser på og nedbrydninger af kulturlivet; at kunsten ville få sin tid og sin chance.
Vi havde et håb om, at Danmark ville gå i samme spor som de nabolande, vi bryster os af at sammenligne os med – at vi som dem ville opprioritere kunst- og kulturlivet, og vi havde i hvert fald troet på, at de politikere, der fordømte håbløse stramninger på orkesterområdet ville stå fast, og et stærkt Copenhagen Phil ikke igen ville komme i farezonen.
Hvad er den egentlige grund til at skære Copenhagen Phil ind til benet? Hvad er den egentlige grund til, at staten ikke her agerer som ansvarlig, retfærdig lærer, men i stedet stiller sig i skolegården som klassens irriterende leder af moppekoret?
For nogen tid siden fik jeg at vide, at en fremtrædende kulturpolitiker ikke kunne lide navnet, ”Copenhagen Phil”, og måske er det dér, det hele ligger begravet; måske er det orkesterets navn, der tænder røde lamper i visse politikeres øjne, og dermed bliver den egentlige grund til mobningen.
Det er selvfølgelig en helt grotesk og absurd grund; men når man ser på tilskudskurverne, er det i forvejen så absurd og grotesk, at baggrunden nødvendigvis må være det samme.
Uretfærdig kulturel besparelse på en hel region
Vi står i en tid, hvor dansk musik og kunst i det hele taget sprænger alle landegrænser og stiller sig i front over alt i verden, og Copenhagen Phil er bestemt med i de grænsesprængninger; hvorfor det også er fuldstændigt naturligt, at orkestret vælger at profilere sig på et navn, der kan forstås uden for landets grænser.
Det er nok det med ”Copenhagen/København”, der falder nogen for brystet. I en evig flugt fra det negative ”københavneri”, kaster man sig ud i noget ligeså negativt: ”provinseri”.
Det vil være så trist, hvis de kommende generationer af børn og unge i regionen ikke vil få de samme muligheder, for nu – som dengang – tager man ikke bare lige til København, hvis man bor i Vordingborg
Med tanke på det giver det heller ikke mening, at netop Copenhagen Phil skal mobbes ud af kulturlivet: Orkesteret spiller i hele regionen øst for Storebælt, for det er netop ikke ”blot” et københavnerorkester. Det er hele den østlige regions orkester, der rejser til sportshaller, skoler etc. og udbreder den klassiske musik. De udfylder et tomrum med den største musikalske kunst, og de når ud i stort set alle hjørner af regionen.
Det er ikke bare en besparelse på et orkester – det er en uretfærdig kulturel besparelse på en hel region.
Selv er jeg opvokset på Midtsjælland og en væsentlig del af min musikalske interesse og ur-kim til mit eget virke i musikken, skylder jeg Copenhagen Phil. Som barn tog mine forældre mig med til koncerter med orkestret, hver eneste gang de var i nærheden af vores hjem, og det vil være så trist, hvis de kommende generationer af børn og unge i regionen ikke kan få de samme muligheder, for nu – som dengang – tager man ikke bare lige til København, hvis man bor i Vordingborg.
Copenhagen Phil er både et orkester for provinsen og for København, for der ligger også en provins øst for Storebælt, selvom man ofte kan få fornemmelsen af, at visse politikere regner alt fra Sjællands Odde til Gedser for dele af et stort København, som intet har med provins at gøre.
Det er nok igen det med navnet, ”Copenhagen Phil”. Var det bedre med Sjællands Symfoniorkester? ”Zeeland Phil? Tre af de andre landsdelsorkestre har helt naturligt taget navn efter den største by i området, for det er dér, deres koncertsale ligger, og ethvert orkester har brug for den sublime sal til at forme deres spil, få skabt det smukke ensemblespil, for det kan ikke opbygges i regionernes aulaer eller fabrikshaller, hvor de gladelig kommer og spiller.
Cph Phil spiller for fyldte sale
Pausen er ved at være forbi. Orkesteret er ved at komme ind til de næste prøvetimer. De skal prøve på Beethovens 4. klaverkoncert med Katrine (Gislinge). De kommer på scenen med den forventningens glæde, jeg altid ser hos musikere, der skal spille. Det er, når de spiller, som om de glemmer alle truende skyer omkring dem, for de ved, at det, de nu skal, overgår alle tanker om besparelseskurver og andre problemer.
De skal nu bare spille, tale kunstens sag, og den er så meget vigtigere end andet omkring dem, for de er oldebørn af Beethovens, Mozarts og Bachs oldebørns oldebørn. De er musikkens mestre. De er lykkeligt opslugt af musikken.
I stedet for at beskære dem, burde man vel opnormere dem, ligesom man bygger et ekstra spor på motorvejen, hvis der ikke er plads til alle biler
Her og nu foregår prøven i deres koncertsal i København, som også er Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal, og hvis akustik vanskeligt overgås af alverdens internationale koncertsale; men i morgen skal de spille koncerten på Holbæk Seminarium i en hel anden akustik, inden de fredag gentager koncerten i hovedstaden. Den koncert er i øvrigt udsolgt og har været det i lang tid, og det er jo ret tankevækkende med den foreslåede massakre på orkesterets økonomi in mente.
Beskæringen af orkesteret bunder altså ikke i manglende publikum. Der er simpelthen for mange, der vil ind og høre Copenhagen Phil, så i stedet for at beskære dem, burde man vel opnormere dem, så de kan spille endnu flere koncerter eller forære dem en ny og større koncertsal, så der bliver plads til alle deres publikummer, ligesom man bygger et ekstra spor på motorvejen, hvis der ikke er plads til alle biler.
Det orkester, der skal bære alle de byrder, man kan læse ud af besparelseskurverne, er altså et orkester, der spiller for fyldte sale, farter rundt og spiller masser af koncerten i hele regionen til inspiration for børn, fylder regionen med kunst og samtidig er placeret i samme bygning som Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvilket giver utallige muligheder for intense samarbejder og inspiration til alle de kommende musikere.
Der findes ingen måleredskaber
Jeg må afbryde, for nu begynder de at spille, og jeg kigger op. Jeg lytter. Det er vidunderligt. De spiller fantastisk, og det ved jeg jo forvejen, for jeg har hørt dem så mange gange. I går var jeg et ægte sandhedsvidne. Orkesteret prøvede på et af mine værker, Eveningland, og i løbet af ganske kort tid blev mine noder, mit partitur, til lyd og virkelighed, og jeg er både imponeret og taknemmelig over, at de så problemløst kan spille mit vanskelige værk – at de helt naturligt genskaber den gamle som den nyeste musik.
Under prøven blev jeg også beklemt, for jeg havde papiret med besparelseskurven som bogmærke i partituret, og jeg kan ikke forestille mig andet end, at hvis besparelsen – nedskæringen med en fjerdedel – bliver det endelige resultat for Copenhagen Phil, at de så må skære i orkesterets bemanding: I fremtiden vil de så ikke være i stand til at spille den nyeste orkestermusik, eller for den sags skyld den væsentligste orkestermusik fra det 20. og 21. århundrede, for det kræver et orkester af en størrelse, som den store truende besparelse vil gøre det umuligt at opretholde.
Nu er det Beethoven, og jeg vil bare lytte og gid alle, der står bag omprioriteringsbidragets angreb på Copenhagen Phil, sad ved siden af mig lyttede. Papiret med besparelseskurven er faldet på gulvet – må den være det for altid, for det, jeg hører, kan ikke måles i tabeller og ses på kurver.
Det, jeg hører, er kunst, og kunst bliver, når det skabes så smukt, som Copenhagen Phil, Katrine og dirigenten Lan Shui gør det lige nu foran mig, det ”mere og uforklarlige”, som ikke kan måles, for det er så stort, at det ikke er nødvendigt, at det kan måles.
Kunsten er som kærligheden; der findes ingen måleredskaber – enten er ”den” der, eller også er den borte. Men begge umålelige dele er nødvendige for vores tilværelse, og begge dele kan mærkes, og både kunsten og kærligheden kan i hvert fald mærkes, når den er mistet.
Vi har bestemt ikke råd til at spare Copenhagen Phil væk.
Fredag d. 18.10 spiller Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal
- Æres-gæstedirigent / Lan Shui
- Solist / Katrine Gislinge, klaver
Bent Sørensen / Evening Land
Beethoven / Klaverkoncert nr. 4
Beethoven / Symfoni nr. 7
Topfoto: Lars Skaaning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
