MUSIKALSK – Midt i en tid, hvor en realitydeltagers buttplug i et awardshow er et kulturelt statement i sig selv, hitter to gamle 70’erkoryfæer på scenen og i biografen. Men musicalen om Tommy Seebach gør det bedre end Bornedals film om John Mogensen, skriver journalist og mangeårig redaktør på bl.a. GAFFA, Chili og BT, Jan Eriksen, der fremover vil skrive om bl.a. musik, teater, musicals og tv på POV. Eriksen ærgrer sig over, at filmen om John Morgensen “blev historien om en mand, der blev knust af sin kunst, i stedet for en film om en mand, der skabte stor folkekunst. Mens han drak sig ihjel. Når det er sagt, har Rasmus Bjerg fortjent alle de priser, han givetvis modtager de næste par år.”
Det går stærkt i musikbranchen. I går var forsiderne præget af dybsindige rock- og andre stjerner, i dag har twitter- og streaming-generationen og YouTubes influenter for længst taget teten.
Alle forsøger at holde trit eller endnu bedre at være lidt foran. Jeg forestiller mig, hvordan mænd og kvinder i pladebranchen lige nu river sig i hhv. deres man bun eller GOT-Dany frisure, mens de forsøger at udtænke dette års Gilli – eller, for nu at være håbløst gammeldags, dette års Gulddreng.
Midt i denne digitale modernitet, hvor tweens er de nye studenter, trækker to gamle 70erstjerner danskerne i teateret og biografen i en grad, som sjældent set.
Gør ’Seebach’ eller ’Så længe jeg lever’ noget for at ’rehabilitere’ de to kunstnere som andet eller mere end rammer for en henholdsvis forrygende sangfest med enkelte sørgelige stænk eller en dyster tragedie om en mand, der gik til i sin egen perfektionisme?
Med et billetsalg på 150.000 vurderer det succesrige Fredericia Teater selv musicalen ’Seebach’ – baseret på Tommy Seebachs musik og liv med sønnen Rasmus – som en af de mest succesrige danske teaterforestillinger nogensinde.
Filmen ’Så længe jeg lever’ – baseret på John Mogensens liv og musik – oplevede for nylig den mest indbringende åbningsweekend for et dansk drama i danske biografer i seks år.
Det kan der være mange forklaringer på. Den mest indlysende, at over halvdelen af den danske befolkning trods alt har passeret 40, samt at Tommy Seebach og John Mogensen i dag er ikoner, som for længst er blevet en del af den fælles danske musikalske bevidsthed. Selvom de aldrig opnåede antydningen af respekt i samtidens kulturmiljø.
Gør ’Seebach’ eller ’Så længe jeg lever’ noget for at ’rehabilitere’ de to kunstnere som andet eller mere end rammer for en henholdsvis forrygende sangfest med enkelte sørgelige stænk eller en dyster tragedie om en mand, der gik til i sin egen perfektionisme?
Modsat Vreeswijk fandt John Mogensen aldrig en egentlig musikalsk retning eller for den sags skyld en kunstnerisk dybde tilsvarende den svenske trubadur. Til gengæld skabte han en palet af underfundige, samfundskritiske, poetiske, smukke, rørende, skarpe sange, der i øjenhøjde med sin samtid tilsammen danner et enestående lydbillede af Danmark i 70erne
Hvis man gerne vil se Tommy Seebach (og ikke mindst hans søn) som leverandører af regulær, sangbar popmusik totalt i sync med folkesjælen er svaret ’ja’. Måske noget mere feelgood end historien om Tommy, men musikken lever i den grad på scenen i den østjyske garnisonsby.
Og så er det jo en musical.
Men svaret er ’nej’, når det gælder Bornedals Mogensen-epos.
’Det store spørgsmål er, hvordan man får musikken inkorporeret, så det ikke bare bliver en personlig skæbne.
Se nu den store succes, der har været med tre forestillinger med Four Jacks’ musik. Det er jo netop musikken og ikke deres historie, som bærer igennem,’ svarede Regner Grasten en gang på spørgsmålet om, hvorfor der ikke findes flere danske biografiske film.
’Så længe jeg lever’ er netop først om fremmest filmen om en personlig skæbne. En mand for hvem ønsket om at ramme ’zonen’, som den fremragende spillende Rasmus Bjerg siger i filmen, var en evig drivkraft.
Havde jeg forventet andet? Egentlig ikke. Slet ikke fra lejlighedsvis sardoniske Ole Bornedal, der gerne maler med apokalypsens farver. Burde jeg have forventet andet? Næh
Men kun i få momenter lever John Mogensens musik for alvor. Nemlig i scener, hvor han digter sine sange, eller hvor sangene er illustrativ lydkulisse til hans forfald.
Mogensen drømte, fremgår det af filmen, om at blive en dansk Cornelis Vreeswijk – som i øvrigt også er portrætteret i en udmærket svensk film. Men modsat Vreeswijk fandt John Mogensen aldrig en egentlig musikalsk retning eller for den sags skyld en kunstnerisk dybde tilsvarende den svenske trubadur.
Til gengæld skabte han en palet af underfundige, samfundskritiske, poetiske, smukke, rørende, skarpe sange, der i øjenhøjde med sin samtid tilsammen danner et enestående lydbillede af Danmark i 70erne.
Under de rette omstændigheder var det blevet John Mogensen, vi i dag titulerer Nationalskjalden.
Havde jeg forventet andet? Egentlig ikke. Slet ikke fra lejlighedsvis sardoniske Ole Bornedal, der gerne maler med apokalypsens farver.
Burde jeg have forventet andet?
Næh.
Biopic’en plejede at holde fast i sandheden med en konventionel fortælling: de bliver født, de lever, de dør. Nu bruger (fortællerne bag) biopics digt og endog løgne, til at fortælle deres historier, hvis det tjener historien bedst – Ran Gilbey, The Guardian
Som kommentatoren Ran Gilbey skrev i The Guardian i forbindelse med premieren på filmen ’Gainsbourg’ om Serge Gainsbourg:
’Biopic’en plejede at holde fast i sandheden med en konventionel fortælling: de bliver født, de lever, de dør. Nu bruger (fortællerne bag) biopics digt og endog løgne, til at fortælle deres historier, hvis det tjener historien bedst.’
Og sådan er dét. Drama fremfor sandhed.
Men ærgerligt at filmen om John Mogensen blev historien om en mand, der blev knust af sin kunst, i stedet for en film om en mand, der skabte stor folkekunst. Mens han drak sig ihjel.
Når det er sagt, har Rasmus Bjerg fortjent alle de priser, han givetvis modtager de næste par år.
Topillustration og alle indsatte billeder er fra Fredericia Teaters pressemateriale om musicalen “Seebach”. Fotos: Malmose.com.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
