NORDIC WASTE // KOMMENTAR – Vi er blevet slaver af et paradigme, der holdes oppe af mantraet “Efter mig kommer syndfloden”. Vi accepterer denne præmis som en omkostning for den dyrebare, konstante vækst. Mens vi lidt efter lidt selv ender med at dø af det, skriver Birgitte Baadegaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nordic Waste har indgivet konkursbegæring. Det har de med argumentet, at “desværre har jordskredet nået et omfang, som gør, at vi som virksomhed ikke er i stand til at løfte opgaven med at bekæmpe det”.
Mens den fynske rigmand (læs: milliardær) og hans to døtre har været helt stille i sagen indtil nu, hvor de indgiver konkurs og som plaster på såret etablerer en “klima-fond” på 100 millioner, har staten afsat 205 millioner i skandalesagen til at redde situationen, fordi “når man driver en virksomhed i selskabsform, er det netop for at beskytte moderselskabet”.
Og vi må forstå, at “naturkatastrofen i Ølst er større end os, og vi er som koncern nødsaget til, helt i overensstemmelse med selskabslovgivningens regler, at begrænse vores hæftelse i Nordic Waste til aktiekapitalen og dermed at tage ansvar for de øvrige selskaber og medarbejdere i USTC-koncernen”.
Sådan lyder argumentationen fra selskabet – selvom kommunen ikke kan genkende koncernens fremstilling af samarbejdet, og borgerne er rystede, da deres hjem og arbejde er truet på grund af en – bogstavelig talt – beskidt jordbunke, der er i risiko for at skride og forårsage uoverstigelig skade på både by og natur.
Sprøjtemidler, spildevand og miljømæssig ansvarsfraskrivelse
Lad os koble denne absurde sag (og ansvarsfraskrivelse) på sagen om norsk spildevand i danske farvande – en sag, der fik lov til at versere i årevis, uden at vores skiftende regeringer gjorde noget ved det. Indtil nu, hvor sagen er blevet så grel, og havets tilstand så skidt, at det var nødvendigt med et (forhåbentligt) stop. Også her gik der lang tid, før “nogen gjorde noget ved det” på trods af, at borgere i lange tider har råbt op.
Vi kan også koble det på sagen om konsekvent og årelang dispensation af giftigt sprøjtemiddel til kartoffelavlere – endnu en gang trods borgeres opråb. Igen og igen markerede både borgere og grønne organisationer, uden at vores politikere gjorde noget. Tværtimod gav vores skiftende miljøministre paradoksalt nok dispensation til brug – selvom giftmidlet er forbudt af EU.
Vi har ingen tid til at stoppe op. Vi har ingen kærlighed til jord og vand og hav og træer.
Vi kan også koble det på den politiske afvisning af borgernes forslag om forbud mod at anvende det stærkt forurenende og skadelige Roundup – herunder at EU fortsat tillader det trods dokumenterede miljøkonsekvenser.
Og sådan kan jeg blive ved. Og ved. Og ved.
Vi kan forarges over hver enkelt sag. Vi kan rase over vores politikere (som vi selv har valgt – i hvert fald nogen af dem). Vi kan kommentere og skrive om dem på de sociale medier. Indtil den enkelte sag – som så meget andet giftigt (!) – lige så stille “siver ned i undergrunden”, forsvinder ned i glemslen. Indtil næste gang noget beskidt kommer op til overfladen. Og vi himler. For en tid. Indtil vi glemmer. Igen.
Eller – vi kan begynde at se på dette systemisk. Som et mønster, der er vævet ind i vores usynlige struktur: Vi har ingen – absolut ingen – omsorg for natur og miljø, selvom det er den, vi mennesker lever af og næres af. Vi har ingen tid til at stoppe op. Vi har ingen kærlighed til jord og vand og hav og træer. Vi har intet overskud til at reflektere og tænke langsigtet.
Til gengæld har vi år efter år tid og råd til lappeløsninger, (dyre) akut-handlinger og i øvrigt fraskrivelse af ansvar, når det (igen og igen) går galt.
Som menneskehed, inklusive vores politikere, er vi blevet slaver af et paradigme, der holdes (midlertidigt) oppe af et ubevidst mantra, der lyder: “Efter mig kommer syndfloden.” Vi accepterer denne præmis som en omkostning for den dyrebare, konstante vækst. Mens vi lidt efter lidt selv ender med at dø af det.
Måske er det tid til at kigge på alle disse beskidte sager fra den vinkel. Og forstå – dybere. Så vi kan begynde at løse og forandre fra en mere holistisk vinkel end nu. Der er brug for det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
