KVINDERS LYST // #METOO – “I 2018 kunne Danmark fejre 50-året for billedpornografiens frigivelse, som det første land i verden. Vi banede vejen for den vestlige kulturs frisind og ligestilling sammen med p-pillen og den fri abort. Men hvor langt er vi egentlig kommet, når kvinder i Vesten stadig oplever, at de udskammes for at udleve deres seksuelle lyst? Denne artikel handler om kvinders kropslige lyst, men hurtigt tilslutter skam og magt sig lysten, og danner tilsammen et trehovedet monster,” skriver Elisabeth Cecilia Dorn i denne artikel fra 2018, som er igen er aktuel med samtykke-debatten og #MeToo-bevægelsen.
At bruge sig selv må alt andet lige være grænseoverskridende for Due og Sverdrup, og filmen er i denne grænseoverskridelse et power-statement, der siger: Vi skammer os ikke, så det behøver du heller ikke gøre
Setup’et virker som en drillende hilsen til østtysk 80’er-bøsseporno og den androgyne grunge-stil, hvilket står i kontrast til selve sexakten, som på ingen måde fremstår ironisk. Due står op ad en mur, mens Sverdrup tilfredsstiller hende med en sort dildo. De udveksler opstemte blikke, og man er ikke i tvivl om den seksuelle nydelse, de oplever foran os, er ægte, frem mod højdepunktet, hvor Due opnår klimaks. Man får endda en fornemmelse af, at de også er bevidst om én som beskuer.
På trods af den humorfyldte og kinky scenografi tages lysten alvorligt. At det er to helt almindelige kvinder på omkring de 30 med helt almindelige og naturlige kroppe, som spiller rollerne, virker enormt stærkt, fordi de ligner dig og mig og kvinden på gaden. Dette gør identifikationen stærkere. At bruge sig selv må alt andet lige være grænseoverskridende for Due og Sverdrup, og filmen er i denne grænseoverskridelse et power-statement, der siger: Vi skammer os ikke, så det behøver du heller ikke gøre.
Vi vender tilbage til de to kvinder fra Bedside Productions lidt senere, men først til artiklens egentlige emne:
Skam.
For i år kan Danmark fejre 50-året for billedpornografiens frigivelse, som det første land i verden. Landet banede vejen for den vestlige kulturs frisind og ligestilling sammen med p-pillen og den fri abort.
Men hvor langt er vi egentlig kommet, når kvinder i Vesten stadig oplever, at de udskammes for at udleve deres seksuelle lyst? Denne artikel handler om kvinders kropslige lyst, men hurtigt tilslutter skam og magt sig lysten, og danner tilsammen et trehovedet monster.
Så lad os se på, hvordan denne treenighed hænger sammen i vores vestlige liberale kultur, og hvilken betydning den har for vores offentlige debat og politiske virkelighed.
Klagesangen over skammens død
I 2016 skrev den amerikanske politolog Jill Locke om et fænomen, hun kalder ‘Klagesangen over skammens død’, i bogen Democracy and the Death of Shame: Political Equality and Social Disturbance.
Lockes arbejde placerer sig i krydsfeltet mellem feministisk teori og den politiske tænknings historie ved at se på, hvordan skam kan bruges som socialt regulerende værktøj i en politisk kontekst. Klagesangen argumenterer hun, fremstiller bestemte individer eller kollektive subjekter som trusler mod den sociale orden ved at kalde dem skamløse. Klagesangen ser hun som en nostalgisk længsel efter en mytologisk tid, hvor skam opretholdt social lov og orden og var forudsætningen for civilisationens opretholdelse.
Skammen over kvinders egen sexlyst, og mænds (og kvinders) udskamning af kvinder, der udlever deres sexlyst på samme måde som mænd, ser man på de sociale medier i høj grad i dag
Dengang skammen endnu fandtes, var en fornuftig og anstændig politisk diskussion mulig. Det, der gør Locke relevant i denne kontekst er, at hun ikke fokuserer på følelsen af skam (omend den er relevant som et kapitel for sig) men snarere ser den som et affektivt tegn, der indgår i sociale og politiske kampe. Hun ser på, hvorledes man forsøger at beskytte den politiske sfære mod personlige bekendelser, vidnesbyrd om sociale krænkelser og andre former for ‘skamløs’ identitetspolitisk offentliggørelse af et autentisk selv. Klagesangen, mener hun, er altid et forsøg på at opretholde en grænse mellem det personlige og politiske, og det offentlige og private.
Klagesangen over skammens død er derfor historien om civilisationens forfald og udtrykker en frygt for selvskabende, selvbekræftende subjekter, der forvolder ødelæggelse mod den sociale orden og status quo. I bogen forklarer Locke skammens virkemåde, eksemplificeret i Englands imperialisme og elitens nostalgi efter politisk hegemoni og en dertilhørende social orden:
”Det majestætiske udtryk beyond the pale (hinsides hegnspælen) udtrykker særlig godt klagesangens ideologi. At kalde noget eller nogens adfærd beyond the pale er at fremkalde et billede af moralsk, æstetisk eller rumlig afvigelse. At være skamløs er at være beyond the pale. Det antyder kroppe i uorden, ikke på deres rette plads, der ikke opfører sig på deres aftalte måder”.
Locke mener, at det er hele den sociale orden, der destabiliseres, når noget opfører sig beyond the pale. Det vil sige alle, der er defineret i forhold til hegnspælen. Hun ser det som imperiets paradigmatiske metafor, grænsen, som det uciviliserede ikke kan krydse. Det er kroppe, som for nylig har opnået eller endnu søger om at opnå tilhørsforhold, der kæmper for medborgerskab eller politisk anerkendelse og lighed. De karakteriseres typisk ved ikke at opføre sig i overensstemmelse med de overleverede skikke.
Skammen over kvinders egen sexlyst, og mænds (og kvinders) udskamning af kvinder, der udlever deres sexlyst på samme måde som mænd, ser man på de sociale medier i høj grad i dag. Bedside Productions mission om at fjerne skam for kvinders sexlyst virker mere aktuel end nogensinde.
Man kan se deres aktivisme som en måde at bevæge sig beyond the pale, som Locke beskriver det, det vil sige som subjekter, der opererer hinsides civilisationens hegnspæl ved at manifestere deres ret til egen krop og lyst og til at fornægte skammen.
Jill Locke skrev om klagesangen over skammens død i en præ-MeToo og præ-Trump-tid, men hendes bogs analyse af de skamløse individer, som modsætter sig gængs social orden, kendetegner om noget vores tid i dag. Kvinder (og mænd) taler nu højt om krænkelser i den offentlige debat og placerer skammen udenfor kroppen og privatsfæren
Caroline Due fortæller, at hendes faster kæmpede som feminist i 1970’erne i ’fri abort’-gruppen, og at hun og hendes generation ser porno som kvindeundertrykkende. Due mener derimod, at porno er en uundgåelig realitet i dag, og derfor vil hun hellere fokusere på at skabe nogle ordentlige forhold for dem, der arbejder i faget. Derfor bruger hun og partneren Anne Sofie Steen Sverdrup sig selv i den første film, de har produceret, for at mærke på egen krop, hvordan det føles, så de kan skabe nogle gode rammer og arbejdsvilkår. Due mener i modsætning til sin faster ikke, at kvinder, der arbejder med porno, er ofre.
Skamløshedens skyggeside
Jill Locke skrev om klagesangen over skammens død i en præ-MeToo og præ-Trump-tid, men hendes bogs analyse af de skamløse individer, som modsætter sig gængs social orden, kendetegner om noget vores tid i dag. Kvinder (og mænd) taler nu højt om krænkelser i den offentlige debat og placerer skammen udenfor kroppen og privatsfæren. De gør sig skamløse i en locksk forstand.
I 2013 forhandlede Europarådet en konvention om forebyggelse af vold mod kvinder på plads, den kaldes i dag Istanbulkonventionen. I 2017 udarbejdede en ekspertgruppe i Europarådet GREVIO-rapporten, hvor man fulgte op. Rapporten anbefaler kraftigt, at EU’s lande baserer sin voldtægtslovgivning på samtykke. 10 lande i EU har indført dette. Det nye og afgørende er, at kvinders lyst nu defineres med udgangspunkt i et ja, og ikke et nej.
Og Trump har ret, for før MeToo kunne magtmisbrug nemmere dyrkes inden for magtens strukturer. Krænkelser og pålæggelse af skam blev holdt i privatsfæren udenfor politik. Var Bill Clinton sluppet så let i dag efter affæren med Monica Lewinsky?
Men skamløsheden har også en skyggeside. Mange mener, at Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, fordi det lykkedes ham at løse den hvide arbejderklasses mænd fra en skam, som den politiske offentlighed med dens identitetspolitik og positive særbehandling havde påført dem. Samtidig opfattes han af mange som skamløs i sin retorik og politik. Der er nok få, der glemmer hans ‘grab them by the pussy’-omklædningsrumssnak og budskabet om, at man kan gøre alt, hvis man er magtfuld.
Og Trump har ret, for før MeToo kunne magtmisbrug nemmere dyrkes inden for magtens strukturer. Krænkelser og pålæggelse af skam blev holdt i privatsfæren udenfor politik. Var Bill Clinton sluppet så let i dag efter affæren med Monica Lewinsky? Måske, men hun var ikke nødvendigvis blevet udskrevet af historien som en rookie-joke på alverdens stand-up comedy-scener. Lewinsky kunne vinke farvel til sine politiske ambitioner ved at følge sin lyst, mens Clinton holdt sin trone uden nævneværdige konsekvenser for sit magtmisbrug. Han gik, i modsætning til hende, skamløst fri af skam. På denne måde virker Clintons skamløshed i en magtkonserverende form, da den ikke bryder med samfundets normer i forhold til, hvordan en mand og kvinde kan agere.
Med de sociale medier er der blevet skabt et magtfuldt fjerde talerum, hvor individer og kollektiver kan tage afstand fra den skam, som andre har påført dem, og derved frigøre sig og opnå empowerment. Men de kan ligeledes blive udskammet, så platformen kan både lede til social retfærdighed OG stigmatisering og opretholdelse af social kontrol. Som platform er de sociale medier derfor i sig selv skamløs som autonom instans, hinsides fakta, retfærdighed, moral, lov og orden.
De skamløse placerer sig ikke på en traditionel højre-venstreskala, men karakteriseres i højere grad ved ikke at følge, og derved true, samfundets etablerede normer og sociale orden
Skam bliver derved en uhyre vigtig brik i et liberalt demokrati som magtmiddel til individers frigørelse eller disciplinering. En af kritikerne af skamløsheden er den britiske journalist Jonathan Freedman. Han skrev i maj 2017 i The Guardian artiklen med overskriften:
“Trump er skamløs: Det er det, der gør ham farlig.” Ifølge Freedman kan vi på verdensplan drage denne lære: “Donald Trump giver USA og verden en lektie i værdien af skam – og i den magt, der ligger i skamløshed. […] Trump har lært os, at skam udfylder en vital demokratisk funktion, samt hvor farlig den mand er, der ikke føler den.”
Freedman beskriver skam som en moralsk og politisk god følelse og synger med på ‘Klagesangen over skammens død’. Ifølge ham hviler demokratiet som politisk styreform på evnen til at føle skam. De skamløse placerer sig ikke på en traditionel højre-venstreskala, men karakteriseres i højere grad ved ikke at følge, og derved true, samfundets etablerede normer og sociale orden. De skamløse er måske i højere grad revolutionens og opbruddets kroppe, der kan omstyrte civilisationen, som vi kender den, fordi de ikke adlyder gængse normer. Derved vil de i højere grad ses på den yderste højre- og venstrefløj, uden at de nødvendigvis kan betegnes som populister.
Husmorporno
I 2011 fik forfatteren E. L. James millioner af kvinder verden over til at interessere sig for porno med sine Fifty Shades of Grey-bøger og -film. Husmorporno eller ej, så åbnede trilogien op for en debat om kvinders seksuelle lyst.
Den norske køns- og kulturforsker Anne Sæbø skrev i 2012 bogen After Pornified – How Women are transforming Pornography & Why It Really Matters. Her analyserer hun feministiske kvinders produktion af porno. I modsætning til Fifty Shades of Grey-universet bryder disse med gængse kønsforestillinger om en passiv/aktiv kvindelig og mandlig seksualitet. Til spørgsmålet om, hvorfor kvinder i dag interesserer sig mere for porno, siger hun:
“Mænds søgning på og interesse for mere ekstrem og misogyn porno kan have noget at gøre med den identitetskrise, som en del mænd oplever som resultat af økonomiske nedgangstider og samfundsændringer, der truer mandens tidligere traditionelle position som forsørger og autoritet”
“Kvinder vil ikke længere være dem, der bliver set på, men også dem, som ser. Som ikke fornægter sin krop på grund af skam, men som forsvarer deres lyst og begær.”
I 2017 skrev mediet Vice, at både kvinder og mænd søger på mere ekstrem porno, også af misogyn art, uden at man helt kan afgøre, hvem det er, der reelt søger på det. Til dette siger Sæbø:
“Mænds søgning på og interesse for mere ekstrem og misogyn porno kan have noget at gøre med den identitetskrise, som en del mænd oplever som resultat af økonomiske nedgangstider og samfundsændringer, der truer mandens tidligere traditionelle position som forsørger og autoritet. En usikker økonomi og oplevelse af magtesløshed eller manglende samfundsmæssig betydning kan måske forårsage en trang til at udøve magt og kontrol”.
Så mens vi dels ser en tendens til, at flere og flere kvinder står ved deres lyst og markerer deres grænser, ser vi også mænd og kvinder, der dyrker fantasien om kønnenes ulige magtbalance. Derfor kan skamløsheden både føre til ligestilling i en demokratisk politisk kontekst, fx med samtykkelovgivning, og en udvidelse af seksualitetsopfattelsen.
Men den kan også bruges som middel til at opretholde magtens og elitens traditionelle patriarkalske strukturer. Derved operer skamløsheden, i tæt makkerskab med de sociale medier, hinsides ideologi og moral, hvilket gør den potentielt farlig og samfundsomstyrtende, på godt og ondt. Det vi vil se fremover, er måske, at flere kvinder tager del i magtmisbruget idet, at samfundet ændrer sig.
Tilbage til Bedside
Når man spørger Caroline Due fra Bedside Productions, som vi mødte i starten af artiklen, hvorfor hun laver porno, siger hun:
“Der er så mange, der ser porno i dag, og unge bruger det til at lære om sex. Der vil vi gerne vise, at sex og det at være sexet kan være mange ting. Så det handler om repræsentation. Men vi laver også porno for at fjerne skam og stigma fra forbrugeren”.
I en tid hvor hævnporno bruges mod piger og kvinder, frigør hun sig fra, at andre kan udskamme hende, ved selv at offentliggøre sin lyst
Ved selv at lægge sin lyst til skue vægrer hun sig altså mod at påtage sig skam. Så i en tid hvor hævnporno bruges mod piger og kvinder, frigør hun sig fra, at andre kan udskamme hende ved at selv offentliggøre sin lyst. På den måde vender hun og resten af Bedside Productions ryggen til den sociale kontrol og den gængse opfattelse af kvinders og mænds seksualitet.
Produktionsselskabet har indtil videre lavet to film. Den anden, Yoni Love, er en mere poetisk drømmende film, en seksuel fantasi, der udspiller sig på en solbeskinnet mark, også med to kvinder i rollerne. Den ene kvinde går nøgen gennem kornmarken og lægger sig ned på jorden, hvorefter en anden kvinde, som en kropsterapeut, begynder at massere hendes fødder og arbejde sig op imod hendes køn, hvilket får hende til at komme i et højt brøl.
Deres sexakt fremstår mere eksplicit end i Boy oh Boy, da man ser den ene kvindes køn meget tæt på, mens hun stimuleres, med dertilhørende udsondring af kropsvæsker. Den ene kvinde er nøgen, og ‘behandleren’ er iført sort sportstop og sorte underbukser, hvilket får deres sex til at fremstå mere almindelig og dermed mere virkelighedsnær. Filmen er både meget sanselig, poetisk og direkte, og de film taler altså med hvert sit forskellige lystsprog, og åbner dermed op for en samtale om, hvad lyst kan være, og hvor forskellig den kan være og opleves fra person til person.
De får én til at reflektere over ens egen lyst på en måde, der hylder lysten ved netop at være skamløs. De to film ligger frit tilgængeligt på produktionsselskabets website. Selskabet udgøres af i alt cirka 40 personer af alle kønsopfattelser og seksuelle orienteringer.
Denne artikel er tidligere publiceret i det trykte magasin SCENARIO og udkommer her i en lettere redigeret udgave.
Foto: Stills fra Boy oh Boy (Bedside Productions, 2018)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
