MELLEMØSTEN // ANALYSE – Der er en indlysende grund til, at Donald Trump ikke ønsker at røre ved Vestbredden i forbindelse med sin våbenhvileplan for Gaza, og det sættes i perspektiv ved den syriske leder Ahmed al-Sharaas kommende besøg i Washington. Som vi kender Trump, er han manden, der først og fremmest går efter en deal, og for ham gælder det om at undgå de farligste skær for at kunne sejle planen i sikker havn. Det er det, der giver hans plan karakter af en selektiv fred, skriver udlandsredaktør Hans Henrik Fafner.
HAIFA – På mandag møder Syriens provisoriske leder, Ahmed al-Sharaa, Donald Trump ved et officielt besøg i Det Hvide Hus. Det er første gang nogensinde, at denne ære er overgået nogen syrisk leder, selv om en invitation en enkelt gang tidligere har været på tale.
I marts 2000 satte Bill Clinton stort ind på at få forhandlinger i gang mellem Israel og Syrien, og præsidentens vision var at få afsluttet en fredsaftale mellem de to stridende parter. Under mødet med Syriens daværende leder, Hafez al-Assad, inviterede han denne til at komme på officielt besøg i Washington.
Den amerikanske præsident har mere end antydet, at denne nye proces kan føre til hel eller delvis ophævelse af de resterende sanktioner mod Syrien
Det blev dog aldrig til noget. Forhandlingerne løb ud i sandet, endnu inden de overhovedet var startet, da al-Assad forstod, at hans ultimative krav om at få Golanhøjderne tilbage nok aldrig ville blive indfriet, så han svarede Clinton, at han ikke havde nogen interesse i at besøge USA nogensinde.
Et andet Mellemøsten
Da al-Sharaa fik invitationen, var der derimod ingen tøven. Han debuterede som USA-rejsende, da han i september talte ved FN’s Generalforsamling i New York. Også ved den lejlighed var han den første syriske leder, og det var nok også det, der fik Trump til at lægge lidt ekstra lokkemad ud.
Den amerikanske præsident har mere end antydet, at denne nye proces kan føre til hel eller delvis ophævelse af de resterende sanktioner mod Syrien, man vil drøfte økonomisk støtte til at genopbygge det ødelagte land, og i det hele taget vil man kunne åbne et nyt kapitel i de bilaterale relationer, som Trump selv udtrykker det.
I sig selv er dette en bemærkelsesværdig udvikling, der kan ses som kendetegnende for de nye vinde, der blæser i Mellemøsten. En tilnærmelse mellem Israel og Syrien kan komme på tale, og det nævnes endda, at det kan tage karakter af de normaliseringsaftaler, som De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain indgik med Israel i oktober 2020.
Det er det, vi kender som Abraham-aftalerne. Det interessante i denne forbindelse er, at al-Sharaa næppe kan tænkes at ville stille krav om tilbagelevering af Golanhøjderne, som israelerne erobrede under seksdageskrigen i 1967.
På mange måder kan man sige, at meget i Mellemøsten ligger beredt, lige præcis som Donald Trump har ønsket det
Det ligger i kortene, at han først og fremmest ønsker at sikre sin egen magtbase i Damaskus og finde vejen til genopbygning af sit ødelagte land. Det bedste, han kan håbe på, er en aftale om tilbagetrækning af de israelske tropper, som i snart et år har befundet sig i de vestlige dele af Syrien.
På mange måder kan man sige, at meget i Mellemøsten ligger beredt, lige præcis som Donald Trump har ønsket det. I en form for samarbejde med Israel og Netanyahu-regeringen, som nok er konfliktfyldt, men som alligevel bygger på fælles interesser, har Trump sat ekstra fart og amerikansk pondus på den ommøblering af regionen, som allerede før han rykkede ind i Det Hvide Hus i januar var godt på vej som følge af krigen.
Den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon trak sig ud af krigen og arbejder nu på at sikre sin overlevelse politisk og på at undgå den totale afvæbning, som er et krav fra regeringen i Beirut.
Al-Assad-styret faldt den 8. december sidste år, hvor Ahmed al-Sharaa og hans folk fra Hayat Tahrir al-Sham greb magten i Damaskus, og Iran, der havde en meget stor finger med i konfliktbilledet, har også trukket sig tilbage.
Hamas er i tovene
I Gaza, som gennem de seneste par år har været epicentret for den komplekse konflikt med mange regionale varianter og udløbere, hersker en våbenhvile, som konstant synes i fare for at falde sammen, men som alligevel bliver stående.
Det er der mange grunde til, og hvis man kaster et samlet blik på regionen, kan man til en vis grad betragte Gaza som situationens helt aktuelle barometer.
I de sidste dage har Israel igen rettet bombeangreb mod mål i Gaza. Det foregår primært i de 53 procent af Gazastriben, som Israel i henhold til Trump-planens endnu ikke afsluttede første fase fortsat har under fuld kontrol, og hvor grupper af Hamas-soldater menes at have forskanset sig i endnu intakte dele af det omfattende tunnelsystem.
Den afgørende faktor er her Donald Trump, som insisterer vedholdende på, at processen skal fortsætte, og han har givet sin billigelse til de israelske angreb, så længe de holder sig inden for visse rammer.
Det er kynisk politisk tænkning, men noget lignende kan meget vel være en del af den strategiske tænkning hos Hamas. Her er det daglige spørgsmål de resterende lig af israelske gidsler, som ifølge planen skulle have været udlevet for et par uger siden.
Hamas har forsøgt sig med en slags magtopvisning ved at sende soldater i fuld og nystrøget uniform på gaden, men meget tyder på, at bevægelsen er ganske aldeles i tovene
Udleveringen sker drypvis, og i flere tilfælde har de udleveret lig eller ligdele, som ved den retsmedicinske undersøgelse har vist sig ikke at tilhøre noget gidsel.
Fra israelsk side beskyldes Hamas for bevidst at forhale processen for at vinde tid. Vi har set, at bevægelsen på det seneste har søgt at genetablere grebet om andre dele af Gazastriben, men samtidig fastholder dens talsmænd, at fodslæberiet skyldes, at det er vanskeligt at lokalisere de afdøde gidsler i Gazas kaotiske ruindynger. Det er i sagens natur vanskeligt at afgøre, hvor sandheden ligger.
Imidlertid lader Trump dette ske, fordi det efterhånden er ret tydeligt, hvor det hele bærer hen. Hamas har forsøgt sig med en slags magtopvisning ved at sende soldater i fuld og nystrøget uniform på gaden, men meget tyder på, at bevægelsen er ganske aldeles i tovene.
Lige nu søger den efter en eller anden vej til en vis form for overlevelse, samtidig med at den gerne vil undgå eller i det mindste udskyde planens anden fase, der kræver afvæbning.
Hizbollah i Libanon sidder i en tilsvarende situation, selv om forholdene dér er nogle helt andre. Trump har sat flere deadlines og lovet bål og brand, hvis Hamas ikke overholder aftalen, og intet af det sker, hvilket igen hænger sammen med, at processen langsomt bevæger sig i den retning, den amerikanske præsident ønsker.
Noget tilsvarende gælder hans håndtering af Netanyahu. Den israelske leder føler sig tilsidesat, hvilket også stemmer med de reelle forhold. Da han søsatte sin plan officielt ved topmødet i Sharm el-Sheikh den 13. oktober, var Netanyahu slet ikke blandt de mange statsledere, som deltog.
På den måde kan Netanyahu nemlig fremstå som den handlekraftige leder, selv om han i bund og grund ikke er det længere
Han var i første omgang ikke inviteret, og selv om han fik buddet lige på falderebet, endte det med, at han holdt sig hjemme.
I forbindelse med hele denne proces forlød det en overgang, at Israel nu havde udviklet sig til en klientstat, som var nødt til at danse efter Trumps fløjte. Dette benægtede man naturligvis i administrationen i Washington, men det kan meget vel være en del af dette, der har ført til, at israelerne har fået amerikansk billigelse til de nye luftangreb på mål i Gaza.
På den måde kan Netanyahu nemlig fremstå som den handlekraftige leder, selv om han i bund og grund ikke er det længere, men dette har især betydning i forhold til den radikale israelske højrefløj, for hvem våbenhvilen i sig selv har været en meget bitter pille at sluge.
Vestbredden er gået under radaren
Set i dette lys er der så et videre perspektiv i Ahmed al-Sharaas besøg i Washington på søndag. Hvad der kommer ud af mødet, kan man kun gisne om, men sikkert er det, at der i den forbindelse antydes en anden fremtid for Syrien.
Men hertil kommer, at mødet indgår i en klar strategi, fordi det lige nu også sender nogle vigtige signaler til både Hamas og Netanyahu. De bliver foreholdt, at der er skred i tingene andre steder i regionen, og at dette er en proces, som vil fortsætte uanset hvad.
Dette er en temmelig ideel opstilling af en virkelighed, som i bund og grund er rodet og uforudsigelig, og der er mængder af faldgruber, som kan få det hele til at kæntre nærmest når som helst.
Men det tegner nok et meget godt billede af Trumps vision for våbenhvilen, og nu har han – hvilket er meget atypisk for Trump – vist sig at holde fast i planen i så lang tid, at det efterhånden fremstår som mere vision end en hurtigt konciperet tanke uden virkelighedsfornemmelse.
På det grundlag kan man begynde at se det som et forsøg på, hvad man kunne kalde en selektiv fred. For gang på gang melder spørgsmålet sig, hvorfor Vestbredden ikke er nævnt i planen og i hele dette forløb kun har fået forbigående opmærksomhed. Hvilket kan undre, for Vestbredden er lige så meget besat område, som Gazastriben er eller har været, og man kan ikke forestille sig nogen form for to-statsløsning uden også at omfatte Vestbredden.
Jo, da visse ministre i Netanyahu-regeringen for nylig fremsatte et lovforslag om delvis annektering af Vestbredden, var amerikanerne der med det samme. De sagde, at det på ingen måde måtte blive til virkelighed, men de gjorde det ikke for palæstinensernes blå øjnes skyld.
Mens verdens opmærksomhed har været rettet mod Gaza, har de ideologiske bosættere på Vestbredden ført sig frem, og voldsniveauet er steget drastisk
Den hurtige reaktion fra Washington kom fordi andre mellemøstlige partnere i Trumps projekt – primært De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien – begyndte at røre uroligt på sig.
Men ud over dette har Vestbredden mere eller mindre fået lov til at sejle sin egen sø, og det kan forklares med, at det udgør et uhyre vanskeligt problem. Mens verdens opmærksomhed har været rettet mod Gaza, har de ideologiske bosættere på Vestbredden ført sig frem, og voldsniveauet er steget drastisk.
Højreradikale ministre som Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, som begge er stærkt ideologiske bosættere, har støttet de radikale kræfter i området, ligesom de har fremlagt planer for nye bosættelsesudvidelser.
Som en lille flig af dette mønster udspiller der sig netop i disse dage endnu et drama, hvor myndighederne har bebudet, at 14 boliger skal fjernes i landsbyen Umm al-Khair. Den ligger i bjergene syd for Hebron, hvor et antal bosætterudposter er med til at radikalisere udviklingen.
Og den slags ting bidrager til at undergrave det palæstinensiske selvstyre i Ramallah yderligere, mens det lokalt styrker Hamas og tilsvarende grupper, som navnlig i Vestbreddens flygtningelejre er markant til stede.
Det er selvklart, at en løsning i Mellemøsten er umulig, hvis den ikke også inddrager Vestbredden, og derfor kan det undre, at Trump ikke har taget højde for dette i sin plan.
Forretningsmanden Trump
Svaret må være, at han går efter de måske enklere problemer, selv om intet er enkelt i Mellemøsten. Syrien kan ligne en frugt, der er lige til at plukke, og Hamas er så medtaget af to års krig, at bevægelsen til en vis grad lader sig styre i den ønskelige retning. Også dette er sandheder med meget store modifikationer, men sammenlignet med Vestbredden er det nogenlunde håndterbart.
Han har sat en stor del personlig og politisk prestige ind på sagen, og som den forretningsmand, han er, har han nok underkastet sit projekt nogle gode portioner risikoanalyse
Vestbredden er en hvepserede af radikalisme og nedsmeltede problemer, og hvis man først begynder at inddrage alt det i den igangværende proces, er faren for kæntring og forlis uden tvivl langt større.
Som vi kender Trump, er han manden, der først og fremmest går efter en deal. Han har sat en stor del personlig og politisk prestige ind på sagen, og som den forretningsmand, han er, har han nok underkastet sit projekt nogle gode portioner risikoanalyse. For ham gælder det om at undgå de farligste skær for at kunne sejle planen i sikker havn, og det er det, der giver det hele karakter af en selektiv fred.
Og det er nok også i den sammenhæng, vi skal forstå Ahmed al-Sharaas forestående besøg i den amerikanske hovedstad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og