
FILM – Det er pragtfuldt, når Cinemateket glemmer alt om seriøse og oplysende film, og giver os en chance for at opleve og sanse det, der optog publikum dengang, hvor skønhed og sex var hovedingrediensen i mange film. På trods af min meget seriøse filminteresse elsker jeg at se de store stjerner føre sig frem. Jeg er en hæmningsløs beundrer af blondinen over alle, den sødmefulde og ofte morsomme Marilyn Monroe – og det på trods af, at jeg udmærket ved, at hun er skabt af Hollywood, og dengang havde meget svært ved selv at bestemme ret meget. Da hun bukkede under for presset og karriereambitionerne blev der plads til en ny blondine: Lana Turner.
De to strålende skuespillerinder var egentlig aktive i samme periode. Marilyn døde i 1962; da havde Lana Turner været i gang i mere end 20 år, men det vidste vi ikke rigtigt i Danmark. Jo da! Vi hørte skam om skandalen i 1958, hvor hendes kaotiske kærlighedsliv resulterede i et så voldsomt opgør, at hendes eneste datter Sheryl følte sig nødt til at forsvare sin mor og dræbte elskeren med en køkkenkniv.
Lana Turner (1921-95) var fra naturen utrolig smuk og blev som 16-årig fundet af en filmjournalist, mens hun sad på en cafe med en Coca Cola. MGM tegnede straks begejstret en kontrakt med hende og gik i gang med at forme hende til det stjerneidol, der gav mest i tiden. Selv hendes navn blev ændret: En femme fatale kan jo ikke hedde Julia!
I løbet af kort tid fik hun hovedroller og det hos store instruktører! Det var en stor oplevelse i Cinemateket endelig at få set Victor Flemmings imponerende Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1941). Den yndige unge kvinde er afslappet og morsom, hun er bare 20 år og spiller den kønne forlovede til den berømte læge. Spencer Tracys præstation er rystende og så uhyggelig, at man aldrig glemmer ham; selv nægtede han nogensinde at se filmen. Dejlige og suveræne Ingrid Bergman er barpigen, der flirter med den rige og indflydelsesrige læge, og derved vækker hans passioner. Cinemateket havde ladet en ekspert i amerikansk film, Donald Spoto, dissekere filmen.
Han kunne forklare, hvorfor den pragtfulde sort/hvide film nu og da var lettere underlig: Det havde været svært at skaffe filmen, så man havde måtte nøjes med en svensk kopi. I USA havde cencuren ladet de voldsomme Mr. Hyde-sekvenser gå igennem; de er imidlertid anderledes sarte i Sverige. Her havde man fraklippet hele 20 minutter, så begge de to mord på henholdsvis barpigen og den kønne forlovede var fjernet!! Et ret flot klippearbejde, men et sørgeligt uacceptabelt angreb på et mesterværk.
Postbuddet ringer altid to gange
Donald Stopo havde hjulpet Cinematekets Rasmus Brendstrup med at vælge de fire film, man kunne få plads til at præsentere. Jeg skal ikke protestere, jeg ville bare gerne have set mange flere af denne delvis glemte stjerne.
Endelig i går eftes oplevede jeg at møde Tay Garmetts ret omtalte version af James M. Cains berømte roman Postbuddet ringer altid to gange fra 1946. Den berømte utroskabsthriller er et højdepunkt indenfor noir-genren. Jeg troede efter at have set adskillige andre filmatiseringer, at jeg kendte historien, men her tog jeg fejl. I Garmetts version handler det ikke så meget om de to personers seksuelle tiltrækning som om deres kærlighed til hinanden.
Den lykkelige vagabond, spillet af John Garfield, der elsker at rejse og more sig med uforpligtende pigesjov, får sit liv smadret efter bare et glimt af Lanas lange ben. Hun spiller Cora, der på grund af sit sexede ydre er flygtet ind i et fornuftsægteskab med en glad ejer af en lille landevejscafe med benzintank og slet ikke er ude på noget som helst. Hun ser straks, at denne Frank er farlig for hendes tilkæmpede fredelige livsstil og prøver at betale ham for at rejse videre. Hendes mand er glad for at få en medhjælper, og Frank er glad for at tirre Cora ud af hendes ligegyldighed. Kort efter vinder han, og hun tændes.
Herefter er det håbløst at vende skæbnen; begæret og snart kærligheden driver dem videre til de begynder at planlægge et andet og lykkeligere liv sammen.
Det er en fremragende film med to totalt overbevisende skuespillere som Cora og Frank. Her er der ingen dyrisk sex som i Bob Rafelsons version fra 1981, hvorfra jeg endnu husker, hvordan Jack Nicholson smider dejlige langbenede Jessica Lange henover køkkenbordet midt i grøntsagerne. Her møder vi to personer, der er sig bevidst om, at de ikke kan leve uden hinanden, men som også begærligt ønsker at stige i graderne og udvide cafeen. Det øger den stigende spænding at både en katteelskende motorcykelbetjent og den lokale dommer ofte kigger indenfor. Vi har ondt af de to elskende forbrydere, der ikke kan slippe fri.
Madame X – en utrolig “weeper”
Lana Turner havde det sexede look og var så vidt vides vist også meget glad for mænd. Hun var gift otte gange og havde adskillige faste elskere. Efter skandalen i 1958 tog mange filmselskaber afstand fra hende, og hendes karriere kunne let være slut, men Douglas Sirk, der var født i 1897 i Hamburg af danske forældre og lavede de fleste af sine 17 film i USA, fik lokket hende med på en film skrevet netop til hende: Imitation of Life (1959) – på dansk Lad andre kun dømme – en Hollywood-film om raceproblematikken i 50’ernes USA.
Lana Turner spiller en skuespillerinde, Lora, der i den grad kæmper for sin karriere, at hun undervejs mister evnen til et normalt liv med en kærlig mand og en yndig tænksom datter. Hendes liv holdes sammen af den farvede trofaste tjenestekvinde Annie, fremragende spillet af Juanita Moore, der magter at opdrage Loras datter og sin egen meget lyse datter som to jævnbyrdige børn. Annies datter ønsker at være hvid og forlader som teenager sin mor, der ikke kan lade være med at elske hende og dermed ofte ødelægger det liv som hvid, som hun så møjsommeligt kæmper for.
Filmen fik en enorm succes og sikrede Lana Turner økonomisk resten af livet, mens Juanita Moore blev nomineret til en Oscar. Douglas Sirk forlod USA for at vende hjem til det Tyskland, han i 1939 havde forladt og lavede der kun en enkelt film, inden han lod sig pensionere og bosatte sig i Schweiz. Slutscenen med Annies begravelse er meget flot og så stærk følelsesmæssig, at jeg forbløffede mig selv ved at være tæt på at græde.
Madame X er en næsten ukendt film, instrueret af David Lowell Rich, med Lana Turner, der blev udsendt i 1966. Hun er fremragende som den søde arbejderpige, der bliver gift med en kærlig rigmand, spillet af John Forsythe, og burde kunne leve lykkeligt med deres lille søn, hvis ikke hendes infame, snobbede svigermor havde presset hende til at forsvinde som død. Hun trues med en skandale, som måske vil kunne ødelægge hendes elskede lille søns liv, og må gennem mange år hutle sig igennem og klare sig på yderst ydmygende vis. En emsig og modbydelig journalist graver sandheden frem. Endnu engang må hun betale en dyr pris for at holde sandheden skjult, og hun anklages nu for mord!
Filmen er en utrolig ”weeper”, og folk snøftede skam også meget undervejs. Lana Turner er helt overbevisende. Hun står hærget men stærk foran dommeren i retssagen og nægter at forsvare sig selv; først da hun tilfældigvis opdager, at den unge sagfører, som skal føre hendes forsvar, er hendes egen søn, giver hun en slags forklaring. Der blev brugt mange lommetørklæder ved den forestilling!
Tak til Cinemateket for denne lille serie. Nu vil vi have mere!
Fotos: Wikimedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.