Demokratisk sejr i Kongressen varsler ballade for Trump – fyrer justitsminister

i Featured/Politik & Samfund/USA af

MIDTVEJSVALG 2018 // STATUS – Der er mange måder at betragte det overståede midtvejsvalg på – den betydelige splittelse mellem land og by, mænd og kvinder, gamle og unge eller de mange nye kvinder i Kongressen, det mere ’mangefarvede demokratiske parti’ og Republikanernes betydelige sejr i Senatet. Men en ting er sikkert: udfaldet var ikke gode nyheder for præsidenten, der muligvis af den grund anslog en usædvanlig forsonlig tone overfor demokraterne i sit første pressemøde skriver Annegrethe Rasmussen fra USA’s hovedstad. Bagefter fyrede han sin justitsminister, Jeff Sessions.

WASHINGTON D.C. – ”Nancy Pelosi vil kun det bedste for Amerika. Hun fortjener at være formand for Repræsentanternes Hus Hun er et vidunderligt menneske”.

Ja, det sagde han, præsident Trump i sit første pressemøde, der varede hele 90 minutter til de forsamlede journalisters enorme begejstring.

Præsidenten, der befinder sig udmærket blandt journalister – faktisk er han ofte i sit es trods sine mange angreb på medierne – svarede på spørgsmål om alt fra præsident Erdogan, hvid nationalisme, samarbejde med demokraterne og om, hvordan alle der havde samarbejdet med ham, havde vundet, mens dem fra hans eget parti, der havde vendt ham ryggen, havde tabt.

Pressemøde på speed

Pressemødet var vildt selv efter Trumps standarder – og især hvis man betænker, hvordan den slags møder plejer at løbe af stablen. En sort kvindelig journalist fra PBS, der stillede spørgsmålet om nationalisme, fik tørt på – “det er sådan et racistisk spørgsmål”, svarede Trump eksempelvis.

Og så overfaldt sin han sin ærkefjende i medierne, CNN’s Jim Acosta på uhørt vis. Efter pressemødet fratog Det Hvide Hus Acosta hans specielle adgangskort til Det Hvide Hus grundet et påstået “angreb” på en medarbejder, der havde forsøgt at fravriste Acosta mikrofonen. Der var imidlertid ikke noget angreb – det er en and, og formentlig vil CNN’s White House Correspondent få adgangskortet tilbage.

Men fraset angrebene på journalisterne ville Trump ifølge sig selv gerne stå for kompromiser sammen med demokraterne om infrastruktur, skattelettelser, immigration og en sænkelse af priserne på receptpligtig medicin.

Præsidenten, der altid er god for en overraskelse, meddelte også – ret overraskende, også for ham selv, som han sagde – at han agtede at stille op sammen med Mike Pence som sin vicepræsident igen i 2020. Beslutninger om, hvem der skal være vicepræsidentkandidat plejer at blive besluttet i fortrolighed og noget tættere på valget.

Den største overraskelse gemte han dog til efter pressemødet var overstået, da der kom en meddelelse ud om, at han havde fyret sin justitsminister, Jeff Sessions.

Efter måneders ydmygelse af sin justitsminister fyrede Trump langt om længe Jeff Sessions. Foto: Flickr

Fyringen fik hele det ellers valgtrætte Washington op på dupperne øjeblikkelig. Ekstra journalister og juridiske eksperter blev indkaldt, og demokraternes Senate Minority Leader, Chuck Schumer, afbrød sin pressebriefing af reportere om midtvejsvalget for at reagere på fyringen, der var ventet – blot var timingen overraskende.

De fleste havde forventet, at Trump ventede et par dage, om end alle vidste, at Sessions ville ryge. Justitsministeren afleverede sin opsigelse allerede sidste år, efter at Trumps vrede var skyllet ind over the Attorney General i anledning af udnævnelsen af Bob Mueller til “spcial counsel” i Ruslandsundersøgelsen.

Men dengang overtalte præsidentens rådgivere Trump til at afvise opsigelsen – fordi han dengang lige havde fyret Jim Comey som chef for FBI, og det ville have set virkelig dårligt ud at fyre Sessions også.

Beskyt Bob Mueller

“Protecting Mueller and his investigation is paramount,” lød det fra Schumer og dermed havde han kort og klart udtrykt, hvad der nu vil gå noget tid med at diskutere: hvordan beskyttes den igangværende undersøgelse af mulige ulovlige forbindelser eller samarbejde i forbindelse med præsidentens valgkampagne og Rusland, som er ledet af chefen for the special councel, tidligere FBI-chef, Bob Mueller.

Det samme gik alle politiske talkshows og radioprogrammer i gang med at diskutere, især fordi Trump på pressemødet faktisk forholdt sig til undersøgelsen, som han bedyrede, at han netop ikke agtede hverken at afbryde eller lukke ned.

Nancy Pelosi advarede også:

Se pressemødet her – det er værd at bruge  tid på:

Derefter talte en ret hæs og næsten hviskende Nancy Pelosi, der regnes for sikker som ny Speaker (altså formand) for Repræsentanternes Hus, også selvom visse røster i egne rækker gerne så en yngre person i jobbet. Hun har besat jobbet før i flere omgange, og hun var lavmælt men særdeles sikker i sin sag, når det gælder de politikker, som demokraterne nu vil foreslå i Huset.

Hun havde ikke noget imod at samarbejde med præsident Trump, sagde hun, men understregede, at det skal være et ægte kompromis hen over midten: ” ‘The boldest common denominator – not the lowest common denominator”.

Hun undgik behændigt at tale om de kommende undersøgelser af præsidentens forhold – de skal nok komme – men roste de mange nye demokratiske, især kvindelige, folkevalgte, som hun glædede sig til at samarbejde med.

Derudover gennemgik hun en række politikker, som demokraterne har givet prioritet – fra sundhedsområdet til socialpolitik, infrastruktur, sundhedspolitikken og uddannelsesområdet.

Se Pelosis pressemøde her:

Alt i alt må man sige, at de to pressemøder anslog mere forsonlige toner partierne imellem, end mange middelbart havde regnet med.

Trump: undersøg mig og jeg slår igen

Trump havde dog en grænse, lod han forstå:

Hvis demokraterne begynder at undersøge hans forhold med stævninger (subpoenas) så vil han ”undersøge dem tilbage”, sagde han, om end det ikke står klart, hvordan det skulle ske, for det er ikke lovligt for præsidenten ifølge forfatningen at bruge Justitsministeriet til at undersøge sine politiske modstandere. “Vi har den mægtige institution, der hedder USA’s Senat bag os,” sagde han.

Pelosi havde som nævnt ikke meget at sige om den sag, ”alt hvad vi gør, vil vi gøre ordentligt og i det tempo, der kræves”, lød det kortfattet.

Elijah Cummings som står til at blive ny formand for the House Oversight Committee har efter sigende over 50 undersøgelser klar til efter januar af alt fra Trumps skatteforhold til mulige økonomiske konflikter mellem præsidentens firma og privatøkonomi og hans embedsførelse.

Det fik nogle mere iltre røster på sociale medier på den demokratiske venstrefløj til at brokke sig over, at Pelosis tone ikke var krigerisk nok, men sandsynligheden for, at den særdeles erfarne politiker, ved, hvad hun gør, er høj.

Elijah Cummings (D-MD) som står til at blive ny formand for the House Oversight Committee har efter sigende over 50 undersøgelser klar til efter januar af alt fra Trumps skatteforhold til mulige økonomiske konflikter mellem præsidentens firma og privatøkonomi og hans embedsførelse.

Nej – amerikanerne ser ikke CNN og Fox News

Men hvordan skal man ellers se på midtvejsvalget, der – bortset fra nogle fintællinger og genoptællinger, som næppe vil rokke ved det, vi ved-  nu er overstået.  Resultaterne kan vendes og drejes i mange retninger alt efter, hvad man leder efter.

Hvis man et enkelt øjeblik skulle tro noget andet, skal man blot, som jeg gjorde kl. 06:30 i morges her på Østkysten, prøve at tage en rundtur på de amerikanske blogs, radiostationer og TV-kanaler, der udlagde udfaldet ret forskelligt.

Stort set ingen amerikanere ser netop de to kanaler, der begge er kabel-tv og dermed betalingskanaler. Som i ingen. CNN har ca. 1.2 millioner seere i snit og Fox News ca. 1.4 millioner. Amerikanerne ser CBS og NBC med omkring 9 millioner seere hver og ABC, der har ca. 8 millioner

Og nu vi taler om mediefortolkninger: lad os en gang for alle ramme en pæl gennem myten om, at alle amerikanere sidder klistret til tv-skærmen for at se enten Fox News eller CNN.

Stort set ingen amerikanere ser netop de to kanaler, der begge er kabel-tv og dermed betalingskanaler. Som i ingen. OK? CNN har ca. 1.2 millioner seere i snit og Fox News ca. 1.4 millioner.

De TV-kanaler, amerikanerne ser, er CBS og NBC med omkring 9 millioner seere hver og ABC, der har ca. 8 millioner. De ser og lytter også til deres lokale radio og tv-kanaler, der er nogle helt andre igen. De tre ’gamle’ kanaler er broadcast-kanaler og de er gratis. Unge amerikanere ser slet ikke flow TV, men det er en anden historie.

Desværre synes myten om CNN og Fox News umulig at udrydde i Danmark. Jeg har ellers prøvet mange gange over de seneste 10 år.

Måske fordi man hele tiden hører om de to kanaler i danske medier (og muligvis fordi det også er dem, man kan se på hoteller, når man rejser rundt i verden), uanset at de eneste amerikanere, som ser de to kabel-kanaler i USA, er professionelle meningsdannere som politikere og journalister. Altså en del af dem, der sidder i de allerstørste byer I USA, og så alle de udlændinge, som ad forskellige kanaler rapporterer tilbage til deres hjemlande.

Tilbage til valget. Her er mine bedste bud på det vigtigste:

Demokratisk magtovertagelse er en betydelig sejr

Kongressens to kamre laver ikke det samme. Repræsentanternes Hus er der, pengene fordeles i det officielle USA og der alle beslutninger om skatter og udgifter samt kontrol med staten – og Det Hvide Hus’ opførsel (det amerikanerne kalder democratic oversight) – ligger.

Konkret betyder det, at alle formænd for samtlige udvalg og komitéer under Huset (som Repræsentanternes Hus hedder i daglig tale) nu skifter hat fra at være ledet af en republikaner til at være ledet af en demokrat.

Man kan se hele listen her, hvis man gerne vil tjekke navne. Nogle få af dem er store navne i amerikansk politik, men det store flertal er ikke nogen, danskerne kender.

I de stater, hvor Trump chokerede og vandt i 2016 – staterne Michigan, Wisconsin og Pennsylvania – ja der sidder demokraterne altså nu på ledelsen

Uanset hvad man ellers mener eller hvad man ellers ønsker at fremhæve, så er dette det mest betydningsfulde i realpolitikken. Ved siden af de fire vigtige guvernørposter i Midtvesten, som demokraterne vandt tilbage og som var en del af Trumps såkaldt ”røde væg.”

Demokraterne vandt disse stater tilbage fra GOP: Illinois, Kansas, Maine, Michigan, Nevada, New Mexico og Wisconsin. Republikanerne holdt på ledelsen af staterne Florida, Iowa og Ohio, og demokraterne genvandt Michigan, Pennsylvania, Wisconsin og Connecticut.

Med andre ord: I de stater, hvor Trump chokerede og vandt i 2016 – staterne Michigan, Wisconsin og Pennsylvania – ja der sidder demokraterne altså nu på ledelsen.

Halvt sejr, halvt nederlag – men Trumps brand skal man ikke undervurdere. Foto: Pixabay.

Det første får en helt konkret betydning i day-to-day politics i Washington, hvor demokraterne planlægger ny lovgivning indenfor sundhedsområdet, uddannelse, infrastruktur, immigration og socialpolitikken. Derudover vil det nye flertal sandsynligvis også foretage de indledende undersøgelser af Trumps økonomiske forhold.

Der kommer ikke noget ud af en rigsretssag, der øjeblikkelig vil blive dræbt i senatet, og selvom der er en stor lyst i den demokratiske base til netop det, er det noget, den demokratiske ledelse vil modsætte sig

Man skal heller ikke underkende betydningen af de tiltag, der nu ikke vil blive taget; først og fremmest er alle forsøg på at aflyse ”Obamacare” – sundhedsreformen – nu aflyst, ligesom en stor del af den planlagte videre tilbagerulning af miljøpolitikken, der var sat i gang, vil stoppe.

Oveni kommer en række forsøg på at skabe ”gennemsigtighed” og ”demokratisk ansvarlighed” i regeringen.

Det sidste betyder ikke ”impeachment” – der kommer ikke noget ud af en rigsretssag, der øjeblikkelig vil blive dræbt i senatet, og selvom der er en stor lyst i den demokratiske base til netop det, er det noget, den demokratiske ledelse, med den sandsynlige rutinerede og dygtige speaker, Nancy Pelosi, i spidsen, vil modsætte sig.

Det sidste forhold peger imidlertid også på en betydelig intern udfordring for Pelosi og resten af partiledelsen.

For den nye demokratiske majoritet består – som altid – af flere fraktioner, og der er en stor del af demokraterne, der kun blev valgt, fordi de anlagde en resolut moderat linje. Det er de såkaldte centrists eller Blue Dogs.

Vink farvel til både immigrationsreformen og Trumps berømte mur – det bliver der ikke noget af

Disse moderate kongresmedlemmer er imidlertid blevet valgt, samtidig med at nogle markante yngre og nyvalgte stemmer også vil drage til Washington til januar med ønske om at dreje partiet til venstre: en platform, der ligger tæt op ad noget, vi vil kende til i Danmark, og som for nemheds skyld kan kaldes klassisk venstresocialdemokratisk politik.

Hvilket som bekendt ikke er spor radikalt i Danmark, men i den grad er det i det politiske USA (uanset at danske medier med søvngængeragtig sikkerhed jævnligt peger på nu årgamle undersøgelser fra Pew Institute og andre, der viser, at unge amerikanere ikke mener, at socialisme er et fyord og faktisk bedre kan lide denne ’isme’ frem for ’kapitalisme’.

Det kan man imidlertid godt glemme alt om.

De unge skifter holdning, og der er heller ikke nok af dem. Jeg skrev selv den historie første gang i 2009 og her ni år senere, er der fortsat ikke sket noget, der på nogen måde ligner en socialdemokratisk revolution i USA. Med andre ord: det sker ikke.

Men uanset fraktionerne i det demokratiske parti, så kan man i Kongressen formentlig vinke farvel til både immigrationsreformen og Trumps berømte mur. Ingen af delene kommer nogen vegne med det demokratiske flertal.

Trumps magt er enorm og kunne ses i valgkampen om Senatet

Uanset resultatet i Repræsentanternes Hus, står det imidlertid samtidig klart, at Trump-effekten fortsat vejer tungt, når man ser på Senatet, hvor republikanerne vandt nye sejre ved at besejre både Heidi Heitkamp i North Dakota, Claire McCaskill i Missouri og Indiana, hvor Mike Braun vandt stort over Joe Donnell.

Derudover vandt partiet formentlig senatet i Florida (hvor der ifølge statens lov kan foretages en genoptælling, hvis forskellen er mindre end 0.5 procent og sådan ser det ud lige nu),  men ikke i Montana, hvor den demokratiske senator Jon Tester lige akkurat blev genvalgt og – viser det sig nu – heller ikke i Arizona, hvor Kyrsten Cinema alligevel, efter de allersidste stemmer blev talt op, lige akkurat slog Martha McSally.

Den republikanske majoritet i senatet betyder ikke så meget i dag til dag politikken, men det betyder, at Trump kan fortsætte sin sejsturne, når det gælder udnævnelsen af føderale dommere og muligvis endda endnu en højesteretsdommer

Hvad betyder den republikanske majoritet i senatet så?

Ikke så meget i dag til dag politikken, men det betyder – og det er vigtigt –  at Trump kan fortsætte sin sejsturne, når det gælder udnævnelsen af føderale dommere og muligvis endda endnu en højesteretsdommer, hvor det vil være nemmere at få en kandidat igennem, når flertallet er større.

Derudover vil det heller ikke være noget problem for Trump at udskifte yderligere medlemmer af sit kabinet. Udskiftningen af Sessions var som nævnt ventet, men herudover kan Forsvarsminister Jim Mattis og den næstkommanderende i Justitsministeriet, Rod Rosenstein være de næste i rækken.

Trumps ekstremt hårde retorik, der fokuserede stort set udelukkende på immigration og med angst og advarsler som hovedvirkemidler, formåede virkelig at skræmme de bedre uddannede vælgere – især kvinderne – i de store byers forstæder

Trumps tendens til at fokusere på sejre og helst glemme nederlaget så hurtigt som muligt, kan imidlertid også få uforudsete effekter.

Alt efter, hvem han taler med og hvad han får lyst til kan man forestille sig både en udstrakt hånd til den nye demokratiske majoritet i Repræsentanternes Hus, eller at han beslutter sig til at starte valgkampen ekstra tidligt.

Trump-kritiske republikanere klarede sig dårligt – bortset fra Mitt Romney

En sidste hovedkonklusion man kan drage, er, at Trumps ekstremt hårde retorik, der fokuserede stort set udelukkende på immigration og med angst og advarsler som hovedvirkemidler, virkelig formåede at skræmme de bedre uddannede vælgere – især kvinderne – i de store byers forstæder væk fra GOP.

Men samtidig gik det ikke desto mindre også de republikanere, som forsøgte at anlægge en anden tone end præsidenten, ret dårligt.

Det er paradoksalt, men lad os se på de to modsatrettede tendenser en ad gangen.

Meningsmålingerne havde i forvejen advaret republikanerne om at den hårde retorik skræmte de førnævnte, vigtige, vælgergrupper væk fra partiet.

Og der udspillede sig herefter et enormt og intenst slagsmål bag linjerne i partiet, hvor præsidenten igen og igen fik besked af sine rådgivere og nærmeste om at fokusere på økonomien, men nægtede.

Faktisk var det sådan – som Trump også selv bemærkede i sin første tale efter valget – at stort set alle de republikanske kandidater, der ikke ville have noget med Trump at gøre, tabte

Washington Post har en fantastisk – lang – baggrundsartikel om slagsmålet, som kan læses på dette link, der giver en meget indgående og levende beskrivelse af forløbet med både navne og aktører på – ikke kun om uenigheden ift. ”økonomi eller indvandring” men også om, hvorvidt Trump skulle søge at forene nationen efter angrebet i en synagoge i Pittsburgh, og da flere af hans kritikere fik tilsendt rørbomber.

Det ønskede han ikke. New York Times har en anden fascinerende artikel om hele forløbet også.

Ikke desto mindre gik det flere af de ganske få republikanere (bortset fra Mitt Romney, der imidlertid er en helt særlig kandidat, fordi Utah som mormonernes hjemstat ikke kan fordrage Trump, men på den anden side er meget konservative, og derfor helst ikke vælger en demokratisk senator), der tog afstand fra Trump, ufattelig ringe.

Faktisk var det sådan – som Trump også selv bemærkede i sin første tale efter valget – at stort set alle de republikanske kandidater, der ikke ville have noget med Trump at gøre, tabte. Kandidater som John Culberson (Texas), Kevin Yoder (Kansas), Carlos Curbelo (Florida), Mike Coffman, (Colorado), Mia Love (Utah) og Barbara Comstock fra Virginia, der forgæves forsøgte at lægge luft mellem sig selv og præsidenten.

Maggie Haberman fra New York Times havde denne bemærkning:

Kvindernes valg – plus to muslimer og ’native Americans’

To muslimske kvinder Minnesotas Ilhan Omar og Michigans Rashida Tlaib (begge demokrater) er nu medlem af Repræsentanternes Hus og for første gang, og kvinderekorden også blev brudt (den var på 84, nu er den på 90).

Det er dog udelukkende demokraternes fortjeneste, for antallet af republikanske kvinder er gået ned. I henholdsvis Kansas og New Mexico vandt Sharice Davids og Debra Haaland og bliver dermed de første native American kvinder i Repræsentanternes Hus.

Alexandria Ocasio-Cortez – nyvalgt medlem af Repræsentanternes Hus i New York. Creative Commons.

Og fra New York blev 29-årige , halvt puertoricanske kvinde Alexandria Ocasio-Cortez også valgt ind i Kongressen.

Hun har valt behørig opsigt ved at være både socialist og katolik.

Hun er vokset op i Bronx, New York, hvor hendes far arbejdede som arkitekt. Selv har hun en kandidatgrad fra Boston University i økonomi og internationale relationer, og hun har været interesseret i politik i et stykke tid. Hun har arbejdet som praktikant hos den afdøde demokratiske senator, Ted Kennedy, men da hun stillede op i det demokratiske primærvalg, gav partitoppen hende ingen chancer i opgøret med det siddende, mandlige kongresmedlem.

Men hun vandt og i nat fik hun den største sejr i en enkelt valgkreds (med flere opstillede) ved dette valg.

78 procent af vælgerne valgte hende, og dermed suser hun ind som en del af den nye “kvindebølge”, der rammer Kongressen til januar, når de nye medlemmer starter.

Det bliver sjovt at følge her i Washington D.C. hvor jeg selv bor og arbejder.

Artiklen er opdateret torsdag, da det efter optællingen i Arizona var færdig, stod klart, at demokraten Kyrsten Sinema alligevel havde vundet over republikanske Martha McSally.

POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du følger med i amerikansk politik og læser Annegrethe Rasmussens artikler, er du velkommen til at sende et beløb til hende på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85

Topillustration: Creative Commons.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Featured