ERINDRINGER – I forbindelse med Nordisk Films 100-års fødselsdag i 2006 interviewede Poul Arnedal skuespilleren Morten Grunwald til en jubilæumsbog og en dokumentarserie om Nordisk Films historie for DR1. Meget af interviewet blev der aldrig plads til i hverken tv-dokumentaren eller i bogen. Nu kommer det her som en sidste hilsen: Morten Grunwalds erindringer om Egon/Ove, Kjeld/Poul, Yvonne/Kirsten og Erik Balling.
Der er ikke mange skuespillere – og slet ikke danske – som kan prale med, at de har optrådt sammen med den legendariske guitarist Eric Clapton, på film. Men det kunne den i Danmark lige så legendariske skuespiller, Morten Grunwald, da han i 1968 spillede den ene hovedrolle i Erik Balling-filmen Det var en lørdag aften.
”Det var den eneste gang, jeg spillede sammen med Daimi i en film og uden at have en eneste scene sammen med hende,” fortalte Morten Grunwald mig, da jeg i 2006 interviewede ham til en dokumentarserie på DR1 i anledning af Nordisk Films 100-års jubilæum.
”Jeg spillede ham sømanden, der aldrig kom hjem under sin landlov den lørdag aften, fordi han oplever så meget på sin vej. Jeg kan huske, at vi skulle lave nogle optog inde i byen, hvor vi demonstrerede for eller mod et eller andet, og så kom produceren Bo Christen pludselig og sagde, at han havde fået et rockorkester til at spille på en lastvogn under optagelserne. ’Jeg fik sgu fat i Eric Clapton og hans orkester’, sagde han.'”
Og ganske rigtig! Det var det engelske senere så berømte superband Cream, med Capton, Ginger Baker og Jack Bruce, der spillede nummeret Outside my window fra deres plade Disraeli Gear, som enhver ung musikelsker fra dengang kender.
Morten Grunwald og Eric Clapton fra filmen “Det var en lørdag aften”
”Det må du aldrig holde op med”
Det blev hverken første eller sidste gang, Morten Grunwald blev instrueret af Erik Balling. Vi kender alle hans berømte, dansende gang som Benny i Olsen-Banden-filmene. Den opstod ved en ren tilfældighed under optagelserne til den tredje i serien, Olsen-banden i Jylland:
”Vi lavede prøver til nogle optagelser på en benzintank, hvor vi alle tre var rigtig i stødet. På vej ud, hvor vi lige havde snøret manden, der havde tanken, og havde fået fyldt op for en femmer, ja, så dansede vi simpelthen. Af ren veloplagthed tog jeg helt spontant nogle hop og spjæt. Da Balling så kom hen til os efter at have set optagelserne, sagde han: ’Det, du lavede der, det må du aldrig holde op med’. Og så var det ligesom vedtaget og blev et af Bennys karakteristika.”
En del af Ballings hold
Morten Grunwalds samarbejde med Nordisk Film og Erik Balling startede allerede i 1964, hvor den næsten 30-årige skuespiller var med i en mindre rolle som jurastuderende i Døden kommer til middag. Samarbejdet med Balling og Isbjørnen i Valby fortsatte de næste 34 år frem til Olsen-Bandens sidste stik.
Grunwald fortalte mange gange, hvor meget rollen som Benny havde betydet for ham, og at han stod i stor taknemmelighedsgæld til Erik Balling. I 2006 sagde han: ”Det var et stort privilegium at arbejde for ham i så mange år, og det var jo et held, at jeg var på banen, da han skulle sætte sit hold. Han var en meget kyndig og professionel herre, som det var en fryd at arbejde for og sammen med. Han var altid meget velforberedt og vidste hvad han ville.”
Og det med være med ’på holdet’ viste sig bl.a. i de mindre roller, Morten Grunwald også fik i både Huset på Christianshavn og Matador, hvor andre sad på de bærende poster.
”Vi var livsvenner”
Morten Grunwald var med helt fra starten, da de første spæde brikker til den senere Olsen-Banden begyndte at blive lagt.
Det startede i 1965 med Slå først Frede, som var en meget “ballingsk” parafrase over James Bond-filmene med Grunwald som en halvsmart handelsrejsende, Ove Sprogøe som en ’rigtig’ agent og Poul Bundgård i sin første komiske rolle som en nervøs østeuropæisk morder.
”Det var første gang vi mødtes, Ove, Poul og jeg. I virkeligheden havde Balling vist nok skrevet rollen til den tids største komiker, Dirch Passer, men han kunne ikke, eller også var han for dyr. I stedet fik jeg tjansen, og det var så mit held.” fortalte Morten Grunwald.
Trekløveret fortsatte to år efter i den legendariske kultfilm Martha om besætningen på en plimsoller af en dansk coaster i Adriaterhavet, hvor de tre figurer begynder at tegne sig, og Poul Bundgaard for første gang siger sin berømte replik: ”Ja, ja, jeg skal nok!”, som blev gentaget i samtlige 13 Olsen-Bande-film.
”Jeg vil ikke romantisere og lave det hele lyserødt, men der var en fantastisk god kemi imellem os. Vi var meget forskellige og blev stimuleret af hinanden. Der var aldrig et ondt ord, og som Poul Bundgaard sagde: ’Vi var livsvenner’, uden dog at sidde lårene af hinanden privat.”
Teaterdirektøren som lønforhandlede
Morten Grunwald havde ikke for ingen ting være teaterdirektør på Bristol Teatret (hvor han, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard spillede sammen i Samuel Becketts Mens vi venter på Godot) og siden på Betty Nansen og Østre Gasværk, så han kunne være en hård forhandler uden for rampelyset.
”Nordisk Film bestod af nogle dejlige, skægge og underholdende mennesker, som var skøre i bolden. Vi blev behandlet godt, men det var også sådan lidt feudalt. Der var orden i tingene, og med årene blev jeg sådan lidt af en slags tillidsmand for Olsen-Banden og tog de der lidt ’touchy’ forhandlinger. Hvis vi sådan efter to-tre år havde hørt, hvor godt det var gået, så ville vi jo godt have justeret vores gage i forhold til selskabets indtjening, og det tror jeg nok var noget, som man blev meget forbavsede over. Dengang var det ikke normalt, at skuespillerne selv kom og ytrede sig. Selskabet skulle nok meddele, når vores gage skulle justeres. Men altså, hvis man etablerer en høflig tone og spurgte ’jeg vil sige, at vi har bestemt ikke noget at klage over i den retning, men …’ ”
Her holdt Morten Grunwald en kunstpause med antydningen af et listigt smil, som om han tænkte over, hvordan han skulle formulere sig mest diplomatisk, inden han fortsatte: ”… Vi fik jo en fornem fin behandling. Men vi fik da også en indtægt, som var en solid supplering af vores øvrige indkomst, og som gjorde, at vi følte os privilegerede, hvad vi også var.”
”Olsen-Banden indtalt af Kirsten Walther”
Når Erik Balling og hans faste makker, scenografen og altmuligmanden Henning Bahs, en gang om året tog til Paris for at lave deres manuskript til den næste Olsen-Bande-film, startede de altid med at spørge sig selv: ”Hvordan har Yvonne det?”
”Kirsten Walthers Yvonne var en stor del af filmenes univers. Bahs og Balling udnyttede hendes specielle talent og vidunderlige replik på en absurd måde, som var med til at løfte det hele. Hun havde altid sine ’arier’, som vi kaldte dem, i historien. ’Olsen-Banden indtalt af Kirsten Walther’ plejede vi at sige. Når hun havde sine lange monologer, sad vi bare stille og lyttede. Hun var uimodståelig og spillede sådan de syv ottendedele af dem perfekt igennem og afbrød så pludselig sig selv og sagde: ’Gud, Balling, der sagde jeg noget forkert.’ ’Nej,’ sagde Balling, ’det var perfekt!’ Det var nærmest et ritual, vi skulle igennem sådan en, to, tre gange, hvor hun afbrød sig selv og gentog: ’Var det ikke forkert, Balling?’, som svarede: ’Nej, det var skønt’, og den kom jo altid i kassen og står der den dag i dag.”
”Poul havde sine egne neurotiske metoder”
”Poul (Bundgaard) sad altid nervøst og kikkede på uret, når Kirsten skulle komme med sine lang tirader. Han havde altid et eller andet han skulle. Enten var hans datter oppe til eksamen eller også skulle hans søn til ridning. Han elskede at være med, men havde også et ambivalent forhold til at spille komedie. Han afskyede det på en måde, men var også tiltrukket af det. Når der var optagelser, var han uforlignelig, men havde sådan sin egen neurotiske metode til at gejle sig selv op. Og han var i høj grad en afgørende faktor til, at den sidste blev lavet. Poul var simpelthen besat af tanken om, at vi skulle lave en sidste, efter der var gået 17 år.”
”Hvad skal vi lave i morgen?”
”Optakten til den sidste film kom, fordi vi fik tilbudt at lave en reklamefilm for Dansk Energi. Kjeld var blevet enkemand og havde fået et nyt energibesparende køleskab, som Egon var meget optaget af, for der var penge at tjene. Det var første gang, vi alle mødtes igen efter mange år, og der var sat tre dage af til optagelserne, men vi lavede den på to. Og så sagde vi sådan for sjov: ’Hvad skal vi lave i morgen? Hvorfor laver vi ikke en film, nu vi har tøjet på. Vi skal bare bruge en pakke tyggegumme, tre rullestole og et stykke sejlgarn.’ Det tændte et eller andet hos både Balling og Poul. Kort efter blev Poul meget syg og kom på hospitalet. Han lå og var ved at dø. Pludselig så sagde hans svigerdatter, der var læge: ’I skal prøve at tage morfinen fra ham.’ Det gjorde de, og så rejste han sig og fik det godt, selv om han var en mærket mand.”
”Det kan godt være, vi begik hybris”
I Olsen-Bandens sidste stik fra 1998 er Kjeld kommet på plejehjem og sidder i kørestol, og Egon Olsen sidder på psykiatrisk afdeling og udtænker store planer. Men under optagelserne døde både Poul Bundgaard og filmens instruktør Tom Hedegaard, der i mange år havde været assistent for Erik Balling.
”Det kan godt være, vi begik hybris, men det følte jeg nu ikke selv,” fortalte Morgen Grunwald i interviewet otte år efter optagelserne. ”Men guderne skal vide, at det blev dramatisk. Jeg var heller ikke glad for mig selv i den film, for jeg var dobbelt så stor, som jeg er nu. Men jeg synes både Ove og Poul var meget bevægende i deres roller. På et tidspunkt var det meningen, at Kjeld og Egon skulle have det store opgør. Efter at Egon havde givet os den sædvanlige generalskideballe, skulle Poul rejse sig op fra rullestolen og pludselig kunne gå. Der var lagt op til en fantastisk scene, som Poul hele tiden snakkede om, fordi han havde en stor monolog. Hans teknik var jo at gejle sig selv op i en næsten neurotisk tilstand. Det var en scene, han både havde frygtet og glædet sig til. Men han fik den aldrig lavet. Kirsten (Poul Bundgaards kone) ringede om morgenen og sagde, at Poul havde haft en lidt urolig nat, ’hans ben er hævet og vi må lige på hospitalet, men han har kostumet med. Vi kommer, vi kommer ….’ Han kom dog aldrig, men døde samme nat. Det var et chok! Vi lå stille en uge og begravede ham og diskuterede frem og tilbage, hvad vi skulle gøre, men der var ret hurtig enighed om, at Poul ville blive meget ked af det, hvis vi ikke lavede den film færdig.”
”Livets ubarmhjertige gang”
Sammen med en genial make-up mand trådte Tommy Kenter til og overtog rollen, og Kurt Ravn lagde stemme til Bennys replikker.
”Jeg kan huske, at Lars von Trier meldte sig på banen og tilbød Tom Hedegaard al sin elektroniske kunnen, så man kunne sætte hoved og kroppe i billederne. Det lykkedes vist udmærket, men otte dage før vi var færdige med optagelserne, døde Tom Hedegaard, så det var kun med lodder og trisser, at vi fik lavet filmen færdig. Ove (Sprogøe) sagde til sidst, at han syntes aldrig, at vi skulle have lavet den film, men for mig vil den nu altid være sådan et billede på, at livets mølle maler. Selvom den på mange måder ikke kommer på højde med, da Olsen-Banden virkelig var i vælten og i stødet, så er den sådan et appendiks, som siger noget om livets ubarmhjertige gang.”
Fotos: Nordisk Film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
