NAZIKORTET // KRONIK – Mandag er det 90 år siden, at Adolf Hitler kom til magten efter et demokratisk valg et par måneder inden, den 6. november 1932. Den aldrende præsident Hindenburg udpegede den lille, rasende korporal fra første verdenskrig, som i kriseårene forud havde gjort sig og sin nationalsocialistiske bevægelse til det største parti i den principielt demokratiske Weimarrepublik. Journalisten og taxichaufføren Jesper Grunwald, der selv har tyske rødder, vender tilbage til et familiemøde for mere end 50 år siden og causerer over brugen af det såkaldte ”nazikort”. Det kan, desværre, fortsat være helt på sin plads at anvende.
– Guten Morgen, meine Herren. Es ist sieben Uhr dreissig. – wir frühstücken in einer Viertelstunde. So ist die deutsche Pünktlichkeit.
Så står vi op, unge mennesker
Jeg trækker dynen teenageagtigt op om næsen efter en lang aftens samtale med onkel Walter og tante Frieda på Kisdorfer Weg i Hamborgs yderkant. Onkel Walter er min fars onkel. Dette elskelige menneske, som gav sit navn videre til en af min fars brødre.
En terapeut kan sikkert gennemskue, at denne fascination af min fortid også har været stimuleret af fortielsens tåge. For hvor stod min tyske familie under krigen?
Men sidenhen måtte danske Walters fornavn ændres til Morten, fordi det tyske fornavn klingede for germansk for den unge skuespillerelev på Det Kongelige Teaters elevskole.
At være af tysk æt under og især efter krigen var bestemt ikke det bedste image i Danmark. En tysker. En godbid, som end ikke grisehandlerens hund, Kvik, ville fortære. Måske var det som at være japaner i USA efter Pearl Harbour.
Jeg kigger over på min ven Bent, rejsekammeraten, folkeskole- og gymnasievennen, som er med mig på denne sentimentale tour-de-drengerøv i retning af skummende fadøl på de små Bierstuben ved Main, Rhinen og Mosel. Det er mit eget lille projekt med at opleve mine tyske aner helt tæt på. Walter er min farfars yngste lillebror. Min farfar, som er en myte i mit liv: Karl Frederik Grunwald, billedskæreren fra Königsberg i Østprøjsen (i dag den russiske enklave Kaliningrad). Han er også kunsthåndværkeren, som cyklede til Danmark fra sin opvækst i det ærke-tyske Østprøjsen, inden krigstrommerne kaldte ham tilbage – krigsveteranen fra både østfronten og vestfronten i ”den store krig”: første verdenskrig.
Jeg har hørt den historie så mange gange. Også at han cyklede tilbage til det lille kongerige, da den første krig var slut. Onkel Walter er hjertelig, så jeg forestiller mig bare et sjette drys af ironi i denne rolle som prøjsisk vækkeur.
Jeg kigger på Bent, og vi smiler uden fnisen, selv om dette studie i ”deutsche Pünktlichkeit” – tysk præcision – minder os om klichéerne i tegneseriehæfterne Commando Serien eller Battler Britton. Achtung! Achtung! Hamborg 1972.
Det blev den eneste og sidste gang, jeg mødte min fars overlevende tyske onkel, som døde få år efter. Familiemetaforen ”onkel Walter”, om hvem jeg blot vidste, at han have været Polizeibeamter – politimand – allerede inden naziregimets magtovertagelse i ’33. Sidenhen blev han taget til fange som tysk soldat på østfronten under anden verdenskrig og kom først hjem til familien flere år efter krigens slutning; en metafor i den forstand, at han repræsenterede en kærlighed til vores oprindelse uanset det tyske kainsmærke, som bl.a. betød, at stort set ingen i min familie talte tysk.
Det varede ved, indtil jeg voksede til og ikke kunne finde mig i – og da slet ikke som erklæret anti-nazist – eller acceptere, at et sprog kunne intimideres af fædrelandets sindssyge despoter.
Jeg fandt et foto af farmor på Familienbesuch i Berlin med deres femårige søn, min far Ernst (som lykkeligvis bar mellemnavnet Aksel, så den dansk tyske assimilation var intakt). Så smukt et billede af harmoni – hvis ikke det lige var for det store Svastika – hagekorset i baggrunden
Jeg føler en oprigtig tilknytning til det land, som min farfar tog på valsen fra, indtil han i 1930’erne fandt emigrantens tryghed og statsborgerskab i eventyrbyen Odense med den fynske bondedatter og de fem børn, som fulgte. Selv nåede jeg aldrig helt ind i forhistorien via min afdøde far, som ikke talte tysk og var så gennemnationalt dansk, at jeg nærmest syntes, det var lidt pinligt dengang i 60’erne, hvor fred var tidens trend.
Min far var aktiv i forsvarsforeningen ”Værn om Danmark”, han var også marineinfanterist, reserveofficer og FN-soldat i Gaza. Og så stod han på havnen i Rønne som fanevagt, når kongeskibet lagde til på sommertogtet. For slet ikke at glemme hans sjældne, rørte stemme, da jeg fortalte ham, at jeg var blevet ridder af Dannebrog og skulle sige tak til H.M. Dronningen.
Hygge og hagekors
En terapeut kan sikkert gennemskue, at denne fascination af min fortid også har været stimuleret af fortielsens tåge. For hvor stod min tyske familie under krigen – også min danske, når nu min far næsten alene talte om den på baggrund af mine spørgsmål?
Som da jeg i gemmerne fandt et foto af farmor på Familienbesuch i Berlin med deres femårige søn, min far Ernst (som lykkeligvis bar mellemnavnet Aksel, så den dansk-tyske assimilation var intakt). Så smukt et billede af harmoni – hvis ikke det lige var for det store Svastika – hagekorset i baggrunden.
Rolig nu, kunne min far sige. Berlin 1936. De Olympiske Lege. På besøg hos onkel Walter ved en verdensbegivenhed, hvor idrætsfolk fra hele verden mødtes – formelt frisat af det modbydelige regimes beskidte tænkning.
Hitlers magtovertagelse var begyndelsen til et ragnarok med millioner af døde … Kunne man have forudset, at det ville ende sådan? Kunne man have stoppet det?
Men i dag tillader jeg mig at trække nazikortet i den forstand, at jeg grubler særligt over den latente nazisme/fascisme.
Hitler kom til magten for 90 år siden i dag
Netop i dag er det 90 år siden, at den lille demagog med overskægget kom til magten på ganske demokratisk vis. Den aldrende Rigspræsident Hindenburg måtte givetvis mod sin vilje men med udgangspunkt i den tyske forfatning udnævne den rigskansler, der kunne skabe et flertal bag sig. Og det kunne Adolf Hitler med hjælp fra sine sorte stormtropper og agitatorer og den højre-nationalistiske middel og overklasse, der var så fokuseret på kommunismens spøgelse, at de overså, at de hermed overså, at de selv var med til at skabe det nazistiske Tyskland.
Det var begyndelsen til et ragnarok med millioner af døde – krigsofrene, da nazisterne og de tjenstvillige generaler skabte deres Blitzkrieg og indtog Europa efter det formelle krigsudbrud godt 6 år senere, ombringelsen af jøderne, kommunisterne og dissidenterne samt af romaerne, Jehovas Vidner, de homoseksuelle og de psykisk syge.
Kunne man have forudset, at det ville ende sådan? Kunne man have stoppet det?
Han udlevede den fortælling, som de undertrykte horder gerne ville høre på en måde, så almenvældet kunne forstå hans ræsonnementer om den tyske offerrolle i Weimarrepublikken efter Versaillesfreden
Den historiske realitet er, at den nye kansler med det gemytlige overskæg på ganske få måneder med den rette iscenesættelse og en uhørt brug og udnyttelse af det, vi i dag ville kalde ”populisme” og racisme, fik iværksat et af verdenshistoriens største despotiske diktaturer.
Han udlevede den fortælling, som de undertrykte horder gerne ville høre på en måde, så almenvældet kunne forstå hans ræsonnementer om den tyske offerrolle i Weimarrepublikken efter Versaillesfreden. Med en formel antikapitalisme, så han fik sneget ”socialisme” – fællesskabets nødvendighed – ind i nationalismen.
Nationalsocialismen. Jeg kan godt se, at det måtte lyde smukt dengang – også i konkurrenceforholdet til bolsjevikkerne/kommunisterne og socialdemokraterne, som var politiske konkurrenter over for de uprivilegerede klasser
Fra demokrati til ragnarok
Her er den korteste gengivelse af transformationen fra formelt demokrati til førerkult:
Den 6. november 1932 er der rigsdagsvalg i Tyskland. Det kommunistiske parti og nazisterne går lidt tilbage, men er det største parti og skaffer sig et parlamentarisk flertal med de yderliggående medløbere på højrefløjen.
Den 30. januar 1933 udråbes Adolf Hitler til rigskansler, og hans koalition udskriver straks nyt valg til rigsdagen den 5. marts 1933.
Den 27. februar 1933 sættes der ild til rigsdagen, som brændes ned, og en kommunist gribes efter fortællingen på fersk gerning og bliver begrundelsen for den såkaldte Rigsdagsbrandforordning, som legitimeres af præsident Hindenburg, der legitimerer arrestationer af Hitler-fjender blandt især kommunister og socialdemokrater. Rigsdagen brænder ned 6 dage inden valget, hvor Hitler, godt hjulpet af folkestemningen og sine SA-tropper, stormer frem sammen med andre højrefløjspartier. Hr. Hitler fortsætter som rigskansler.
Vi bør kunne tage diskussionen om den latente fascisme/nazisme i dagligdagen. Den brune fare har så mange nuancer, at vi ikke altid iagttager den
Små 3 uger efter valget 6. marts 1933 marts vedtager den nye rigsdag den såkaldte bemyndigelseslov, der en gang for alle giver kansleren/føreren ret til at gennemføre love uden om rigsdagen.
5 måneder – så kort var Hitlers vej fra opblæst populist til det totale førerskab.
5 måneder til at indføre diktatur ad parlamentarisk vej.
5 måneder fra almindelig bekymring til ragnaroks ouverture.
Det tvivlende nazikort
Jeg er enig i, at vi hverken kan eller skal trække det fuldautomatiske nazikort eller bruge pegefingeren med Adolf. Det kan være dybt manipulerende. Det er også indimellem groft proportionsforvrængende.
Men omvendt bør vi kunne tage diskussionen om den latente fascisme/nazisme i dagligdagen. Den brune fare har så mange nuancer, at vi ikke altid iagttager den.
En påvirkning, som er langt mere differentieret end frygten for, at en klon af den lille østriger en dag står uden for eller inden for landegrænsen med sin lille kost under næsen og sit morderiske vrøvl om racer og en fædrelandsdyrkelse, som i virkeligheden handler om at rage til sig af land og magt.
I virkeligheden er det for let at tegne dette småkonspiratoriske billede af nazismens snarlige genkomst. Men er det ikke dybt uansvarligt at se bort fra dens nutidige konsekvenser og slagskyggerne af dens dyrkelse af magt og overherredømme?
I mit univers er svaret ”jo”. Dele af den fascistisk/nazistiske tænkning og dets syge udtryk lever videre som en skimmelsvamp, der ikke er til at få bugt med. Som man kan se lidt af nedenfor:
Senfølgerne
Man kan ane det i sproget og dialogen, hvor politiske modstandere udhænges i grænsende til voldelige indlæg.
Man kan se det i den åbenlyse racisme, som trives dybt inde i de sociale medier i omtalen af især muslimer som tilhørende en latent fundamentalisme – eller i det mindste ikke passende til vores tolerante, kristne kultur, mens vi glemmer vores egne kirkefædres utilslørede had mod f.eks. jøderne. Som Martin Luther skrev:
” … De holder os kristne fanget i vores eget land. De lader os arbejde i sveden fra vores øjenbryn for at tjene penge og ejendom, mens de sidder bag komfuret, ubeskæftigede, prutter og rister pærer. De propper sig, bæller, og lever i luksus og velvære fra vores dyrekøbte varer. Med deres forbandede åger holder de os og vores ejendom fanget … ”
Martin Luther i bogen ”Jøderne og deres løgne”.
Vi ser den yderste højrefløjs fjendskab mod EU og mod menneskerettighedskonventionerne
I vores usikre forhold til den moderne antisemitisme i EU, vores eget europæiske fællesskab, som i Ungarn, hvor den ekstreme nationalkonservatisme giver sig udslag i forsøg på at udskrive landets kendteste forfattere af den nationale kulturarv – fordi de er jøder.
Mens regeringsleder Victor Orbán tages i forsvar af sin nationalkonservative våbenfælle Morten Messerschmidt i Danmark.
Og mens vi er ved fetichistisk dyrkelse af nationalstaten, som automatisk afstedkommer fjendtlighed mod internationale fællesskaber og konventioner:
Mange har i dag glemt, at det tyske folk ved det sidste frie valg i marts 1933 med et nærmest ”sovjetisk” flertal på mere end 95 pct. ja-stemmer meldte sig UD af Folkeforbundet; mens vi aktuelt i nutiden ser den yderste højrefløjs fjendskab mod EU og mod menneskerettighedskonventionerne.
Fascismens forfærdelige paradokser ses også reflekteret i nutiden; af eksempelvis de to folkeslag – russerne og israelerne, hvor de nuværende regimer udøver en imperialisme i henholdsvis krigen mod Ukraine og i Palæstinas jødiske bosættelser, som minder om det greb, nazismens Tyskland udøvede i jagten på Lebensraum. Ligheden og historien blev påpeget sidste år af det amerikanske Holocaust Memorial Museum i Washington, der trak nazikortet i et oplæg:
Eller hvad med jagten på LGBT+-personer, som Hitler spærrede inde med den lyserøde trekant på deres fangedragt, inden hans bødler slog denne laveste gruppe i kz-lejrenes hierarki ihjel? Og nutidens realiteter, hvor seksuelle minoriteter rammes af Putins reaktionære og inhumane lovgivning, der gør homoseksualitet lovstridig.
I Nazityskland var kvinder fødemaskiner for at øge den ariske befolknings størrelse. Det kønsfascistiske syn trives endnu stærkere i såkaldte islamiske republikker som Iran for slet ikke at tale om Afghanistan, hvor kvinder forbydes retten til skolegang, uddannelse – og arbejde
For slet ikke at tale om det grusomme kvindesyn i Nazityskland, der gjorde kvinder til fødemaskiner for at øge den ariske befolknings størrelse. Det kønsfascistiske syn trives endnu stærkere i såkaldte islamiske republikker som Iran for slet ikke at tale om Afghanistan, hvor kvinder forbydes retten til skolegang, uddannelse og arbejde.
Vi er ikke sluppet for nazismens metastaser. Denne civilisatoriske pest udvikler sig i nye og forskellige retninger.
Nej! Det er ikke overstået. Menneskedyret kan aldrig helt slippe vore gerninger i fortiden. Derfor kan man af og til blive nødsaget til at trække nazikortet.
På kirkegården
Begravelsen i den nydelige forstad til Stuttgart i Baden-Württemberg var både sentimental og fuld af kærlighed. Jeg deltog for første gang i en jordfæstelse i den tyske, lutherske tradition. Præsten var ikke alene om jordpåkastelsen i vores og min protestantiske tro på, at vi kommer af jord og støv – og at vi en dag skal blive til det igen.
Jeg var for ung til at deltage i det sidste farvel til Onkel Walter for flere årtier siden. Men nu stod jeg på kirkegården og repræsenterede den danske del af Grunwald-slægten, gik op til det nygravede hul i jorden, fik præstens lille skovl udleveret og kastede som de øvrige familiemedlemmer jord på det hvide låg som et sidste farvel til min fars fætter, Horst, Walters yngste søn.
Sådan var vilkårene i arbejder- og bondestaten, den Tyske Demokratiske Republik, DDR, diktatorisk og inhuman i lighed med det nazistiske rige, der gik forud for proletariatets diktatur
Den ældste var allerede død som indespærret i DDR, hvor han blev fyret fra sit job som lærer, da han søgte om udrejsetilladelse til sin mor, Tante Fridas begravelse i Hamborg.
Sådan var vilkårene i arbejder- og bondestaten, den Tyske Demokratiske Republik, DDR, diktatorisk og inhuman i lighed med det nazistiske rige, der gik forud for proletariatets diktatur.
Men nu skulle vi sige det sidste farvel til Horst.
Under det efterfølgende “gravøl” (og der blev drukket en del af dem …) løsnede følelserne sig, mens vi mindedes denne prægtige mand og ingeniør, som gennem livet bar på både en kærlig gemytlighed – og en sårbarhed.
Det var ikke længere en hemmelighed, at han var alkoholiker, men lykkeligvis havde lagt sprutten på hylden; eller at den ”klan”, jeg kommer fra, også har sine hemmeligheder. Horst, som var baby, da far Walter blev kaldt til østfronten, og først for alvor mødte sin gammelprøjsiske kultur, da hans far år senere vendte tilbage fra sovjetisk krigsfangeskab.
Mens promillerne steg, piblede familiehistorien frem. Fridas og Walters fire børn voksede op i en tidslomme, hvor yngste-sønnen Horst måtte navigere i den uudtalte konflikt: Hvem var krigens hårdest ramte ofre af forældrene i hjemmet i Hamborg?
Var det far Walter eller mor Frida?
Hvem er egentlig krigens største ofre i landet, der startede den? Er det krigsfangen fra Sibirien eller voldtægtsofferet, der måtte tage sig af børnene?
Gennem den lange begravelsesdags småberusede historiefortælling fik jeg en del af familie-historien, som jeg aldrig havde hørt før. Om den kærlige onkel Walter, den uddannede, civile politibetjent, der, da Hitler tog førerskabet, meldte sig frivilligt i Waffen SS.
Og den elskelige tante Frida. Jeg glemmer aldrig den aften i 1972, da hun igen og igen spurgte ind til den danske del af familien, indtil gemalen Walter afbrød hende, når stemningen blev for sentimental og kvindagtig. Det sås ikke som groft, men bare som en prøjsisk rollefordeling. Tante Frida blev under flugten fra Østprøjsen fanget af de sovjetiske tropper og voldtaget af soldaterne fra øst, der nu behandlede tyskerne som ”undermennesker”.
Hvem er egentlig krigens største ofre i landet, der startede den? Er det krigsfangen fra Sibirien eller voldtægtsofferet, der måtte tage sig af børnene? Og hvornår er nazismens tankegods og handlinger vasket helt ud af den store verden udenfor Det Tredje Rige? Hvornår er rædslerne overstået? Mon nogensinde?
Den aften kunne jeg ikke nynne med på Lale Andersons sentimentale strofer – ”Es geht alles vorüber” – løftet om rædslerne, der en dag er overstået. Es geht niemals vorüber.
Fortiden er aldrig helt forsvunden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
