Naivitet forklædt som magtkritik

i Politik & Samfund/Debat af

KOMMENTAR // POLITIK – I ministerierne foregår der en del kampe, som involverer toppen af embedsværket i dybden, skriver Claus Perregaard i anledning af den diskussion, som er fulgt i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens beslutning om at hyre tre personlige toprådgivere i statsministeriet samt at gøre sin personlige højre hånd, Martin Rossen, til stabschef: “Jeg kan ikke se, hvori det demokratiske problem skulle bestå, hverken i princippet eller baseret på egne erfaringer med topembedsværkets ageren. Danmark har et fremragende dygtigt embedsværk – også på topniveau. Men det er ikke det samme, som at disse ikke er politiske aktører og magtudøvere, og det er en falsk modsætning, der opstilles i fht. de særlige rådgiveres rolle. Den megen kritik af den nye regeringsleders dispositioner forekommer mig ærlig talt bornert.”

Dels er der en kamp om ministerens (fulde) opmærksomhed. Den kamp handler om viden og distribution og dosering af viden samt ikke mindst om eksklusiv adgang til ministeren – helst udenom den personlige rådgiver.

Den bruges benhårdt af visse topembedsmænd:

Lodret imod ministerens bestilling sendes notater, taleudkast etc. bevidst ikke til rådgiveren, møder med ministeren planlægges uden rådgiveren, aktørerne griber enhver lejlighed til at placere sig i fly, i biler, ved mødeborde etc., så de får ministerens fulde opmærksomhed.

Hvis embedsmænd oplever, at de har en svag minister, ser de ofte stort på den konkrete minister, og så forbereder ”huset” sig på bedre tider og forsøger at fastholde status quo

Ofte opereres der bevidst med deadlines, hvor man forsøger at få rådgiveren så sent ind i forløbet, at man kan henvise til det tidsmæssige umulige i at lave beslutninger, sætninger, notater, processer osv. om.

Dette sker ikke mindst på direktør- og departementschefsniveau. Jeg kender ikke så få eksempler på ministre der har måttet tale med meget store bogstaver for at få ministeriet til at respektere og forstå rådgiverens rolle og betydning for ministeren.

Og så er der en kamp om at bevare ministeriets status og selvforståelse – uanset ministeren og hans/hendes rådgivere. Der er en kulturel selvforståelse, som forsøges opretholdt. Én i justitsministeriet, én i finansministeriet, én i udenrigsministeriet osv.

Her er det ministeriets kultur, selvforståelse, oplevet status og hierarkiske placering i fht. andre ministerier der forsøges værnet om – uagtet en regerings og en regeringsleders politiske mål og samlede retning for en regerings projekt.

I det spil opererer embedsmænd, der ser stort på den konkrete minister, særlig hvis de oplever at have en svag minister.

Så forbereder ”huset” sig på bedre tider og forsøger at fastholde status quo.

Der kan også være andre konkrete politiske dagsordner.

Der foregår hele tiden territorialkampe, også om del-ressortområders vægtning – altså embedsmænds ”darlings” i kamp mod andre. De dygtigste og mest ambitiøse laver decideret lobby-arbejde for egne favoritemner – og dermed bevillinger – hvis man fanger den særlige rådgivers eller ministers opmærksomhed.

Lobbyarbejdet og kampen om ministerens øre understreger samtidig, at der også foregår politiske kampe internt, og at den stolte, uegennyttige og neutrale embedsmand er en sandhed med ikke ubetydelige modifikationer

Det er ofte fint nok, men lobbyarbejdet og kampen om ministerens øre understreger samtidig, at der også foregår politiske kampe internt, og at den stolte, uegennyttige og neutrale embedsmand er en sandhed med ikke ubetydelige modifikationer.

Jeg vil derfor stærkt advare mod den native forestilling, som nogen fremfører, nemlig at hele (top-)embedsværket pr. definition er neutralt og altid rådgiver efter bedste overbevisning; altid repræsenterer det mest lovmedholdelige osv. og alle de andre myter, der er nyttige i fortællingen om de onde politikere og deres endnu ondere rådgivere.

I de sidste 18 år har alle regeringer haft borgerligt fortegn – på nær parentesen Thorning. Det betyder selvsagt også noget for, hvordan embedsværket har tunet ind på ”magten” og hvor netværk, tillid, personlige relationer etc. over tid er blevet opbygget.

K- og Ø-udvalgene er uhyre centrale, men departementscheferne er godt tilfredse med fraværet af særlige rådgivere i alle de fora, de har mulighed for at være alene med ministrene i.

En minister er under massivt sagspres og ofte også under massivt mediepres. I virkelighedens verden foregår mange briefinger af ministeren i et fly på vej til Bruxelles eller i ministerbilen på vej til det næste møde, med tommetykke sagsbunker, talepapirer etc. etc.

De personlige rådgivere kommer ind i billedet, når det handler om at holde sagerne på sporet i forhold til de politisk-ideologiske prioriteringer eller finde tid til, at ministeren kan finde en mere grundlæggende måde at agere i sit virke på, også kommunikationsmæssigt

At have det fulde overblik, og samtidig kunne holde både de politisk-ideologiske linjer helt klart for sig er en overmenneskelig opgave for de fleste. Her står embedsværket klar – oftest ekstremt kompetent – til den ene del med ”sagerne”,  som er kørt gennem den ministerielle mølle.

De personlige rådgivere kommer ind i billedet i den anden del. Den, der handler om at holde sagerne på sporet i forhold til de politisk-ideologiske prioriteringer eller finde tid til, at ministeren kan finde en mere grundlæggende måde at agere i sit virke på, også kommunikationsmæssigt.

Men hvis topembedsværket ingen respekt har for det arbejde – og måske de facto modarbejder det – så svækkes ministeren.

Mette Frederiksens bud på en konstruktion skal også ses i det lys.

For mig at se er det en tåbelig myte, at embedsværket altid fremstilles som særlig ædelt i sin omgang med magten – og politikerne og rådgiverne som særligt moralsk depraverede.

Vælgerne har valgt politikerne på grund af politik og ideologi samt de folkevalgtes vilje til at gå i én retning frem for i en anden.

For mig at se flyttes der en lille smule magt fra topembedsværket til regeringsledelsen, herunder den politiske rådgivning med Mette Frederiksens beslutning. Jeg kan ikke se, hvori det demokratiske problem skulle bestå

At man som regeringsleder tager det alvorligt, handler ikke om at tilrane sig mere magt, men om rent faktisk at ville udfolde den magt, man er blevet givet efter sin intention, hvilket selvsagt fortsat ske indenfor lovens rammer.

For mig at se flyttes der en lille smule magt fra topembedsværket til regeringsledelsen, herunder den politiske rådgivning med Mette Frederiksens beslutning.

Jeg kan ikke se, hvori det demokratiske problem skulle bestå hverken i princippet eller baseret på egne erfaringer med topembedsværkets ageren.

Og når det er sagt: Danmark har et fremragende dygtigt embedsværk – også på topniveau. Men det er ikke det samme, som at sige, at embedsmændene ikke er politiske aktører og magtudøvere, for det er de.

Det er derfor en falsk modsætning, der opstilles i fht. de særlige rådgiveres rolle, og den megen kritik af den nye regeringsleders dispositioner forekommer mig bornert.

Det er naivitet forklædt som magtkritik.


Topillustration: Reddit

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Claus Perregaard er cand.mag i historie og filosofi. Han er medejer af konsulentvirksomheden Perregaard/Knudsen Kommunikation, underdirektør i DTL, tidligere politisk rådgiver og pressechef i SF og tidligere særlig rådgiver i Udenrigsministeriet.

Seneste artikler om Politik & Samfund