EU I PUTINS SKYGGE #28 // BAGGRUND – Det kom som en overraskelse for mange danskere, da Sverige besluttede sig for at søge om medlemskab af Nato efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. I virkeligheden har Sveriges neutralitet – eller med svenske ord alliancefrihed – gennem mere end 200 år været mere pragmatisk end ideologisk, og forud for medlemskabet er gået årtier med tæt Nato-samarbejde under overfladen.
I Danmark er vi på en gang forbløffede, forundrede og foruroligede over at have fået en brochure om, hvordan vi skal preppe – forberede os på krisesituationer. Danmark bruger omhyggeligt ordet krise på forsiden af brochuren, men de fleste tænker nok alligevel krig og især risikoen for et russisk angreb, når dåserne til nødlagret lægges i indkøbskurven sammen med den analoge radio, batterierne og lommelygten.
Svenskerne er helt anderledes vant til den slags. Nok er ”Hvis krigen kommer” blevet til ”Hvis krisen eller krigen kommer”, men den skriggule brochure har været husstandsomdelt siden 1943. I jublen efter Sovjetunionens sammenbrud og murens fald blev omdelingen indstillet, men fra 2018 har den igen været fast inventar, og dengang der stadig var telefonbøger, var rådene også trykt i dem.
I en periode under den kolde krig var Sverige ”det hemmelige medlem”, som de øvrige 16 Nato-lande samarbejdede tæt med
Min svenskboende kæreste greb med største selvfølgelighed fat i den og sine voksne børn til en snak om nødvendig krigsforberedelse, da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022. Ikke på nogen alarmistisk vis. Det var bare noget, man kort skulle forholde sig til og overveje, om man ville forberede sig på.
Sveriges erfaringer med Rusland er bitre og i virkeligheden der, hvor historien om Sveriges neutralitetspolitik begynder. Og hvor den slutter endeligt i marts 2024.
Krig og fred
Det svenske samfund rummer mange paradokser. Et af dem er forholdet til forsvar og militære alliancer.
Det er på den ene side et land, der har verdensrekord i fred: Mere end 200 år er gået, siden Sverige har været i krig. På den anden side er det en nation, der er bedre forberedt på krig, end Danmark formentlig nogensinde har været.
Ser man bort fra nogle jubeloptimistiske år i 2000’erne og begyndelsen af 2010’erne, hvor Sverige åreladede forsvarsbudgettet og beredskabet, har Sverige investeret i sit forsvar og beredskab og holdt det toptrimmet.
Sverige har historisk været blandt Europas bedst forberedte lande med omfattende bunkersystemer, et avanceret totalforsvar og detaljerede planer for både militær og civil mobilisering.
Og på den ene side har neutraliteten – eller den mulige militære alliancefrihed, som det har heddet siden 1992 – været en kilde til national stolthed og suverænitet. Sverige er et land, som i internationale sammenhænge har kunnet gøre sig gældende, fordi det officielt har stået uden for stormagternes spil. Fred, mægling og moralsk integritet er blevet en slags national identitet.
På den anden side har Sverige eksporteret våben, og landets neutralitet bag den alliancefri overflade har af og til været strakt til det yderste. I en periode under den kolde krig var Sverige med USA’s daværende Nato-ambassadør Robert Hunters ord ”Natos 17. medlem” – det hemmelige medlem, som de øvrige 16 Nato-lande samarbejdede tæt med.
Neutralitet afskaffet i 1992
Nu er neutraliteten erstattet af et åbent Nato-medlemskab, men forandringen er ikke så stor og pludselig, som den måske især fra dansk side forekommer. For Sveriges ønske om at være fri fra alliancer har været mere pragmatisk end ideologisk, og siden 1992 har ordene om neutralitet været erstattet af, at Sverige kunne vælge at være militært neutralt.
Oprindeligt lød den sikkerhedspolitiske linje som ”alliancefrihed i fred, med sigte på neutralitet i tilfælde af krig”. I 1992 blev det til, at ”Sveriges militære alliancefrihed, der har til formål at sikre, at vores land kan være neutralt i tilfælde af krig i vores nærområde, består”.
Læg mærke til ordene ”kan være neutralt”. Automatikken i neutraliteten blev afskaffet her. Der var milevid forskel fra den pragmatiske og smidige svenske alliancefrihed til for eksempel den schweiziske neutralitet, der er absolut og indlejret i forfatningen. Og også før 1992 havde Sverige brudt den strengt neutrale linje.
Sverige får indflydelse ved at indgå i internationale alliancer og kan påvirke dem direkte. Men Sverige må også gå på kompromis med egne idealer og selvopfattelse
Det kom blandt andet Danmark til gode under Treårskrigen mod Tyskland i sommeren 1848, da 6.000 svenske soldater blev sendt til Odense for at styrke forsvaret af Danmark, hvis vi skulle blive løbet over ende af prøjserne. Det blev aldrig nødvendigt. Der blev indgået våbenhvile et par måneder senere, og de svenske soldater kom på den måde til at fungere som den muligvis første fredsbevarende styrke i verden.
Svenskerne kom os derimod ikke til undsætning, da vi led et smerteligt nederlag små 20 år senere, i 1864. På det tidspunkt havde de svenske interesser flyttet sig, og landet havde ikke lyst til at blive trukket ind i en konflikt med den tyske stormagt.
Farvel, Finland
Netop beslutningen om at holde sig ude af stormagternes spil var begyndelsen på den svenske neutralitetspolitik. Op gennem 16- og 17-hundredetallet var Sverige selv en europæisk stormagt, og landet havde med jævne mellemrum ført krig mod Rusland, men i 1809 tabte Sverige og måtte afgive Finland til Rusland. Finland havde da været en del af det svenske rige i 600 år.
Det var et chok. Nederlaget og tabet af Finland blev et nationalt traume, og Sverige besluttede ikke at provokere Rusland yderligere. Da Napoleon i spidsen for Frankrig angreb Rusland i 1812, troede de fleste, at Sverige ville være på franskmændenes side som hævn for tabet af Finland.
Men den russiske zar havde lovet svenskerne, at de ville få Norge, hvis Rusland vandt. Norge var dansk – men danskerne stod på Napoleons side og tabte. Ved freden i Kiel måtte Danmark afstå Norge til Sverige.
Det blev den sidste svenske krig. Det svenske fokus skiftede fra erobringer til national sikkerhed, og selv om neutralitetspolitikken ikke blev formuleret på skrift – det skete først langt senere – sætter flere historikere netop 1814 som året for dens begyndelse.
Socialdemokraterne har tøvet
Rusland fik på den måde Sverige til at indlede flere hundrede års officiel militær neutralitet. Og Rusland fik Sverige til at opgive den endeligt.
Før Rusland overfaldt Ukraine i februar 2022, var diskussionen om Nato ikke sjældent en del af den svenske debat. Gotland har en helt afgørende vigtig strategisk position i Østersøen, og svenskerne har med jævne mellemrum været udsat for, at sovjetiske ubåde – og siden russiske – har krænket svensk farvand.
Truslen har føltes nærværende, og derfor har det været oplagt at diskutere, om et Nato-medlemskab var relevant. Store dele af befolkningen har dog været imod, selv om stemningen gradvis er blevet mere pro-Nato.
Særligt det svenske Socialdemokratiet har blankt afvist Nato-medlemskab. Så sent som i november 2021 sagde den daværende forsvarsminister på en partikongres, at ”jeg definitivt aldrig, så længe jeg er forsvarsminister, kommer til at deltage i sådan en proces. Det kan jeg forsikre alle om”. Mindre end tre år senere var Sverige fuldgyldigt Nato-medlem.
Den russiske invasion i 2022 blev afgørende for folkestemningen og dermed for Socialdemokratiets uvending.
Hemmelige aftaler
Den officielle politik har som nævnt haft makkerskab af et tæt, uofficielt samarbejde med Nato. Sverige ønskede efter Anden Verdenskrig en skandinavisk forsvarsunion, men Danmark og Norge havde dårlige erfaringer med neutralitet og følte, at Nato ville være en bedre beskyttelse mod truslen fra Sovjetunionen.
Det efterlod umiddelbart Sverige i en sårbar situation. Men i al hemmelighed indgik Sverige, Norge og Danmark en forsvarsaftale, hvor Norge og Danmark reelt kom til at fungere som en bro mellem Sverige og Nato, og hvor skiftende regeringer officielt hyldede den svenske neutralitet, men samtidig sikrede et tæt samarbejde med den vestlige forsvarsalliance mod Warszawapagtens lande. Det var også tilfældet med socialdemokratiske regeringer, der først og fremmest betragtede neutraliteten som en beskyttelse snarere end en ideologi.
Sverige ønskede efter Anden Verdenskrig en skandinavisk forsvarsunion, men Danmark og Norge havde dårlige erfaringer med neutralitet
Da socialdemokraten Olof Palme blev statsminister i 1969, ændrede det sig. Palme var åbenlyst kritisk over for USA og gik blandt andet med i demonstrationer mod USA’s krig i Vietnam. Og Sverige blev en stadig stærkere moralsk stemme i FN, der kæmpede for fred og retfærdighed globalt – ofte mod stormagternes interesser. Men det er vigtigt at understrege, at også under Palme fortsatte det svenske samarbejde med Nato.
Et tab af uskyld
Man kan sige, at med Palme og hans generation af socialdemokrater blev neutraliteten en del af Socialdemokraternes DNA og selvforståelse. Den blev mere ideologisk. Og derfor har det været særlig svært for Socialdemokratiet at ændre holdning til Nato-medlemskab. Svenske journalister har afsløret, at partiet samtidig har været bange for at tabe stemmer på at skifte kurs.
I dag er der bred opbakning til Nato-medlemskabet i Sverige, men der er samtidig en vis melankoli – en tristhed over, at medlemskabet er nødvendigt, og at det på nogle områder begrænser den svenske suverænitet.
Det mærkede svenskerne allerede, inden medlemskabet var i hus. Sverige har altid stået stærkt på ytringsfrihed og beskyttet blandt andre kurdiske mindretal. Men Tyrkiet er en vigtig del af Nato og skulle sige ja til svensk medlemskab. Tyrkiet pressede ganske enkelt Sverige til at indskrænke ytringsfriheden – blandt andet greb politiet ind mod koranafbrændinger, selv om Sverige i modsætning til Danmark ikke har forbudt afbrænding af religiøse skrifter og genstande i lovgivningen – og til at mindske støtten til kurdere, som Tyrkiet betragter som terrorister.
Sverige har tordnet mod Saudi-Arabiens overgreb på demokratiske rettigheder i befolkningen. Men Saudi-Arabien er på mange måder en vigtig allieret nu.
Sverige får indflydelse ved at indgå i internationale alliancer og kan påvirke dem direkte. Men Sverige må også gå på kompromis med egne idealer og selvopfattelse. Nu går beskyttelse forud for principper. Og militær forud for mægling.
Opdateret 12.12 kl. 16.20 med en præcisering af indgrebet mod koranafbrændinger i Sverige
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
Klik dig videre til mere udlandsstof her.Sverige ønskede efter Anden Verdenskrig en skandinavisk forsvarsunion, men Danmark og Norge havde dårlige erfaringer med neutralitet
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
