TEATER // ANMELDELSE – I virkeligheden befinder Fix&Foxys My Deer Hunter sig på den anden side af, hvad der kan anmeldes som teater. Det er virkelighed sat op som fiktion, og som sådan bliver de fire danske veteraners historier så hjerteskærende, at de trumfer alt, hvad en dramatiker kan skabe i et fiktivt univers. Ingen kan forlade teatret uden at være stærkt berørt.
Fakta: de fire tidligere soldater, hvis historier udgør My Deer Hunter har været udsendt til krige på Balkan, i Irak og Afghanistan. Fiktion: ja, skal vi virkelig tro, at de alle fire inden udsendelsen så Michael Ciminos The Deer Hunter?
Det er selvfølgelig smart tænkt, når Palle også i virkeligheden går på jagt og har skudt råvildt, siden han var en stor dreng. Han parterer også et rådyr på scenen og tilbereder en udskæring, så lugten af brændt kød breder sig i salen. Stanken af død.
Ud og hjem
Det er egentlig underligt, at alle er klar over, at soldaterne skal gennem et års træning, inden de er klar til at blive sendt ud i krig. Klar til at være årvågne. I stand til at skille en automatriffel med lukkede øjne. I stand til at holde hovedet koldt under beskydning. Klar til at skyde igen. Og dræbe.
Men af en eller anden grund, regner man med, at de bare kan glide ind i det civile liv, når de kommer hjem.
Utvivlsomt er Palle, Jonas, Nicolai og Sara med i den statistik, der har fået Forsvaret til at tage hjemvendte soldaters PTSD alvorligt. Sådan har det ikke altid været.
My Deer Hunter fortæller deres historie kronologisk. Hvem var de, før de meldte sig til hæren, og hvorfor gjorde de det? Hvad oplevede de derude? Hvordan klarede de hjemkomsten? Og selvfølgelig: hvor og hvornår knækkede filmen?
PTSD på scenen
Det vil sige: først bliver vi i publikum gjort klart, at alle fire veteraner den dag i dag lider under følgevirkningerne af deres krigstraumer. De er i behandling, går til terapi, modtager medicinering. Hver dag er en kamp. Men i aften står de på scenen foran os.
Nogle gange hakker forestillingen. Hukommelsestab er ikke en usædvanlig bivirkning, så suffløren må hjælpe. På scenen rykker de rundt med rekvisitter og kameraer, der fokuserer på objekter og ansigter. En planmæssig operation med militær præcision. Det kan de gøre med lukkede øjne.
Jeg er nødt til at fortælle min historie
Hver især lægger de brikkerne i puslespillet. En flugt fra en svær opvækst. En personlig ambition om at bryde grænser. Et ønske om at gøre en forskel. Nyttesløse operationer langt fra hjemmet. En ven, der bliver sprængt i stumper og stykker for øjnene af en. Problemer på hjemmefronten. Følelsen af sammenhold. Følelsen af ikke at høre til – for eksempel, når det viser sig, at sexismen florerer blandt soldaterne.
My Deer Hunter som teater og terapi
Det tager under halvanden time, men det er som publikum svært ikke at føle sig drænet. Vi følger soldaterne helt frem til 2020, til det øjeblik, hvor de træder op på scenen, og her serverer Sara motivationen for hele forestillingen: Jeg er nødt til at fortælle min historie.
Teater er ikke terapi. Det forhindrer ikke, at teater kan have en terapeutisk effekt. De fire soldater har uden at blinke sat livet på spil, men ved at gå op på scenen – angst, depression og andre skavanker til trods – udfordrer de en af de mest udbredte former for frygt: at stille sig op foran et publikum.
Men nok ikke mindre frygtindgydende for de fire soldater, der ikke har sluppet deres årvågenhed
Og hvor Palle på et tidspunkt piller glorien af tjenesten for Gud, Konge og Fædreland med ordene, ”jeg er ikke nogen helt”, er det værd at hylde, at det er heltemodigt at stille sig på scenen på Edison.
Sara, Nicolai, Jonas og Palle klæder sig bogstavelig talt af på scenen. De gemmer sig ikke bag en uniform. De er mennesker og menneskelige, så det kan mærkes.
Mod og medaljer
Den lille scene på Edison – Siloen – kan ikke rumme noget stort publikum, og My Deer Hunter lever afgjort godt på den intime scene og med publikum fordelt på begge sider. Men nok ikke mindre frygtindgydende for de fire soldater, der ikke har sluppet deres årvågenhed.
Og ulempen er selvfølgelig, at der – især på grund af covid-19-restriktionerne – ikke er så mange billetter til rådighed. Prøv at skaffe dig en.
Det er som nævnt svært at vurdere My Deer Hunter på en stjerneskala, og ”ordner hænger man på idioter”, men på den anden side fortjener Nicolai, Jonas, Sara og Palle alle seks stjerner. For tro tjeneste. For at have delt deres historier. For at have stillet sig til rådighed for en unik teateroplevelse.
LÆS ALLE STEEN BLENDSTRUPS TEKSTER HER.
My Deer Hunter spiller på Edison (Betty Nansen Teatrets anneksscene) til 5. december
Med: Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen, Sara La Cour
Instruktør: Tue Biering
Topfoto: Catrine Zorn. Forestillingsfotos: Søren Meisner
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
