MORIA // INTERVIEW – I femåret for Europas største flygtningelejrs nedbrænding fortæller psykolog Carlotta Passerini, der arbejdede i Moria, om de skændige forhold, hun mødte. Hvordan selvskadende børn bar tomme blikke, og hvordan Moria aldrig blev den lektie, vi skulle have lært af.
MYTILINI, LESBOS – ”Man kunne se i deres øjne, at de ikke var til stede,” fortæller 32-årige Carlotta Passerini på en WhatsApp-forbindelse fra Milano. Hun er netop hjemvendt fra et genbesøg på den græske ø Lesbos i Det Ægæiske Hav. Øen, hvor hun så europæisk solidaritet gå op i sømmene, og hvordan man kan have en barndom uden at være barn.
Nattens lydtæppe af knivstikkeri og skrig afholdt børn såvel som voksne fra at gå på toilettet, hvorfor nogle sov med ble eller hygiejnebind
Det er øjne fra lejrens børn, hun taler om. De fraværende øjne er en del af det, hun kalder state of absence. En tilstand, der viser sig at være en rød tråd, når psykologen genkalder sig sine møder med børnene. Deres legeme kunne materialisere sig foran hende, samtidig med at bevidstheden gjorde det stik modsatte.
Normalt, fortæller hun, ”er børn nysgerrige. De bevæger sig rundt og udforsker omgivelserne med øjnene. Men Morias børn sad tavse og svarede først efter lang tid, hvis de blev spurgt om noget”.
Ifølge Passerini afslørede de glanende øjne og valenheden en tilstand, der fungerede som forsvarsmekanisme. De isolerede sig og blev ”følelsesmæssigt lammet”. Hun forklarer: ”Når man eksponeres for traumatiske oplevelser, enten flygter, kæmper eller fryser man. Og dette var eksempler på børn, der frøs.”
At være barn i en brutal voksenverden
Morialejrens børn skippede nogle barnestadier og måtte overtage voksenfunktioner, fortæller psykologen. De overhalede deres forældre i engelskkundskaber og varetog kontakten til humanitære organisationer – og dermed ansvaret for at skaffe den hjælp, deres familier efterspurgte. Selv var børnene tæret af lejrens uforudsigelighed og tumult samt manglen på mad, drikke og sanitære installationer.
Nattens lydtæppe af knivstikkeri og skrig afholdt børn såvel som voksne fra at gå på toilettet, hvorfor nogle sov med ble eller hygiejnebind. Passerini husker, at børnene undrede sig over, ”hvorfor de ikke gik i skole, havde så lidt legetøj og ikke kunne skifte tøj eller få et bad hver dag”.
Flere børn havde ikke fået fortalt konteksten til den kaotiske lejr, fordi drænede forældre enten ikke kunne eller ville fremstamme, hvilket morads de som familie var endt i.
Andre tog den yderste konsekvens af deres melankoli. De ventede på, at deres telt var rømmet for bofæller for derefter at sætte ild til sig selv
Moradset kan Passerini huske gennem larm og lugte. En kakofoni af barnegråd og forskellige sprog, der vævedes sammen. Og så stanken. Især de steder, hvorfra ”små strømme af beskidt vand var løbet fra toppen til bunden af lejren”. Om vinteren lugtede det af plastik og røg, da folk brændte alverdens ting af for at holde varmen i det kolde og blæsende vejr. Når det regnede, måtte folk, nogle i klipklapper, vade gennem mudderpøle, mindes hun.
Hos en klinik, Passerini arbejdede i, observerede de, hvordan børnene legede med legetøj. Men de var, fortæller hun, fortabte: ”De var ikke børn længere. De stoppede med at lege og interagere med andre børn.” Legens forsvinden og selvisolationen fik for mange børn mentale følger, mens det for andre kom korporligt til udtryk gennem selvskade og selvmordsforsøg.
Passerini erindrer tydeligt en mor, der kom til deres klinik med sin fireårige dreng. I afmagt forklarede hun, at hendes søn ikke længere kunne være sammen med andre børn. Han slog og skreg, han sov ikke om natten, og han tissede i sengen. Moderen hev trøjen af sin dreng, hvorunder hele brystkassen var dækket af ar.
Brystvorterne var væk, og den fortykkede hud med linjer, der krydsede hinanden som et netværk, fortalte, at han havde skåret sig med alt, der kunne gøres skarpt.
”I mange tilfælde ved børn ikke, hvordan de skal kommunikere deres følelser. Så de viser det med aggression og selvskade – for at fortælle, at der er et problem,” konstaterer hun.
Og der var problemer i Moria. Helt op til branden i september 2020, der blev lejrens endeligt, var der uoverskuelige og strukturelle problemer med leveforholdene.
Ifølge forskning skulle årsagerne hertil findes i manglen på overordnet ledelse og regeringsansvar, hvilket falder tilbage på det græske Ministerium for Migration og Asyl, som Moria administrativt hørte under. Humanitære organisationer kunne ikke selv løfte opgaven og mente desuden, at de blev undergravet af myndighederne.
Organisationer ville ikke findes medskyldige i forholdene
I sin tid i Moria havde Passerini flere funktioner. Blandt andet var hun koordinator for en mental sundhedsklinik for børn, unge og forældre, psykolog i et uddannelsesprojekt samt psykolog for frivillige i lejren. Hun fløj til Lesbos som 26-årig og skulle oprindeligt have arbejdet et par måneder som frivillig i Moria.
Returbilletten var købt på forhånd, men blev dog aldrig indløst. Hun følte, at hun ikke kunne forlade lejren, når forholdene var, som de var, og arbejdede derfor i lejren i to år i stedet for to måneder.
Før Moria havde Passerini arbejdet med asylansøgere i hjemlandet, Italien, og efterfølgende har hun besøgt flygtningelejre i Mellemøsten og lande som Sudan, Tchad og Den Demokratiske Republik Congo. Men Moria var anderledes, den var værre. ”Intet er sammenligneligt med Moria,” understreger hun.
Da Moria var størst, boede over 20.000 asylansøgere i og uden for lejren, hvis formelle, indhegnede del havde kapacitet til 2.800. Humanitære organisationer var underbemandede, og Passerini og hendes kollegaer arbejdede uden tilsyn eller tilstrækkelig vejledning.
I det hele taget var de ikke klædt godt nok på til at kunne fungere og navigere professionelt i Morias kaos, lyder psykologens efterrationalisering her en håndfuld år senere.
Hun mener, at de humanitære organisationer var nødsaget til at fortsætte arbejdet, fordi det græske Ministerium for Migration og Asyl, med EU i ryggen, ikke ville varetage opgaverne og ansvaret i Moria på en forsvarlig måde. Flere organisationer, heraf Passerinis, afholdt sig fra at operere i den formelle lejr i frygt for at finde sig medskyldige i forholdene derinde. I stedet opererede de uden for selve lejren, i den uformelle del, kaldet Junglen, i de omkringliggende olivenlunde.
Med tiden blev humanitærarbejdere i Moria mere udsatte. Stemningen omkring Lesbos havde ændret sig. Under flygtningestrømmen i 2015 blev lokale fiskere internationalt lovprist for deres indsats for at hjælpe overfyldte gummibåde i havsnød. Den ene af tre bedstemødre, der på en bænk på det nordlige Lesbos sad med en syrisk baby i sin favn og gav denne sutteflaske, mens barnets mor fandt fodfæste ved strandbredden efter at have krydset havet, blev nomineret til Nobels fredspris.
De tre kvinders mødre ankom selv som flygtninge på samme kyst i 1922 i forbindelse med den græsk-tyrkiske krig. Flygtningene, der ankom i gummibåde næsten et hundrede år senere, i 2015, mindede den opvartende trio om de eksodusscener, de havde fået fortalt af deres mødre. De blev nødt til at hjælpe, mente de.
Men i løbet af et par år gik der metaltræthed i solidariteten fra flere grækere til asylansøgerne. De følte sig efterladt med ansvaret af deres unionsmedborgere, der boede langt fra frontlinjestaten Grækenland. I 2020 gik det fra utilfredshed til decideret opstand.
I marts kom fascistiske grupperinger fra flere steder på europakortet til Lesbos for at ”bekrige Morias beboere såvel som det uafhængige, humanitære personale”, mindes Passerini. Over et par dage måtte hun og hendes kolleger forskanse sig i deres bolig for at undgå voldelige sammenstød med demonstranter og guerillalignende fraktioner. En tolk fra Læger uden Grænser blev overfaldet af to mænd foran sit hus og endte på hospitalet.
En lektie, der ikke blev lært
I Moria tog den lange ventetid på sagsbehandling, lægekonsultationer og andre basale ydelser modet fra flere. Fødsler blev foretaget i den uhygiejniske lejr uden fagpersonale, og ambulancer kom ikke til stedet. Depression, PTSD, angst og stress fik nogle til at isolere sig og undgå menneskelig kontakt. ”Det er nemt at gøre sig usynlig på sådan et overbefolket sted,” minder Passerini om.
Andre tog den yderste konsekvens af deres melankoli. De ventede på, at deres telt var rømmet for bofæller for derefter at sætte ild til sig selv, lyder fra Passerini.
Moria var alt det, der ikke måtte ske, mener hun. Det blev aldrig det hotspotcenter, der skulle sørge for hurtig asylproces, det var tiltænkt. Det tog måneder eller år, før folk blev sejlet videre til det græske fastland, eftersom en først vakkelvorn og siden sammenbrudt europæisk fordelingsmekanisme af asylansøgere gik fløjten.
Europa-Kommissionens forslag om en obligatorisk fordelingsnøgle af 120.000 asylansøgere blev stemt igennem med kvalificeret flertal, men en håndfuld lande modsatte sig ordningen, og den solidariske fordeling blev ikke tilnærmelsesvis efterlevet. Det skabte en flaskehals på Lesbos, og i den overfyldte Morialejr blev folk, siger Passerini, ”dehumaniseret”, og ”menneskerettigheder blev der set stort på”.
I kølvandet på at Moria var forvandlet til aske, lovede daværende EU-kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, i en brandtale: ”No more Morias”. Lignende lejre er siden ikke set, hvad angår anarki og overbelægning. Men der er et aber dabei. Flere faktisk.
De facto fængsler
Adspurgt om, hvorvidt Grækenland og EU har lært noget af Moria, holder Passerini en sjælden tænkepause i interviewet. Et ”nej” uden de store forbehold afløses af indskydelsen: ”Eller måske er der faktisk en del, der er lært.” Moria stod for afskrækkelse, bemærker hun.
Den samme pointe nævner Læger uden Grænser i en erklæring fra 2019: ”EU og de græske myndigheder fortsætter med at frarøve sårbare mennesker deres værdighed og helbred – tilsyneladende i et forsøg på at afskrække andre fra at komme.”
Som psykologløftet tilsiger, har Passerini ikke siden været i kontakt med de børn og voksne, hun mødte for fem år siden
Afskrækkelsespolitikken har ifølge Passerini, forskning og Human Rights Watch hængt ved i EU’s migrationspolitik, der anklages for at bevæge sig tæt på grænserne for forpligtelsen til at beskytte basale rettigheder. Dog, skriver Europa-Kommissionen, er sikkerheden og levevilkårene bedre i de lejre, der er opført efter Moria. Denne nye type lejre, såkaldte Closed Controlled Access Centers, findes på Lesbos og de græske øer Samos, Chios, Leros og Kos.
De fem lejre, der tilsammen har kostet over to milliarder EU-kroner, er dog genstand for hård kritik. De beskyldes for at være de facto fængsler, etableret og fungerende gennem juridiske gråzoner.
Kampen om sandheden går altså på, hvilket formål disse lejre tjener. Afskrækkelse og ”ude af øje, ude af sind”-politik, mener humanitære organisationer. Øget kontrol og dermed øget sikkerhed, mener EU og Grækenland.
Passerini, der hverken har kappet båndene til Lesbos eller den europæiske asylpolitik, er ikke i tvivl: Adgangen til fundamentale ydelser i lejrene er under al kritik, og Moria lever på sin vis videre i dem, omend markgrunden, Moria lå på, står øde hen. Næsten som om den aldrig var der. Hvilket vi partout skal huske på, den var, understreger hun.
Som psykologløftet tilsiger, har Passerini ikke siden været i kontakt med de børn og voksne, hun mødte for fem år siden. Hun er dog ikke i tvivl om, at tiden i Moria for flere af dem har fået langvarige konsekvenser. Nu og da vender hun tilbage til øen, uden at glemme, hvad Moria var, og hvilke skygger den fortsat kaster.
Carlotta Passerini er aktuel i dokumentaren The Ashes of Moria, som kan ses gratis her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og