KONFLIKT // ANALYSE – Israels arabere/palæstinensere og Ukraine står side om side som strukturelle eksempler på, hvordan ideologi, elitepolitik og hellige fortællinger kan låse samfund fast i langvarig lidelse. Her er der ikke tale om ensartede samfund, men de er analytisk sammenlignelige.
Den største tragedie i moderne konflikter er ikke kun vold eller invasion. Det er transformationen af
Når politiske bevægelser holder op med at spørge, hvad der forbedrer folks liv, og begynder at spørge, hvad der bevarer deres fortællinger, bliver lidelse bæredygtig. Endda meningsfuld. Ligefrem hellig.
Moralske fortællinger om at være ”retfærdige ofre” (”jøderne har stjålet vores land”) har erstattet den historiske realitet med to indfødte folk, der skal dele landet
Denne dynamik er synlig i meget forskellige sammenhænge – fra Israels arabere/palæstinensere til Ukraine – ikke fordi konflikterne er identiske, men fordi de ”politiske patologier”, der opretholder dem, er strukturelt ens.
Kompromis som moralsk tabu
I Israels arabiske/palæstinensiske tilfælde har årtiers lederskab prioriteret symbolsk modstand frem for opnåelige resultater. Fra arabisk afvisning af
Moralske fortællinger om at være ”retfærdige ofre” (”jøderne har stjålet vores land”) har erstattet den historiske realitet med to indfødte folk, der skal dele landet. Modstand har erstattet pragmatiske visioner. Resultatet har ikke været suverænitet eller værdighed, men fragmentering, afhængighed, ydmygelser og permanent politisk limbo.
Eliter opererer under andre incitamenter end befolkninger. Ledere opnår autoritet gennem symbolsk klarhed, ikke gennem konkrete forbedringer.
I Ukraine opererer en anden, men beslægtet logik. Her er national overlevelse blevet smeltet sammen med absolut moralsk indramning. Politik er i stigende grad organiseret omkring eksistentielle fortællinger: civilisationskamp,
Kompromis har indtil videre ikke været indrammet som strategi, men som forræderi. Forhandling bliver moralsk fiasko. Krig bliver identitet. I begge tilfælde forvandler ideologi kompromis til moralsk tabu.
Dette er ikke for at sætte lighedstegn mellem aggressor og offer eller besætter og besat. Det er for at observere et dybere mønster: Når konflikter bliver helliggjort, bliver pragmatisme illegitim.
Eliter opererer under andre incitamenter end befolkninger. Ledere opnår autoritet gennem symbolsk klarhed, ikke gennem konkrete forbedringer. Maksimalistiske positioner beskytter legitimitet; kompromis truer den. I sådanne systemer er det sikrere at sige ”nej” end at sige ”ja”, selv når ”nej” kun producerer fortsat lidelse.
De pragmatiske borgere
Når vi bevæger os væk fra niveauet, hvor ledere og ideologier hersker, møder vi de almindelige mennesker, som gør det øverste niveau overhovedet muligt. Disse almindelige borgere er derimod pragmatiske. De ønsker sikkerhed, stabilitet, arbejde, uddannelse, bevægelse og fremtid for deres børn. De drager ikke fordel af krig som identitet. De lever med dens omkostninger.
Denne kløft mellem eliteideologi og folkelig interesse er ”politisk farlig”. Fordi når folks præferencer ikke kan udtrykkes uden moralsk straf, bliver politik et ritual snarere end repræsentation.
Derfor er det farligt for ideologiske bevægelser at ”lade folket tale”. Folkelig pragmatisme underminerer helliggjort politik. Hvis folk får lov til at vælge mellem symbolsk modstand og en levedygtig fremtid, mister ideologien sit monopol.
Israel har fire arabiske partier (Hadash, Balad, Ta’al, Ra’am), hvoraf de tre er mere eller mindre ideologisk funderede. I denne kontekst er Mansour Abbas og hans Ra’am-parti en sjælden undtagelse. Ved at gå ind i koalitionspolitik (Bennet-Lapid-regeringen, 18 måneder, 2021-22) og engagere sig direkte med zionistiske partier brød Ra’am logikken bag hellig isolation.
Sandt politisk mod er ikke maksimalisme. Det er ikke hellig jord, hellige grænser eller hellige fortællinger.
Den erstattede symbolsk opposition med transaktionel politik, som udmøntede sig en i søgen efter konkrete forbedringer for de lokale arabiske/palæstinensiske samfund. Ikke identitetsopgivelse – men ”borgerlig pragmatisme”. Den viste, at deltagelse kan give materielle gevinster, og at politik ikke behøver at være hellig for at være legitim.
Reaktionen var lærerig. Ra’am blev angrebet ikke kun af ideologiske modstandere, men også af andre arabiske partier. Fordi pragmatisme destabiliserer ideologiske hierarkier. Den flytter legitimitet fra narrativ renhed til menneskelige resultater.
Den samme logik gælder andre steder. I Ukraine bliver stemmer, der udforsker forhandling, territoriale kompromiser eller fastfrosne konfliktløsninger, ofte behandlet som moralsk mistænkelige, uanset den humanitære gevinst. I Israel har kompromis længe været fremstillet som forræderi, uanset menneskelige resultater.
Forskellige konflikter. Samme struktur
Det, der bliver synligt nu, er et grusomt paradoks: bevægelser, der hævder at tale på vegne af ”folket”, kan ikke tillade folket at vælge anderledes. Folkelig pragmatisme truer ideologisk autoritet. Så befolkningen bliver symbol snarere end agent. Repræsentation erstatter samtykke.
Sådan bliver befrielsesbevægelser og nationale modstandsprojekter vogtere af lidelse.
Sandt politisk mod er ikke maksimalisme. Det er ikke hellig jord, hellige grænser eller hellige fortællinger. Det er villigheden til at bytte symboler for liv, myter for institutioner og ideologisk renhed for en menneskelig fremtid.
Pragmatisme er ikke at overgive sig. Det er ansvar.
Hvis der er en vej ud af lidelse – i Israel-Palæstina, i Ukraine og andre steder – vil den ikke komme fra en dybere helliggørelse af politik. Den vil komme fra at bringe den ned på jorden, skabe konkrete resultater og gøre en ende på menneskers lidelser
Målet er at bringe politik tilbage til det, den skal være: et redskab til et godt menneskeligt liv, ikke en politisk skueplads, hvor politikere iscenesætter sig selv og skaber narrativer – ofte til begrænset gavn (jf. mit indlæg “En folkelig fredsproces i Israel-Palæstina konflikten er den eneste farbare vej til fred”)
Folket har ikke brug for flere heroiske fortællinger. De har brug for en fremtid. ”Ulykkeligt det land, der har brug for helte,” som Bertolt Brecht udtrykker det i sit skuespil Galileos liv.
Alt, hvad der kræves, er at lade folk vælge deres egen fremtid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og