Tine skulle have haft ridderkorset – i stedet fik hun folkets pris

i Liv & Mennesker/Mindeord af

POV TEMA // TINE BRYLD 80 ÅR –  “En af de sætninger jeg oftest hører fra Tines gamle lyttere, er den samme pointe, der klinger i Sebastians udødelige sang. På én og samme tid en trøst og en eviggyldig humanistisk sandhed: “Tine Bryld fik mig til at tro på, at jeg ikke er alene”. Journalist Kenan Seeberg arbejdede sammen med Tine Bryld på Tværs i 11 år og var venner med hende frem til hendes død.  Han havde gerne set hende indstillet til Ridderkorset siger han: “Jeg har ikke siden mødt et menneske med så formidabelt et overskud, og kender ikke ét andet menneske, der kan leve op til så høj en empatisk standard”.

Tine skulle have haft Ridderkorset. Men hun fik folkets.

Når jeg tænker over det, så tror jeg aldrig, at jeg har hørt Tine udtrykke én eneste fordom om et andet menneske.

Og det er måske hemmeligheden bag hendes ‘succes’, som CV Jørgensen kunne have udtrykt det. Ikke én eneste fordømmelse har jeg hørt Tine udkomme med i radioen – eller privat. Selv ikke overfor de mest oplagte skurke.

Hvad enten vi taler om rockerbossen Høvding, som hun havde kontakt med lige op til hans likvidering på Christiania, eller den værste overgrebsmand. Selv efter flere Tværs-samtaler med en traumatiseret pige, der havde været udsat for systematisk overgreb fra sin far hele barndommen og ungdommen, lykkedes det ikke at få hende til at fordømme den forbandede far.

Selvom hendes hus på Uraniavej var fyldt med vildfarne unge, der lige havde brug for husly og et sted at høre hjemme i en periode … havde hun på mirakuløs vis også overskud til sine tætte kolleger, hvis hun kunne mærke, at det brændte på

Søndag efter søndag ringede den unge kvinde til Tine og fortsatte samtalerne, og kunne blandt andet fortælle, at faderens psykiske terror fortsatte efter, hun var flyttet hjemmefra, og at han jævnligt stod og lurede på gaden udenfor hendes lejlighed et sted i en jysk by.

Til sidst blev det for meget for mig og Charlie (Jensen), der også var vært på P4 i P1. Hvis ikke det dér snart stoppede, så skulle vi nok være mænd for at tage færgen til hovedlandet og foranstalte en seriøs samtale med faderen en sen nat. Gerne med et baseball-bat i baghånden.

“Det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af. Hverken for ham eller hende,”, sagde Tine med den stemme, der kunne få selv hærdede kriminelle til at stå ret og tænke sig en ekstra gang om. En stemme der havde en særlig klang af kærlig myndighed, der altid forsikrede én om, at den situation havde Tine helt styr på.

Og så kunne de unge brushoveder ellers godt glemme alt om at lege Dirty Harry på dansk.

Jeg arbejdede sammen med Tine Bryld i rundt regnet elleve år, og kendte hende fra 1985 til hendes død i 2009.

Søndag aften fra syv sendte jeg hende utallige gange afsted i æteren som ‘alle raske drenge og pigers yndlingsstedmor’, og når programmet var lagt i seng, mødtes hele P4-holdet bagefter på caféen Rosalina, der før hed Lytterkroen.

Her tog vi forskud på næste dags redaktionsmøde, men vendte også verdenssituationen, drak os halvfulde, lavede improviserede quizzer og en enkelt gang flirtede vi med ånden i glasset ved en spiritistisk seance, hvor glasset fløj frem og tilbage over bordet.

Blandt andet fortalte den os, at én af vores reportere snart ville blive gravid, hvilket hun ganske rigtigt blev noget tid efter. Om det var Tines magiske evner, der huserede den aften må stå hen i det uvisse, men det skulle ikke undre mig.

Det var også på Rosalina, at Tine engang imellem blev trukket til side af én af os voksne fra holdet, der lige havde brug for en klog kvinde og et skarpt råd.

Og heller ikke her svigtede Tine. Selvom hendes hus på Uraniavej var fyldt med vildfarne unge, der lige havde brug for husly og et sted at høre hjemme i en periode, og selvom Tines uge var booket op med opfølgning på Tværs-samtalerne, samt assistance til alle andre mulige og umulige, der havde brug for en hånd, så havde hun på mirakuløs vis også overskud til sine tætte kolleger, hvis hun kunne mærke, at det brændte på.

Tine burde have haft Ridderkorset. For det var, hvad Tine var. Et menneske med samme mission som en vaskeægte ridder: En stemme for dem der ikke selv kunne tale, en forsvarer for dem der har mest brug for beskyttelse

Jeg har ikke siden mødt et menneske med så formidabelt et overskud, og kender ikke ét andet menneske, der kan leve op til så høj en empatisk standard.

Og alene af den grund burde Tine have haft Ridderkorset. For det var, hvad Tine var. Et menneske med samme mission som en vaskeægte ridder: En stemme for dem der ikke selv kunne tale, en forsvarer for dem der har mest brug for beskyttelse. Og altid til tjeneste.

Måske fik hun alligevel en slags ridderkors i overført betydning, da hun i 2015, efter sin død blev kåret til Århundredets Mest Betydningsfulde Kvinde i en åben landsdækkende afstemning arrangeret af Danmarks Radio.

Her vandt Tine suverænt foran landets første kvindelige statsminister, Helle Thorning, der kom ind på en andenplads og Dronning Margrethe der for engangs skyld måtte nøjes med at være nummer tre.

Set i bagklogskabens klare lys, burde Dronningen nok have været nummer to i den sammenhæng. Det er sjældent Margrethe træder ved siden af, og det er heller ikke mange fordomme man har hørt fra den kvindes mund.

Dog har Daisy efter min mening fejlet på ét punkt. Hun burde have gjort Tine Bryld til Ridder af Dannebrog. Med alle de middelmådigheder der kan bryste sig af det kors, er det virkelig mærkeligt, at Tine ikke har fået dén officielle anerkendelse.

Da jeg sagde det til Tine, grinede hun højt. Der var ikke noget, der kunne bekymre hende mindre, og jeg er ikke engang sikker på, at hun ville have taget imod det kors.

Til gengæld tror jeg, at Tine og Dronningen ville have kunnet få sig en god snak om en ting eller to. Måske kunne hun endda have givet Daisy et godt råd om forholdet til Prinsgemalen. Og jeg tror de ville have kunnet lide hinanden.

Som den vel nok eneste royalist på P4 i P1 grinede mine kolleger lidt i krogene af min idé, men jeg kunne ikke slippe tanken, og en dag fandt jeg ud af, at det fungerede sådan, at ledelsen i DR kunne indstille ansatte, der så ville blive overvejet af Hoffet.

Så jeg ringede selvfølgelig til direktørens sekretariat, og foreslog, at de snart kom op af starthullerne med en indstilling.

Jeg kunne godt høre, at det ikke lige var deres første prioritet, men jeg gentog opfordringen personligt ved flere følgende lejligheder. Desværre uden resultat.

Jeg møder med jævne mellemrum stadig de gamle lyttere af P4 i P1 … Og hver gang står det lysende klart, at hvis der er noget, de aldrig glemmer, så er det Tines stemme, der gav dem selv mulighed for at blive hørt på et afgørende tidspunkt i deres liv

Siden har endnu flere ligegyldigheder fået kors og bånd og stjerner på. Da Tine døde i 2011 var det altså uden det officielle Ridderkors, men efterfølgende har hun fået op til flere anerkendelser fra den befolkning, hun gav så meget.

I dag hedder torvet mellem det gamle Radiohus og Forum ‘Tine Brylds Plads’ og kåringen som den mest betydningsfulde kvinde er en anerkendelse som Tines to døtre, Lea og Iben ved, at deres mor ville have været ‘overvældet, ydmyg – og pavestolt af’, som de sagde, da de hentede prisen.

Jeg er overbevist om, at udover det nærvær og den kærlighed hun gav sine tre børn, så er det vigtigste aftryk Tine har sat, de kampe hun kæmpede for dem, der ikke selv kunne tale.

Jeg møder med jævne mellemrum stadig de gamle lyttere af P4 i P1, der dengang var 16, 17 og 18 år.

Og hver gang står det lysende klart, at hvis der er noget, de aldrig glemmer, så er det Tines stemme, der gav dem selv mulighed for at blive hørt på et afgørende tidspunkt i deres liv.

I dag er de voksne og har selv børn og børnebørn, der slås med de samme problemer, og som selv kæmper for at finde ud af, hvem de er, hvor de hører til, og hvor de skal hen.

En af de sætninger jeg oftest hører fra Tines gamle lyttere, er den samme pointe, der klinger i Sebastians udødelige sang. På én og samme tid en trøst og en eviggyldig humanistisk sandhed: “Tine Bryld fik mig til at tro på, at jeg ikke er alene”.


Topfoto:  Fra DR’s Aftenshowet i 2008 – Tine Bryld optræder efter at Tværs har været i æteren for sidste gang.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kenan Seeberg (født i København 1959) er uddannet journalist på Danmarks Radio. Han har siden 1985 produceret og tilrettelagt radio på P1 og P3 samt arbejdet som vært og/eller tilrettelægger på DR-Fakta, DR-underholdning, TV2, Z-TV, DR2 og DR-undervisning.
Han har også været skrivende journalist på Ekstra Bladet, Ugemagasinet Fokus og BT. Redaktør på Ekstra Bladets kulturafdeling samt på Z-TVs ungdomsdokumentar, X-Ray. Modtager af Niels Ufer-prisen, Frode Jacobsens demokratipris, Münsterprisen, samt indstillet
til Cavlingprisen 1998 og 2000.
Forfatter til bogen ‘Gåden Om Echelon’ (Borgen) sammen med Bo Elkjær.
Særlige journalistiske interesseområder: Spionage og overvågning, retspolitik, film, musik, kulturportrætter, samt klima og miljø.
Single-far til to drenge og bosiddende i Hvidovre.

Seneste artikler om Liv & Mennesker