TRO & MINORITETER // ESSAY – Man kan ikke skjule, hvem man er. Når jeg får stillet spørgsmålet om, hvorvidt jeg er muslim, kan jeg kun svare ja. Og jeg er også homoseksuel. Men lad mig tage jer med til sommeren 1983 i en smuk kirke på Fyn, hvor det hele begyndte. Dette er min, Michael Sinan Aslanes’ fortælling.
Teksten blev først udgivet i 2017. Formatet er blevet justeret i denne genudgivelse.
”Se, mormor en kirke! Skal vi ikke gå ind og kigge?”
”Jo, jeg tror, døren er åben”, svarede min mormor.
”Nu er vi i Guds hus”, udbrød jeg begejstret, men lavt, da jeg godt var klar over, at man skulle være stille i en kirke. Min mormor nikkede. Jeg tog hende i hånden. Jeg elskede at være på tur med hende, uanset hvor vi tog hen.
Jeg var kun en lille dreng, fem år gammel, men min mormor og jeg talte tit om Gud og om religion. Jeg bad til Gud hver aften, inden jeg skulle sove. Men det var der ingen, der vidste. Resten af familien virkede nemlig ikke til at gå op i religion på samme måde som mormor. Jeg havde altid følt, at Gud var der og passede på mig. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid følt, at jeg bare kunne bede til Gud, hvis alt var skidt. Derfor prøvede jeg også at opføre mig ordentligt, for jeg følte også, at man skulle gøre sig fortjent til Guds tilfredshed og beskyttelse.
I folkeskolen begravede jeg mig i diverse atlas, religionsbøger fra skolens bibliotek samt flere bøger om forskellige kulturer.
Kristendommen var ikke min religion
Det var især viden om Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien, som trak i mig. Jeg sad ofte klistret til skærmen, når der var programmer om især de abrahamske religioner og hinduisme. For selvom jeg som barn gav mig hen til kristendommen, så manglede der alligevel noget.
Noget, som jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Kunne det være den totalitære underkastelse overfor Gud, jeg savnede? Jeg følte ikke, at kristendommen var min religion, til trods for at min mormor på sin egen pædagogiske måde fortalte mig, at vi i vores familie var kristne.
”Er du muslim,” spurgte en kurdisk pige med store krøller mig engang i skolegården. ”Ja”, svarede jeg stolt med et smil
Men var min mor og far egentlig kristne? Jeg var ikke døbt og blev heller ikke konfirmeret. Min mor havde ikke forventet det og virkede ikke overrasket, da jeg kom hjem med konfirmationsdokumenter. ”Ja, jeg regner ikke med, at det er noget, du vil.” sagde min mor bestemt. Hun kendte svaret, mente hun.
Vi talte aldrig om grunden før mange år senere, hvor hun fortalte mig, at hun aldrig havde set mig som værende en ”rigtig” konvertit. Faktisk bryder hun sig stadig ikke om, at jeg bliver kaldt det. ”Du blev hverken døbt eller konfirmeret. Du var jo aldrig kristen. Du har altid været muslim i mine øjne,” sagde hun med bestemthed i stemmen.
En del af Halal-holdet – 1990
Endelig fandt jeg ud af, at det var religionen islam, jeg følte mig tiltrukket af, og som vandt min kærlighed. Det virkede på en eller anden måde bekendt. En følelse som næsten er uforklarlig. En hemmelighed kun mine muslimske venner kendte til dengang. I dag kommer endnu flere til at kende til den.
”Er du muslim,” spurgte en kurdisk pige med store krøller mig engang i skolegården. ”Ja,” svarede jeg stolt med et smil. Huskede at jeg havde fremsagt ”Shahada” trosbekendelsen højt.
Jeg meldte mig insisterende til at være en del af “Halal-holdet” i hjemkundskab, hvilket heldigvis blev fast resten af året. Dermed slap jeg for at komme med undskyldninger for, hvorfor jeg pludselig ikke ville spise frikadeller, flæskesteg, skinke og andet, jeg havde set og opfattet som værende typisk dansk. Især hos min familie på Fyn.
Men langsomt blev det en hel naturlig del af mig at leve et dobbeltliv, som skabsmuslim. Tre år senere da jeg var 14 år, skulle det vise sig at være året, hvor jeg for alvor blev en minoritet i en minoritet.
Gud begår ikke fejl – 1993
Det var sommer 1993. Jeg var alene hjemme. Helt alene med mine følelser og frustration over ikke at passe ind nogen steder. Ked af at ikke at være en af de seje og klogeste i skolen.
Jeg tænkte meget på fiaskoen året tidligere, hvor jeg havde hørt om et sted i Knabrostræde, som hed Pan ungdomsgruppen. Jeg var for nervøs og turde næsten ikke engang kigge ind i baggården, hvor Pan lå, og måtte pænt og fyldt med skam og generthed, gå hjem igen. Måske var jeg bare for ung. Skulle det virkelig være så svært at møde ligesindede, der forstod mine tanker og frustrationer?
Min mor græd. Ikke fordi jeg var homoseksuel, men fordi jeg havde gået alene med det og gemt det i tre år
Nu et år efter, måtte det være tid. Jeg måtte være klar. Det var en voldsom omvæltning. Det homoseksuelle miljø var på mange måder fremmed for mig. Havde aldrig kendt homoseksuelle og havde kun set dem på film. Men jeg hørte på en eller anden måde til der også.
Mine islamiske værdier blev i den grad sat på prøve, da jeg fik nye venner og dermed kom længere væk fra mit ophav og mine muslimske venner. Jeg drak ikke alkohol, spiste ikke svinekød, og når jeg blev jeg spurgt, sagde jeg bare, at jeg var vegetar, og at jeg ikke måtte drikke alkohol for min familie.
Jeg kunne godt høre, at det lød dumt i en omgangskreds, der også var en del ældre end jeg selv. Jeg følte mig som en barnlig 14-årig. Også selv om det ene af mine udsagn faktisk passede. For min mor var ikke tilhænger af, at jeg drak og havde altid opdraget mig strengt, hvilket passede ganske udmærket til mine muslimske værdier, så det gjorde mig intet, før nu hvor jeg pludselig var i selskab med 18-20-årige.
Ingen sex og alkohol – 1996
Men der var andre problemer i kombinationen af islam og homoseksualitet. F.eks. var min idé om, at sex ikke kunne finde sted før ægteskab og afholdenhed fra alkohol ikke populær i homomiljøet. Også der skilte jeg mig ud. Der var fest, farver og sammenhold, men jeg følte mig stadig som en outsider til trods for, at jeg gjorde meget for at passe ind. Religion var bare ikke noget, som jeg havde lyst til at tale om. Men jeg blev nærmest lykkelig, når jeg endelig mødte en kristen homoseksuel.
Da jeg blev 17 år, sprang jeg ud efter at have levet et dobbeltliv i over tre år. Tiden var inde, jeg havde fået kæreste, og forholdet var blevet meget seriøst.
Min far var forstående sød og hjertelig, så billedet af min kæreste og tog det helt roligt. Han sagde: ”Jeg elsker jo homoseksuelle”. Jeg blev paf. Chokeret og lettet selvfølgelig, men når man nu havde forberedt sig på den helt store ballade, var det virkelig surrealistisk. Min mor græd. Ikke fordi jeg var homoseksuel, men fordi jeg havde gået alene med det og gemt det i tre år.
Sodoma og Gomorrah er politik
I teenageårene glemte jeg lykkeligt alt om historien omhandlende profeten Lut i Koranen, som altid er blevet brugt til at fordømme homoseksualitet med. Måske ikke uden grund. Jeg kendte historien om Sodoma og Gomorrah som barn, men da jeg intet vidste om seksualitet, var det ikke noget, jeg dengang tænkte videre over.
Mit umiddelbare synspunkt dengang var ganske simpelt: Gud begår ikke fejl. Jeg er skabt homoseksuel med et endnu ukendt formål, som kun Gud ved og Gud ved bedst.
Jeg var ung og begik mange af de samme fejl, som andre unge begik, og derved adskilte jeg mig ikke fra andre på min alder. Religion er en privatsag, og man skal holde politik og religion adskilt, lærte jeg ved at læse om Atatürk, grundlæggeren af det moderne Tyrkiet. Jeg levede strikt efter dette princip, da det i mit tilfælde (og i hvert fald dengang) var langt det nemmeste. Religionen fyldte mindre i mit liv, indtil jeg blev 25 år og gik fra min forlovede igennem ni år.
Er en muslimsk kæreste en mulighed?
Jeg havde aldrig forladt Islam, den tanke var helt umulig for mig. Jeg fik det dårligt mentalt bare ved tanken om at forlade min tro, som uanset hvad altid havde været en væsentlig del af mig.
Men der skulle ske noget nyt. Jeg skulle genfinde mig selv, få noget selvtillid, turde råbe op og sige fra. Være den muslim og homoseksuelle mand, jeg gerne ville være, men som jeg havde undertrykt i så mange år.
Tanken om at tilbringe resten af livet uden at blive gift eller have en livspartner eller en kæreste begyndte at tiltale mig og kunne være en mulighed, jeg ville afprøve. Men da jeg senere fik nye muslimske venner på universitetet, fik de mig væk fra denne beslutning, og vi blev bare enige om, at jeg burde, måtte og skulle finde en muslimsk mand.
Men selvom jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at finde en muslimsk mand, lykkedes det ikke.
Mit spirituelle forhold til Islam har altid før i tiden været meget hemmeligt, ensomt og privat
Jeg gik igennem et frygteligt forhold med en serbisk mand, som ingen af mine venner brød sig om – slet ikke mine muslimske venner. Min venindes mand, som var tyrker, sagde, mens min kæreste var til stede: ”Fint du er homoseksuel, men du kan ikke have en serbisk mand. Det går simpelthen ikke. Du bliver nødt til at finde en muslim”.
Mit svar var tavshed og skam over overhovedet at tro, at det kunne gå imellem mig og en mand, som jeg inderst inde godt vidste, havde en både homofobisk og islamofobisk familie. Hvilket også skulle vise sig at blive årsagen til, at jeg forlod ham.
Jeg talte med min mor over aftensmaden kort efter mit brud med min serbiske kæreste, og hun forstod godt, at jeg ville finde en muslimsk mand. ”Men der er ingen, der siger, at det bliver lettere eller nødvendigvis bedre af den grund,” advarede hun.
“Måske er det bare nemmere at leve som single muslim?” svarede jeg opgivende. ”Nej, det skal du da ikke. Tag det roligt. Det går nok,” beroligede hun mig.
Mikael, min ateistiske kærlighed
Jeg endte helt uventet med at finde Mikael, som er ateist. Jeg havde talrige konfrontationer med mig selv om, hvordan jeg kunne forsvare dette islamisk. Jeg gav op, men blev mere og glad for ham. Hvordan kunne Gud hade noget så smukt, som føles så rigtigt?
Jeg ville ikke opsøge en imam, for jeg vidste på forhånd, hvad han ville svare. Men med tiden blev Mikael min bedste ven og fortrolige. Han var den, der lærte mig at stå frem og være den person, jeg gerne ville være. Han var den, som gjorde, at jeg langt om længe turde gøre andet, end hvad der altid havde været forventet af mig. Jeg var blevet påduttet, at jeg jo var en moderne muslim og ikke som de andre. ”Det er jo ikke typer som dig, der går i moske eller beder. Du ville ikke passe ind. Du skal vise din krop og feste, ” lød det.
Alt dette på trods af at jeg rent faktisk altid havde ønsket mig at blive praktiserende. ”Hvis du vil gå i moské og islamisk tøj, så skal du gøre det,” havde Mikael sagt. “Du skal gøre det, som gør dig glad og ikke andre.”
Konvertering af fri vilje
I dag er tingene nemmere. Mikael og jeg sidder med vores tyrkiske veninde Gülay. Vi griner, drikker te og ryger vandpibe til langt ud på natten. Glemmer tiden. Gülay hvisker mig ind i øret på tyrkisk: ”Det ville være så skønt, hvis han konverterede. Det ville klart være det bedste. Især for dig, min skat. Alt ville blive så meget nemmere. Men jeg elsker ham virkelig. Han er så sød, din Mikael,” sagde hun højere.
Ingen skal tage Islam og min kærlighed til Gud fra mig. Hvorfor skal alt gøres op i lyst og begær? Hvorfor skal jeg og andre reduceres til sex og seksualitet?
”In sha Allah,” svarede jeg med et lille nervøst smil, med følelsen af at have begået noget syndigt:
”Hvis han vil konvertere, skal han gøre det af egen fri vilje og for Guds skyld og ingen anden. Jeg holder i hvert fald af ham, som han er. Han er et godt menneske og bakker mig op i at være troende muslim og efterleve mine islamiske værdier så godt som muligt. Alhamdulillah.”
Gülay begynder langsomt at gå ud foran spejlet, rulle håret op og tage sin hijab på samt den lange frakke. Teen har gjort os sultne.
”Jeg har hørt nogen, der siger homoseksuelle skal stenes. Jeg forstår det altså ikke. Ved du, hvor i koranen det står, Mikael?” spørger Gülay. ”Der står ikke noget om homoseksuelle i nutidens forstand. De bruger fortællingen om Lut som et eksempel på denne holdning.”
Det er trist, svarer jeg. ”Forstår bare ikke hvordan nogen skulle have lyst til at gøre dig eller Mikael ondt, Michael. I gør jo ingen noget”, siger hun. Vi taler ikke mere om det, da vi tydeligvis begge bliver triste og begiver os ud i natten.
36 år og i bus 3 A – 2014
Jeg vågner op i 2014 i Bus 3 A fra min dagdrøm bestående af fortidsklip, som jeg gennemgik på fem minutter.
Det er efterår, og det er fredag. Jeg er 36 år og sidder iført mit islamiske tøj og kigger ud på de københavnske gader, mens jeg forbereder mig mentalt på det, jeg langt om længe har taget mig mod til at gøre.
Jeg mærker en blanding af nervøsitet og glæde i maven over at skulle til fredagsbøn for første gang i Danmark. Føler at det pakistanske tøj beskytter mig og giver mig følelsen af tryghed. Mit spirituelle forhold til islam har altid før i tiden været meget hemmeligt, ensomt og privat.
Jeg tager ikke min religion med i soveværelset. Jeg blander mig ikke i andres sexliv eller parforhold. At jeg elsker min mand, kan umuligt skade andre hverken psykisk eller fysisk. Hvorfor kan folk ikke blande sig uden om?
Nu skulle jeg til at dele denne hellige handling med en masse mennesker, jeg aldrig før havde mødt, og som jeg i mit liv som muslim altid har haft mine fordomme om. Ville de genkende mig fra programmet eller artiklerne, jeg har været med i? Ville de være venlige og imødekommende, når de ser mig? Hvad hvis nogen spørger, om jeg er gift? Jeg må hellere tage ringen af.
Den første fredagsbøn i Danmark
Ingen kigger undrende på denne blonde danske mand, som er islamisk klædt. Ikke som i Sydhavnen eller andre steder. Jeg går med raske skridt mod den moské, jeg havde fået anbefalet af en anden dansk konvertit.
På vej op ad trappen hører jeg stemmer, og at der kaldes til bøn i en mikrofon. Imens jeg skynder mig, tager jeg ‘bedehatten’ på, hilser på dem, jeg passerer ind i lokalet med et nik. ”Assalaamu Alaikum” – ”Wa Alaikum Assalaam, bror,” svarer de og smiler venligt og imødekommende.
Folk i moskéen viste sig at være hyggelige, sjove og humoristiske. Egenskaber jeg aldrig rigtig havde tillagt mine medmuslimer. Jeg kunne ikke undgå at skamme mig lidt over mine fordomme. Jeg kunne dog heller ikke lade være med at tænke på, at der nok alligevel fandtes nogle, som ville mene, at jeg er en alvorlig synder og burde retledes.
Det kan jeg godt leve med. Bare jeg bliver behandlet godt og føler mig velkommen, så slipper jeg hurtigt tanken og vælger at fokusere på det positive. Ingen skal tage Islam og min kærlighed til Gud fra mig. Hvorfor skal alt gøres op i lyst og begær? Hvorfor skal jeg og andre reduceres til sex og seksualitet?
Jeg er træt af ikke rigtigt at høre til nogen steder. Jeg er træt at skulle retfærdiggøre hvem jeg er som person, hvorfor og hvem jeg lever mit liv sammen med
Jeg tager ikke min religion med i soveværelset. Jeg blander mig ikke i andres sexliv eller parforhold. At jeg elsker min mand, kan umuligt skade andre hverken psykisk eller fysisk. Hvorfor kan folk ikke blande sig uden om?
Hvilken ret har de til at gå Guds ærinder og lave ”takfeer”, religiøs fordømmelse, ved at beskylde andre muslimer for at være ”kafir”, vantro.
LGBT & muslimhatten på samme tid
Det positive varer dog ikke ved. Terrorangreb, hadforbrydelser begået af unge med muslimsk baggrund imod homoseksuelle, Charlie Hebdo og ISIS, som kaster homoseksuelle ud fra høje bygninger. Afstandtagen fra det ene og andet. Forvirring. Skal man absolut vælge side? Nogle få kollegaer fra min arbejdsplads ønsker forklaringer og afstandtagen. Må tage muslim og LGBT-hatten på skiftevis og nogle gange oveni hinanden. Frustrationen vokser, og jeg må tage en pause fra de sociale medier
Jeg hader Charlie Hebdo. Jeg synes konceptet er plat og dumt. Man bruger såkaldt ytringsfrihed til at håne andre. Men jeg tør ikke sige det højt i frygt for at blive stemplet som islamist. Jeg er træt af ikke rigtigt at høre til nogen steder. Jeg er træt at skulle retfærdiggøre, hvem jeg er som person, hvorfor og hvem jeg lever mit liv sammen med.
Jeg er muslim og homoseksuel. Jeg har også ret til at være her. Min mening tæller også
Det er udmattende at skulle stå for skud for islamofobi og hån fra højrefløjen og kristne ekstremister på den ene side – og møde fordømmelse og trusler fra de ekstremistiske muslimske miljøer. Samt ofte latterliggørelse fra de homoseksuelle miljøer og intolerance og ydmygelse fra de ”frafaldne” ex-muslimer.
Ingen af jer kan dømme mig
Jeg kan godt leve med, at der findes folk, som ikke kan forstå homoseksuelle. Endda heller ikke betragter det som værende naturligt.
Men jeg kan ikke leve med, at man bruger religion til at fordømme, true eller hade andre mennesker. De selvsamme mennesker skal lige huske på, at de højst sandsynlig også gør noget eller lever på en måde, som absolut ikke falder mig eller andre naturlig eller ”rigtig”. Men jeg har ingen ret til at dømme dem for deres valg eller følelser, så længe de ikke foretager sig noget ulovligt vel at mærke.
Jeg tror, at jeg altid vil føle mig splittet men ikke på en sådan måde, at jeg ikke med god samvittighed kan leve mit liv og være den person, jeg er vokset op og udviklet mig til. Jeg har det meste af mit liv gjort alt, hvad jeg kunne for at passe ind, ikke vække opsigt, ikke sige min mening, ikke stå ved den jeg er og det, jeg tror på.
Jeg er muslim og homoseksuel. Jeg har også ret til at være her. Min mening tæller også. Der findes mange homoseksuelle praktiserende muslimer. Dog ikke i Danmark, hvor folk er generelt uvidende om dette tabubelagte emne. Jeg kender selv til fire homoseksuelle imamer og muslimske LGBT-menigheder, hvor der bedes fredagsbøn, og hvor der også foregår islamiske aktiviteter.
Jeg er træt af dobbeltmoralen, hele vejen rundt
Men disse organisationer lever dagligt med trusler fra ekstremistiske islamiske miljøer, som selv føler, at de bliver misforstået, hadet og latterliggjort af det pågældende ikke-muslimske land, de er bosiddende i.
Det er på høje tid, at folk stopper hykleriet og behandler folk ordentligt samt viser den accept, de selv ønsker.
Jeg er træt af dobbeltmoralen hos dem, der siger, at de “kæmper for menneskerettigheder, men er fuldstændig ligeglad med LGBT-rettigheder.” Eller dem der trækker racist-, nazist- og islamofobkortet, på trods af at de selv ikke bryder sig om at have kontakt med danskere. Jeg er ligeledes overfølsom overfor racisme, religions-fobi og intolerance, der kan forekomme i de homoseksuelle miljøer.
Jeg er naturligvis klar over, at denne stigende religions-fobi i LGBT-miljøerne ikke er opstået uden grund. Homoseksuelle er blevet forfulgt, straffet og slået ihjel gennem tiderne og i store dele af verden. Det er svært at overbevise den religionskritiske del af de homoseksuelle om, at disse handlinger er begået af mennesker, som har (mis)brugt religion til at prædike had og fordømmelse af værste grad, men at det ikke er alle religiøse mennesker, som har samme livsfilosofi.
Du kan ikke hade mig på grund af Lut
Ydermere er historien om Luts folk en vag og dårlig undskyldning for at hade homoseksuelle. Jeg skal ikke gøre mig til top islamkyndig, men jeg mener i den grad, at den historie med al respekt er misforstået. Jeg mener ikke, at denne historie afspejler homoseksuelles værdier og slet ikke i nutiden.
Det er også vigtigt at gøre opmærksom på, at Luts folk begik mange forfærdelige synder, som får et seksuelt samkvem med en af samme køn til at blegne. Vold, kriminalitet, fjendtlig indstilling overfor fremmede/deres gæster, afgudsdyrkelse samt fornægtelse af Gud og profeterne – i hvert fald hvis man ser det i et abrahamisk religiøst perspektiv.
Jeg forholder mig kritisk til Luts historie. Måske fordi jeg er homoseksuel, måske fordi jeg ikke vil sammenlignes med en samling vantro, kriminelle, voldtægtsmænd og afgudsdyrkere.
Det var noget af min historie, og den er kun lige begyndt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
