
UNDERSØGELSE // MADKULTUR – Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt en række danskeres opfattelse af gode, sunde og sikre madvarer. Og her er mad, der mugner, anset som mere naturlig end varer, der kan holde sig meget længe, lyder konklusionen. En opfattelse, der har ændret sig over de seneste år og måske vil ændre sig igen efter corona-krisen, mener forskere.
Er et æble, der væsker og er loddent af hvid mug bedre end et æble, der står friskt og grønt som den dag, du købte det for en måneds tid siden?
Ja, lyder svaret i en ny sociologisk undersøgelse af en række danskeres opfattelse af, hvad der er ’rent’ og ’urent’ inden for fødevarer.
i dag har vores idé om renhed i vores mad ændret sig. Det, der objektivt set betegnes som beskidt, altså mug osv., er mindre skræmmende end æbler, der ikke rådner
”Vi kobler renhed sammen med det naturlige. Det betyder, at det, man tidligere har betragtet som urent, eksempelvis jord, mug, bakterier og støv, nu opfattes som rent, når det står i kontrast til et æble, der er sprøjtet med pesticider og behandlet så det ikke forgår,” forklarer Kia Ditlevsen, der er adjunkt på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.
Sammen med kollegaen Sidse Schoubye Andersen fra samme institut har hun analyseret to kvalitative studier, der indeholder interviews med i alt 69 danskere, der diskuterer økologi, lokale fødevarer og kosttilskud. Og konklusionen er klar: De foretrækker det naturlige, og er mistænkelige overfor sprøjtet mad med uendelig holdbarhed.
Tidligere var sterilt = godt
Ifølge forskerne bag undersøgelsen er der sket et skift i vores holdning til, hvad der karakteriserer ’rene’ fødevarer i løbet af de seneste 40-50 år. Tidligere var bekymringen for fødevaresikkerheden mere udbredt, og derfor var der en opfattelse af, at jo mere sterilt, des bedre. Her var jord eksempelvis helt utænkeligt i forbindelse med ’rene’ madvarer, da mange frygtede bakterier og fordærvende mikroorganismer i maden.
”Men i dag har vores idé om renhed i vores mad ændret sig. Det, der objektivt set betegnes som beskidt, altså mug osv., er mindre skræmmende end æbler, der ikke rådner. Det er også blevet et sundhedstegn at få jord under neglene,” siger hun.
Som et eksempel på den tendens, nævner Kia Ditlevsen en reklame for Burger King fra februar 2020:
”Burger King er hos mange forbrugere forbundet med nogle produkter, der ikke er udpræget naturlige, men derimod kan holde sig længe. For at ændre denne opfattelse gik Burger-kæden ud med store reklamebannere med et billede af en muggen Whopper for et par måneder siden,” forklarer hun.
Vi ønsker at rense vores kroppe for skadelig kemi, og det mener flere, at vi gør bedst ved at vælge madvarer, der opfattes som rene og naturlige
Ingredienser uden unødvendige konserveringsmidler er altså blevet en brandingstrategi. Med andre ord, vi er vilde med naturlighed og synlighed med, hvad et produkt indeholder.
”Dog skal det ikke forstås som, at vi er ligeglade med, om vores mad er muggen eller ej. Det er stadig ekstremt vigtigt, at fødevaresikkerheden er i orden, men det tager vi nok næsten som en selvfølge her i Danmark – også selvom vi jævnligt ser problemer. Det fokus på naturlighed, som vi finder, handler om, at nogle forbrugere er bekymrede over den måde, vi producerer mad på i dag. De er usikre på, hvad brugen af eksempelvis pesticider og kemi gør ved os,” siger Kia Ditlevsen.
Coronakrisen vil måske ændre tendensen
Flere informanter i studiet beskriver, at de finder sødemidler og farvestoffer i eksempelvis Coca-Cola Light, ulækre og unaturlige:
”Vi ønsker at rense vores kroppe for skadelig kemi, og det mener flere, at vi gør bedst ved at vælge madvarer der opfattes som rene og naturlige. Det kan for eksempel være økologiske produkter,” forklarer Kia Ditlevsen.
Man kan måske forestille sig, at sterilitet og kontrol igen kommer i fokus hos forbrugere
Hun uddyber, at vores idé om, hvad der er ’rene’ og naturlige produkter, sandsynligvis vil fortsætte med at udvikle sig i takt med, hvad der fylder meget i samfundet.
”Mange er optaget af klima, natur, miljø – og fødevareproduktionen i den forbindelse. Derfor bliver naturlighed vigtig for mange. På den anden side har Coronakrisen intensiveret vores fokus på hygiejne og sterilitet i form af håndsprit, afstand osv. Man kan måske forestille sig, at sterilitet og kontrol igen kommer i fokus hos forbrugere i forhold til fødevarer. Men det kan også være, at den nuværende trend fortsætter – det må tiden vise,” afslutter hun.
Denne artikel er en redigeret version af originalen fra Københavns Universitet, som er en af POV’s samarbejdspartnere. Originalen findes her.
Topfoto: Pixabay
Indsat foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.