Mor tager ordet og tømmer sig for verdens undrende øjne

af i LIGESTILLING/Liv & Mennesker

DAGENS POV // KØN – Et boom af moderskabslitteratur spejler for øjeblikket tidens intense interesse for forældreskabet. Efter 30 års stilhed ser vi nu skønlitteratur om emnet med plads til ikke bare de store, lykkelige følelser, men også de mere ambivalente, som perfekthedskulturen skaber i tidens unge kvinder i form af usikkerhed, uro og angst. I den modsatte ende optræder en helt ny moderne, vild, selvbevidst, kraftfuld og fandenivoldsk modertype. Begge er tydelige frigørelsesprojekter. Alt skal ud – og det er virkelig velgørende.

Moderskab. Mor-datter forhold. Vold mod kvinder.

Verden gentager sig. Men flytter sig også.

Det er slående, som de kvindepolitiske debat-temaer fra 70’erne går igen lige nu. Det nye er, at især unge kvindelige skønlitterære forfattere kaster sig over både deres eget og deres mors moderskab, og undrer sig over de manglende forbilleder blandt kvindelige kolleger.

Men måske godt, for dagens unge fiktion begynder forfra fra et rummeligere, mere selvbevidst, og følelsesmæssigt dybere udgangspunkt og tilfører de klassiske synsvinkler ny kritisk kant og ambivalens i form af flere følelsesmæssige nuancer. En mor er ikke længere bare lykkelig. Men også lykkelig. Ved siden af angsten og uroen, som nu blinker faretruende i fortællingerne.

Romanen kan indlysende noget, også sprogligt, som 70’ernes mere holdningsfirkantede debatbøger savnede.

Inden jeg selv begyndte at læse de nye mor-romaner, tænkte jeg sørgmodigt, at vi står med en generation, der er så presset, at den kan komplicere alting, også det ukomplicerede: Kærligheden til det lille barn. Som jeg selv gennemlevede som den mest meningsfulde, jeg har levet. Det, der udfyldte det afgørende eksistentielle hul og for alvor gav ro. Fyldte sindet med glæde og en ny stolthed, der bar igennem.

Nok talte vi om sex og gik med bar røv i Thy, da jeg var ung, men egne graviditeter og fødsler var selv for mig for privat til avisen. Heldigvis holder unge forfattere i dag ikke i samme grad på kvinders hemmeligheder

Ren optur i forlængelse af en fødsel, der var generøs med euforien bagefter. Jeg husker, hvordan jeg forsøgte at tale min kæreste op, mens han sad der alt for roligt, syntes jeg, ved siden af hospitalssengen efter strabadserne og holdt vores barn.

Jeg havde været på trip i ukendt bevidsthed og oplevede det efter som magisk og mageløst interessant. Min fødsel viste sig at udvikle sig til en rigtig førstefødsels-tour de force, som kom totalt bag på mig. Men jeg holdt ud, hengav mig så godt, en disciplineret kvinde nu kan – ikke fysisk imponerende, men uden indgreb, så fuck de veer, der lagde sig undervejs og forlængede evigheden.

Ud kom hun, og jeg blev vitterlig lidt skør af det, senere nærmest småreligiøs og længe besat af ny kraft ved det blotte syn af det lille, smågule, sorthårede mirakel med mandelformede øjne.

Forhåbentlig beskriver jeg her en fundamental fælles urkvinde-følelse i forbindelse med at give liv. Som lyrikeren Cecilie Lind siger det i langdigtet ”Mit barn”:

”Lad det lille barn komme til mig/og lad mig tage ham på skødet/og lad mig alene med ham i tusind år så jeg kan slikke ham ren og funklende/jeg gør ham til min måne, og jeg hyler mod ham/hans hvide hud, hans lyse hår/hans spæde hånd griber ud efter min finger, griber om den, og holder så fast/så fast at jeg hulker af lettelse over at være hans/”

Men hvorfor kommer interessen for at udtrykke sig om moderskab lige nu?

Fordi litteraturen nu som så ofte før fungerer som samfundets spejl, har litteraturforskeren Iben Engelhardt Andersen forklaret Zetland-journalisten Michelle Arrouas.

Ifølge forskeren er en hel generation af forfattere, der hele tiden i deres forfatterskab har interesseret sig for køn, krop og intime forbindelser, nu blevet mødre og forfølger deres trang til at beskrive det ubeskrevne, nyerfarne vilde.

Øjne på rov efter hvile

Når jeg læser lyrikeren Cecilie Linds overdådigt smukke og stilsikre langdigt ”Mit barn,” er det tydeligt, at hun føler sig meget alene om at håndtere den usikkerhed, hun som 26-årig tidligere spiseforstyrret efter en graviditet, der ikke mindst overraskede hende selv, oplever ved i lange stræk at stå alene med en lille lyshåret baby.

Hun er ikke bare usikker.  Hun er ‘angst’.

”jeg er slået omkuld af/ ANGSTEN/for at blive set, for at blive dømt/jeg skal made barnet med en ske/jeg kan ikke finde deciliterbægeret, jeg kan ikke finde det/det gør mig panisk/selvom et glas vel kan gøre jobbet/på øjemål/må være okay/….jeg må made ham med mine fingre/han er sulten, han er utålmodig/barnets øjne på fingrene, hans fingre på mine fingre/jeg drømmer om at klippe fingerspidserne af ham, små kviste, små kviste lige til at knække over…/”

…”sommeren er en krig i år/mit barns år/den første sommer han overlever…/”

Men måske har hun skadet barnet allerede? Hun er træt med ”Øjne på rov efter hvile” og frygter det værste.

”De tager ham fra mig og/han er ikke min/mit barn er ikke mit/jeg har stjålet ham fra en bedre mor/”

…”…jeg kaster op, og alt jeg kaster op er græshopper/tager de mit barn fra mig?/så dør jeg/om lidt?/ jeg dør/…”

Men ”barnet er bange for mig/det måtte jo gå sådan/ jeg har ødelagt det hele/jeg er ond/”

Cecilie Lind. Foto: Gyldendals presseservice

Der var engang

Man skal vare sig for at generalisere, men jeg tror, at forskellen på reaktionen på uro og usikkerhed i sidst 70’erne først 80’erne og i dag er, at vi ikke på samme måde oplevede livet som en præstation. Den kamp foregik på arbejdsmarkedet. Og så havde vi et helt andet fællesskab af andre nybagte mødre at støtte os til.

Ikke mindst fordi underviserne i den fødselsforberedelse i København, man i hvert fald i det politisk bevidste kvindemiljø naturligt meldte sig til i Kvindehuset i Gothersgade, hjalp os med at føre sammenholdet videre som efterfødselsgruppe. Den nu afdøde kvindeforkæmper og afspændings- og fødselspædagog Lise Loft åbnede ballet, og kurserne burde aldrig være blevet nedlagt.

Med stopfodrede, toplæssede barnevogne forcerede vi busser og tog og perroner uden elevatorer og slisker for at se og snakke med hinanden. Min egen første gruppe fungerer uimodsagt på 38. år, formentlig fordi vi som udgangspunkt var engageret i den samme kamp om frigørelse og ligestilling.

I pressede situationer er fællesskab svar på det meste.

Lige så usikker og urolig, den unge lyriker Cecilie Lind er, lige så selvbevidst, fandenivoldsk, anmassende og biologisk pinligt direkte er forfatteren Dy Plambeck i sin roman Til min søster, hvor hun bl.a. beskriver en voldsom fødsel

Her en lille historie fra min egen barsel for at tydeliggøre forskellen på de begyndervilkår, der var for unge mødre dengang og i dag, hvor unge kvinder stort set er henvist til at indlede moderskabet alene, fordi de bliver smidt hjem fra hospitalet fire timer til to dage efter fødslen:

Efter om natten at have født mit første barn var jeg så heldig fra tidlig morgen at dele barselsstue med en kær kvinde fra min fødselsgruppe i Kvindehuset. Den uge, vi havde dengang på barselsafsnittet på Gentofte Amtssygehus, udviklede sig snart til en fest på rød saftevand rørt rundt med masser af latter og træthed midt i mælk, betændelse, blod, udflåd, kæmpebind, alt for hvide, store underbukser og irriterende fordøjelsesproblemer.

Men vi delte stort og småt og hjalp hinanden med det praktiske. Da vi skulle hjem, var det lige før, vi ville have foretrukket at blive – så forbundne var vi blevet.

Mange kvinder er i dag ensomme i anstrengelserne for at få hold på en af kvindelivets største omvæltninger, moderskabet, og savner et netværk af andre baby-mødre. Som en 36-årig nybagt mor siger i min bog ”Giv kvinderne fødslen tilbage:”

”Jeg sad hjemme i en meget varm lejlighed og ammede konstant, fordi det var så varmt, og jeg var bekymret for, om Ida havde det godt. Man hører jo så meget – om fx vuggedød.”

”Men jeg er også den bekymrede type,” tilføjede hun i en slags undskyldning for sin konstante omsorg for barnet.

Selv skælvede jeg ikke det mindste. Den gode mor var vist steget mig til hovedet. Moderskabet for begge mine døtre står for mig som en naturlig proces uden de store problemer, mens de var små. Meget har jeg været utryg ved og usikker på i mit liv, men sjældent min rolle som mor.

Fandenivoldsk, selvbevidst og aggressiv

Lige så usikker og urolig, den unge lyriker Cecilie Lind er, lige så selvbevidst, fandenivoldsk, anmassende og biologisk pinligt direkte er forfatteren Dy Plambeck i sin roman Til min søster, hvor hun bl.a. beskriver en voldsom fødsel.

Eftersom jeg fuldstændigt genkender det tabuiserede temperament, hun sætter dampende ord på, undrer det mig, at jeg ikke selv som kønspolitisk journalist med fri adgang til spalterne skrev om mine fødsler, barsel og moderskab.

Men nok talte vi om sex og gik med bar røv i Thy, da jeg var ung, men egne graviditeter og fødsler var selv for mig for privat til avisen.

Heldigvis holder unge forfattere i dag ikke i samme grad på kvinders hemmeligheder, og især ikke Dy Plambeck.

Forfatteren har selv forklaret, at Til min søster kan læses som en ”afvisning af det konventionelle”. Ja, det skal jeg love for

Jeg skal give jer uklædelig kvindelig brutalitet, synes hun at true i al sin nyvundne moderlige vrede og galskab og hælder i sin bog aggressivt hele den kvindelige biologi i hovedet på det danske bogmarked – som for at tvinge hele verden til at fatte, hvad kvindelig biologi er. Og kan! En mandlig journalist valgte at beskrive skrivestilen som,  at hun ”vender vrangen ud på kvindekroppen.”
Uha, uha.

Det er vitterlig svært at forestille sig Plambecks frimodige uden-filter-beskrivelser af kvindekroppen i funktion trykt i start-80’erne. I hendes nye roman hænger skamlæberne som ”møre gardiner”, mellemkødet er syet ”sjusket sammen”, og ammende kvinder spiser yoghurt, mens de brokker sig over deres ”skedeprutter.”

Forfatteren har selv forklaret, at Til min søster kan læses som en ”afvisning af det konventionelle”. Ja, det skal jeg love for. Søstrene går ikke af vejen for at tømme et rådyr for blod, og hovedfiguren Aya fantaserer i lige så blodige detaljer om, hvad hun vil gøre ved den psykopat, der har øvet vold mod hendes søster, som hun nu er flygtet ud i skoven med.

Kritikerne af begge køn roser

Dy Plambeck forklarer om sin direkthed i Weekendavisen, at hun ”fik lyst til, at kvinder skulle stå frem ligesom søstrene i romanen og sige sandheder som ”Her er mit skæve mellemkød, og her er mine blå mærker, fordi jeg mødte en idiot, som slog mig, og ja, min datters far forlod mig – and who gives a fuck?”

Tiden er tydeligvis inde til at tvinge låget op og frigøre kvindelivet fra ende til anden.

Lektor i litteratur ved Lunds Universitet, Elisabeth Friis, har bemærket, at der sideløbende med, at der har været et sort hul i moderskabslitteraturen i over 30 år er blevet skrevet meget om far-søn-forholdet i en sådan grad, at en verdensberømt litterater som Yale-professor Harald Bloom ser far-søn-forholdet som litteraturens motor.

Højst sandsynligt spiller det ind på fravær af moderskabslitteratur herhjemme, at kvindelige forfattere, der for 40-50 år siden skrev om ”kvindeting,” blev anbragt i kategorien ”Kvindelitteratur,” hvilket ikke var ment som en ros, for skrev man målrettet for kvinder, blev man ikke opfattet som en ‘rigtig’ forfatter. Signalet var, at arbejdet så nok var mere ubehjælpsomt og politisk end ‘rigtig’ litteratur.

Det er der til gengæld ingen kritikere, der vover at anklage den ny skønlitterære moderskabslitteratur for. Cecilie Linds langdigt ”Mit barn” fik seks hjerter i Politiken af en kvindelig anmelder, og Dy Plambecks Til min søster fem hjerter af en mandlig kritiker.

Men det siger i sig selv en del, at det i 2019 er en ”god historie” at bryde moderskabsidyllen.


Topfoto: Dy Plambeck, Gyldendals presseservice. 

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Hendes faglige specialer er kultur og kønspolitik med fokus på piger og kvinders vilkår og velbefindende i samfundet. Hun har arbejdet med køn hele sit liv og modtog i 1980 Cavlingprisen for at have moderniseret den kønspolitiske debat med afsmitning til de øvrige medier.

Hun interesserer sig bredt for nye trends i samfundet. Og har som studielektor og censor gennem 15 år i journalistik på RUC et bevidst forhold til journalistik og medier.
Uddannet journalist på Dagbladet, Ringsted. Kulturreporter i fem år på Berlingske. 21 år som kønspolitisk – og kulturreporter, samt lederskribent på dagbladet Information. Har sideløbende bl.a. haft sin egen klumme i Alt For Damerne, eget magasin på TV2 og medietrænet et hav af embeds-og erhvervsfolk og politikere. Var i to år informationschef i Forbrugerstyrelsen og har derudover undervist hundreder af journaliststuderende.

I disse år fokuserer hun på livets begyndelse – fødsler - i forbindelse med debatbogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” (Gyldendal). Bogen undersøger, hvorfor så mange unge kvinder i dag oplever at have dårlige fødsler og får en skidt start på moderskabet. Det skyldes besparelser, men også et lægestyret hospital, hvor jordemødre med kompetence i den naturlige fødsel deaktiveres i deres faglighed.

Hvis man vil honorere hende for hendes artikler i POV, kan det ske via hendes Mobile Pay: 2681 2464

Profilfoto: Pia Tromborg

Seneste artikler om LIGESTILLING