Monica Krog-Meyer: Et år efter ulykken er jeg klar, svimmel og ør ved tanken om et nyt årti

i Klumme/Liv & Mennesker af

LIV // KLUMME – I januar 2019 blev Monica Krog-Meyer ramt af en skraldebil, da hun kom cyklende på en cykelsti. Cyklen døde, og kun takket være sin hjelm overlevede hun. Desværre ikke uden mén. En hjernerystelse driller hende stadig et år efter ulykken, men sådan skal det ikke være i 2020. 

Hjertelig velkommen til året med det smukkeste navn: 2020.

‘Tyvetyve’ eller ‘totusind-og-tyve’. Lige meget hvordan det siges, så lyder det smukt. Og jeg trænger til, at det bliver sådan.

Ikke at jeg har så meget at brokke mig over, men det der 2019 havde nogle store knaster. Masser af godt, men altså også noget møg.

Nu er det snart et år siden, jeg kom fredeligt kørende på cyklen, på cykelstien (se billedet foroven). Kommunens skraldebil overså mig, meget mærkeligt. Den drejede til venstre ned af sidevejen og kørte langsomt, men lige ind i mig. Forruden blev smadret af mig og min krop. Der var endda rester af chassis’et på kørebanen, rester som jeg fandt i cykelkurven.

Lidt chokerende at finde rester af en skraldebil i sin cykelkurv.

Cyklen døde, men jeg overlevede.

Det er nærmest et mirakel, og takken går til de skytsengle, der var på vagt den dag – og cykelhjelmen. Uden den, ingen mig. Som i slet ingen mig. Revnen i indersiden af hjelmen sagde alt. Havde det været min hjerne uden hjelm, var den også splattet ud på skraldebilen.

Så jeg var meget heldig.

Fik god behandling af redningsfolk, politi og hospital, hvor jeg vågnede op. Og jeg har stadig ingen hukommelse fra selve ulykken. Som en sygeplejerske så fint sagde det, da jeg nævnte, at den film ville jeg helst ikke se: ”Den er ikke blevet optaget!” Stor tak.

Øresten

Hvad der skete?

Blødningen inde i hjernen stoppede, to-tre brækkede ribben heledes og gjorde ikke ondt. En lille flig af hoften blev slået løs, men voksede sammen igen. Det gjorde lidt nas. Et sår på benet helede, men ser grimt ud dér på skinnebenet. Et sår fortalte om et hårdt slag ned i overarmen. Såret er væk, det vokser dog aldrig rigtig sammen i underhuden, men armen virker.

17. december var den helt gal. Jeg ravede rundt, havde kvalme og troede jeg skulle falde hele tiden

Og en hjernerystelse fulgte med – den har jeg stadig fornøjelse af. Den medførte total svimmelhed, når jeg lagde mig ned eller rejste mig op, i flere måneder. Lægen glemte at sige det, men en fysioterapeut var vaks: “Du sku’ nok tjekkes for øresten”. Og ja, den var god nok. Nogle krystaller i det indre ører var trillet ud af øregangen på grund af slaget – de krystaller ‘sørger for’ balancen. De kan trilles tilbage igen af en dygtig ørelæge, hvis man er heldig. Det var jeg, og svimmelheden forsvandt. Den kom så tilbage ´– og blev ordnet igen, og her før jul dukkede den op igen-igen.

Svimmelhed duer ikke

17. december var den helt gal. Jeg ravede rundt, havde kvalme og troede jeg skulle falde hele tiden. Lå mest i min seng, men jeg klamrede mig til mine vandrestave med tog og metro til ørelægen, der lige kunne knibe mig ind i sine aftaler. Til stor overraskelse for os begge var det ikke øresten.

”Så du går op til din læge i morgen!” lød ordren. Jeg stavrede af sted igen og lægen sendte mig sgu på skadestuen med flextrafik: ”Du må ikke køre selv!” En neurolog skulle tjekke, at der ikke var bøvl med blødningen i hjernen tilbage fra januar.

Så nu kan jeg for alvor tale med om at vente på en skadestue. 11 timer og 45 minutter gik der, før jeg talte med en neurolog. Hun havde, som alle andre jeg så, vældig travlt. I mellemtiden havde jeg fået lavet både blodprøver og CT-scanning af hovedet – og ventet. Og ventet.

Neurologen indlagde mig, og jeg fik ‘en seng på hospitalet’, så jeg kunne komme til en MR-scanning dagen efter. Den giver et bedre billede af baghjernen.

MR-scanningen fra helvede

Jeg er dybt taknemmelig over den omhu hospitalsvæsnet lægger for dagen. Endnu en gang kan jeg konstatere, at når det gælder, så kan systemet en masse. Men det var en chokeret mig, der kom ud af den MR-scanning. Larmen var infernalsk (så vidt jeg forstår fra magnetfeltet, der slynges rundt).  Jeg har haft tinnitus siden da. Jeg forventede ikke, at jeg skulle blive skadet til en undersøgelse på et hospital.

Jeg fik at vide, at det ville larme. Men jeg kunne ikke forestille mig, at det skulle larme  meget. Jeg havde ørepropper og løse høreværn ovenover. Det var egentlig ligegyldigt. Man skal forestille sig et sindssygt højt trykluftbor, der går i gang pludseligt, uden systematik. Læg oveni det larmen fra et rave-party, hvor der er skruet hysterisk meget op, og kombiner det med den ondeste alarm på en flyvebase, der bare bliver ved og ved. Samtidig! Det var rædselsfuldt. Jeg lå der og tænkte: Nu ryger min hørelse! Jeg kunne have bedt dem om at stoppe, men hvad havde det hjulpet? Skaden var jo sket, og formålet var at undersøge min hjerne, om der var noget galt.

Nu er det så 2020, der har meldt sin ankomst. Kalenderen er ny, aftaler er indføjet. Jeg er klar, svimmel og ør ved tanken om, at jeg i år fylder 70

Nu har jeg værnet om mine ører igennem alle de mange år med radio, høj musik og koncerter, men her kunne jeg intet gøre: En maskine stansede min hørelse ud ved hjælp af for høj lyd! 17 minutter i lydhelvede.

De kunne ikke se på scanningen, at der var noget galt i min hjerne. Heldigvis. Ingen blødning, ingen blodprop. Efter nogle dage kom hørelsen på det højre øre nogenlunde tilbage, men tinnitusen, den er der stadig. Jeg ringede til afdelingen dagen efter for at sige, at jeg altså havde hørenedsættelse på højre øre. Og at det havde været rædselsfuldt højt. Det havde de aldrig hørt om før. What? Det forstår jeg ingenting af.

Jeg er ikke sart, måske var der noget galt med maskinen den dag. Jeg aner det ikke, har aldrig hørt nogen sige noget om larmen i MR-scanninger. Jeg og mine med-indlagte var helt enige om, at det var rædselsfuldt.

Så sådan sluttede året 2019, nærmest som det begyndte – i sygehussektoren. Det lader vi blive i 2019. De oplevelser har selvfølgelig domineret billedet. Heldigvis har der været masser af gode stunder, dejlige møder med rare mennesker og særlige oplevelser.

Nu er det så 2020, der har meldt sin ankomst. Kalenderen er ny, aftaler er indføjet. Jeg er klar, svimmel og ør ved tanken om, at jeg i år fylder 70.

LÆS OGSÅ: RAMT – trafikoffer, patient, skadet 


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topfoto: Privat. (Hvordan kan man overse mig dér?)

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Seneste artikler om Klumme