CPH PIX og fremtiden for dansk film

i Film/Kultur & Medier af

FILM – Der er omvæltninger på vej i festival-verdenen, men i det mindste lader årets CPH PIX til at bevise sin vigtighed. Frederik Bové introducerer festivalen og dens mulige rolle i dansk film og bruger en ny argentinsk film til at vise, hvorfor den er så godt et tilbud.

Reelt set er det en smule mærkeligt, at CPH DOX sælger flere billetter end CPH PIX. Spillefilm er jo normen, mens dokumentar til hverdag er en niche. Alligevel er det ret uomtvisteligt, at DOX har formået at bygge sig op som en central kultur-begivenhed af internationalt format, mens PIX har svært ved rigtig at markere sig.

Den ligger om efteråret lige efter Toronto og Venedig, hvor det altoverskyggende Oscar-ræs begynder at tage al opmærksomhed fra filmmedierne. Og den kan hverken konkurrere med Gøteborg om at være Nordens festival, eller med steder som Rotterdam om at være bedst til debuter.

Styrkeforholdet blev skåret ud i pap tidligere på året, da det blev offentligt, at den nye administrerende direktør for fonden, der driver både PIX og DOX, bliver DOX-direktøren Tine Fischer. PIX-direktør Jacob Neiiendam meddelte samtidig, at han ville træde tilbage.

PIX’s program er måske nok konventionelt, men det er en gave til det danske biografpublikum at få tilbudt så mange gode oplevelser på så kort tid

Der er mange folk i dansk film, der har siddet på deres poster meget længe, så der kommer sikkert til at være en del, der skifter job over de næste par år. Blandt dem kan Neiiendam i det mindste med oprejst pande sige, at han stoppede på toppen.

Årets CPH PIX har måske det mest imponerende program af de år, jeg har kigget med. Der lokkes med unikke kunstneriske oplevelser som den fire timer lange kinesiske An Elephant Sitting Still, som jeg anmeldte fra Berlin, film hvis lige man ikke finder i biografen nogle andre tider af året.

Langt de fleste af de smalle film, der har gjort væsen af sig på årets festivaler, er kommet gennem nåleøjet. Ligeledes er der som sædvanlig god fokus på populære former for film såsom amerikanske indie-film, der præsenteres i et gevaldig logisk samarbejde med Soundvenue, og genrefilm der nok skal trække en trofast skare i biograferne sent om aftenen.

PIX’s program er måske nok konventionelt, men det er en gave til det danske biografpublikum at få tilbudt så mange gode oplevelser på så kort tid.

Samtidig har PIX de seneste par år fundet en mulig plads i dansk films økosystem, hvor den forhåbentlig kan gøre ganske stor gavn. PIX har fra start fokuseret på debutfilm med hovedkonkurrencen ‘New Talent Grand PIX’ og har helt reelt haft et virkelig godt blik for at finde nye og spændende stemmer.

De seneste år har der også været fokus på at sætte fokus på nye stemmer i dansk film, hvilket i år konsolideres i en ny taltentkonkurrence kun for dansk film, præsenteret i samarbejde med Politiken.

Usikkerheden i dansk film

Det ramler ind i endnu et usikkerhedsområde for dansk film: Omstændighederne for talentudvikling efter lavbudgetordningen, der har ledt til en sprudlende filmkunst de seneste par år. Talentet har været der og er blevet udviklet, men der er tegn i sol og måne på, at der vil blive prioriteret anderledes med det nye filmforlig, der skal forhandles på plads i løbet af efteråret.

Det er der egentlig ikke så meget at sige til. Argumentet for lavbudgetfilm har hele tiden været, at det kunne blive til film af stor kunstnerisk værdi, og hvis man som jeg mener, at den nye strøm af film har bevist denne tese, så er det paradoksalt nok svært at forsvare, at man fortsat skal bruge den form for tvang, som en målrettet pose penge jo sådan set er.

Hvad dansk film har brug for er et kredsløb, der kan holde små og kantede film i live, uden om statskassen. Og her spiller filmfestivaler en gevaldig rolle

Enhver filmkonsulent med øjne i hovedet må kunne forstå, at der fortsat er et kunstnerisk potentiale i de her film.

Problemet er økonomien. Og det er bare sådan med kunst, at hvis der er en pose penge med stramme rammer, så fører det ret ofte til en hvis form for skabelon-kunst i den anden ende. Det har vi heldigvis været forskånet for indtil videre, men man kunne da frygte, at for mange lavbudgetfilm de kommende år ville føre til en lind strøm af kloner af En Frygtelig Kvinde og Den Skyldige.

Hvad dansk film har brug for er et kredsløb, der kan holde små og kantede film i live, uden om statskassen. Og her spiller filmfestivaler en gevaldig rolle.

Det vil formentlig være på udenlandske filmfestivaler, at der skal findes europæisk kapital til fortsat at lave de her film – og det undrer mig til stadighed, at dansk film ikke er bedre repræsenteret steder som Locarno, i Forum-afdelingen af Berlin eller i Director’s Forthnight i Cannes – og eftersom udviklingen desværre også indtil nu har vist, at de her film har det svært i danske biografer, så bliver den slags special-visninger, som en filmfestival tilbyder, også uomgængelig.

Hvis det lykkes at skabe yderligere opmærksomhed om de her film og bruge PIX som en platform til at sælge det svære og kantede, så går dansk film en lysere fremtid i møde, lige meget hvad politikerne finder på

Det er derfor et fantastisk greb at alliere sig med Politiken om den nye talentpris. At slå fast at danske talenter ikke bare er for en indspist menighed, der ser Cinemateket som deres egen lille katedral, men noget der har bredde, kant og kraft.

Det samarbejde og de resultater, det vil kaste af sig, er dén store historie om PIX i år. Hvis det lykkes at skabe yderligere opmærksomhed om de her film og bruge PIX som en platform til at sælge det svære og kantede, så går dansk film en lysere fremtid i møde, lige meget hvad politikerne finder på.

Det er da en meget god festival at slutte af med.

Florianopolis Dream

Men i al den snak om specialvisninger og konkurrencer, så er det også værd at huske på, at også hvad man kan kalde rugbrødselementet af CPH PIX har værdi.

Det kan jeg måske illustrere med den argentinske film Florianopolis Dream, instrueret af Ana Katz og præsenteret i serien New World Views, der ganske enkelt går ud på at præsentere film fra hele verden. Sådan lidt det samme som biograferne gør resten af året, hvilket måske også er grunden til, at mange PIX-film har lidt svært ved at sælge billetter.

Har Danmark virkelig brug for at se, hvad Ana Katz går og laver? Hun har ikke vundet de store priser. Blandt skuespillerne i hendes nye film ser de fleste ud til at være lokalt kendte, men det var kun Mercedes Morán, jeg genkendte, fra hendes rolle som Pablo Nerudas kone i sidste års Neruda.

Det er nok ikke årets bedste argentinske film, så hvorfor skal vi overhovedet se den?

Det skal vi lige præcis, fordi Florianopolis Dream ikke forsøger at være det skæve unikke kunstværk, men samtidig har så megen æstetisk særegenhed og styrke. For at sige det ganske kort, så er der nok ikke mange danske instruktører, der kunne tænke sig at lave fire timer lange film om stillesiddende elefanter, men der er en del, der laver film a la Florianopolis Dream, og her er der virkelig meget at lære af.

Florianopolis Dream er en fremragende film, fordi den ikke bare fortæller en historie, men formidler en følelse. En drømme-agtig følelse, som de fleste nok kan genkende, også selvom de ikke har været på ferie, mens et ægteskab falder fra hinanden

Historien er ualmindeligt genkendelig og alment menneskelig. I filmen rejser en argentinsk kernefamilie på ferie til Brasilien, eftersom valutakursen virkelig er til deres fordel. Pedro (Gustavo Garzón) og Lucrecia (Mercedes Morán) er et ret normalt midaldrende middelklasseægtepar, der som så mange andre par er røget ind i en midtvejskrise. Faktisk er de separeret, men alligevel forsøger de at tage på ferie som en helt normal familie.

Parforhold i krise, middelklasse, ferieture. Det laver vi da en del film om, også i Danmark, gør vi ikke?

Men Florianopolis Dream er en fremragende film, fordi den ikke bare fortæller en historie, men formidler en følelse. En drømme-agtig følelse, som de fleste nok kan genkende, også selvom de ikke har været på ferie, mens et ægteskab falder fra hinanden.

Uklarhederne i forholdet mellem Pedro og Lucrecia sætter sig i filmsproget, hvor man aldrig helt ved, om ting er virkelige eller ej. Deres smil er forstilte, deres samtaler klinger aldrig sandt, når de leger i strandkanten, virker det som om, de er to minutter væk fra at komme op og slås.

Alting er uvirkeligt, ligesom det er i meget god filmkunst, men også bare sådan som det er i perioder af langt de fleste menneskers liv, når vi ikke længere kan finde rundt i, hvem vi er, og hvad vi skal gøre. Den følelse leveres uforglemmeligt og satte sig dybt i mig, længe efter filmen sluttede.

Visuel Udvikling

Blandt de mange forslag til filmforliget har jeg især forelsket mig i et af dem fra Danske Filminstruktører. De foreslår at nytænke udviklingsstøtteordningen på Det Danske Filminstitut, så den filmiske udvikling af en film sidestilles med det ordbårne manuskript. En film som Florianopolis Dream viser lige præcis, hvor langt man kan komme med den indstilling.

Først og fremmest er det klipningen og lydarbejdet, som skaber stemningen. Alting foregår som i glimt, og der skippes så mange ting at man ikke helt forstår, hvad der sker.

Efter at Lucrecia har haft en stor og vigtig oplevelse, klippes der ganske kort til, at familien spiser, tavse, nedbøjede, og så klippes der til næste dag. Om de andre tre overhovedet har forstået, hvad der skete for Lucrecia, det får vi ikke noget at vide om, og sammenstillingen mellem de to ting bliver så mærkelig, at publikum selv investerer sig i at tyde, hvad i alverden de tre andres opførsel skal betyde.

Der er simpelthen ingen grund til, at dansk film ikke skulle kunne lave en film som “Florianopolis Dream”. Det er kun lige en lille tak op fra en film som “All Inclusive” eller “Kollektivet” i sværhedsgrad, men det er så meget mere legende og finurligt

Folk vandrer frem og tilbage i baggrunden af billeder, især de to teenage-børn, der forsvinder i lange perioder af gangen. Pludselig står der nogen og danser eller synger. Det er som en drøm, eller som en ferie, hvor folk forsøger at prøve andre identiteter af, end dem de er i til hverdag.

Og lydsiden! Musik, snak, strandlyde, fuglefløjt, ret ofte mikset så lyden lige bliver hængende lidt længere end billedet gør. I en scene sidder Pedro og Lucrecia og spiser, da en musiker kommer hen og spørger, om han skal spille. Det gør han meget højt og insisterende, til tydelig irritation for Lucrecia. Og klip, så går de to personer hjem igen, men musikken bliver hængende. Ligesom irritationen formentlig gør det.

Og som nævnt: Der er simpelthen ingen grund til, at dansk film ikke skulle kunne lave en film som Florianopolis Dream. Det er kun lige en lille tak op fra en film som All Inclusive eller Kollektivet i sværhedsgrad, men det er så meget mere legende og finurligt.

Og det rammer virkelig en følelse, helt uden tårer og højlydte skænderier. Næsten. Der bliver naturligvis også skældt lidt frem og tilbage.

Og af en ikke ordbåren film at være, så slutter den med en helt umanerlig god punchline.

Brug for PIX

Så ja, dansk film har brug for film som Florianopolis Dream. Hvis vi skal højne den æstetiske udvikling, så har vi brug for så meget som mulig snak om æstetiske greb i forskellige former for film, og hvis vi kun kan snakke om det i de meget mærkelige film, så hjælper det ikke i længden.

Og ja, derfor har Danmark også fortsat brug for CPH PIX. Ikke kun fordi vi har brug for de vilde kunstoplevelser. Eller fordi vi har brug for konkurrencerne og galla-visningerne. Men fordi alle, der har noget med dansk film at gøre, filmfolk, kritikere, publikum, har godt af at blive dykke ned i en overflod af billeder, lyde, klip og greb nu og da, uden at vide hvad vi får, og hvorfor det er godt, og opdage nye idéer, stærke følelser, smukke dele af verden, vi ellers aldrig får at se.

Så grib chancen! Jeg ved godt, at det virker uoverskueligt, men de næste to uger er der film hver aften og eftermiddag, og det er bare om at give det en chance. Hvem ved, måske ser du noget, der forklarer en følelse, du allerede har? Måske lærer du noget nyt?

Florianopolis Dream vises igen Onsdag d. 10/10 kl 17:00 i Grand.

Topillustration og fotos: CPH PIX

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film