Myanmar politisk fange

I Myanmar fængsles endnu en generation af politiske fanger

i Politik & Samfund/Asien af
MYANMAR // POLITISKE FANGER – Da lederen af People’s Party, Ko Ko Gyi, som allerede har tilbragt over 17 år i fængsel, gik under jorden for at undgå at blive arresteret igen, delte han beskeden på Facebook tillige med et foto af den for længst pakkede flugt-taske. Generationer af aktivister i Myanmar har været fængslet eller lever med risikoen for at ende som politisk fange, og mere end 400 politiske modstandere er blevet fængslet siden militærkuppet d. 1. februar. Der er brug for et opgør med dette levn fra den autoritære fortid og en forfatningsændring, der sikrer demokrati i Myanmar, skriver Liv S. Gaborit, ph.d. i samfundsvidenskab og postdoc i social antropologi ved Lund Universitet.

Synet af tasken tog mig tilbage til en varm sommerdag i Yangon i 2017. I forbindelse med min forskning interviewede jeg den dag en tidligere politisk fange. Mens han fortalte om livet i fængslet, sagde han, at  han altid er forberedt på, at det kan ske igen. Han havde endda pakket en taske.

Han hentede en taske frem fra bag sit skrivebord – en simpel rygsæk. I den havde han lidt rent tøj, tandbørste, tandpasta og sæbe. Også andre tidligere politiske fanger har fortalt mig om at have sådanne tasker pakket og klar.

Omkring 400 politiske fanger forblev dog bag tremmer, og Aung San Suu Kyis løfte om, at enhver politisk fange skulle sættes fri, blev aldrig indfriet

Taskerne er et eksempel på den usikkerhed, mange tidligere politiske fanger og nuværende aktivister lever med i Myanmar. Selvom Aung San Suu Kyi og hendes parti, National League for Democracy (NLD), sad ved magten dengang i 2017, følte han sig ikke sikker.

Sidst han blev fængslet, var det ikke, fordi han selv deltog i protester eller kriminalitet. Det handlede om, hvem han var i familie med. Derfor følte han, der altid var en risiko for at blive anholdt – uanset om han havde gjort noget eller ej. Og den følelse er han ikke alene med.

Myanmar politisk fange
Forberedt til livet under jorden eller som politisk fange. Fotoet er fra People’s Party-lederen Ko Ko Gyis Facebook, posted d. 1. februar, da militærkuppet i Myanmar fandt sted.

At blive løsladt med forbehold

I 2012 blev mange politiske fanger løsladt, mens landet åbnedes og internationale sanktioner slækkedes. Men de politiske fanger blev ikke løsladt betingelsesløst. Faktisk blev de fleste løsladt med det forbehold, at myndighederne altid kunne arrestere dem igen til afsoning af resten af deres straf.

En tidligere politisk fange viste mig papirerne fra hendes løsladelse, som hun altid havde med sig i sin taske. Ved sin løsladelse havde hun fået besked på altid at have dem på sig, så hun kunne dokumentere, at hun havde afsonet sin straf og var fri.

Da jeg spurgte hende, hvor længe efter løsladelse hun skulle gå rundt med disse papirer, trak hun på
skuldrene. Det var der ingen, der havde fortalt hende. Så nu havde hun dem altid med sig som et minde om den dag, hun blev løsladt, og en evig påmindelse om fængselsvæsnets magt.

For tæller det virkelig at have siddet varetægtsfængslet et enkelt år for en demonstration og blive løsladt? Altså, hvis man sammenligner det med at have gennemgået brutal tortur og siddet mange år i fængsel?

Selv med Aung San Suu Kyi som leder var der stadig politiske fanger. Kort efter hendes indsættelse i 2016 fandt hendes juridiske rådgiver, U Ko Ni (som senere er blevet henrettet af en lejemorder, der menes at have tilknytning til militæret), et hul i lovgivningen, der ledte til løsladelse af 69 studenteraktivister, der sad varetægtsfængslet.

Omkring 400 politiske fanger forblev dog bag tremmer, og Aung San Suu Kyis løfte om, at enhver politisk fange skulle sættes fri, blev aldrig indfriet. Selv dem, som var blevet løsladt, savnede anerkendelse. Men der kom ingen erstatning for de ofre, de have givet for at vælte militærstyret og de år, de havde mistet.

Værre var det, at nye politiske fanger kom til. Mens NLD havde regeringsmagten, var der desuden en stigning i antallet af politiske fanger, dømt eller anklaget under Telekommunikationslovens paragraf 66.

Denne paragraf omhandler æreskrænkelser og blev brugt til at lukke munden på journalister eller sågar privatpersoner, der skrev negativt om militæret eller magtfulde personer på Facebook. Den fortsatte tilstedeværelse af politiske fanger i Myanmar var et klart tegn på, at demokratiet ikke var fuldendt, og at dele af tidligere tiders autoritære regimer stadig levede videre. En kompleks situation, som skabte usikkerhed for Myanmars borgere.

Myanmar politisk fange
Protest d. 9. februar i Hledan-området i Myanmars hovedstad, Yangon. Foto: Wikimedia Commons

En ny generation af politiske fanger

Der har været mange oprør i Myanmar – og mange grunde til at gøre oprør. I den seneste tid huskes primært de store oprør i 1988 og 2007. Ved begge oprør slog Tatmadaw (det burmesiske militær) hårdt ned på demonstrationer, og dræbte og fængslede studenteraktivister og munke i massevis. Mens antallet af politiske fanger før kuppet var faldet til 238 (196 varetægtsfængslede og 42 dømte), fandtes der et stort antal tidligere politiske fanger i landets befolkning.

Tidligere har der været interne konflikter mellem forskellige grupper af politiske fanger. Nogle ældre politiske fanger mente, at de unge ikke forstod, hvor forfærdelig meget de har gået igennem. At de unge ikke har prøvet, hvordan det er virkelig at kæmpe for demokrati, selvom der var en studenterdemonstration så sent som 2015.

I skrivende stund er listen nået op på 400 anholdte, hvoraf 25 er blevet løsladt og 3 dømt

For tæller det virkelig at have siddet varetægtsfængslet et enkelt år for en demonstration og blive løsladt? Altså, hvis man sammenligner det med at have gennemgået brutal tortur og siddet mange år i fængsel? Og har de unge det ikke også alt for nemt, når de kan finde al information med et enkelt klik?

Det er en forståelig skepsis, når den kommer fra folk, der har gennemlevet grusomheder og brugt dage og år på at lære engelsk fra en ordbog i en celle.

Men ved kuppet nu i 2021 er den slags overvejelser blevet gjort til skamme af en ung generation af demonstranter, der viser sig at være lige så kampklare som tidligere generationer. Nu viser netop den tekniske udvikling sig at være et vigtigt våben for demonstranterne. De unge demonstranter dukker op med skilte med kække tekster, der har potentiale til at gå viralt – tekster som:

I need a relationship, not a dictatorship

”Use condom not to born a baby like MAL (Min Aung Hlaing, red.)”

”My ex is bad, Myanmar military is worse”

Og de bruger de nye teknologier til at animere fængende aktivistisk kunst. Og ikke mindst har teknologierne gjort det muligt at lære fra aktivister fra andre lande. Her har de specielt trukket på aktivister i Hongkong og Thailand, gennem oversættelse af en række guides for, hvordan man kan beskytte sig selv som aktivist.

Mens de unge generationer har bevist deres værd, har de ældre generationer bidraget med viden om, hvordan man takler en modstander som Tatmadaw. Det sås for eksempel den 9. februar efter anspændte konfrontationer mellem demonstranter og politi i Napyidaw og Mandalay, hvor demonstranter blev slået med politistave, arresteret og sågar beskudt.

Flere andre arresterede er også stadig incommunicado til stor bekymring for deres familier. Set i et historisk perspektiv er dette bekymrende

I et tilfælde tog en betjent en riffel frem og skød direkte på en gruppe mennesker, der stod i udkanten af demonstrationen, mens der i øvrigt var roligt. Han sigtede og skød en ung kvinde direkte i ansigtet. Da dagens demonstrationer stilnede af, stod følgende råd klart fra flere ældre aktivister: Undgå konfrontation, demonstrér andre steder, end der, hvor politiet står klar. Af bitter erfaring opfordrede ældre generationer de unge aktivister til at huske, at militæret har tunge våben og altid er stærkest i direkte konfrontation.

Og der blev lyttet. Den 10. februar så man således, at demonstrationerne i flere af Myanmars større byer havde skiftet lokation til steder med mindre politiopbud, og således afværgedes yderligere eskalation.

myanmar politisk fange
“Min ex var slem, men militæret i Myanmar er værre”, står der på skiltet. Også under forhenværende premierminister Aung San Suu Kyi var der politiske fanger. Foto: Wikimedia Commons

Politiske fanger generation 2021

Selvom demonstrationerne d. 10. februar foregik i relativ fred og ro, er antallet af politiske fanger, der er
blevet arresteret i forbindelse med militærkuppet, støt stigende. Allerede på kuppets første dag arresteredes præsident U Win Myint og statsrådgiver Aung San Suu Kyi, nyvalgte parlamentsmedlemmer fra regeringspartiet NLD og en række aktivister fra civilsamfundet.

Siden da er der støt stigende blevet tilføjet nye navne til listen over anholdte i forbindelse med kuppet. Listen, som opdateres dagligt af den lokale NGO, Assistance Association for Political Prisoners, er i skrivende stund nået op på 400 anholdte, hvoraf 25 er blevet løsladt og 3 dømt.

Det er uvist, hvor de mange anholdte befinder sig. Aung San Suu Kyi selv formodes at være i husarrest i sin villa i Yangon, hvor hun tidligere har siddet i husarrest, men militæret har endnu ikke bekræftet dette.

Hvis det lykkes at forhindre militærets magtovertagelse, er der brug for en ny forfatning, der afliver illusionen om et disciplinært demokrati og for, at hver eneste politisk fange bliver løsladt

Flere andre arresterede er også stadig incommunicado til stor bekymring for deres familier. Set i et historisk perspektiv er dette bekymrende. For tidligere generationer af politiske fanger startede deres fængsling ofte i et militært center. Det var her, de blev afhørt og ofte også udsat for tortur.

Og mens forholdene i landets fængsler med sikkerhed er blevet bedre siden 1988, så ved vi mindre om, hvad der foregår i militære centre, som ikke er en del af det almindelige retsvæsen. Dem, der er ’heldige’ at være i fængsel allerede, og dem, der kommer det senere, kan se frem til bedre forhold, end hvad der har været tidligere.

Det gælder fx mere tid udenfor cellen, forbedrede toiletfaciliteter, adgang til litteratur og tv og en generelt forbedret attitude fra fængselspersonalet, der i dag synes mindre voldelige. Når det er sagt, så er livet i Myanmars fængsler dog stadig en forfærdelig oplevelse, der præges af manglende ressourcer, dramatisk pladsmangel og en markant øget risiko for at pådrage sig diverse smitsomme sygdomme.

Og det kan forventes at vilkårene igen forværres, såfremt militærstyret bevarer magten.

Den sidste generation, eller endnu en af mange?

Hvis man løfter blikket fra den ulykkelige situation, det er for hver enkel person, der fængsles i disse dage, så fortæller den konstante strøm af politiske fanger gennem Myanmars fængsler os noget om landets tilstand.

Politiske fanger hører ikke hjemme i et demokrati, hvor borgere har rettigheder. Traditionen for at sætte dem, man er uenig med bag tremmer, er blot et af mange levn fra landets autoritære fortid. Det er et værktøj i det, som forfatningen fra 2008 så præcist definerer som ’disciplineret demokrati’.

Nu hvor general Min Aung Hlaing har taget magten, har han lovet at skrue op for disciplinen til, hvad han kalder ’discipline-flourishing democracy’, og det er ikke overraskende, at det fører til flere politiske fanger.

Hvis Myanmar skal ændres til et holdbart demokrati, er der brug for at tage afstand fra den slags autoritære levn. Hvis det lykkes at forhindre militærets magtovertagelse, er der brug for en ny forfatning, der afliver illusionen om et disciplinært demokrati og for, at hver eneste politisk fange bliver løsladt.

Hvis ikke det sker, må vi regne med at tilføje flere generationer til rækken. Der findes allerede generationer af politiske fanger fra 1988, 2007, og nu også 2021. Hvem bliver de næste?


LÆS MERE OM MILITÆRKUPPET I MYANMAR HER


Topillustration: Aktivister protesterer mod militærkuppet i Myanmar med risiko for at ende som politisk fange. Foto: Wikimedia Commons.  

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Liv S. Gaborit er Postdoc i Social Antropologi ved Lund Universitet og har en ph.d. i Samfundsvidenskab fra Roskilde Universitet. Hun forsker i fængsler i det Globale Syd og har tidligere arbejdet med fængsler i Filippinerne, Sierra Leone og Libanon. Siden 2014 har hun arbejdet med fængsler i Myanmar med fokus på de indsattes oplevelser. Hendes forskning adresserer spørgsmål om politiske fanger, fængslers effekt på mennesker og fængslers rolle i staten. Hun arbejder gennem etnografisk metode med elementer af samskabelse og aktivisme. Foto: Marie Bouly

Seneste artikler om Politik & Samfund

Netanyahu

Netanyahus hævntogt

ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt
genvundne land sydkorea

Det genvundne land

SYDKOREA // BAGGRUND – Lynetteholmen er nu endeligt vedtaget af Folketinget på