TRUMP-PLANEN // KRONIK – Med Trumps fredplan dikteres freden som en topstyret politisk model, skriver Bernhard Bierlich. Men en varig fred kan kun opnås med en folkets fredsproces, nedefra og opefter, hvor de to parter, Israels jøder og palæstinenserne, forsoner sig med hinanden og sammen finder frem til det gode liv.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Trumps seneste fredsplan giver et vist håb. Planen præsenterer et overvældende antal vanskelige forhindringer. Men den kan, som Thomas Friedman engang skrev i The New York Times, være “det sidste tog til et anstændigt sted“.
Men idet dette tog forlader stationen, kommer i omdrejninger og trækker sine mange vogne efter sig, begiver det sig ud på en lang rejse mod fred og en endelig to-statsløsning. Vi må facilitere denne rejse og sætte rigtig skub i dette fredstog. Opgaven er at få fart på og dermed sikre, at toget ikke går i stå undervejs, men virkelig når sin destination.
Den nødvendige ekstra fart kan kun komme fra en græsrodsfredsproces. En folkets fredsproces nedefra og opefter, hvor de to parter, Israels jøder og palæstinenserne, forsoner sig med hinanden og sammen finder frem til det gode liv.
Hverdagen er dér, hvor folk i praksis finder ud af meningen med det gode liv. Det handler om sundhed, velstand og moralsk værdi, og om at stille krav til den institutionelle ramme, der former disse muligheder
Fredsprocessen skal foregå i borgerforsamlinger og gennem en fredsundersøgelse. Det er en opinionsundersøgelse, der er afprøvet med stor succes i flere konfliktområder, blandt andet Nordirland, som opnåede fred i 1998.
Kun når fredstoget får sin legitimitet fra græsrødderne, vil vi nå frem til det gode liv for begge parter, Israels jøder og palæstinenserne.
Der, hvor livet leves
Så længe vi holder os til en topstyret politisk model, hvor vi overlader det til politikere og ledere at forhandle om vores liv, kan vi ikke opnå det. Modellen sætter nemlig grænser for, hvad man kan forestille sig. Den tilslører den kendsgerning, at samfundet og hverdagslivet hænger sammen. Ellers fører det til ufred.
Fra et antropologisk synspunkt skal samfundet ses som bestående af to lag, der er indbyrdes forbundne og afhængige af hinanden. Det ene er den institutionelle ramme, de formelle strukturer af autoritet, politik, magt, økonomi og deres symboler. Det andet lag er dér, hvor livet leves, de hverdagspraksisser, hvorigennem mennesker lever, forhandler og stiller krav til de strukturer, der danner rammen om deres liv, det gode liv.
Rammen giver vores liv en orden eller sammenhæng, men det er hverdagslivet, der giver rammen mening.
At gøre sig afhængig af en topstyret model sætter, som sagt, grænser for, hvad der kan opnås. Vi er vant til at forestille os, at alt kan og skal løses inden for den konventionelle politiske ramme med ministre og ledere, der foregiver at tale på folkets vegne. Men i sidste ende overser de dets hverdag, der går ud på at leve fredeligt sammen og samarbejde med sine naboer, hvad enten de er muslimer eller jøder. Man deler nemlig mange fælles forståelser, et fælles grundlag, af hvad det gode liv kan være.
Vi er vant til at forestille os, at alt kan og skal løses inden for den konventionelle politiske ramme med ministre og ledere, der foregiver at tale på folkets vegne
Således berettede den israelske avis Haaretz i januar måned om samarbejde mellem palæstinensere og jødiske israelere på sundhedsområdet. Områder som dette, hvor der er fælles fodslag om sundhed og velstand, essensen for de fleste mennesker på denne klode, vil fremgå med al tydelighed af en fredsundersøgelse.
I øvrigt nød mange mennesker fra Gaza godt af at blive kørt på hospitalet i den israelske by Ashkelon af israelere, som søgte at fremme det gode liv for begge parter. Desværre har det været Hamas’ intention at spolere ethvert samarbejde. Som tak for hjælpen tog de blandt andet en 80-årig israeler, som netop kørte mennesker på hospitalet, som gidsel.
Med andre ord, hverdagslivet og dets form skal der lyttes til. Det drejer sig ofte om at forhandle det gode liv, hvad det vil sige at leve godt, at være sund, velstående, tryg og moralsk tilfreds, inden for de moralske og materielle rammer i det pågældende samfund. Hverdagslivet forstås således bedst som den arena, hvor mennesker udarbejder vilkårene for det gode liv.
Og det er her, vi finder det fælles grundlag og opnår den fart, der fører toget i den rigtige retning mod fred, det gode liv og jødisk og muslimsk samliv.
Det institutionelle lag, der bebos af politikere, ledere og meningsdannere, ønsker, at vi skal satse hele butikken på deres tilgang og topstyrede politik. Vi er kommet til at acceptere den som den eneste mulighed, selvom den gang på gang skuffer og viser sig at være mislykket, når det kommer til at værdsætte hverdagslivet og livet sammen. I stedet manipuleres mennesker af topstyret politik, og gode naboer ender med at modarbejde hinanden.
Græsrodsdemokrati
Vi må derfor fremmane en radikalt anderledes måde at tænke på processen om at leve sammen og generobre den fredelige sameksistens og det gode liv. Et alternativ findes, og vi kender det ganske godt. Det er kendt som direkte eller græsrodsdemokrati.
Et bottom-up politisk system bestående af borgerforsamlinger, hvor borgerne selv deltager, træffer beslutninger og løser eksistentielle problemer, såsom at sameksistere, i modsætning til den konventionelle model, der udelukkende delegerer denne magt til valgte repræsentanter.
I årevis fandt forsoning sted i borgerforsamlinger med tværsekteriske dialoger, hvor der ofte blev talt hårde ord og delt fælles sorg
Målet er at mindske kløften mellem niveauer, græsrodsniveauet og dets behov, og give det en mere umiddelbar rolle i beslutningstagningen.
Der er rigeligt med beviser, der peger i den rigtige retning, og som viser, at en sådan tilgang kan fungere rigtig godt til at løse vanskelige og tilsyneladende uløselige problemer.
Tænk et øjeblik på Langfredagsaftalen i Nordirland, der bragte fred mellem katolikker og protestanter. Den blev underskrevet i 1998 og beskrives ofte som en diplomatisk triumf. Men dens rødder var dybere. I årevis fandt forsoning sted i borgerforsamlinger med tværsekteriske dialoger, hvor der ofte blev talt hårde ord og delt fælles sorg. En helingsproces, der minder om den forsoning, ærkebiskop Desmond Tutu satte i gang oven på apartheid i Sydafrika.
Denne fredsproces blev understøttet af freds- eller spørgeskemaundersøgelser. Det er en metode udviklet af politologen og antropologen Colin Irwin. Disse meningsmålinger er specielt designet til konflikt- og fredsprocesser og adskiller sig fra almindelige meningsmålinger.
Spørgsmålene er normalt ikke binære, men præsenterer graduerede kategorier, for eksempel: essentiel, ønskværdig, acceptabel, tolerabel, uacceptabel. Det gør spektret af acceptabilitet og afvisning synligt.
Eksempler fra fredsprocessen i Nordirland omfattede at spørge borgerne, om de ville acceptere et foreslået forlig, eller hvilke elementer i aftalen de så som essentielle eller tolerable. Det gav forhandlerne mulighed for at destillere et fælles grundlag.
Eneste bæredygtige tilgang
Det er vigtigt at bemærke, at processen er iterativ. Efterhånden som forhandlingerne skrider frem, kan nye meningsmålinger teste nye formuleringer, nye stridspunkter eller forfinede forslag. Resultaterne offentliggøres bredt i medierne, til partier og andre aktører, for at give feedback i forhandlingsprocessen og påvirke både eliten og den offentlige mening.
Denne forsoningsproces lykkedes, fordi den var ejet af borgerne selv, men med politisk opbakning fra især den amerikanske senator George Mitchell, der ledte samtalerne og vandt begge siders tillid.
Fred er derfor hverken en græsrodsbevægelse eller en topstyret beslutning. Det er begge dele og kombinerer to praksisser: repræsentativt demokrati og direkte demokratiske mekanismer.
Det opnåede gode liv bekræftes af en mor og datter, der taler om, hvad fred betyder for dem, i en podcast i The Guardian langfredag for to år siden.
På samme måde er en folkelig fredsproces i Israel-Palæstina-konflikten den eneste meningsfulde og bæredygtige tilgang. Der findes overbevisende historiske data.
Mislykkede topstyrede forslag om en deling af landet i 1937 af Peel-Kommissionen, i 1947 af FN, i 2000 på Camp David-topmødet og de nuværende forhandlinger om fred i Gaza i Egypten peger i samme retning.
Vi har brug for denne game changer for at undgå at fortsætte i det samme gamle politiske spor, der i sidste ende, på trods af den indledende optimisme, bliver en blindgyde.
Freden ligger i det fælles grundlag i hverdagen
Israels jøder og palæstinensere sidder fast i en konfronterende krig. Tilliden til hinanden er fraværende. Uden et fælles grundlag er der ingen tillid og ingen fred. Men som fredsmålinger i Nordirlands tilfælde viste, kan konflikter bringes til ophør ved at vælge, hvad de involverede borgere anser for at være essentielle gode levevilkår. Det kan være velstand, sundhed, uddannelse og samfundsudvikling, og ikke krig og ødelæggelse.
En folkelig fredsproces med folkeforsamlinger og meningsmålinger, der udforsker det fælles grundlag i hverdagen, rummer nøglen til sameksistens.
Den uundgåelige søgen efter det gode liv er det, der forener mennesker i Nordirland og Mellemøsten. Her skinner en folkelig fredsproces igennem
Hverdagen er dér, hvor folk i praksis finder ud af meningen med det gode liv. Det handler om sundhed, velstand og moralsk værdi, og om at stille krav til den institutionelle ramme, der former disse muligheder. Hverdagen er den arena, hvor folk indser, udfordrer og genskaber betingelserne for deres trivsel. At indfange denne fælles oplevelse er det, der kendetegner den skitserede fredsproces og gør det muligt at leve sammen.
Den uundgåelige søgen efter det gode liv er det, der forener mennesker i Nordirland og Mellemøsten. Her skinner en folkelig fredsproces igennem.
Når alt kommer til alt, kan dette fredstog nemt afspores af vold, ekstremisme og dårlige, manipulerende politikere på begge sider. Samtidig er det sikkert også lidt naivt at tale om en fredsproces i den nuværende situation, hvor mennesker på begge sider er dybt traumatiserede og har mistet appetitten på fred og forsoning.
Snart bliver man dog nødt til at stige på fredstoget igen for at få det gode liv til at indfinde sig. Det er værd at kæmpe for sagen, for det er det eneste gode alternativ.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og