Hongkongs borgere kæmper for deres identitet og for en fremtid

i Politik & Samfund/Asien af
BØGER // ANMELDELSE – Hongkong har aldrig været hverken demokratisk eller selvstændigt, men dets borgere går på gaden i kamp for identitet og for fremtiden. Magnus Andersen har læst historikeren Jeffrey Wasserstroms formidable bog om byen og konflikten, Vigil.

For et år siden sad jeg en meget varm sommeraften i Victoria Park, Hongkong. Parken ligger tæt ved shoppingområdet Causeway Bay på Hong Kong Island, og er en de største horisontale parker i den ellers meget vertikale by. Jeg var der dog ikke alene, men sammen med hundredetusindvis af andre.

Vi var allesammen tilstede for at mindes 30-års dagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Det eneste sted på det kinesiske territorium, hvor dette var tilladt. Taler, sange og videoer på storskærm blev vist mellem de flere minutters stilhed, der var aftenens omdrejningspunkt.

Alt imens jeg sammen med de tusinde andre holdt et stearinlys op mod himlen, der udgjorde det eneste lys i området, mens mørket sænkede sig. Det var en meget speciel følelse at sidde lige dér. En oplevelse, som jeg sent vil glemme.

I fem kapitler og en epilog leverer Wasserstrom en rettidig analyse, der sætter de seneste års demonstrationer i Hongkong i et bredt historisk perspektiv

Jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at Hongkongs gader, en uge senere – hvor jeg sad i et lyntog med 300 km i time mod Shanghai – ville være vidne til en af de største demonstrationer i byens historie.

Det anslås, at op mod 1 million ud af de 7,2 millioner borgere i Hongkong gik på gaden søndag d. 9. juni 2019 i protest mod en ny lov, der vil gøre det muligt at udlevere og retsforfølge Hongkongs borgere på fastlandet. Demonstrationerne fortsatte resten af året.

Og nu, i maj 2020, ser det ud til, at Hongkongs borgere fortsætter med at vise deres utilfredshed på trods af Covid-19-pandemien, der har (haft) vidtgående konsekvenser i en lang række af verdens lande. Den har også betydet aflysning af årets mindebegivenhed for Beijing-massakren, der for 31. år i træk skulle have fundet sted i Victoria Park.

Samme oplevelse, samme beskrivelse, men med meget mere kontekst, giver historikeren Jeffrey Wasserstrom nu i en kort, men detaljeret og formidabel bog med titlen Vigil: Hong Kong on the brink. I fem kapitler og en epilog leverer Wasserstrom en rettidig analyse, der sætter de seneste års demonstrationer i Hongkong i et bredt historisk perspektiv.

Asiens Vestberlin

To dage før begivenheden i Victorias Park, var jeg, pudsigt nok, også tilstede i et tætpakket lokale i den charmerende boghandel – i en ellers kedelig kontorbygning – Bleak House, hvor de fremmødte sad som sild i en tønde, mens Wasserstrom præsenterede sin første analyse, som nu udgør åbningskapitlet i Vigil. Her redegjorde Wasserstrom for sin ide om, at Hongkongs nuværende situation til vis grad kan sammenlignes med den, som Vestberlin befandt sig i under den kolde krig.

Ligesom Vestberlin, argumenterer Wasserstrom, befinder Hongkong sig i en mærkelig situation og bliver ofte fremhævet som ’demokratiets bastion’ i et land, hvor der ikke er demokrati. Netop den station, hvor jeg satte mig ind lyntoget for at rejse de knap 2000 kilometer til Shanghai, markerer et endegyldigt skifte.

Hongkongs nuværende situation kan til vis grad sammenlignes med den, som Vestberlin befandt sig i under den kolde krig

Det er også det gennemgående eksempel, som Wasserstrom bruger til at forklare denne analogi: I 2018 åbnede West Kowloon Station, der for første gang forbinder Hongkong direkte med fastlandet. Det markerer dog også for første gang en situation, hvor kommunistpartiets love og regler fuldt ud gælder i et område af regionen.

Wasserstrom spørger retorisk: Hvad ville folk i Vestberlin ikke have tænkt, hvis Checkpoint Charlie blev kontrolleret af Stasi?

Selvom sammenligningen er sat på spidsen, så er den med til at sætte dét, som vi oplever lige nu, i et nødvendigt historisk perspektiv. For kun ved at lære af historien, kan vi undgå at den gentager sig.

Forskellige generationers hukommelse

Vigil kredser om alle de velkendte begivenheder. De første store demonstrationer for demokrati i 2003, politiets opførsel i 2005 ved et WTO-møde, til unge folkeskoleelevers demonstrationer under navnet Scholarism mod et nyt, mere kinesisk orienteret curriculum. Sidstnævnte skulle vise sig at være en forløber for det, der blev kendt som Occupy Central i 2014, også kaldet ”paraplybevægelsen”, da det blev genstanden, som demonstranterne anvendte mod politiets tåregas.

Hvor denne historie er velkendt, anlægger Wasserstrom, ud fra personlige oplevelser, et mere specifikt blik på tiden efter 2014.

Kinas indtog i bybilledet er ikke til at tage fejl af: Det nye Silkevej-projekt skal bl.a. samle hele regionen fra Hongkong, Shenzhen, Guangzhou, Zuhai og Macau til en enhed modelleret efter området omkring San Francisco, og Kommunistpartiets nu officielle slogan om ’den kinesiske drøm’ ses forskellige steder på de høje bygninger i byen. Xi Jinping har gang på gang understreget de to første ord i sloganet ’et land, to systemer’.

De unge husker ikke 1989, og mange af dem var end ikke født i 1997, da Hongkong blev givet tilbage til Kina. De har ikke knyttet bånd til andet end den lokalitet, som de ser sig selv værende en del af; de er bare hongkongere

På samme tid er der sket en stigende politisk polarisering i Hongkong. Hvor den ældre generation opfattede 2014 som en sejr, påpeger Wasserstrom, hvordan den unge generation opfattede det som deres første nederlag i kampen for demokrati. Den unge generation er blevet mere konfrontatorisk.

De husker ikke 1989, og mange af dem var end ikke født i 1997, da Hongkong blev givet tilbage til Kina. De har ikke knyttet bånd til andet end den lokalitet, som de ser sig selv værende en del af; de er bare hongkongere. En hel generation befinder sig, som en af de ældre frontfigurer fra demonstrationerne i 2003 Kong Tsung-gan påpeger, derfor i en dyb depression over, hvem de egentlig er i en by, der altid har været kendetegnet ved at ’vest møder øst’. Det er, med andre ord, også blevet et spørgsmål om identitet.

På trods af at massakren på Den Himmelske Fredsplads i 1989 altid spøger, så er det særligt Wasserstroms sammenligning af demonstrationerne mod Japans indtog i Shanghai i 1919, der kan bruges som analogi til, hvordan vi skal forstå det, der foregår i dagens Hongkong. Hongkongerne, der demonstrerer, føler sig fanget i et politisk spil, der foregår lige foran snuden på dem, sådan som Fjerde maj-bevægelsen i 1919 også gjorde over de uretfærdigheder, som Versailles-traktaten påførte Kina.

Her stopper Wasserstroms bog, desværre. Men som han afslutningsvis skriver, så gentager historien sig ikke: Det sker kun, hvis man ikke har øje for, hvad der er sket i fortiden. Ellers ender det, som Marx fortalte os, først som en tragedie, dernæst som en farce.

Vigil er én af flere nye bøger, f.eks. City on Fire, Unfree Speech, der forsøger at beskrive den nuværende situation i Hongkong imens, den står på.

En ting har de til fælles: De bidrager alle til, at vi bliver genfortalt og påmindet om, hvorfor Hongkong står i den situation, byen gør. En nødvendig påmindelse, hvis vi skal kunne forstå, hvorfor byens borgere tager gaderne i ed snarere end de allerede opstillede politiske strukturer.

Fremtiden som et lukket spørgsmål

Da jeg sad i parken for et år siden, havde jeg ikke den vildeste fantasi til at forestille mig den eskalering af demonstrationerne, der kom til at præge byen resten af 2019. Mens verden til stadighed har fokus på den globale Covid-19 pandemi, har det kinesiske kommunistparti senest udnyttet situation til deres fordel med indførelsen af den nye gennemførte nationale sikkerhedslov, der synes endegyldigt at udviske ideen om ’et land, to systemer’.

Det har fået demonstrationerne til at blomstre op igen. De har reelt set aldrig været indstillet. Der er nu blot tale om anden runde.

Som journalisten Wilfred Chan skriver i en fornyligt publiceret artikel i The Nation, er det ikke demokrati, der tabes i Hongkong. Regionen har aldrig været demokratisk

Men det slår mig dog først nu, hvor speciel den følelse, jeg sad med, den sommeraften i Victoria Park, egentlig var. Det var nemlig følelsen af, at den bittelille uvished om Hongkongs fremtid kunne være endegyldigt ovre, når som helst.

Som journalisten Wilfred Chan skriver i en fornyligt publiceret artikel i The Nation, er det ikke demokrati, der tabes i Hongkong. Regionen har aldrig været demokratisk. Det er heller ikke autonomi, der er tabt. Regionen har aldrig været fuldstændig autonom. Nej, det, der nu et år senere, er gået tabt, er følelsen af Hongkongs fremtid som et åbent spørgsmål. Følelsen af at befinde sig et sted, hvor fremtiden stadig står til forhandling.

Det var den til tider uforklarlige følelse, som man kunne mærke ophobe sig blandt de flere tusinde mennesker, der befandt sig samme sted som mig for et år siden, og som udmøntede sig på gaderne resten af 2019.

Fanget mellem den koloniale fortid som Storbritanniens kronjuvel og nu en uomtvistelig stigende integrering i Kinas politiske strukturer, går Hongkongs borgere dog på gaden som aldrig før for at vise deres utilfredshed. En gentagende utilfredshed med at blive stillet noget i udsigt, som man ikke får, og som Wasserstrom med et faktisk historisk blik viser i sin bog.

Netop derfor ser vi nu igen demonstrationer i byens gader. Demonstrationer, der med al sandsynlighed vil eskalere endnu en gang og løbe året ud selvom yderligere restriktioner vil forsøge at standse dem.


Jeffrey Wasserstrom: Vigil: Hong Kong on the Brink
Columbia Global Reports, 112 sider.


Foto: Skribenten.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Magnus Andersen er Ph.d. studerende ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet. Han forsker i, hvordan den nordiske velfærdsstat håndterer vidensøkonomien ud fra et casestudie om nordisk børnepasningsviden i Kina.