I dag skete der et lille mirakel: Mor kunne huske mig

i Liv & Mennesker/Danmark/Featured af

KLUMMESERIE – “Det er sjældent nu, at de her magiske øjeblikke opstår, men man kan blive så glad. Tænk sig, min mor kunne genkende mig, og hun sagde endda ordene med en ømhed, som jeg husker fra for længst svundne tider. Man kan blive meget glad for meget lidt i disse tider.” Dorthes mor har alzheimers, og hver fredag fortæller om sine oplevelser som pårørende. Denne gang skriver hun om et besøg, der mod al forventning forvandler sig til en dejlig eftermiddag fyldt med bryllupssnak og gamle minder om hvide hestesko. 

I dag var sådan en dag, der er ret typisk for den periode, vi er i lige nu. Jeg kommer på besøg og finder min mor siddende i dagligstuen sammen med en håndfuld andre beboere, der sidder omkring et bord. Det er eftermiddag, kaffen i min mors krus er blevet kold, og foran hende står en tallerken med en halvspist sandkage. Min mor sidder bøjet mod den ene side – og sover.

Personalet er begyndt at tage hende med ned i dagligstuen. Dels for at hun kan være med til de aktiviteter, der foregår om formiddagen – spontant arrangeret med sang, rytmik eller højtlæsning – og dels for at holde øje med, at hun får spist sin frokost. Hun er kommet i en periode, hvor hun glemmer, at man skal løfte sin hånd op til munden for at få noget at spise. Som om dét der med at spise, det er i hendes optik noget opreklameret pjat.

Jeg synes, hun har set dårlig ud hele denne uge, og hun virker mærkeligt fraværende. Hun starter tit på sætninger, men kan ikke finde ud af at færdiggøre dem

Sådan tænker hun selvfølgelig ikke, men vi mærker klart, at der er lukket ned for den del af hjernen, der handler om, at hvis man vil opnå noget, så skal man også gøre en indsats.

Men hun sidder således i spisestuen. Far er i lejligheden, og jeg går ned til ham og sætter kaffe over – og så tilbage for at få Momse med hjem hos sig selv. Det går fint, hun rejser sig, da jeg tæller en, to, tre. Men hun tager bittesmå museskridt nu, og man skal holde hende under armen og føre hende, hun har ingen anelse om, hvor hun skal hen.

Jeg får hende placeret i hendes lænestol. Jeg synes, hun har set dårlig ud hele denne uge, og hun virker mærkeligt fraværende. Hun starter tit på sætninger, men kan ikke finde ud af at færdiggøre dem. Hun virker stadig underlig passiv, men jeg får stablet puder om hende og sat en skammel under benene, så fødderne kan komme op.

En hyggelig snak om bryllupper

Så drikker vi kaffe og spiser kanelsnegle. Hun liver op, drikker endda selv af sin kaffekop og er meget deltagende. Hun siger mange sætninger, som jeg efterfølgende må sige færdige for hende. Men pyt med det. Vi fører en samtale på vores egen sære facon.

Bagefter reder jeg hendes hår, hun er lige blevet klippet, og hun nyder at få børsten igennem håret. Så kilder jeg hende under fødderne. Til en begyndelse trækker hun fødderne væk og griner, fordi det kilder. Men lidt efter lidt, så nyder hun faktisk at blive nusset under sine små fødder.

Lidt efter kigger min mor på mig med det dér uudgrundelige blik, og så siger hun: ”Hvorfor spørger du – skal du da giftes igen?”

Jeg skal snart giftes, og for tiden spekulerer jeg en del over, om min mor kan komme med til brylluppet. Er det hendes tarv, vil det blive for hårdt for hende, og vil jeg kunne nyde dagen, hvis jeg samtidig skal holde øje med hende?

Omvendt er det jo hjerteskærende at tænke på, at min mor – der i årevis har spurgt om jeg og min kæreste dog ikke snart skal giftes –  ikke er i stand til at være med. Nu er der ikke så længe til, at jeg skal giftes, men hun kan ikke genkende min tilkommende længere, når han kommer på besøg, og på det seneste kniber det også med at huske, hvem jeg er.

Hvide hestesko i brudesløret

Vi kigger alle tre på det store bryllupsbillede af mine forældre, der hænger over deres seng. Jeg nærstuderer det og opdager, at min mors brudeslør var dekoreret med hvide hestesko.

”Nej, mor – du havde jo fine hestesko i dit slør,” siger jeg, og hun svarer ekspedit:

”Ja, da – dem syede jeg selv.”

Momse havde selv syet hvide hestesko i sit slør

Aha, der fik jeg lige lidt bonusinfo, og vi taler bagefter om alle de mange grønne myrter, hun også havde i sit slør. Jeg står og filosoferer over, om jeg mon også skulle have myrter på min brudekjole, hvortil min far svarer:

”Nej, det må man kun, hvis man er jomfru!”

Okay, så er den diskussion ligesom ude. Lidt efter kigger min mor på mig med det dér uudgrundelige blik, og så siger hun:

”Hvorfor spørger du – skal du da giftes igen?”

Se, så kunne hun jo huske, at jeg havde været gift før, og hun havde fanget, at vi talte om bryllupper. Herligt.

Jamen, du er jo mit barn!

Lidt senere, samme eftermiddag, skal min far give mig nogle penge, han skylder mig, og han lægger en hundredkroneseddel på bordet. Momse tager den og kigger indgående på den. Jeg spørger, om hun vil læse, hvad der står på sedlen – men hun svarer, at hun ikke kan se det.

Jeg finder hendes briller frem, pudser dem og sætter dem på hendes næsetip, og så kan hun straks se lidt mere klart. Jeg driller hende og siger, at nu kan hun måske ligefrem se, hvem jeg er, hvorpå hun prompte og højt siger:

”Det kan jeg da – du er jo mit barn!”

Det er sjældent nu, at de her magiske øjeblikke opstår, men man kan blive så glad. Tænk sig, min mor kunne genkende mig, og hun sagde endda ordene med en ømhed, som jeg husker fra for længst svundne tider. Man kan blive meget glad for meget lidt i disse tider.

Det blev en dejlig eftermiddag. Fra at hun havde siddet og sovet over den kolde kop kaffe, så livede hun jo op, og vi fik en dejlig eftermiddag – og så kunne hun endda kende mig.

Tror I lige, at jeg var glad, da jeg kørte hjem lidt senere. Jeg skal hilse og sige, at det var jeg.

Topfoto: Dorthe Boss Kyhn

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Seneste artikler om Liv & Mennesker