REJSEBREV // GRØNLAND – Bernt Stubbe Østergaards kone Marianne er læge. Hun har taget en måneds afløsertjans i Nanortalik i juni, mens byens faste læge holder fri. Bernt er taget med, med sine akvarelfarver og sin skriveblok. Hans første rejsebrev, om hvordan Grønlands selvstændighed – udenfor Nuuk – opleves, kan du læse her. Denne gang skal det handle om affald, kloakering, energiforsyning, krager, tandhygiejne og transportomkostninger.
Det er lørdag morgen, så Marianne skal ikke til morgenkonference på hospitalet kl 7:45. Når hun alligevel vil derover, føler jeg mig ikke rigtig forpligtet til at servere doktorens morgencomplet, så jeg snuer videre. Udenfor er det desuden en decideret halv-trist morgen at vågne op til med dryp-dryp fra tagskægget – man bruger ikke tagrender på bygningerne her, når der ikke er nogen have at tage hensyn til, og grunden er klippe.
Chokoladefabrikken
Et let slør af regn-slud drysser ned på pladsen foran hospitalet her i Ravnekrogen – ja, det er min egen betegnelse for den ende af byen, vi bor i. Hospitalet, og vores røde længe med fire lejligheder, ligger nemlig godt 100 meter fra den store halvø, hvor ‘Dumpen’, byens losseplads, er anlagt. Der holder rigtig mange ravne til, og derfor også hos os.
På kanten af en klippeskrænt ved siden af Dumpen ligger en ensom bygning med et stort rør, der fører ned i fjorden. De lokale kalder bygningen for ‘Chokoladefabrikken’. Her bliver det afhentede indhold af byens mange toilettanke forarbejdet, inden det pumpes ud i fjorden. Egentlig kloakering af byen er næsten umuligt. Der er ikke noget jord at grave i – det er klippe alt sammen, og så er der faktisk ingen lugtgener i den kolde klare luft. Det er nok også derfor, kompostering af organisk affald ikke rigtig er mulig under disse himmelstrøg.
Overgang til grøn energi bliver vanskelig her i Nanortalik
Forureningsproblemet her er mest åbenbart med alt det plastikaffald, der flyder og flyver rundt omkring.
Hvilken energi skal grønlænderne vælge?
På halvøen står også to store 100.000 liters olietanke og tre mindre benzin- og petroleumstanke ved siden af byens centrale motorværksted, der reparerer alt det, der bruger en forbrændingsmotor: biler, snescootere, traktorer, kraner, generatorer, påhængsmotorer, bådsmotorer og sikkert meget mere.
Alt metallisk udstyr, der står ude, angribes i øvrigt meget aggressivt af havsaltet i luften, og ruster helt vildt – selv Oles geværløb ruster! Men hvad skal man gøre af alt det gamle udstyr? Mange af husene i byen vælger at dekorere deres ‘forhaver’ med rustet, udtjent grej.
Selvstyrets olieselskab, PolarOil, sender et tankskib, der fylder lagrene op to gange om året, og den sorte energikilde leverer byens varme og el, og holder alle forbrændingsmotorerne i gang for 4,60kr. literen. Det er halvdelen af prisen i Danmark, så der kunne selvfølgelig godt ligge nogle afgiftsindtægter her – men man skal huske, at afstandene til søs er mange gange længere end i Danmark – bare for at komme rundt i kommunen.
Transportomkostningerne er et af Grønlands helt store problemer. Ole fortæller, at når han søger et vildmarksguide-job længere oppe i landet, så får han ofte afslag, fordi alene transportomkostningerne er for høje i forhold til at hyre en lokal.
Når Grønland har valgt at stå udenfor EU, så er der ingen penge at hente her til denne slags grøn udvikling for Selvstyret
Overgang til grøn energi bliver vanskelig her i Nanortalik. Den letteste løsning bliver vandkraft, med en mulig placering af et hydrokraftværk mellem to søer længere inde i fjorden. Solceller findes på enkelte hustage og på sportshallen, men en egentlig solcellepark er økonomisk umuligt: Der er ikke meget sol om vinteren, når man har mest brug for det; der er heller ikke ret meget fladt terræn overhovedet; og så er det en klippegrund, hvilket gør fortøjning, ledningsføring og jordforbindelse af et stort el-anlæg meget svært og dyrt.
Det opdagede jeg, da jeg kom forbi byens maritime nødopkalds-antennemast bag olietankene. Her nødvendiggør den manglende jordforbindelse, at der er udlagt et helt net af 20 meter lange kabler på klippegrunden omkring masten.
Så er der vindkraft: Med mange storme – flere af orkanstyrke – er der virkelig noget at hente her, og der har vist nok været et forsøg med en vindmølle, men den ‘omkom’ i en orkan for ‘mange’ år siden – grønlændernes betegnelse for noget, der tidsmæssigt er mere end for fem år siden. Næste forsøg må blive med en orkansikker variant, som den Siemens-Gamesa er ved at udvikle.
Men når Grønland har valgt at stå udenfor EU, så er der ingen penge at hente her til denne slags grøn udvikling for Selvstyret.
Grønlænderne er til søde sager
Det eneste, der bevæger sig derude i denne grå-våde lørdag morgen er ravnene. Disse majestætiske kragefugle, corvus corvus, der hjemme i Dyrehaven i Klampenborg har bragt nyt liv og luftlyde med deres kraftige, hæse RAAARAAA, er heroppe byens krager og skader. De er forpjuskede og hopper rundt mellem klippeblokkene som tunge sorte klumpe-dumper.
Der er slet ikke noget majestætisk over dem her. Når de flyver rundt, ser jeg deres hullede fjerdragt, som om de ikke rigtig gider det der med personlig hygiejne – lidt ligesom mange voksne grønlænderes forhold til deres tandhygiejne, tænker jeg – de børster ikke tænder, og mange lokale mener, at de sagtens kan leve uden en fuld tandrække, indtil de når en alder, hvor de kan få et gratis gebis.
Heldigvis er generationerne under 30 år kommet bedre i gang med tandplejen. Selv Ole, det fornuftige og naturkloge menneske, hvis kæreste er assistent i tandlægeklinikken, har mange huller i tandrækken. Børge, byens teletekniker, har tænder, der absolut er blandt de pæne. Disse grønlændere (mænd og kvinder) må simpelthen have et andet forhold til smerte end vi derhjemme. Der er også voksne med pæne tænder, men jeg ta’r mig selv i at spekulere på, om de, ligesom i gamle Davids tilfælde, nu er kunstige.
Mogens, den residerende tandlæge, omtaler det som et nationalt karaktertræk. Han fortæller sine patienter, hvor vigtig tandplejen er, mens han reparerer tænder hele dagen. Han afsætter også ny tid til check-ups, som mange så bare ikke møder op til. Marianne ser det som en konsekvens af et helt overdrevet sukkerindtag – i kaffen, i kagerne, i slik hver dag til børnene, i fast food og mængder af sodavand – det er også grundlaget for de mange overvægtige børn. Grønlænderne er bare til det ‘søde’.
De børster ikke tænder, og mange lokale mener, at de sagtens kan leve uden en fuld tandrække, indtil de når en alder, hvor de kan få et gratis gebis
Det er heldigvis anderledes med ravnene oppe på Ravnefjeldet bag byen. De har deres reder på stejle klippevægge, og når de letter fra redekarmene, er det med et par meters fald, før der kommer luft under vingerne og nok undertryk over vingerne til at løfte dem op. Så svæver de på brede sorte vinger med de intakte hale- og vingesvingfjer strakt helt ud. Og når de udstøder deres skrig, lyder det anderledes mægtigt mellem klippeskråningerne. Når de opdager en havørn, som den ungfugl, der nærmede sig, så er de straks klar til at jage den væk fra deres reder.
Denne lørdag er Marianne gået over for at tjekke op på en færøsk sømand fra en trawler, der kom ind i nat. Han havde skåret sig dybt i venstre hånd mellem tommel- og pegefinger, og blev så syet sammen klokken 2 af Mariano, den mandlige danske sygeplejerske, der havde nattevagten. Da sømanden nu har sat sine ben på grønlandsk jord, er han underkastet de gældende coronakarantæne-regler her: efter lægebehandling skal han ekspederes tilbage til Færøerne – en temmelig lang og dyr rejse!
Han skal via helikopter nordpå til Narsarsuaq, videre nordpå med propelfly til Kangerlussuaq, så sydpå med rutefly til København og så endelig nordpå igen til Thorshavn – en tur med flere overnatninger undervejs – selvom sejladsen med hans trawler nok havde været meget hurtigere og meget, meget billigere. Da Marianne en fredag ville have en seks-årig dreng med en kompliceret brækket arm til operation i Nuuk, måtte de vente til mandag, for en evakuering fredag aften ville koste 1,5 mio. kr., fordi det forudsatte genåbning af tre lufthavne.
En anden væsentlig transportforhindring er storisen derude på Davis Strædet. Den har trukket sig lidt længere væk fra kysten de seneste par dage. Det giver færre klapmydssæler for de lokale fangere, der dog ikke beklager sig. De har lagrene fulde, og må sejle op til Qaqortoq for at få afsat deres sælfangster. Så de er nu gået på ørredfiskeriet. Det er Marianne og jeg glade for! Det er ret trættende at skulle fange dem selv, som jeg gjorde i Tasermiutfjorden. De smager skønt, de fjeldørreder, men fisker det bliver jeg aldrig.
Transportomkostningerne er et af Grønlands helt store problemer. Ole fortæller, at når han søger et vildmarksguide-job længere oppe i landet, så får han ofte afslag, fordi alene transportomkostningerne er for høje i forhold til at hyre en lokal
Det er så også blevet lettere for de havgående fiskerbåde at anløbe havnen de seneste dage, som den færøske trawler med den sårede sømand, og Ajsi fra Nuuk og Permiut, der fisker efter snekrabber på 2-700 meters dybde. De havde haft så god en fangst hernede sydpå, at de lige måtte ind og tømme lasten her i Nanortalik, hvor der også ligger en fiskefabrik.
Vi skyndte os op i Brugsen og købte (frosne) snekrabber – et virkeligt dejligt bekendtskab.
LÆS MERE AF BERNT STUBBE ØSTERGAARD HER
Alle fotos er skribentens egne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
