SPONSORERET ARTIKEL // POV BUSINESS // UDVIKLING – For DR-børneværten Mille Gori gav et besøg på en skole i Chanika, Tanzania, stof til eftertanke. Hun var selv ”meget privilegeret som barn og havde et penalhus fyldt med tuscher.” I Chanika har mange af børnene aldrig prøvet at tegne før.
Der står bogstaveligt talt flere tusinde børn i alle aldersgrupper og venter, da gæsterne fra Danmark ankommer til skolen. ”Mzungu, mzungu,” skråler børnene.
Ordet mzungu bruges til at beskrive en hvid. Det forfølger os de tre dage, hvor Mille Gori laver tegneworkshops om drømme på grundskolen Lubakaya i Chanika, Tanzania.
Lubakaya er en af ti skoler, som får støtte af Børnenes Ulandskalender 2016. Behovet er overvældende. Skoleleder Kenedy Ezra fortæller, at der gik præcis 2.371 elever på skolen den første dag, Mille Gori besøgte stedet i marts 2019.
”Skolen får ti nye elever om dagen,” siger skolelederen. Han har kun 17 lærere og 14 klasseværelser at gøre godt med, så der er i gennemsnit 170 elever i hver klasse.
2. klasse får først besøg af kendissen fra Danmark, hvor børn i Ramasjang-alderen kender hende som Motor Mille. På Lubakaya-skolen sidder halvandet hundrede børn helt ned i fem-årsalderen med åben mund og store øjne, da Mille forklarer, at hun er her for at bede børnene tegne deres drømme.
Én efter én lægger børnene sig på maven på verandaen og får et svirp i numsen, før de får lov at gå ind i klasselokalet. Efter sådan et forebyggende rap er der ikke ét af børnene, der åbner munden, før de har fået besked på det
I Tanzania starter børn tidligere i skolen end i Danmark. Disciplinen er også en helt anden. Uden for et af klasseværelserne er mindst 30 børn i 10-årsalderen linet op foran en lærer. Én efter én lægger børnene sig på maven på verandaen og får et svirp i numsen, før de får lov at gå ind i klasselokalet.
Efter sådan et forebyggende rap er der ikke ét af børnene, der åbner munden, før de har fået besked på det. Når læreren stiller et spørgsmål, farer børnene op fra træbænkene og råber i kor: ”Ja, fru lærer.”
Tænk, hvis man gik glip af noget
”Da jeg var barn, brugte jeg rigtig meget tid i skolen på at kigge ud af vinduerne og drømme om alt det, jeg havde lyst til at lave, når jeg var færdig med at gå i skole. Det er jeg sikker på, at I også gør,” siger Mille.
Børnene lytter i andægtig tavshed. Først da Mille begynder at synge og danse, kommer der liv i de små ben og ansigter. Bagefter får alle børn udleveret en pakke med tuschpenne og to stykker papir, og så skal de tegne deres drømme.
Mange bruger tid på at studere deres nye tuschpenne indgående, inden de lidt tøvende går i gang med at tegne. Gradvist fylder huse og blomster de hvide papirer.
En enkelt lille dreng vover sig til at hviske læreren i øret, at han skal tisse. Han får lov. Mindst 50 børn viser sig at have samme behov. De spæner alle sammen om bag klasselokalet til skolens to toiletter og er tilbage forbavsende hurtigt. Tænk, hvis man gik glip af noget.
De har helt sikkert ikke vasket hænder, for der er ikke rindende vand. Der er nemlig ikke elektricitet på Lubakaya-skolen, og skolen har ikke en generator til at pumpe vand op af undergrunden med.
Gratis skole og migration = overfyldte skoler
Tanzanias regering gjorde det helt gratis at gå i grundskolen fra 1.-7. klasse i 2015, hvor det blev forbudt at lade forældrene betale nogen som helst form for bidrag til skolen. Loven blev indført for at undgå diskrimination af de fattigste børn.
En del af Tanzanias udfordringer ligner paradoksalt nok Danmarks. Bare udskift ”lærer” med ”læger”
Det har virket. Det er ikke kun på Lubakaya-skolen, at klasselokalerne er ved at briste.
Migration bidrager også til de overfyldte skoler i Chanika, som er en forstad til storbyen Dar es Salaam. Chanika er egentlig en landsby, der nu er blevet slugt af storbyens eksplosive befolkningstilvækst.
Bydelen ligger så tilpas langt uden for det centrale Dar es Salaam – op til to timer i bil – at det er billigt at bo her.
Lavtlønnede offentligt ansatte som lærere og politifolk samt små forretningsdrivende flytter hertil fra dyre Dar.
Samtidig tiltrækker Chanika mennesker fra landområderne, hvor der mangler infrastruktur, transport, indtægtsmuligheder, gode skoler og hospitaler.
Urbaniseringen betyder, at der hver dag skyder nye huse op i Chanika. Ikke bare på 2. klasses tegninger, men også derude i horisonten bag Lubakaya-skolen.
Til gengæld er der næsten ikke ansat nye lærere i Chanika siden 2015. Regeringen har de seneste år gennemført et ansættelsesstop i den offentlige sektor for at få styr på økonomien.
De nyuddannede lærere har fået besked på, at de kun må arbejde som lærere på landet, hvor der er endnu større lærermangel. Hvilket blot har fået mange lærere til at forlade lærerfaget.
De kan og vil ikke bare flytte deres hjem, ægtefælle og børn et nyt sted hen, hver gang myndighederne ønsker det.
Lyder det forunderligt velkendt? En del af Tanzanias udfordringer ligner paradoksalt nok Danmarks. Bare udskift ”lærer” med ”læger.”
En gave fra nord
Midt i manglen på lærere og investeringer i uddannelsessektoren kom støtten fra Børnenes Ulandskalender som en gave fra nord.
Det største problem er, at der er så mange elever i klasserne. Jeg har 250 børn i min klasse. Hvis der kun var 100, ville der ingen problemer være
SOS Børnebyerne foreslog som noget af det første, at skolen skulle begynde at undervise i to hold, formiddag og eftermiddag, for at udnytte de eksisterende faciliteter så meget som muligt.
Skolerne har også fået nye undervisningsmaterialer og bøger og møbler til deres biblioteker. Nogle af skolerne har desuden fået flere, nye og bedre toiletter.
Lærer Lunyalula Petro Thobias har undervist tre år på Lubakaya-skolen. Han har en bachelor i uddannelse og underviser blandt i engelsk.
”Jeg har 300 elever i min engelsk-klasse,” siger han og tilføjer som alle andre her: ”Det er en umulig situation.”
Han er glad for, at SOS Børnebyerne har puttet indhold i skolebiblioteket, og så er han begejstret over de mange kurser, som organisationen har afholdt.
”Jeg har lært om børnerettigheder. At børn har ret til uddannelse, og at de har ret til at give udtryk for deres mening og til at kende deres rettigheder,” forklarer han.
I 2015 medførte en skolereform nye elevcentrerede læseplaner og pensum. Alle lærere på de syv skoler, der er med i projektet, har været på efteruddannelse i elevcentreret undervisning og involvering af eleverne. Det hjælper lærerne med at håndtere de mange elever.
Thobias’ kollega Naomba Kilango Tuzrihirera tilføjer, at regeringen godt nok har afholdt kurser i det nye pensum, men kun for meget få lærere.
”Da kollegerne kom tilbage fra kurset, havde de ikke tid til at lære os andre, hvad vi skulle gøre. Derfor er det godt, at SOS Børnebyerne hjælper os med at forstå ideen bag den elevcentrerede undervisning. For eksempel har vi lært metoder til at inddrage børnene, så det er nemmere for børnene at forstå fagene,” siger hun.
Blandt metoderne er gruppearbejde.
”Det største problem er, at der er så mange elever i klasserne. Jeg har 250 børn i min klasse. Hvis der kun var 100, ville der ingen problemer være”.
“Vi har brug for flere bygninger og nye skoler. Vi har brug for flere undervisningsmaterialer, og vi har brug for at lære mere om, hvordan vi kan disciplinere uden at slå. Nogle lærere slår virkelig meget,” forklarer hun.
Svært at ændre kultur på tre år
De fleste lærere har allerede været på kursus i at disciplinere uden at slå, men det er ikke nok, er de to lærere enige om.
Mine forældre blev skilt. Mor var bonde. Hun tog alene af sted til Chanika, lejede et hus, og så hentede hun mig og mine tre søskende. Hun havde startet en lille forretning. Hun sælger bananer på gaden
Det er Lene Godiksen også. Hun er programansvarlig hos SOS Børnebyerne Danmark og understreger, at det er en kæmpe udfordring, at skolerne i Chanika vokser så eksplosivt.
”Det påvirker jo det enkelte barns liv. Antallet af skolebørn i Chanika er fordoblet, siden vi startede projektet. Det er svært at følge med. For eksempel er det utopisk at tro, at vi helt kan undgå, at lærerne slår børnene.”
Målet er, at alle skal mestre alternative metoder at disciplinere på.
”At slå børn er del kulturen i Tanzania. Derfor er vi nødt til også at arbejde med forældrene. Hvis forældrene slår derhjemme, og det gør de fleste, vil de ikke uden videre acceptere, at lærerne holder op. Vi taler om holdningsændringer, og det kan ikke klares på et par år,” forklarer Lene Godiksen.
”Når det er sagt, er det at slå børn en grænse, vi ikke bare kan se blive overskredet uden at gribe ind,” siger hun.
Fartbilister går grædende fra børneretssal
Et andet problem er sikker skolevej. Vejen, der går tværs igennem Chanika, er for nylig blevet sat i stand. Med det resultat, at busser, biler og lastbiler nu ræser igennem til stor fare for de mange skolebørn.
”Vi har indledt et samarbejde med organisationen Amend, der arbejder med trafiksikkerhed i Tanzania. Målet er at få zebrastriber på vejen, og vi skal have etableret skolepatruljer,” fortæller Lene Godiksen.
Amend opretter også børneretssale. Når politiet stopper fartbilister, kan chaufførerne nogle steder i Afrika vælge mellem en bøde eller at tale med børneretssalen.
Her får drømmene lynhurtigt vinger af wannabe piloter, læger, lærere, ingeniører, dansere og kunstnere. Ingen drømmer tilsyneladende om at blive husmødre
Fartbilisterne får virkelig deres sag for: ’Hvorfor kører du for stærkt?’, ’Hvorfor udsætter du os for fare?,’ og ’Ved du godt, at børn som os dør i trafikken?’ lyder nogle af børnenes spørgsmål.
”Chaufførerne går grædende der fra,” siger Lene Godiksen.
Ingen drømmer om at blive husmødre
I mellemtiden har Mille Gori afholdt sin workshop i 5. klasse, og hun har bevæget sig videre til 7. klasse.
Her får drømmene lynhurtigt vinger af wannabe piloter, læger, lærere, ingeniører, dansere og kunstnere. Ingen drømmer tilsyneladende om at blive husmødre.
Mille Gori fortæller: ”Jeg lavede et interview med en pige i 7. klasse. Hun ville ændre hele verden, så hjemløse og handicappede fik et sted at bo. I den alder var jeg måske reflekteret nok til at sige ’ingen krig.’ Men som 13-årig ville jeg aldrig have kunnet sige, at jeg gerne ville hjælpe en hjemløs.”
Mille mindes, hvordan hun som barn smed sine egne tuscher over det hele og krøllede papiret sammen, når hun lavede fejl. ”Jeg tænkte ikke over det. Her trillede tårerne ned af kinderne, da jeg så, at børn behandler tuscher som guld og papir som juveler,” fortæller hun.
”Jeg brugte 50 procent af tiden i folkeskolen på at tænke over, hvordan jeg kunne slippe væk. En pige her bruger 24 timer i døgnet på at tænke over, hvordan hun kommer i skole,” tilføjer Mille.
Fra banansælger til soldat
Det er nu ikke kun piger, der spekulerer over, hvordan de skal bære sig ad med at få en uddannelse.
Mange børn har aldrig har gået i skole før, eller de er holdt op for tidligt, og nu er de egentlig for gamle til at gå i grundskolen.
Lucas er en af de elever. Han er 18 år og fra det nordlige Tanzania:
”Mine forældre blev skilt. Mor var bonde. Hun tog alene af sted til Chanika, lejede et hus, og så hentede hun mig og mine tre søskende. Hun havde startet en lille forretning. Hun sælger bananer på gaden.”
”Jeg gik i skole i landsbyen, men holdt op, da jeg kom til Chanika. Jeg skulle hjælpe min mor med forretningen. En dag, da jeg gik rundt med bananer, hørte jeg, at SOS Børnebyerne hjælper børn tilbage i skolen. Mor var glad, og jeg var også glad. Jeg fik særundervisning, og nu går jeg i 7. klasse,” siger Lucas.
Hans drøm er at blive soldat.
Christopher Charles, som er lokal projektleder, forklarer, at SOS Børnebyerne rådgiver børn, der er droppet ud af skolen, og hjælper dem ind i gang med særundervisning, som myndighederne betaler for.
Indtil marts 2019 er det lykkedes projektet at få i alt 311 børn, der ikke gik i skole, ind i skole i gen.
Mille ville ønske, at hun som barn havde vidst, hvor meget børn i Tanzania kæmper.
”Jeg håber, at jeg kan oplyse danske børn, så de kan føle lidt mere taknemmelighed og passe på deres tuschpenne og sætte pris på det, de har. Og hvis kendisfaktoren gør, at jeg kan gøre en forskel for bare ét barn i Tanzania, gør jeg det gerne,” siger hun.
For at skabe opmærksomhed om de tanzaniske børns skolevilkår udstiller Mille senere på året nogle af de mange tegninger, film optaget under workshoppen og interviews med børnene.
Hold øje med, om udstillingen dukker op et sted i nærheden af dig, og tag så dine børn med på Milles rejse til Chanika.
Alle fotos: Lotte Ladegaard
Rejsen til Tanzania, artikel og fotos er kommet til verden med støtte fra SOS Børnebyerne. Skribenten har haft frie hænder til at skrive artiklen, som hun vil, og SOS Børnebyerne har ikke godkendt artiklens ordlyd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
