
POPULISME // ANALYSE – Først Brexit, så Trump og til sidst valget af Marine Le Pen som Frankrigs nye præsident – vil gallerne slå sømmet i globaliseringens, EU’s og liberalismens kiste i maj 2017? Bevidner vi svanesangen for de vestlige institutioner, som efterkrigstidens velstand bygger på? Ro på, skriver Annegrethe Rasmussen i en analyse. Vælgerne tørster nok efter forandringer, men der er ingen automatik i, hvem der kommer til at nyde godt af tendensen.
WASHINGTON D.C: – ”Marion Le Pen er den nye skinnende stjerne i Frankrig. Vi glæder os til at slå os ned i Frankrig før præsidentvalget for at arbejde sammen med franske unge og især familien Le Pen.”
Sådan lød det, da Stephen Bannon, manden, der er udpeget som Donald Trumps nye særlige rådgiver og chefstrateg, udtalte sig efter valget. Bannon er – som den franske tv-station LCI udtrykker det – ”manden, der hvisker beskederne i Donald Trumps øre” og en velkendt nationalist og tidligere CEO for Breitbart News.
Bannons opfordringer til, at højrenationalisterne i Europa slår sig sammen med deres amerikanske meningsfæller, blev den 12. november besvaret med et rungende ja fra franske Marion Le Pen – Marine Le Pens magtfulde niece.
Der er ingen tvivl om, at Bannon og ligesindede nærer en ambition om at etablere et verdensomspændende nyhedsimperium, som kan agere talerør for, hvad der i USA kaldes ”alt-right”-bevægelsen
Det glade svar kom på Twitter:
”I answer yes to the invitation of Stephen Bannon, CEO of @realDonaldTrump presidential campaign, to work together, lød det, som man kan se i nedenstående tweet:
Obama advarer mod global populisme og opfordrer til handling
Der er ingen tvivl om, at Bannon og ligesindede nærer en ambition om at etablere et verdensomspændende nyhedsimperium, som kan agere talerør for, hvad der i USA kaldes ”alt-right”-bevægelsen (en forkortelse for ”the alternative right”) – en bevægelse, der ser de etablerede konservative politikere i USA som en omgang slappe grødhoveder, der har været følgagtige overfor en jødisk domineret, multikulturel og globaliseringselskende kulturelite, som har undermineret den traditionelle kristne familiestruktur og patriarkalske værdier som fædrelandet og nationen.
Alt-right kan i europæisk sammenhæng oversættes til ”hvide nationalister og populister”, der er skeptiske overfor ikke blot indvandring, men globalisering i al almindelighed.
Hertil kan man lægge Donald Trumps velkendte afsky over for internationale handelsaftaler – ”den falske globalisering” som han siger – uagtet, at hans eget forretningsimperium har nydt godt netop af billig arbejdskraft og at adskillige Trump-relaterede produkter, f.eks. de berømte Trump-slips, faktisk er fremstillet i Kina.
Verdens politikere må blive bedre til at lytte til den frygt, der har grebet store dele af verdens befolkninger, som er frustrerede over økonomien og globaliseringens konsekvenser. ”Lær af det amerikanske valg,” sagde Obama
Barack Obama benyttede sig også af muligheden på sin afskedstur i Europa i den forgangne uge til at advare mod netop populismen, men han løftede også pegefingeren og sagde, at verdens politikere må blive bedre til at lytte til den frygt, der har grebet store dele af verdens befolkninger, som er frustrerede over økonomien og globaliseringens konsekvenser. ”Lær af det amerikanske valg,” sagde han og tilføjede, at ”nogle gange vil vælgerne gerne sende et signal og ryste den siddende politiske klasse”.
Selv har han draget denne konklusion:
“The lesson I draw, and I think people can draw a lot of lessons, but maybe one that cuts across countries is we have to deal with issues like inequality, we have to deal with issues of economic dislocation, we have to deal with people’s fears that their children won’t do as well as they have.”

Ekstase på den europæiske højrefløj – også i Danmark
Man kan finde citater og udtalelser fra populistiske og nationalistiske ledere over hele Europa, der fryder sig over det amerikanske valg – naturligvis. F.eks. fra UKIP’s Nigel Farage i Storbritannien – ”Tro ikke et øjeblik, at forandringerne stopper her. Vi vil se flere politiske chok i Europa i den kommende tid,” som han skrev forrige fredag i tabloidavisen The Sun og hos højrenationalisterne i Central- og Østeuropa.
Også i Danmark stemmes der i:
”I 2017 venter et endnu vigtigere valg for Europa, det franske præsidentvalg. Jeg frygter, at Marine Le Pen må vente fem år mere, til 2022, før hun kan sætte sig i stolen i Palais de l’Élysée, den franske præsidents embedsbolig.”
Globalisme er lig med hensynsløs foragt for de vestlige folk, mens nationalpopulisme er folkelighed forankret i nationalstater – Morten Uhrskov Jensen
“Skulle Marine Le Pen vinde allerede næste år, vil det betyde en langt hurtigere overgang til nationalpopulismens tidsalder, og vi kan opsætte en skamstøtte over globalismen. Globalisme er lig med hensynsløs foragt for de vestlige folk, mens nationalpopulisme er folkelighed forankret i nationalstater,” lød det f.eks. fra landsformanden for Dansk Samling, den national-konservative Morten Uhrskov Jensen i Jyllands-Posten i denne uge i et blogindlæg med titlen, ”Farvel til globalismen”.
Uhrskov Jensens meningsfælle, historiker Mikael Jalving, er helt enig.
I debatindlægget, ”Eliternes jernbur slår sprækker” – også i Jyllands-Posten i denne uge – hedder det: ”For en generation siden faldt den socialistiske utopi til jorden i øst. Nu er det den liberale utopi, der klapper sammen i vest”.
Og videre fra Jalving:
”Det positive ved dette verdenshistoriske øjeblik er, at konturen af en ny slags orden anes. For en generation siden faldt den socialistiske utopi til jorden i øst; nu er det den liberale utopi, der klapper sammen i vest. Grænseløsheden viger, mens grænsernes aktiekurs stiger.”

Jalving vejrer også morgenluft for en helt ny verdensorden:
“I stedet for programmatisk internationalisme og helliggjorte konventioner skimtes en øget forståelse af de nationale interessers og værdiers legitimitet. I stedet for elitær kontrol og mere af det samme, som har bragt os i uføre, dæmrer en folkelig og diffus utilfredshed. “
“Den nye ordens vindere bliver dem, der kan give oprøret en retning og hæve såvel instinkter som analyser til et fælles bedste.”
Autoritær og mørk chauvinisme
Førende (liberale) medier verden over har ikke været sene med advarslerne.
I det britiske magasin The Economist kunne man torsdag læse en leder om Donald Trumps valgsejr og ”Make America Great Again” fredag med titlen, ”Den nye nationalisme”. Her taler magasinet om en ”autoritær, farlig chauvinisme” en ”anti-demokratisk mørkets vision”, der også viser sig ”i lande som Rusland, Kina og Tyrkiet”.
Amerikanske Washington Post skrev mandag på forsiden om et ”tilsyneladende bundløst ocean af politisk, økonomisk og kulturel sørgmodighed”, som populistiske ledere lever af i lande så forskellige som Brasilien, Filippinerne og USA.
Artiklen havde titlen ”After Trump’s win, a worldwide populist deluge?” og bringer følgende citat fra direktøren fra the European Council on Foreign Relations, Mark Leonard:
“Succes avler succes. Lige nu vil mange være lydhøre og de faktorer der driver den (populismen, AG) synes universelle.”
Også her figurerer det kommende franske præsidentvalg:
”Deres verden kollapser, vores verden er ved at blive konstrueret,” lyder det f.eks. triumferende efter valget af Trump fra Florian Philippot, der er en af Marine Le Pens toprådgivere.
Det positive ved dette verdenshistoriske øjeblik er, at konturen af en ny slags orden anes. For en generation siden faldt den socialistiske utopi til jorden i øst; nu er det den liberale utopi, der klapper sammen i vest – Mikael Jalving.
Washington Post noterer sig i artiklen, at Femstjernebevægelsen i Italien og præsidentvalget i Østrig i december i år kan resultere i flere populistiske valgsejre i Europa et godt stykke tid før forårets franske præsidentvalg.
Og Østrig kan således allerede inden årets udgang blive det første land i Vesteuropa siden 1945 med en præsident, der kommer fra den yderste højrefløj. Og selv i Tyskland spøger AfD (Die Alternative für Deutschland) et indvandringskritisk, højrenationalt parti, der blev dannet i 2013, som lige nu nyder støtte fra en ud af seks tyske vælgere før det tyske valg til næste år.
Front National er ikke en ny – eller særlig populær – folkebevægelse i Frankrig
Men tilbage til Frankrig. Hvad er udsigterne?
Ja, den gode nyhed – hvis man ellers ikke abonnerer på hverken højrepopulisme, protektionisme eller nationalisme som sunde politiske løsninger, hvilket overtegnede gerne indrømmer, at jeg ikke gør – så er der ikke nogen automatisk eller historisk nødvendighed i, at blot fordi Brexit og Trump er realiseret, så følger Le Pens valgsejr nærmest af sig selv.
”Succes avler succes”-tesen fra Leonard kan ikke ukritisk antages at gælde på tværs af politiske kulturer eller nationale særtræk.
Front National er for det første ikke et spændende endsige revolutionært fænomen i Frankrig, som Trump har været i USA eller Brexit med succes blev solgt som i Storbritannien. Tværtimod har det eksisteret i over 40 år. Partiet blev dannet i 1972 og dets grundlægger, Jean-Marie Le Pen, sad både i den franske Nationalforsamling og i diverse lokale og regionale forsamlinger før han blev valgt til Europaparlamentet i 1984, hvor han i øvrigt fortsat sidder. Partiet er både en særdeles velkendt størrelse for franskmændene og har samtidig aldrig nydt bred opbakning eller anseelse.
Og om end Le Pen nåede den sidste runde i præsidentvalget i april 2002 mod Jacques Chirac (fordi socialisten Lionel Jospin var en meget svag kandidat for venstrefløjen – ikke ulig den nuværende præsident François Hollande i øvrigt) og om end Marine Le Pen i høj grad har “renskuret partiet”, da hun ekskluderede farmand fra hans eget parti for bl.a. bagatellisering af Holocaust og antisemitisme i 2015, så har partiet aldrig formået at opnå tilslutning fra over 30 procent af vælgerne, heller ikke i nyere tid.
Og det er langt under de statistiske usikkerheder på mellem 2-6 procent, som man så i de meningsmålinger, der ikke holdt vand, op til såvel folkeafstemningen om Brexit som op til det amerikanske præsidentvalg.
Frexit vil medføre EU’s endeligt
På den anden side skal man naturligvis ikke hverken undervurdere eller dømme Marine Le Pen ude. Hendes valgløfter er kontante. Ud over at slå hårdt ned på indvandring og iværksætte en offensiv mod ”radikal islam”, vil hun melde Frankrig ud af EU.
Folkeafstemningen, som hun har lovet, hedder naturligvis ”Frexit”, og som The Economist skrev i en artikel om hende i denne uge, så er alene udsigten hertil aldeles alarmerende for tilhængerne af det europæiske projekt, fordi en fransk udmeldelse vil være enden på den europæiske union, som vi kender den. ”EU kan overleve en britisk udmeldelse, men ikke en fransk”, som magasinet helt rigtigt formulerer det:
”The EU can survive, however creakily, the loss of Britain. But were France to abandon the club, it would spell the chaotic end of a project that, with its single market and its day-to-day political engagement, has sustained prosperity and undergirded peace. It is essential that French voters have a decent alternative to Ms Le Pen …. It will be a tragedy if Ms Le Pen turns out to be the freshest candidate on offer. France, the country that gave birth to modern European integration, should not be the one to destroy it.”
Gamle favoritter fra højre og en liberal komet fra den nye venstrefløj
Favoritten er imidlertid fortsat den tidligere premierminister Alain Juppé, der pt. er en særdeles populær, ja nærmest elsket, borgmester i Bordeaux, og som er moderat nok til også at kunne appellere til vælgerne på den traditionelt særdeles aktive franske venstrefløj ved en anden runde. Juppé er med sine 71 år ikke nogen årsunge, men som man siger i Frankrig: ”Den bedste suppe laves i gamle gryder”.
Ved en særdeles ikke-repræsentativ rundspørge på 15 mennesker, som overtegnede foretog i Paris i oktober, mente 11, at han “nok vil vinde,” og det skal her bemærkes, at jeg talte med mennesker fra flere samfundslag og fra forskellige religioner og etniciteter.
Franske politiske kommentatorer regner det for sikkert, at hverken den nuværende præsident, socialisten François Hollande, eller den kontroversielle og ret upopulære tidligere borgerlige præsident Nicolas Sarkozy, vil nå til anden runde.
Men vælgerne overrasker konstant. Det viste sig nemlig at være den – ret liberale – François Fillon – en anden gammel kending – der endte som nummer et ved den første runde i primærvalget på højresiden efter stemmerne var talt op søndag aften. Med 2,6 millioner stemmer talt op – fra knap tre fjerdedele af valgstederne – stod den tidligere premierminister til en overbevisende sejr med 43,7 procent af stemmerne over for Juppé, som ser ud til at få 27,8 procent.
Men så er der også en helt ny og ukendt faktor ved præsidentvalget, nemlig den blot 38 år gamle, tidligere økonomiminister og investeringsrådgiver Emmanuel Macron, der også har været præsident Hollandes tidligere toprådgiver.
En fransk udmeldelse vil være enden på den europæiske union, som vi kender den
Han annoncerede sit kandidatur onsdag i denne uge – til enorm bitterhed i Élysée-palæet – og står allerede nu i målingerne til omkring 18 procent af stemmerne ved første runde af valget, der finder sted 23. april 2017.

Macron er kendt som noget stort set uhørt i det rigide og etatistiske Frankrig, der har nogen af Europas mindst fleksible arbejdsmarkedsbestemmelser, nemlig en europæisk orienteret, moderne og liberal socialdemokrat i næsten dansk forstand.
F.eks. er han fortaler for at flytte Frankrig hen imod en fransk version af det danske ”flexicurity”-system og bløde reglerne for hyringer og fyringer op, ligesom han har talt for at gøre den 35 timers arbejdsuge mere fleksibel.
Det er ikke noget, man normalt bliver populær på i det notorisk forandringssky Frankrig, og for at nå den anden valgrunde i maj, vil han både skulle slå sin egen tidligere mentor, François Hollande, og favoritten Juppé. Kun de to kandidater med flest stemmer, går videre.
Men tiderne er som nævnt nye, venstrefløjen står traditionelt noget stærkere i Frankrig end f.eks. i USA, og det er langt fra givet, at det kun er populister, der kan nyde godt af vælgernes lyst til at prøve noget helt nyt.
Man kan finde en aktuel og opdateret oversigt over de franske meningsmålinger her.
Læs også min POV-kollega, Maiken Skeems portræt af Marine Le Pen: “Kælne katte og kridhvide skjorter.”
Artiklen er opdateret søndag aften efter resultatet af første runde ved det borgerlige primærvalg. Anden og afgørende runde er søndag den 27. november.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.