Den døende svane, ballet

Den døende svane:
Ikke en fugl, men en idé

i Kultur/Scenekunst af
BALLET // ESSAY – Lørdag d. 1. august dansede Ida Praetorius Den døende svane som del af forestillingen Lyse Nætter på Bellevue Teatret i Klampenborg. Svanen er et tilbagevendende symbol i ballettens litteratur, men hvad er det med den fugl og ballet, og hvad betyder det? Alexander Meinertz ridser en baggrund op for en af balletrepertoirets ikoniske klassikere, der ved hver opførelse balancerer på en knivsæg mellem sentimental kliché og ægte patos.

Bortset fra det symbolstærke svanemotiv er der ingen forbindelse mellem Den døende svane og Svanesøen.

Tværtimod er den korte solodans til et kammerstykke af Camille Saint-Saëns (1886), som Ida Praetorius lørdag d. 1. august dansede som del af forestillingen Lyse Nætter på Bellevue Teatret i Klampenborg, en slags antitese i forhold til den store treakters ballet med symfonisk musik af Peter Tjajkovskij. Og faktisk repræsenterer den lyrisk-tragiske miniature en skelsættende, endelig afsked med romantikken og et gennembrud mod en ny udtryksfuldhed, som den legendariske russiske ballerina Anna Pavlova forløste som den første.

Den døende svane, der varer 3-4 minutter, har som sådan ikke nogen handling. I balletteknisk forstand er den ikke krævende, men forudsætter til gengæld en fysisk ekspressivitet… Fokine beskrev den minimalistiske solo som en dans for hele kroppen

Værket har været synonymt med Pavlovas navn, siden Mikhail Fokine skabte soloen til hende til en velgørenhedsforestilling i Adlens Hus i Sankt Petersborg i december 1905. Frem til i dag, hvor værket trods sin ægte substans stadigvæk ofte opføres ved gallaforestillinger og mindre arrangementer, er det blevet fortolket i utallige variationer, altid balancerende på en knivsæg som indbegrebet af klichéer om klassisk ballet og den dybe sandhed om kunstartens enorme følelsesmæssige og eksistentialistiske potentiale.

Senest under coronakrisen, hvor Misty Copeland fra American Ballet Theatre i et samarbejde med 32 ballerinaer fra 22 balletkompagnier i maj måned sammenklippede en version af Den døende svane for Swans for Relief med et mål om at rejse midler til kampen mod covid-19.

32 ballerinaer fra 22 balletkompagnier, heriblandt Ida Praetorius, fortolker under coronakrisen ‘Den døende svane’ for Swans for Relief.

En dans for hele kroppen

Idéen til balletten var formentlig Pavlovas, inspireret af hendes kærlighed til svaner og Alfred Lord Tennysons digt Svanen (1830), og skabelsesprocessen var fri og søgende. ”Det var næsten en improvisation,” huskede Fokine senere. ”Jeg dansede foran hende, hun lige bag mig. Så dansede hun, hvor jeg gik ved hendes side, bøjede hendes arme og rettede detaljer i formene.”

Den døende svane, der varer 3-4 minutter, har som sådan ikke nogen handling. I balletteknisk forstand er den ikke krævende, men forudsætter til gengæld en fysisk ekspressivitet, særligt i arme, ryg og hals, der formentlig var inspireret af Isadora Duncans principper. Fokine beskrev den minimalistiske solo som en dans for hele kroppen, ikke kun lemmerne.

Den næsten minimalistiske koreografi spejler i et helt enkelt, grundlæggende princip Saint-Saëns musikalske struktur, hvor ballerinaens glidende, ubesværede tåspidsdans – pas de bourrée suivi – i horisontal linje tegner klaverets harpeagtige, rytmiske akkordbrydninger.

At forvente en oplevelse af Den døende svane som en episk og filosofisk idé om overgange mellem livet og den ukendte verden, der følger efter døden, er måske at stile højt

Overkroppens frie og stræbende figurer anslås i celloens fremadskridende og slutteligt faldende melodibue og bliver til metaforer, hvor bølgende arme genkalder først vandets krusninger, og hvor danserinden løfter sin arm og hviler sit ansigt mod sin skulder som billede på fuglens karakteristisk lange og s-formede hals. En uventet balance, hvor den ene fod løftes og benet strækkes bagud i en lang arabesque, bryder det stramme forløb som et skrig, der skærer gennem tavshed.

Med arme og et ben strakt bag sig i en siddende figur, formgiver hun fuglens hvide, majestætiske vingesejl på vandspejlet som et betydningsbærende, ja udødeligt udsagn, om renhed, styrke og tro.

Anna Pavlova i ‘Den døende svane’, fotograferet i Berlin i 1908. Wikimedia Commons.

Cicero forbandt svanen med poesi og profeti – ”det er ikke uden grund, at svanen er helliget Apollon, fordi han, forudseende sin lykkelige død, dør med en ekstatisk sang” – og også Lord Tennyson var i sin digtning optaget af kunstens mission som klartseende: Han skrev om kunstens ”usynlige tankepile”, at de kan forandre verden. Her var svanen et tilbagevendende symbol i hans værker, ligesom den er blevet det i ballettens litteratur.

Kunstens tankepile

At forvente en oplevelse af Den døende svane på en dansk sommeraften som mere end en sentimental skildring af et fuglevæsen – som en episk og filosofisk idé om overgange mellem livet og den ukendte verden, der følger efter døden – er måske at stile højt.

Men svanen som et billede på kunstens kapacitet for at konfrontere smerte og følelsesmæssigt pres med kreativitet og transformere sorg til glæde, håb selv i en håbløs virkelighed, lå alligevel lige for i den aktuelle sammenhæng, hvor dansere kun sjældent har mulighed for at danse, og publikum kun sjældent mulighed for at opleve den levende kunst.

Denne virkelighed kom Ida Praetorius som budbringer på Bellevue Teatret til at bære på sin spinkle krop og med sin empatiske natur, selvom hun som type er mere sart fugleunge end heroisk svane og formmæssigt endnu mangler at finde sin egen vej i værkets koreografiske kanon.

Niklas Walentin og Ida Praetorius i Den døende svane, Lyse Nætter, Bellevue Teatret. Foto: France de Krassilnikoff
Niklas Walentin og Ida Praetorius i Den døende svane, Lyse Nætter, Bellevue Teatret. Foto: France de Krassilnikoff

Anna Pavlova, der som danser selv var kendt for impulsivt at improvisere på scenen, dansede Den døende svane mere end 4000 gange, hvor hun arbejdede videre med Fokines skitserede materiale, ligesom Maya Plisetskaya og ikke mindst Natalia Makarova i det 20. århundrede markant genfortolkede og udviklede den oprindelige koreografiske idé mod en standard, der danner udgangspunkt for de fleste opførelser i dag, og som for sin del stærkt har påvirket Svanesøens æstetiske udtryk.

Blandt de store kunstnere så Praetorius ud til at have bygget sin version på Plisetskayas dramatiske læsning, men hvor de lydefri pas des bourrées og de stort buede vingeslag passer Praetorius’ fysik og teknik, brød hendes stærke accentuering af tilbageløbet på tå – hun synes at ville kommunikere, at det er her, døden trækker hende ind i kamp – unødvendigt den legato, der ville have klædt Den Kgl. Ballets danske solodansers menneskelighed bedre.

Lopatkinas valg går mod det sokratiske frem for det patetiske; det afklarede, stoiske møde med døden. Der er ikke nogen kamp, kun en accept

Uliana Lopatkina fra Marinskij-balletten i Sankt Petersborg er vor tids store fortolker af Den døende svane. Hun kan på YouTube opleves i mindst fem forskellige optagelser, hvor også alle fem fortolkninger er båret af den samme overbevisning, men med et helt forbløffende gennemarbejdet niveau af overvejelse og afprøvning af muligheder: I alle fem versioner går hendes valg mod det sokratiske frem for det patetiske; det afklarede, stoiske møde med døden. Der er ikke nogen kamp, kun en accept.

Kunstnerisk og historisk repræsenterer de et højdepunkt.

En sådan kunstnerisk dybde og formmæssig perfektion opnås naturligvis kun, når generationer bygger på generationers erfaring, tradition og indsigt, eksemplificeret her af den blodrøde rubinbroche, som Lopatkina i alle fem optagelser – og som alle ballerinaer på Marinskij-teatret – bærer på brystet, ikke kun som et billede på svanens banesår, men som et adelsmærke.


LÆS FLERE TEKSTER AF ALEXANDER MEINERTZ HER


”Den døende svane”. Koreografi: Mikhail Fokine.
Lyse Nætter af Jens-Christian Wandt/Verdensballetten, Bellevue Teatret.


Topfoto: Uliana Lopatkina som Den døende svane. Fotograf: Jack Vartoogian .

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Seneste artikler om Kultur