STÅR EUROPA ALENE? #27 // TEMA – Både i 2018, 2024 og 2025 stemte seerne i Holland, Spanien, Irland, Slovenien og Island Israel helt i toppen af publikumsvoteringen i Eurovision. Det var folkelig opbakning, der stod lysende klart, uanset om man brød sig om sangen eller om landets politik. Alligevel valgte netop disse fem lande at boykotte Eurovision 2026 i protest mod Israels deltagelse. Der er noget, der ikke hænger sammen, skriver Daniel Karpantschof.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der findes kun få øjeblikke i europæisk kultur, hvor millioner af mennesker på tværs af landegrænser og politiske skel taler med én fælles stemme. Eurovision er ét af dem. Det er ikke en meningsmåling. Det er ikke en folkeafstemning. Men det er en usædvanligt tydelig indikator for hvilke kunstnere, fortællinger og nationer befolkningerne faktisk responderer på, når de selv får lov at bestemme. Og netop her bliver kontrasten til de nationale kulturinstitutioner i fem europæiske lande iøjnefaldende.
Når de samme lande nu vælger at boykotte Eurovision 2026 i protest mod Israels deltagelse, bør spørgsmålet derfor ikke kun rettes mod Eurovision. Det bør rettes indad, mod disse landes egne kulturinstitutioner
For i både 2018, 2024 og 2025 stemte seerne i Holland, Spanien, Irland, Slovenien og Island Israel helt i toppen af publikumsvoteringen. Ikke bare højt. Ikke bare pænt. Men massivt. I flere tilfælde gav publikum 10 og 12 point, de højeste mulige. Det var folkelig opbakning, der stod lysende klart, uanset om man brød sig om sangen eller om landets politik.
Alligevel valgte netop disse fem lande at boykotte Eurovision 2026 i protest mod Israels deltagelse.
Kløft mellem befolkningens smag og institutionernes
Der er noget, der ikke hænger sammen.
I 2024 stod kontrasten knivskarp. Eden Golan repræsenterede Israel og modtog 323 publikumspoint, det næsthøjeste i hele konkurrencen. I Holland gav seerne 12 point. I Spanien gav seerne 12 point. Irland og Slovenien gav 10. Island lå ikke i top, men har historisk placeret Israel højt i publikumsvoten, især i 2018 hvor en samlet pointsum ville have givet dem en symbolsk “12’er”.
Men juryerne? De samme landes professionelle vurderingspaneler placerede Israel markant lavere. I flere tilfælde blev der givet 0 jury-point til Israel. Det påvirkede ikke kun ranglisten; det afslørede en kløft mellem befolkningens smag og institutionernes.
En lignende dynamik optrådte i 2018, hvor Netta vandt Eurovision med en overvældende publikumsstøtte, herunder 12 point fra Spanien og høje placeringer fra Island. Juryerne var mere tilbageholdende. Publikum havde talt, men kulturinstitutionerne lød, som om de ikke hørte det.
Og så i 2025: irske seere gav Israel 12 point i semifinalen og 10 point i finalen. Der er ingen tvivl om, hvad publikum ønskede at udtrykke.
Når de samme lande nu vælger at boykotte Eurovision 2026 i protest mod Israels deltagelse, bør spørgsmålet derfor ikke kun rettes mod Eurovision. Det bør rettes indad, mod disse landes egne kulturinstitutioner.
Eurovision-juryerne er ikke folkevalgte. De er ikke repræsentative. De er ikke bundet af offentlighedens præferencer. De udpeges af nationale broadcastere og kulturinstitutioner, som vælger fire til fem “professionelle”, der vurderer på vegne af nationen.
Men hvem er disse professionelle? Hvilke normer, netværk og politiske temperamenter tilhører de? Hvilke ideologiske strømninger præger dem? Og hvordan kan det være, at juryer i så mange af disse lande systematisk går én vej, mens publikum går en anden?
Eurovision-juryernes værdisæt har gennem flere år bevæget sig mod et fælles vestligt kulturakademisk centrum:
– Forudsigelighed
– Konsensus
– Smagskorrektion
– Risikoaversion
– Politisk sensibilitet
De vægter “god smag”, teknikalitet og sikkerhed. Publikum vægter følelse, energi, autenticitet og i stigende grad identifikation med fortællingen bag en sang eller en kunstner. Når publikum reagerer stærkt, gør juryerne ofte det modsatte.
Politiserede kulturinstitutioner
Men når denne forskel bliver markant på tværs af flere lande og gentager sig over flere år, bør kulturinstitutionerne forklare, hvad der foregår.
Det mest foruroligende er ikke, at juryer og publikum er uenige. Det er almindeligt. Det foruroligende er, at det nu ligner en kulturpolitisk linjeføring.
For når Holland, Spanien, Irland, Island og Slovenien boykotter Eurovision 2026, er det ikke et udtryk for, hvor deres befolkninger står. Tværtimod. Hvis Eurovision er et barometer for folkelig stemning, er data ret klare: publikum i disse lande har de seneste år udvist meget stærk støtte til Israel.
Boykotten er derfor ikke en refleks af folket, men af institutionerne.
Det siger noget om udviklingen i europæiske kulturorganisationer. De bliver i stigende grad politiserede, retningsbestemte og aktivistiske på en måde, der ikke nødvendigvis repræsenterer befolkningens værdier eller prioriteringer.
Når et demokrati begynder at få kulturinstitutioner, der bevidst går imod folkelig præference – uden at forklare sig, uden at spørge befolkningen, uden at forankre beslutningen i en offentlig debat – bør det give anledning til uro.
Ikke for Israels skyld. Men for demokratiets.
Et kulturministerium, et public service-selskab eller et jury-udpeget panel har én opgave: at forvalte kultur på vegne af befolkningen. Ikke på vegne af en meningselite. Ikke på vegne af et aktivistisk mindretal. Ikke på vegne af et politisk narrativ.
Men de sidste år har vist os, at der i flere europæiske lande er opstået et skred:
Kulturinstitutionerne taler med én stemme. Befolkningen med en anden.
Når spændet bliver for stort, mister institutionerne deres mandat. Og boykotten i 2026 er måske det tydeligste eksempel i nyere tid. Ikke fordi den handler om Eurovision. Men fordi den afslører et strukturelt brud mellem befolkning og kulturledelse.
Vi ser det samme andetsteds:
– I museernes aktivistiske programmering
– I teatrets politiske kuratering
– I filmstøttens ideologiske krav
– I universiteters kulturelle gatekeeping
Eurovision er blot det sted, hvor data ligger fuldstændig åbne og utvetydige.
Hvis de fem boykotlande mener, at Israel som land ikke bør deltage i Eurovision, må de gerne mene det. De kan sige det direkte. Åbent. Politisk. Ideologisk.
Men de må ikke lade som om beslutningen afspejler deres befolkninger.
Data viser det modsatte.
Derfor bør kulturinstitutionerne i Holland, Island, Irland, Spanien og Slovenien svare på tre helt enkle spørgsmål:
1. Hvorfor stemmer jeres juryer systematisk modsat jeres befolkninger, når det gælder Israel?
2. Hvorfor har publikum gentagne gange givet Israel topplaceringer, mens institutionerne vælger boykot?
3. Hvem repræsenterer egentlig kulturinstitutionerne, når de hverken følger folket eller søger at forklare deres linje?
Indtil de svarer, står boykotten som det den er:
Et kulturpolitisk manifest udstedt af en elite – i modstrid med den folkelige stemme, der i år efter år har vist noget helt andet.
Det er ikke Eurovision, der står for skud.
Det er kulturinstitutionernes troværdighed.
Den demokratiske legitimitet
Til sidst må man sige det helt åbent: Holland, Island, Irland, Spanien og Slovenien boykotter ikke Israel. De boykotter deres egne borgere. De vender ryggen til de millioner af seere, som igen og igen har brugt deres stemmeret til at sige noget andet og noget mere nuanceret end den officielle linje.
Folket talte i 2018, 2024 og 2025. Og folket sagde: vi stemmer på sangen, på kunstneren, på historien, på det øjeblik, der rammer os. De sagde ikke: vi ønsker vores nationer brugt som politisk redskab. De sagde ikke: vi ønsker at blive frataget retten til at stemme, fordi institutionerne ønsker at demonstrere på vores vegne.
Boykotten i 2026 er derfor ikke et brud med Eurovision. Den er et brud med befolkningen. Med seerne. Med dem, der bærer kulturen, betaler for public service, og som i sidste ende udgør den demokratiske legitimitet, enhver kulturinstitution hviler på.
Når lande med stærk publikumstilknytning til Israel vælger at trække sig, så er det ikke Israel, der udelukkes. Det er befolkningens stemme, der slukkes. Og det er måske den mest bekymrende udvikling af dem alle: at fem europæiske lande nu demonstrerer, at kulturpolitisk markering vejer tungere end respekt for deres egne borgeres frie, folkelige valg.
De boykotter ikke Eurovision.
De boykotter ikke Israel.
De boykotter deres egne.
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og