BAGGRUND – I disse dage er der – igen – udbrudt regulær krig i Kaukasus, hvor Armenien og Azerbaijan i en menneskealder har været på kant over området Nagorno Karabakh. I de gode gamle dage var begge lande en del af Sovjetunionen, men siden Jerntæppets fald har modsætningerne mellem nabolandene nået et punkt, hvor hverken det internationale Melodi Grand Prix, UEFA eller stormagterne undgår at forholde sig til konflikten.
Krudttønden Kaukasus
Ligesom Balkan er Kaukasus-regionen stemplet som en krudttønde. Som grænseland mellem den kristne og muslimske verden har Kaukasus-bjergene mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav været omstridt i over tusind år.
Helt tilbage i år 301 blev Armenien det første land i verden, der indførte kristendommen som statsreligion. Hundrede år senere fik Armenien sit eget skriftsprog, som endnu bruges. Siden blev Armenien delt mellem Det Byzantinske Rige og Persien. I 600-tallet erobrede araberne en del af området, men armenierne kæmpede i flere hundrede år imod den fremmede indflydelse. Fra centralasien kom to tyrkiske folk, først seldsjukkerne, siden osmannerne. Sidstnævnte blev efterhånden armeniernes hovedfjende, og da Konstantinopel i 1453 faldt til osmannerne, mistede Armenien sin vigtigste allierede.
Et kvart århundredes sporadiske fredsforhandlinger har endnu ikke båret frugt. Den fastfrosne konflikt i Nagorno-Karabakh er med ujævne mellemrum blusset op, og intet tyder på, at det bliver denne gang, en varig løsning skabes
Det sunnimuslimske Osmannerrige og det shiamuslimske Persien var i konstant konflikt, og ofte udgjorde Armenien slagmarken, indtil landet i 1600-tallet deltes mellem de to stormagter. Armenierne forsøgte at gøre de kristne lande i vest opmærksomme på deres situation, men uden held. I stedet kom hjælpen fra nord, hvor Rusland voksede sig stærkt og kom i konflikt med såvel Persien som Osmannerriget. I 1700-tallet nåede russiske ekspeditioner helt til det nuværende Azerbaijan, og besatte Baku. Armenierne gjorde oprør, og i 1800-tallet blev flere og flere armenske områder erobret af russerne i krige mod Persien, men størstedelen af det armensk-beboede område var fortsat på osmanniske hænder.
Fald og folkedrab
Armenierne i øst levede under russisk beskyttelse og fik en lang velstandsperiode, mens armenierne i vest var forfulgt og chikaneredes af deres osmanniske herskere. Oprør var udbredt, og under 1. verdenskrig støttede armenierne Rusland i Den Store Krig, der endte med at lægge begge imperier i graven.
Armeniernes støtte til Rusland brugte Ungtyrkerne som undskyldning for at deportere armenierne, hvilket kostede mellem 250.000 og 2.000.000 armeniere livet. Begivenheden er i dag kendt som Det Armenske Folkedrab, men anerkendes ikke af det moderne Tyrkiet – eller Azerbaijan. Heller ikke Danmark anerkender folkedrabet – i modsætning til bl.a. Sverige, Tyskland, USA og Rusland.
Den danske sygeplejerske Karen Jeppe rejste i 1903 til Armenien, og boede der under forfølgelserne og folkedrabet. Hun skjulte bl.a. tolv armeniere i en hule under sit hus. Efter 1. verdenskrig var hun hjemme i et par år, inden hun rejste til Aleppo i Syrien, hvortil mange armeniere var flygtet. Her døde hun i 1935, og begravedes på byens armenske kirkegård. Hendes oplevelser er beskrevet i flere bøger.
Sovjetunionen
Det Russiske Kejserrige kollapsede i 1917, hvorefter Armenien udråbte sig som en selvstændig stat. Tyrkerne angreb Armenien i 1918 og 1920, hvilket kostede armenierne store landområder, og i slutningen af 1920 gik armenske kommunister og nationalister sammen og udråbte den sovjetisk-armenske republik. Året efter kuppede kommunisterne regeringen med hjælp fra Den Røde Hær, der rykkede ind fra Azerbaijan.
I 1922 dannede Armenien, Georgien og Azerbaijan Sammenslutningen af Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublikker, som blev optaget i Sovjetunionen. I Kreml vidste man godt, at de etniske spændinger i Kaukasus var udtalte, og prøvede derfor at imødekomme dem gennem en separationspolitik, hvilket betød store folkeflytninger. Blandt andet blev Nagorno-Karabakh, der var et historisk armensk område, som Azerbaijan i 1920 gav afkald på, nu tilknyttet Azerbaijan.
I Armenien og Azerbaijan voksede bevægelser frem, som kæmpede for og imod en genforening, og i 1968 brød voldelige sammenstød ud i Stepanakert – hovedstaden i den de facto uafhængige sovjetrepublik Nagorno-Karabakh
Situationen kan sammenlignes med konflikten omkring Krim-halvøen, der var overvejende etnisk russisk, men blev foræret Ukraine som en gave i de glade Sovjet-dage. Sammenslutningen af de tre Kaukasus-stater opløstes i 1936, hvorefter de hver især lod sig optage i Sovjetunionen. I 1965 kom konflikten op til overfladen, da armeniere markerede folkedrabet 50 år tidligere. I Jerevan krævede demonstranter en tilbagelevering af Nagorno-Karabakh. Dette krav blev første gang stillet to år tidligere til Nikita Khrusjtjov og var underskrevet af 2.500 etniske armeniere fra Nagorno-Karabakh.
I Armenien og Azerbaijan voksede bevægelser frem, som kæmpede for og imod en genforening, og i 1968 brød voldelige sammenstød ud i Stepanakert – hovedstaden i den de facto uafhængige sovjetrepublik Nagorno-Karabakh.
Stedfortræderkrig?
Med Sovjetunionens opløsning forsvandt den jernnæve, der indtil nu havde holdt sammen på det etniske kludetæppe Kaukasus. Spændingerne mellem Armenien og Azerbaijan har langt fra været de eneste i området, hvor Rusland flere gange har været involveret i krige i såvel Tjetjenien som Georgien. Krigen i Nagorno-Karabakh brød ud i 1991, da armenierne i Nagorno-Karabakh stemte for en skilsmisse fra Azerbaijan. De fik støtte fra selve Armenien samt Rusland, mens Azerbaijan støttedes af de muslimske lande i regionen. Krigen blev hurtig beskidt, og bød på massakrer begået af begge sider.
Blandt de værste var Khojaly-massakren i februar 1992, hvor etnisk-armenske soldater myrdede 613 civile azerbaijanere – heraf 106 kvinder og 83 børn. Da Tyrkiet året efter truede med at intervenere på Azerbaijans side, mobiliserede Rusland styrker på Armeniens grænse til Tyrkiet, og holdt på den måde tyrkerne stangen. Da Armenien erobrede azerbaijanske områder langt grænsen til Iran mobiliserede iranerne…
I foråret 1994 blev der på russisk initiativ indgået en våbenhvile, som de jure bibeholdt Nagorno-Karabakh som en del af Azerbaijan, mens området de facto er en selvstændig stat med egen regering, flag og valuta
Til trods for dette magtspil, er konflikten aldrig blevet en stormagtskonflikt på samme måde som f.eks. Syrien, hvor både Rusland, Tyrkiet og Iran er involveret. Krigen i Nagorno-Karabakh sendte Azerbaijan i krise, hvilket tvang lederen til at tilbagekalde tropper fra fronten for at beskytte sig selv og sin regering mod utilfredse landsmænd. Derfor kunne den armenske hær erobre en del byer og områder uden at løsne skud.
I foråret 1994 blev der på russisk initiativ indgået en våbenhvile, som de jure bibeholdt Nagorno-Karabakh som en del af Azerbaijan, mens området de facto er en selvstændig stat med egen regering, flag og valuta. Over 200.000 armeniere fra Azerbaijan og 800.000 azerbaijanere fra Armenien og Nagorno-Karabakh blev forflyttet som en følge af krigen, der kostede 30.000 mennesker livet.
Mujahedin
Azerbaijan var det første land i verden med et muslimsk befolkningsflertal til at kalde sig et sekulært land. Det skete allerede ved selvstændigheden for 100 år siden, og er fortsat gældende i dag, selv om næsten hele befolkningen betegnes som shiamuslimer. Ikke desto mindre fik konflikten med det kristne naboland i 1990’erne et skær af religionskrig over sig. Mens Rusland støttede Armenien, kom der hellige krigere for at hjælpe Azerbaijan. Mujahedinerne var veteraner fra Afghanistan, hvor de havde ti års erfaring med at føre krig mod russerne. Én af de hellige krigere var tjetjeneren Sjamil Basajev, som i 2004 gav ordre til angrebet på Skole Nummer 1 i Beslan i Nordossetien. Basajev blev i 2006 dræbt i Ingusjetien efter kamp med russiske styrker. Armenien og Rusland har i dag en traktat, der giver den russiske hær ret til at forsvare Armeniens grænser mod Tyrkiet og Iran. Traktaten var en forløber for en sikkerhedssammenslutning mellem Armenien, Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan, som cementerede de gamle sovjetlandes militære samarbejde mod islamisk ekstremisme.
Good Evening Europe!
Azerbaijan er et land med store oliereserver, hvilket i de seneste år har fået landet til at minde mere og mere om en golfstat. Skyskrabere skyder op, der afholdes Formel 1-løb i Baku og landet pumper mange penge i imagepleje. I 2011 vandt landet Det Internationale Melodi Grand Prix, og fik dermed muligheden for at vise hele Europa, hvor godt det går. Ét land valgte dog at blive væk fra musikfesten i Baku – Armenien. Demokratiet i Azerbaijan har gennem årene fået et mere autoritært udtryk, hvilket bl.a. kom til udtryk i forbindelse med forberedelserne til afholdelsen af Det Internationale Melodi Grand Prix, hvor folk blev smidt ud af deres boliger, for at gøre byen pænere og give plads til nybyggeri.
Europa League-finale med bitter eftersmag
Også på fodboldfronten opruster Azerbaijan, da Baku i 2020 skulle have lagt græs til kampe ved den udsatte EM-slutrunde. Landets forhold til Armenien giver dog UEFA nogle hovedbrud. Det er således nødvendigt med en klausul i forbindelse med lodtrækningerne til kvalifikationsturneringerne til EM og VM, som sikrer, at de to lande ikke kan mødes…
Til sammenligning er der intet til hinder for, at f.eks. Rusland og Ukraine kan trække hinanden. I 2019 skabte konflikten endnu engang overskrifter i fodboldverdenen, da den armenske stjerne Henrikh Mkhitaryan fra Arsenal ikke ville rejse til Baku, for at spille Europa League-finalen mod Chelsea, af frygt for sin egen sikkerhed. Azerbaijan og UEFA mente ikke, der var nogen grund til afbuddet, og Azerbaijan mente, at afbuddet var et politisk statement.
Mkhitaryan har mindst én gang besøgt Nagorno-Karabakh, hvilket normalt betyder, at man ikke kan indrejse i Azerbaijan, men Azerbaijan valgte at afvige fra reglen og give ham visum, hvilket han altså ikke tog imod. Mkhitaryan var dog ikke den eneste, der måtte nøjes med at se finalen på TV. Arsenalfans med armenske navne blev således nægtet visa til Azerbaijan.
Hvad nu?
Et kvart århundredes sporadiske fredsforhandlinger har endnu ikke båret frugt. Den fastfrosne konflikt i Nagorno-Karabakh er med ujævne mellemrum blusset op, og intet tyder på, at det bliver denne gang, en varig løsning skabes.
Det kan i det hele taget være svært at se, hvorfra en løsning skal komme på sigt. De to små lande er begge forankret i uforsonlighed, og man kan næsten få den tanke, at regeringerne i såvel Jerevan som Baku er ganske godt tilfredse med at have en ydre fjende. På dem måde slipper lederne for at forholde sig til befolkningens utilfredshed og de problemer landene hver især slås med – og de har det med at blive glemt, når konflikten i Nagorno-Karabakh blusser op.
Der er ingen tvivl om, at de to lande ikke selv kan løse konflikten, og det kræver derfor pres udefra. Det gælder først og fremmest Rusland og Tyrkiet, der dog begge har flere interesser på spil i regionen
Der er ingen tvivl om, at de to lande ikke selv kan løse konflikten, og det kræver derfor pres udefra. Det gælder først og fremmest Rusland og Tyrkiet, der dog begge har flere interesser på spil i regionen. Rusland er traditionelt Armeniens allierede, men Rusland er også interesseret i et godt forhold til den tidligere sovjetrepublik Azerbaijan, og russerne er derfor ikke gået all-in på Armeniens side. Det samme kan siges om Tyrkiet, der ganske vist er Azerbaijans vigtigste allierede, men også er interesseret i et tåleligt forhold til naboerne i regionen – ikke mindst Rusland.
Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov inviterede 1. oktober parterne til fredsforhandlinger, men der er ingen grund til at håbe på mere end endnu en midlertidig våbenhvile.
Topfoto: En etnisk-armensk soldat i Nagorno-Karabakh affyrer en kanon mod azerbaijanske stillinger. Foto: Armenian Ministry of Defence.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og