NATO-TOPMØDE // ANALYSE – Nato afholder topmøde i Vilnius i skyggen af krigen i Ukraine og i en af de stater, der i årevis blev gjort til grin af embedsmænd og politikere, fordi de advarede imod Rusland. Mødet rummer mange store udfordringer og vil komme til at forme det næste årtis sikkerhedspolitik, skriver Lars Bangert Struwe.
Tirsdag den 11. juli og onsdag den 12. juli samles Natos stats- og regeringsledere til topmøde i Vilnius i Litauen. Topmødet afholdes i skyggen af krigen i Ukraine og bliver et af de mest afgørende topmøder i mange år.
Halvandet år inde i krigen står Nato samlet, men der er forskellige holdninger til Ukraine og til, hvilke politikker der skal prioriteres. Samtidig er USA noget svækket, og det giver udsigt til et uroligt topmøde.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har sat dagsordenen ved at udtale: ”The Summit in Vilnius will be a very important Summit because we meet at a critical time for our security.”
Nogle af de mest centrale punkter på Nato-topmødet vil formodentlig være:
- Støtten til Ukraine og spørgsmålet om Ukraines vej mod NATO-medlemskab
- Truslen fra Rusland
- Spørgsmålet om en ny målsætning for medlemmernes forsvarsbudgetter
- Spørgsmålet om Sveriges indtrædelse i NATO
- Afskrækkelse og ny kommandostruktur
- Implementeringen af det strategiske koncept – fra politik til handling.
- Relationen til Kina.
Ukraine og truslen fra Rusland
Polen, Estland, Letland, Litauen, Norge og en række af de centraleuropæiske stater har i årevis advaret imod Rusland. Advarslen har helt entydigt lydt fra disse stater.
Jeg har deltaget i møder både i Nato, i Polen, hos tænketanke og selv haft gæster i København, hvor budskabet ikke var til at misforstå – og samtidig så ville danske og andre vesteuropæiske embedsmænd og politikere ikke høre det.
Hvis man optager Ukraine i Nato, hvornår starter man så fredsforhandlinger, og bliver Nato så et værktøj for Ukraine i mulige forhandlinger?
Der blev nærmest gjort grin med denne ”alarmistiske” holdning til Rusland. I dag kan de fleste se, at Rusland er en trussel, men graden heraf varierer. Jo tættere man bor på Rusland, jo mere bekymret er man.
Ukraine presser på for optagelse i Nato og er dybt frustreret over, at man i 2008 ikke blev inviteret ind. Her midt i krigen vil man gerne fremadrettet have de sikkerhedsgarantier, som et medlemskab af Nato giver.
Polen og andre stater er klar til at indlede optagelsesforhandlinger, og USA har sagt, at Ukraine på et tidspunkt skal optages. Spørgsmålet er hvornår, for Ukraine bliver derved del af Natos østlige flanke.
En række stater er imidlertid bekymret over, om en optagelse af Ukraine vil presse Nato-stater ind i en krig med Rusland, om Rusland går hen og bliver en direkte fjende, og at andre trusler såsom flygtninge, Kina eller terror nedprioriteres.
Der er også, når jeg taler med embedsmænd, en vis træthed over Ukraine og dets præsidents pres på andre. Endelig er der det store spørgsmål om fredsforhandlinger: Hvis man optager Ukraine i Nato, hvornår starter man så fredsforhandlinger, og bliver Nato så et værktøj for Ukraine i mulige forhandlinger? Ukraine er således ikke et nemt emne for Nato.
Der skal investeres i afskrækkelse
Generalsekretær Jens Stoltenberg har inden topmødet i Vilnius udtalt, at han har forhåbninger om, at topmødet kan afføde nye mere ambitiøse løfter for de allieredes forsvarsbudgetter. Der arbejdes for, at 2 procent af BNP brugt på forsvar i fremtiden bliver bunden og ikke toppen. Det bliver en hård kamp. Kun 11 af Natos 31 medlemsstater bruger 2 % eller mere. Danmark bruger i henhold til den seneste rapport 1,65 %.
Danmark er i problemer med vores forsvarsbudget. Pilen i Nato peger på hurtig genoprustning, og Danmark når først i mål omkring 2030.
Afskrækkelsen ikke i balance, men er tippet i russisk og kinesisk favør
Blandt de vigtigste Nato-medlemsstater er holdningen, at man har brug for, at der bliver brugt flere penge på forsvar til at facilitere den nødvendige oprustning, erstatte det krigsmateriel, der er blevet doneret til Ukraine, og sikre troværdig afskrækkelse i et anspændt sikkerhedspolitisk miljø. Det kan Danmark ikke leve op til.
Afskrækkelse var det, der gjorde, at man under den kolde krig ikke udviklede en varm krig. Begge parter kunne udrydde hinanden ufatteligt mange gange, og derfor afstod man fra krig. I dag er der en dyb bekymring for, om man har sovet i timen.
Helt lavpraktisk er der ikke nok ammunition. Det viser krigen i Ukraine, hvor Natos medlemsstaters lagre er blevet tømt for ammunition og materiel til opretholdelse af Ukraines kampkraft.
Samtidig har både Kina (der nu er en strategisk udfordring for Nato) og Rusland udviklet fx hypersoniske missiler, som der lige nu ikke er mange muligheder for at nedskyde.
Derved er afskrækkelsen ikke i balance, men tippet i russisk og kinesisk favør.
Ligeledes investerer særligt Kina massivt i kunstig intelligens og robotter. Det frygter man kan forskubbe den militære magtbalance til fordel for Kina. Her ønsker man i særligt USA at genskabe den gensidige afskrækkelse og gerne tippe det til en vestlig fordel.
Reformer i Nato
Militære trusler imod Natos territorium er på dagsordenen. Det gør, at man også ser på kommandostrukturen. Helt basalt set består Nato af to søjler: en politisk og en militær.
Den politiske er relativt trimmet og fungerer. Imidlertid er den militære kommandostruktur svækket og skal nu genoprettes. I 2011 gennemførte man en effektivisering af Natos kommandostruktur. Det betød reelt set en meget stor besparelse og fjernelse af de geografiske kommandostrukturer.
Der arbejdes med nye strukturer, og det kan blive et tema på topmødet. Her er der igen interesser på spil. Hvem får kommandoen og derved de militære anlæg og alle de ansatte med deres familier og gæster. Og hvem skal betale?
Man diskuterer en ny geografisk struktur, hvor Østersøen og de omkringliggende lande samles i en enkelt kommando. Her presser Storbritannien på for at blive del af denne struktur – eller en anden. Tilsvarende kunne man lave en for Centraleuropa, en for Sydeuropa og en for Atlanten. Men dette er lige nu spekulationer.
Spørgsmålet om Sverige
I danske og nordiske medier fylder spørgsmålet om Sveriges optagelse meget. Det møder modstand fra Tyrkiet. Både pga. koranafbrændinger i Sverige og spørgsmålet om KK, men også fordi Tyrkiet har brug for et forhandlingskort over for særligt USA.
Tyrkiet er i problemer over for USA, fordi præsident Erdogan gerne vil være Mellemøstens stærke mand og vise sin uafhængighed. Det gjorde, at han bl.a. tilnærmede sig Rusland.
Tyrkiet vil gerne købe F-16 fly af USA og bruger nu Sverige som afpresning i den forhandling
I 2017 købte Tyrkiet russiske S-400 Триумф – Triumf jord-til-luft forsvarssystemer (Nato-navn: SA-21 Growler). Det betød, at Tyrkiet blev smidt ud af F-35 programmet, og at Tyrkiet kom i bad standing i hele Nato.
Nu er situationen en lidt anden. USA viste sin magt i Ukraine, og nu vil Tyrkiet gerne over på den rigtige side af hegnet. Man vil bl.a. gerne købe F-16 fly af USA og bruger nu Sverige som afpresning i den forhandling.
Det er nok et forkert spil af Erdogan. Man bliver ikke populær på den måde. Han får nok på en eller anden måde sit ønske opfyldt, men det, at han ikke kan lade være med denne type af forhandling, gør det sværere og sværere for Tyrkiet at passe ind i alliancen.
Nato-topmødet er således fyldt med udfordringer for alle og vil være med til at forme det næste årtis sikkerhedspolitik.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
