FILM // ANMELDELSESESSAY – Lunkne bedømmelser af handlingen og skuespillet samt to-tre-fire stjerner, og så er dén hjemme. Hvis en filmanmelder ikke lige ved, hvad vedkommende egentlig skal eller behøver mene om en given film, så plejer den at ende der. Men ikke engang dét kunne Mikkel Stolt finde ud af, så her kommer bare, hvad der faldt ham ind, da han så Nattevagten – Dæmoner går i arv.
Nå, lad os så se, hvad den kan. På Oles egen hjemmeside står der, at han forsøger ”at genskabe en af nyere dansk spillefilms allerstørste succeser.” En lidt besynderlig ambition at have. At ville lave den samme film igen, men okay. Under forteksterne på et overvågningsbillede af et forhørslokale er der helt stille. Ingen uheldsvanger musik. Det er da et godt tegn.
Hvorfor spiller Lotte Andersen i øvrigt ikke præsten igen, som hun gjorde i den første film? De andre er jo med, både Nikolaj C.-W. og Kim B. og Ulf P.?
Men måske læste hun manus, eller hørte bare om filmen og tænkte: ”Njah, Ole, er du sikker på, det er en god idé?”
Yes, tag din fars gamle job som nattevagt, Emma – det virker som en god idé og vil helt sikkert hjælpe alle. Så alt er ved det gamle, på den gamle, genretyngede måde. Og nu er der sandelig musik. Men det skrumler lidt det hele.
Hun forklarer noget til kæresten: ”… som jeg fortalte dig om,” siger hun. Så vi ved, at hun sagde det til ham. Men hvorfor? Den havde jeg nok klippet ud. Så! Ikke være bedrevidende, bare nyd det…
Har jeg ikke engang skrevet en anden anmeldelse på samme måde? Dét ville være pinligt
Jeg har nemlig den gode vane, at jeg aldrig forsøger at gætte med sammen med opdagerne eller hovedpersonerne, når jeg læser eller ser en krimi eller en thriller. Men det skulle jeg måske blive bedre til? Måske det så bliver mere spændende for mig? Men jeg vil instinktivt hellere bare tage ind og følge med – og så lade handlingen gå sin gang, som den jo altid gør alligevel, uanset om jeg gætter med på, hvem morderen er eller ej.
Det er de nye bygninger ved Skt. Hans, de bruger i filmen, kan jeg se. Dem med stimulerende og smukke rumoplevelser for patienterne. Næh, indvendigt ser de faktisk ikke så gode ud. De ansatte i filmen virker ærligt talt også som om, at de anbragte har overtaget asylet. Det er nok for at gøre det mere spæ-æ-ndende.
Jeg tror måske, at jeg har glemt, at det er en gyser. Det er nok min fejl – for filmen gør da i hvert fald, hvad den kan.
Bøh
Bøh! Der kom Kim Bodnia endelig. Har nu altid meget godt kunne lide ham. Plejede han ikke at have skæg, dog? Og nu på fin Michelin-restaurant, far, datter og gudfar. Der er helt tomt – jeg troede, der var lang ventetid på bordene sådan et sted?
Nu spiller de to gamle venner fodbold inde i Parken sent om aftenen. Er det en hilsen til den første film? Eller tænker jeg på Jonas Elmers Let’s Get Lost? Nej, det var da Bjarne Henriksen og Kopernikus og nogle andre. Gad vide, hvad det betyder her? Måske blander jeg det hele sammen, fordi jeg lige har læst bogen Miraklet 1996-2006: Ti år der forandrede dansk film? Og hvor den første Nattevagten faktisk spiller en stor rolle.
BØH! Nu er Kim Bodnia ikke med længere. Med mindre de laver endnu et tidsspring, ligesom starten var et spring frem i tid. Gad vide hvorfor de gjorde det? Det ville da have været mere uhyggeligt i første scene på Skt. Hans, hvis vi ikke havde set den morderiske indsatte først? Der hvor han går i baggrunden, da Emma er på besøg hos Wörmer? Og hvis vi ikke havde fået at vide, at præsten ville blive myrdet?
Men det er nu lidt sjovt med far og datter både foran og bag kameraet. Tænk, at spille med i sin fars film. I en film, der handler om far og datter. Tænk, hvis man selv havde været med i sin fars film. Nu laver min far jo ikke film, men tænk hvis jeg havde været elev i hans franskklasse. Se, dét ville have været en gyser.
Hey, det er jo den samme film som sidst?
Wauv, Wörmer har åbenbart også en datter. Eller søn. Der er lige noget med håret … Det er egentlig også ret pudsigt, hvor meget Ulf Pilgaard i virkeligheden ligner Paprika Steen!
Altså, jeg er jo ikke lige så sur, som jeg var over Riget-opkoget, men var det ikke som om, at den første Nattevagt faktisk handlede om noget? Om angsten for konformitet og ensrettethed? Nu er det noget med hævn? Psykiateren i filmen siger jo, at personlig hævn er en menneskelig følelse. Hun må jo vide det. Men kan man stole på hende?
Sagde Politi-Paprika lige, at liget var fundet ”her til formiddag”? Så har det ligget i cirka ti timer på det mest befærdede sted i Fælledparken? Nå, følg nu med. For nu regner det stærkt, og der er næppe noget godt tegn.
En lille skalp
Åh, gud, jeg skal jo skrive om den her film … hvad nu? Kig på æstetikken, er der noget, der springer i øjnene? Njah, det ligner og lyder som en gyserfilm eller rettere, en thriller er det vel. Mørke scener med dramatisk lys, selvom der ikke umiddelbart giver mening for stedet. Det skal jo heller ikke give mening i sådan en film … hvilken den jo skal være glad for … eller, det ved den jo godt.
Åh, Ole, du er sådan en skælm. Der skal lige være små jokes om krænkelser og samtykke, og transkønnethed spiller også en mærkelig rolle, viser det sig. Men er du det – altså ironiker? For skulle det så ikke også være morsomt? Det går henover hovedet på mig, hvis det er, og min onkel-humor er ellers veludviklet.
Men jeg er med på det med hævnmotivet. Jeg kan stadig huske, da du, Ole, som frafalden studerende, holdt en tale til Filmvidenskabs 25-års jubilæum, dengang du ”kun” var radio- og tv-mand. Det var ganske kort tid, før du gik i gang med Nattevagten. Men du var sjov den aften. Altså, på den sarkastiske og nedladende facon, som gjorde grin med den akademiske tilgang til filmkunst og filmproduktion.
Det var vi var et par stykker, der kunne grine af. På den ene eller anden måde. Måske skal jeg lave en skarp og filmvidenskabelig anmeldelse af din film – som hævn mod dit udfald den gang. Bare lige tage en lille skalp … hæ!
Hey, det er jo den samme film som sidst?
Nå, nu er den snart slut – efter en klassisk kedelig klimaksscene og lidt skyderi, hvor jeg ikke kan undgå at lægge mærke til, at den, der skyder adskillige skud mod sit offer, hele tiden har samme vinkel i sit blik. Ville offeret ikke falde om efter i det mindste fjerde eller femte skud, så affyreren ville blive nødt til at kigge lidt nedad derefter? Er det din måde at fortælle, at det hele bare er gak og løjer, Ole?
Hov, vi skal også lige på stranden med de medvirkende unge og farmand. Som man jo gør, når man har myrdet nogle mordere. Er det først nu, det går op for mig, at det her også gerne vil være en ungdomsfilm, ligesom den første? Datterens veninde, den kry gender-bender, viser sig gudskelov at være en rigtig pige. Det er faktisk et godt dril til de unge, farmand Ole.
Måske min anmeldelse bare bliver det, jeg har tænkt undervejs … hov, Keld og Hilda Heick står på takkelisten i efterteksterne?
Eller… har jeg ikke engang skrevet en anden anmeldelse på samme måde? Dét ville være pinligt.
Jeg skulle nok være bakket ud. Lotte Andersen gjorde det rigtige.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
