BØGER // LONGREAD – Marcel Proust er en af verdens bedst kendte franske forfattere. Hans uforlignelige prosa er en invitation til en storslået sanselig rejse, der har haft betydning for litteraturen i Frankrig og i resten af verden. 10. juli var 150-årsdagen for hans fødsel. I den anledning har DR-P1 programsat hyldestprogrammer, han hædres med nyoversættelser og udstillinger. Maziar Mazor Etemadi skriver om Proust som sin personlige Madeleine-kage.
“Her blev Marcel Proust født den 10. juli 1871” står på et skilt på 96, rue de Jean de la Fontaine i Paris’ 16. arrondissement. Huset, forfatteren blev født i, er forlængst væk og erstattet af moderne bygninger, men hans værker er ikke tabte. Tværtimod bliver de læst og genlæst over hele verden.
Da han 1906 boede som en eneboer i sin lejlighed på Boulevard Haussmann i Paris, helligede han sig bogen Du côté de chez Swann, som blev den første volumen i hans syvbinds romansonate på 3200 sider, På sporet efter den tabte tid – À la recherche du temps perdu, udgivet 1913-1927.
Han håbede, at læseren af hans værker ville finde en afspejling af egne tanker. Det er derfor ikke så underligt, at begrebet Madeleine de Proust nu bruges for at beskrive oplevelsen af en lyd, en lugt, en farve, der i erindringen bringer en person tilbage til hans eller hendes barndom
Allerede tidligt i forløbet var romanens struktur etableret, men han fortsatte med at arbejde på manuskriptetfrem til sin død i efteråret 1922: Han tilføjede nyt materiale og redigerede det ene bind efter det andet til det sidste.
De sidste tre bind indeholder oversigter og fragmenterede eller upolerede passager, da disse kun eksisterede i udkast ved Prousts død, hvor hans bror Robert overtog forvaltningen af forfatterens livsværk.
Prousts magi
Med andet bind, À l’ombre des jeunes filles en fleurs – I skyggen af unge piger i blomst – vandt Proust litteraturprisen Prix Goncourt i 1919. Romanen siges at være hans egen favorit.
Han håbede, at læseren af hans værker ville finde en afspejling af egne tanker. Det er derfor ikke så underligt, at begrebet Madeleine de Proust nu bruges for at beskrive oplevelsen af en lyd, en lugt, en farve, der i erindringen bringer en person tilbage til hans eller hendes barndom.
Hans roman giver os det indtryk, at den taler om os i dag. Dette er Prousts magi!
Proust og hans store værk er dybt forankret i sin tid. Det taler til os efter Dreyfus-affæren og senere første verdenskrig. Alligevel giver hans roman os det indtryk, at den taler om os i dag. Dette er Prousts magi!
For ham var kunsten en mulighed for at få et nyt syn på verden. Selv i banaliteten, i hverdagen, kunne han finde en interessent måde bedre at forstå verden omkring os på. Han beskrev ting og fænomener, stemninger, indtryk som ikke nødvendigvis er episke, lyriske eller vigtige, men i kraft af sin ekstraordinære personlige stil, følsomhed og sprog, er han i stand til at transformere stoffet, gøre det relevant og udvikle vores følsomhed i forholdet til tilværelsen og den rige erfaringsverden.
I begyndelsen af i Le Côté de Guermantes – Vejen til Guermantes – reflekterer Prousts fortæller over de stemningsfulde egenskaber, vi kan tillægge navne, og hvorledes disse stemninger kan gå tabt i den “svimlende hvirvel i det daglige”, og hvordan deres tonalitet blegner til tristhed, som en farvet snurretop, der kun ser ud til at være grå, når den drejer hurtigst.
Men hvis vi bremser og suspenderer den evige bevægelse, som vi bæres med, og ser gradvist tilbage, fra side til side, og helt adskiller den grå masse fra hinanden, får vi på ny de farvestoffer at se, som de i løbet af vores eksistens er blevet præsenteret successivt til os under et enkelt navn.
Walter Benjamin skriver et sted, at navnet på den elskede er hyllet ind i en positiv aura hos elskeren. Det er denne aura, som jeg forsøger at begribe i navnet Proust i det følgende.
Hvad handler Prousts værk om?
Romanen følger fortællerens erindringer af barndom og oplevelser ind i voksenalderen i slutningen af det 19. århundrede og det tidlige 20. århundredes Frankrig, mens det reflekterer over tabet af tiden og den manglende mening i verden. På dansk har man oversat værket til På sporet efter den tabte tid.
Allerede her opstår der et oversættelsesproblem, for det franske ord “la recherche” i titlen er blevet oversat til “På sporet” på dansk, men på dansk er et spor noget, der fører til destinationen.
Når vi kigger efter noget/nogen, kan vi ikke vide, om vi er på sporet af dette noget eller nogen. Vi kan være på afveje og aldrig finde vejen til det forjættede sted. Titlen på dansk er derfor til dels misvisende
”Recherche” på fransk er imidlertid en undersøgelse, en kiggen og søgen efter noget eller nogen. Når vi kigger efter noget/nogen, kan vi ikke vide, om vi er på sporet af dette noget eller nogen. Vi kan være på afveje og aldrig finde vejen til det forjættede sted. Titlen på dansk er derfor til dels misvisende og til dels foregriber den, hvad Proust endnu ikke har talt om.
Romanen er en søgen, en søgen efter sandheden om livet og et liv, der leves gennem fortællingen og en død, der holdes på afstand gennem fortællerens fortællekunst. Den ræsonnerer derfor de tidligere århundredes kunst og litteratur, projicerer dem i fuld farve og flor, og giver dem flygtige glimt af en række stier, som læseren kan tage med på. Denne vandring er ikke som en tur på sporet, men små glimt, små fortællinger.
Det er indtrykkene, stemningerne og oplevelsen, der er i centrum. Læsningen af en middagsscene i bogen kan derfor nogle gange tage lige så lang tid, som hvis læseren selv havde deltaget i den pågældende middag. Ikke middagen i sig selv, men det er indtrykkene, som er i centrum; hvad, der sker før og hinsides middagen, er en anden fortælling, en anden vandring, en anden sanselig oplevelse.
Proust vs. Joyce – spændinger i modernismen
Proust og James Joyce betragtes som regel som to eksempler på den modernistiske romankunst, men deres veje er væsentligs forskellige. Mens Joyces Leopold Bloom tager på en enkelt dags opdagelsesrejse, er denne enkelte dag som et øjebliks blink sammenlignet med den bølgende tidsmæssige bugtning hos Marcel Proust.
Ulysses begynder med en klassisk åbning, hvor fokus ligger på bevidstheden: “Statelige, trinde Buck Mulligan trådte op fra det øverste af trappen”. I åbningsscenen hos Proust oplever vi allerede en opløsende spænding af bevidstheden: Tid, rum, sted og bevidstheden flyder ud i hinanden i en ubegribelig tilstand mellem vågen og sovende tilstand.
Identiteten opløses, og sproget frigør sig fra bevidstheden og flyder ubesværet ud, indtil det når sit mætningspunkt gennem de uendelige, smukke, udtryksfulde, elegante og bløde strømninger i sine sætninger.
I denne tilstand opløses identiteten, og sproget frigør sig fra bevidstheden og flyder ubesværet ud, indtil det når sit mætningspunkt gennem de uendelige, smukke, udtryksfulde, elegante og bløde strømninger i sine sætninger. En fortællekunst, som ikke just var i overensstemmelse med sin tids fascination af bevidstheden og af modernismen.
Romanen fandt sin oprindelige form i en tid, hvor dadaisterne, ekspressionisme, kubisterne, futuristerne, og senere surrealisterne kastede vilde nye visioner ud af verden, og vores plads i den; noget, der syntes ganske i strid med Prousts saloner og det liv, der levedes i dem, men udenfor ville tidens ånd hellere hylde det heltemod, der udspillede sig i skyttegravene.
Der var ikke tid til fortællinger om ungdommelig forelskelse i klitterne ved Balbec, men til heltemod og død. Dog er relationen mellem Prousts værk og de moderne strømninger langt mere inderlig.
Drømme og det ubevidste sinds verden spiller afgørende roller i hans storefortælling, og de lange diskussioner om krigen, breve fra fronten og scenerne fra krigstidens Paris er også med som en del af fortællingen.
Hans saloner er ikke kun parfumerede, krigen og avantgarden er også bragt ind i hjertet af dem. Henry Miller sammenligner værket med Matisses malerier, som Miller mener er i stand til at omdanne livets negative virkelighed til kunstens væsentlige og betydningsfulde konturer.
Nedslag i ‘À la recherche du temps perdu’
Tiden spiller naturligvis en vigtig rolle i Prousts roman og spænder fra dens begyndelse – ”i lange tider gik jeg tidligt til ro”. I romanens hjerte udforskes tiden – spildt tid, tabt tid, mistet tid, genvundet tid og nyforstået tid. Vores følsomhed over for tidens gang, genopdagelsen af vores krop og sindet i tiden, hvorigennem vi måler vores liv, er centralt i bogen.
I den velkendte passage i Vejen til Swann, hvor fortællerens overvældende oplevelse af ufrivillig erindring fremkaldes af smagen af en mundfuld blødgjorte madeleinekager dyppet i limebladste er en åbenbaring af tiden eksistentielt.
Fortælleren beskriver, hvorledes hele den verden, han kendte i barndommen, træder frem igennem smagen af kagen og lugten af teen. Hele denne verden stiger op af tekoppen.
Hvem har ikke oplevet at blive rørt, også til tårer, af en lille bemærkning, et sprog, en duft, eller en smag, der bringer en pludseligt tilbage til barndommens evige sol eller til den mistede elskedes varme favn?
Hvem har ikke oplevet denne særlige tilstand, hvor en duft bringer en tilbage til en tid, eller rettere bringer den tabte tid tilbage til nuet? Hvem har ikke oplevet at blive rørt, også til tårer, af en lille bemærkning, et sprog, en duft, eller en smag, der bringer en pludseligt tilbage til barndommens evige sol eller til den mistede elskedes varme favn?
Erindringen er kropslig for Proust. Den tilhører ikke bevidstheden, men kroppen. En duft, en smag, en berøring kan fremkalde erindringen. Kroppen er så at sige erindringen selv, og værket en litterær krop med tilsyneladende uendelige kar af rum, hvori samtaler ekkoer, ebber ud og flyder i og over hinanden. Få sider senere i bogen karakteriserer han kirken i Combray som en bygning, der besætter et firdimensionelt rum – det fjerde er tidens dimension. Det er denne dimension som han beskriver.
Han forsøger så at sige at oversætte en fænomenologi fra menneskelig erfaring til ord, men tiden bringer også tabet og fraværet med sig. Kirkens liv er også dens forfaldstid. Derfor udvikler værket sig også til en fraværsgeografi, fordi fortiden kun eksisterer i vores legemliggjorte sind og ikke som den var, men snarere som vi forestiller os den at have været. Hvilket også udtrykkes i titlens dialektiske karakter. Det fransk ord perdu betyder ikke kun det tabte, men også det mistede, det spildte.
Gennem denne kropsliggjorte erindring genvinder vi derfor ikke kun den tabte, den mistede, men stedfæster ligeledes tabet. I bedste fald kommer vi på et spor, men aldrig mere. Gennem erindringen opdager vi også fraværets geografi. Det er kun den, der har tabt, der kan erindre den tabte som nærværende i sit tab.
Men erindringen er ligeledes samtidigheden. En tredjedel inde i romanens sidste bind Le Temps retrouvé(Den genvundne tid), beskriver Proust en scene, hvor han snubler over nogle ujævne brosten.
Her får han en ny åbenbaring. Det væsentlige ved denne åbenbaring, som ved alle andre tidligere åbenbaringer, er ikke kun en generindring, men at generindringen medbringer en samtidighed, hvori disse erfaringer flyder sammen. Gennem musikken, malerkunsten og andre sanselige erfaringer bringes de tidligere erfaringer frem, men de gør på en måde, hvor de overskrider grænserne mellem fortælleren og verden. I erindringen er fortælleren ikke tabt i nuet, men har genvundet nuet og dermed sin verden.
Proust er en fransk Scheherezade
Udover Frankrig er Persien et af de lande, der oftest nævnes i romanen. Proust er fascineret af Persien, både som et historisk land og som et ideal.
Prousts kendskab til landet og dets historie er ekstraordinært stort. Ofte nævner han begivenheder og steder i Persien mere præcist, end de fleste andre har kunnet præstere. Men mere end noget andet er Persien et ideal. Idealet om det raffinerede, kultiverede, smukke og sofistikerede kulturrige land; et sted, han er tiltrukket af, og som han i nogle henseender genfinder et strejf af både i Frankrig og i Italien.
Den fiktive by Balbec, som Proust flere gange besøger i sin ungdom, står for ham som Paradis. Balbec med sine haver, sine strande, hvor Proust overvældes af den dybeste lykke, mens han befinder sig i skyggen af unge piger i blomst.
Proust nævner ofte det persiske klassiske mesterværk Tusind og en nat. På en måde bliver han selv Scheherezade, der fortæller historier for at holde døden væk
Det er det rene uberørte paradis. Og den smukke katedral i Balbec, “stadig halvt romansk, er måske det mest slående eksempel på vores normanniske gotik, og så entydig, at man er fristet til at beskrive den som persisk i sin inspiration”. Bind I, s. 547.
I dette persiske paradis taler slangen med de unge piger, med Albertine Simonet og hendes veninder og bringer dem til Gomorrah, hvilket forårsager store smerter i Prousts liv. Langt senere i bogen bestemmer han hvad det paradis er: “Det får os pludselig til at trække vejret ny luft, netop fordi det er en luft, vi tidligere har åndet, en luft renere end at digterne forgæves har kaldt Paradisisk, som kun giver den dybe følelse af fornyelse, fordi den er blevet åndet før, for så vidt som de sande paradis er paradis, vi har mistet” (bind VII, side 147).
Proust nævner ofte det persiske klassiske mesterværk Tusind og en nat. På en måde bliver han selv Scheherezade, der fortæller historier for at holde døden væk. “Og om jeg ville leve i angst ved ikke at vide, om min skæbnes herre, mindre overbærende end sultan Sheriar, en morgen, når jeg afbrød min fortælling ville have den godhed at opsætte min dødsdom og tillade mig at tage fortsættelsen op igen den næste aften.” Bind VII, side 293.
Da hans helbred blev værre, og døden nærmede sig med sin kolde ånd, genvandt han tiden gennem fortællingen, præcis som Scheherezade gjorde tidligere. Ansigt til ansigt med døden byggede han som en anden Scheherezade videre på sit værk som et stort bygningsværk, en katedral af fortællinger, mens de adskilte dele af fortællingen var i færd med at slå sig sammen til et værk. Proust er vores tids Scheherezade.
Baron de Charlus
Baron de Charlus er uden tvivl en af de mest spændende, fiktive figurer, jeg har mødt i litteraturen. Karakteren er baseret på den franske symbolistiske digter, kunstsamler og dandy, Robert de Montesquiou.
Baron de Charlus er en yderst selvbevidst, belæst og dekadent æstetiker; sofistikeret og raffineret til fingerspidserne. En konservativ aristokrat, hvis familie anser sig for have en finere baggrund og betydning end de franske konger.
Han kunne med sine store talenter blive forfatter, musiker eller maler, hvis han ville og havde den nødvendige disciplin. Måske skulle man hellere sige: Hvis han ville værdige verden med sine store kunstneriske eventyr. Han er en kompleks personlighed, men nye impulser er ham ikke fremmed: Hanhar et godt forhold til tidens avantgarde, mens han nyder livet blandt eliten.
Som læser bemærker man snart, at Charlus er den bedste kender af Balzac. Proust selv havde læst hver eneste linje, som Balzac skrev, men til trods for hans store fortrolighed med Balzacs værker, lå hans varme følelser for forfatteren på et lille sted. Ved at gøre Baron de Charlus til den bedste Balzac-kender i romanen, og eftersom Balzac nævnes temmelig ofte og af mange forskellige karakterer i romanen, opstår en særlig spænding i romanen.
Selv nu, hvor jeg skriver disse liner, kan jeg ikke holde latteren tilbage. Hvordan er det muligt ikke at holde af Baron de Charlus?
Baron de Charlus lever, som om den franske revolution aldrig har fundet sted. Han er homoseksuel, men nyder rollen forfører af kvinder, der villigt falder for hans charme.
Baron de Charlus besidder både veltalenhed og unikke talefærdigheder. Evner, som han mesterligt anvender for sjov skyld og til at forføre.
Scenen, hvor han går fuldstændig besærk af vrede i bogens tredje bind, og Charlus’ farverige beskrivelse af en baronesse i fjerde bind af bogen er nogle af det morsomste, jeg har læst. Så morsomt, at jeg brast i latter og genlæste afsnittet flere gange af ren beundring for hans frækhed. Selv nu, hvor jeg skriver disse liner, kan jeg ikke holde latteren tilbage. Hvordan er det muligt ikke at holde af Baron de Charlus?
Fransk antisemitisme og Dreyfus-affæren
Dreyfus-affæren dominerede det franske samfund og tidens debat og er også et tema, som behandles i Prousts bog, og som giver en solid viden om periodens antisemitisme i Frankrig.
Antisemitismen blandt det franske aristokrati ved århundredskiftet var voldsom, og Prousts fiktive karakterer afspejlede dette meget tydeligt. Han giver en særlig levende beskrivelse af fætteren til Duc de Guermantes, en prins, der var “antisemitisk som princip” og som begrundede sit venskab med en af hovedpersonerne, den halvt jødiske Charles Swann, ved at hævde, at han faktisk ikke var halvjødisk, fordi han var kongens uægte barn.
Han er dybt forelsket og ser hende som en kvinde af den højeste dyd, en person af uendelig værdi. De så hvad de ønskede at se, men de så ikke Rachel.
Ved at forsvare Dreyfus gjorde Proust ikke kun de konservative, katolske aristokrater, der var tog hærens side i affæren, vrede; han fremmedgjorde også sin egen far. I sin skrivning om 1890’erne bemærker Proust, at man tillod sig at henvise jøderne til det laveste trin i den socialee hakkeorden.
Som eksempel skrev den ultrakonservative Gustave Schlumberger – en anerkendt byzantinsk forsker – i sine erindringer om sin gamle ven Charles Haas, der var inspirationen til Swann, at der intet jødisk var ved ham – udover sin oprindelse. At han ikke havde andre af sin races fejl var en undtagelse, næsten unikt.
Proust fulgte sin samvittigheds stemme i Dreyfus-affæren, selvom det kostede ham mange inflydelsesrige katolske venner, og at han at blev anklaget for blot at ville forsvare sin mor, der var af jødisk afstemning.
Den jødiske prostituerede
Rachel – en kvinde, som enhver kunne købe for tyve franc – er den mest komplekse kvinde i romanen. Ligesom Jakob i Det gamle testamente tjente Rachels far i syv år for at tjene retten til at gifte sig med hende, og derefter blev narret af Laban til at gifte sig med Rachels ældre søster Lea, fordi Jakob så Rachel som en anden, på samme måde ser aristokraten Robert de Saint-Loup, der er hendes elsker, ikke Prousts Rachel, som hun er.
Han er dybt forelsket og ser hende som en kvinde af den højeste dyd, en person af uendelig værdi. De så hvad de ønskede at se, men de så ikke Rachel.
Hvad hverken Proust eller læseren på dette tidspunkt ved er, at Rachel er en yderst begavet skuespillerinde, en særdeles kultiveret og kyndig person, der søger kunsten. ”Hun stoppede aldrig med at tale med mig om bøger, ny kunst og Tolstojisme.” Bind III, side 199.
På et tidspunkt bliver Proust pludselig dybt betaget af hende. Han begynder at forstå, at der er en anden Rachel, en smuk, mystisk dragende Rachel.
Rachel spiller en lille, ubetydelig rolle i et teaterstykke, hvor hun kun et øjeblik er på scenen, men da Prousts fortæller får øje på hende, er hun en anden kvinde: “… Hun steg op som en halvmåne, en næse så fin, så ren, at man ville have ønsket at være genstand for Rachels opmærksomhed, at se hende igen så ofte, som man ønskede at have hende tæt på sig” (bind III, s. 212).
Senere skriver han: ”Jeg har trods alt ikke meget at fortryde; disse timer brugt i denne unge kvindes selskab spildes ikke, da jeg fra hende har fået charmerende gaver, som ikke kunne købes for kære, en rose, en duftende cigaret eller et glas champagne, (bind III, s. 180).
I Prousts roman blev Rachel en gave fra Gud, og Rachel blev frugtbar. Som en berømt skuespillerinde reciterer hun vers fra Musset og La Fontaine ved de mest eftertragtede saloner
Da de første gang mødtes ved en bordel, kalder Proust hende ironisk nok “Rachel husket af Herren – Rachel quand du Seigneur. Navnet er fra den første arie i en meget berømt, men nu næsten glemt opera af Fromental Halévy, La Juive” (1835).
Dette kælenavn har også bibelske referencer. I historien om Jakob i Det gamle testamente læser vi, at Lea fødte fire sønner, men Rachel først var ufrugtbar. Til sidst blev hun gravid: ”Og Gud huskede Rakel, og Gud harkede mod hende og åbnede hendes livmoder. Og hun blev gravid og fødte en søn.” 1 Mos 30: 22-3. At sige, at Gud huskede hende, er det samme som at sige, at Gud kaldte hende.
I Prousts roman blev Rachel en gave fra Gud, og Rachel blev frugtbar. Som en berømt skuespillerinde reciterer hun vers fra Musset og La Fontaine ved de mest eftertragtede saloner. De mødes igen hen mod slutningen af bogen. ”Jeg er vis på, han ikke genkender mig, bemærkede recitatricen [skuespilleren]koketterende til hertuginden. Jo, tværtimod, svarede jeg bestemt: Jeg genkendte Dem øjeblikkelig”, (bind VII, s. 257).
Afsluttende bemærkning
I et brev til Marcel Proust, der begyndte med “Mon cher Proust”, skrev den store franske forfatter André Gide: ”Afslaget til denne bog vil forblive N. R. F. [La Nouvelle Revue Française, red.] mest alvorlige fejl – og (fordi jeg skammer mig over at være meget ansvarlig for det) også en af de bitreste beklagelser og anger i mit liv.
Det var efter Gides anbefaling, at det velkendte forlag Gallimard afviste det første bind af À la recherche du temps perdu.
Hvis du er interesseret i litteratur og ikke kan finde tid til at læse dette mirakel af en bog, vil det være en af bitreste beklagelser i dit liv
Lad mig slutte i André Gids ånd og anbefale læsningen af bogen på følgende vis. Hvis du er interesseret i litteratur og ikke kan finde tid til at læse dette mirakel af en bog, vil det være en af bitreste beklagelser i dit liv.
Da jeg var færdig med at læse denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at Marcel Proust tilhører panteon af de største romanforfattere nogensinde, side om side med Tolstoj, Dostojevskij, Goethe og Balzac.
LÆS ALLE MAZIAR MAZOR ETEMADIS TEKSTER I POV HER
Topillustration: Marcel Proust af Otto Wegener. Licens: Public domain.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
