KRIG I UKRAINE // LITTERATUR – Dansk bogforlag tager initiativ til at støtte humanitær indsats i Ukraine ved salg af forfatteren Sergij Zjadans to romaner, som findes i dansk oversættelse.
”Sorte træer i sneen, spidse grene med den røde himmel som baggrund, bag hegnet ligger gaden, naboernes små hvide huse, hist og her elektriske lamper som gule appelsiner, haver, hegn, skorstene, røgen stiger op af, som var det trætte mænd, der stod og snakkede i kulden og sendte en varm januar-ånde ud fra lungerne.
Gaderne er tomme, ingen steder er der nogen, kun kan man nu og da høre togvogne blive koblet sammen, metal mod metal, som om nogen rykker rundt med møbler af jern. Og derudover havde der fra syd, i retning af byen, fra morgenstunden og hele dagen lydt enkeltstående kraftige eksplosioner, til tider hyppige og intense, til tider med større mellemrum.
Frisk luft, lugten af fugtige træer, en anspændt stilhed. Så stille er der kun, når alle tier og begynder at lytte
Ekkoet breder sig højt op i luften, om vinteren forplantes lyde på underlig vis, det er svært at fastslå præcist, hvor det kommer fra, og hvor det lander. Frisk luft, lugten af fugtige træer, en anspændt stilhed. Så stille er der kun, når alle tier og begynder at lytte. Pasja tæller til hundrede og går tilbage. Ti. I går aftes havde der været seks. På det samme tidspunkt. Interessant hvad de vil sige i nyhederne.”
Sådan lyder det ildevarslende i begyndelsen af den ukrainske forfatter Sergij Zjadans roman Og midt i alt dette går frontlinjen. Den udkom på dansk i 2020, i Helle Dalgaards smukke oversættelse, og dette skal ikke forstås som en forkølet boganmeldelse med årelang forsinkelse. Nej, bogen bliver omtalt her, fordi den har fået aktualitet igen og derfor fortjener at blive læst med krigen i Ukraine som forstemmende bagtæppe.
Herudover har den, sammen med romanen Mesopotamien, der udkom i dansk udgave et par år forinden, fået ny interesse, fordi forlaget, Jensen & Dalgaard, har besluttet at 100 kroner af hvert solgt eksemplar nu går direkte til forfatterens humanitære indsats i hjemlandet. Denne består i at yde støtte til forældreløse børn i krigszonen.
Det vrimler med soldater
Sergij Zjadan lever i byen Kharkiv i det østlige Ukraine, som i disse dage er ramt af svære krigshandlinger. Det er også byen, der danner ramme om romanens handling, og han skrev den under indtryk af den væbnede konflikt i området omkring grænsen til Rusland, som også dengang satte sit præg på ukrainernes hverdag.
Læs bare her, hvor hovedpersonen, Pasja, tager bussen gennem den skæbnesvangert mennesketomme by:
”Et sted deroppe bevæger solen sig, et eller andet sted må den være dukket frem, den kan ganske vist ikke ses, men man kan mærke den. Ellers mærker man ikke noget. Pasja holder vagtsomt øje med den fugtige dis rundt om dem, han prøver at forstå, hvad det mon er, han har overset, hvad var det, den blodoversprøjtede fyr i fjernsynet havde villet forklare ham.
De står bag betonklodserne, under flossede nationalflag og kigger tavse i retning af byen
Chaufføren kører forsigtigt uden om de døde granathuller, når ud til landevejen og drejer til højre. Bussen rumler hen til stoppestedet, standser som den plejer, her er der altid nogen, der stiger på. Men ikke i dag, ser det ud til. Chaufføren bliver holdende et stykke tid, sikkert som han plejer, uden at lukke dørene, så kigger han hen på Pasja, som om han beder om tilladelse til at køre, dørene lukkes, bussen kører videre, den sætter farten op og kører nærmest ind i en vejspærring.
– Fuck, flyver det ud af munden på chaufføren.
Det vrimler med soldater ved vejspærringen: de står bag betonklodserne, under flossede nationalflag og kigger tavse i retning af byen.”
Universel fortælling
Den 47-årige Zjadan er født og opvokset i Ukraine, og han er en af de førende skikkelser i Ukraines yngre forfattergeneration. I 2004 deltog han i Den Orange Revolution, hvor store folkelige protester rettede sig mod korruption og svindel ved valget det år, og han har i årevis befundet sig i forskellige aktivistiske miljøer.
I romanen Og midt i alt dette går frontlinjen tematiserer han den menneskelige uvished i krigens inferno. Frontlinjen rykker mærkbart tættere på, og i sidste øjeblik tager læreren Pasja modvilligt af sted for at hente sin nevø hjem i sikkerhed fra skolehjemmet i den nærliggende storby. Men det er rent faktisk et stykke efter sidste øjeblik, for hvor fanden går frontlinjen egentlig – hvor går Pasjas egen grænse – og hvilke farver har flaget om tre dage?
Romanen er skrevet for nogle år siden, og indgår derfor i en anden kontekst. Men fordi det også er en universel fortælling om et være civilist i en krigszone, har den lige så stor gyldighed i dag. Zjadan var teenager i 1991, da Sovjetunionen faldt sammen, og det var netop i den tid, at drømmen om et frit og uafhængigt Ukraine for alvor begyndte at spire.
”Jeg tog imod det med entusiasme, som noget positivt. Jeg er kritisk overfor mange ting i USA, men det er helt rigtigt, at Sovjetunionen var ondskabens rige,” sagde han således til Politiken, da han i 2018 var i København for at præsentere den danske oversættelse af Mesopotamien.
På det tidspunkt drejede konflikten sig primært om separatisterne i Donbas-regionen, som også er stedet, hvor den aktuelle krig startede. Zjadan så, hvordan Putins Rusland støttede separatisterne i sin bestræbelse på at trække Ukraine ind under russisk indflydelse. Det er her, hans aktivisme udsprang, og det er det, som er blevet kernen i hans kunstneriske udtryk – ved siden af romanskrivning og en stribe digtsamlinger, har han en karriere som rapper og musiker.
For at sætte handling bag sit litterære udtryk, tog Sergij Zjadan for nogle år siden initiativ til en indsats for de børn som har mistet deres forældre i krigen. Aktuelt har dette arbejde fået ny stor betydning, og det er dette arbejde, man kan støtte ved at købe hans bøger. Samtidig med at man kan læse en tindrende smuk fortælling om, hvordan mennesker lever, drømmer og elsker, midt i krigens gru.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her