
100-året for salget af Dansk Vestindien står for døren. Danske museer, institutioner og foreninger er så småt ved at tage hul på markeringen, der kulminerer 31. marts næste år. POV International har mødt John Brown, der lørdag taler i Den Vestindiske Kulturambassade på Frederiksberg om sin sorte farfar fra St. Croix.
Det var ikke før, at John Brown blev voksen, at han overhovedet anede, at han havde en sort farfar. At denne boede i Viktoriagade i København og var kommet til Danmark fra De Vestindiske Øer tilbage i 1914.
”Jeg havde en mørk far, men det tænkte jeg ikke over som barn. Han var jo min far”, fortæller den 69-årige, da POV International møder ham hjemme på Østerbro i København.
Det var ikke før, at John Brown blev voksen, at han overhovedet anede, at han havde en sort farfar. At denne boede i Viktoriagade i København og var kommet til Danmark fra De Vestindiske Øer tilbage i 1914.
Først som ung mand begyndte John at undre sig. Og spurgte sin far, Hans Brown. Det var en far, der næsten aldrig var hjemme, men som fra årle morgen til sen aften havde travlt med at drive sin forretning, Kontohandelen i Ryesgade på Nørrebro.
”Min far havde ikke haft noget med sin far at gøre. Det var et lukket kapitel. Men han fortalte mig, at han hed Joseph Brown og boede i Viktoriagade”, fortæller John.

Det blev starten på en livslang interesse for denne sorte bedstefars liv. En mand som døde i 1978, men hvis livshistorie igen er blevet aktuel i forbindelse med 100-året for salget af de øer, han kom fra.
Den unge sorte dansk-vestinder hutlede sig de næste år igennem tilværelsen i Tyskland. Som piccolo i en biograf. Ved at sælge jordnødder. Men så kom 1914 og Første Verdenskrig. Joseph Brown ville til Danmark.
”Jeg opsøgte Joseph, da jeg var 21-22 år gammel. Inde i Viktoriagade. Det var en ældre mand, og jeg talte kun meget kort med ham. Han var bare ikke interesseret”, forklarer sønnesønnen.
”Jeg så min farfar igen to-tre år senere. Mødte ham i Istedgade, hvor han gik med sin stok. Jeg tog fat i ham, og så sagde han: ’Jeg har ikke tid. Jeg skal over til Tribinis begravelse’”.
Det var i november 1973. “Professor Tribini“, den berømte danske gøgler, der ikke mindst havde været kendt som teltholder og udråber på Bakken, var død. Mødet bekræftede John Brown i hans fornemmelse af, at farfaren havde levet et liv som showmand.
Født på St. Croix
Siden har John så på egen hånd forsøgt at stykke sin farfars liv sammen. Med årene med hjælp fra sin hustru Gerda og deres fælles medlemskab af Dansk Vestindisk Selskab.
”Min farfar, Joseph Brown, var født på St. Croix i 1892. Da han var 14 år gammel, stak han af hjemmefra”, forklarer John. ”Han hoppede som blind passager på et skib og kom til Buenos Aires. Og via et andet skib som messedreng til Hamburg. Her sultede han i tre-fire måneder. Sov om natten i trappeopgange og tiggede om dagen”.
Den unge sorte dansk-vestinder hutlede sig de næste år igennem tilværelsen i Tyskland. Som piccolo i en biograf. Ved at sælge jordnødder. Men så kom 1914 og Første Verdenskrig. Joseph Brown ville til Danmark.
”Han tog på det danske konsulat i Hamburg. Her troede de ikke på, at han var dansk. Men da han kunne fortælle, hvad præsten, der havde døbt ham på St. Croix, hed, så troede de på ham. Og bum, så fik han dansk statsborgerskab. Og kom til Danmark”, beretter John.
Skandalen på Det Kongelige Teater
Joseph Brown fik et værelse i Tordenskjoldsgade i København. I nærheden af Det Kongelige Teater, hvor han noget tid senere blev ansat som statist. Han og en anden sort mand, Alex Klass, skulle medvirke i ”Det Gamle Spil om Enhver”. Det var et stykke af Hugo von Hofmannsthal, som fik premiere på nationalscenen den 26. december 1914.
De to sorte statisters medvirken i stykket førte til en episode, der kom til at demonstrere den latente modvilje, der dengang i Danmark fandtes mod de sorte medborgere fra Dansk Vestindien.
Det var store navne, der spillede med. Berømtheder som Poul Reumert, Robert Schyberg og Olaf Poulsen.
De to sorte statisters medvirken i stykket førte imidlertid til en episode, der kom til at demonstrere den latente modvilje, der dengang i Danmark fandtes mod de sorte medborgere fra Dansk Vestindien – en øgruppe, som Danmark da også snart skulle skaffe sig af med.
Det Kongelige Teater havde en foyer, hvor skuespillerne kunne puste ud mellem akterne. Et elegant rum bag scenen med guldindrammede malerier på væggene og røde plyssofaer. En skuespillerfoyer – vel at mærke beregnet for skuespillerne. Ikke for statisterne, der var anvist et rum i teatrets kælder.

Den 26. januar 1915 gik det galt. Denne tirsdag aften var Joseph Brown og Alex Klass søgt ind i Skuespillerfoyeren, og havde sat sig i en af sofaerne. Dette syn blev for meget for Olaf Poulsen, da han på vej til sit omklædningsværelse passerede de to sorte mænd. Den berømte og folkekære komiker mistede besindelsen. ”Heraus med jer, I sorte karle”, råbte Olaf Poulsen ifølge aviserne, der i stor stil sprang på sagen.
Noget forbløffede og krænkede over dette udbrud sprang de to statister op af sofaen og konfronterede stjernen. ”Vi snakker ikke tyske, vi snakker danske”, råbte de to statister på gebrokkent dansk. Og inden episoden udartede, greb tililende teateransatte ind. Og fik fjernet de to sorte mænd.
Aviserne svælgede i bataljen de efterfølgende dage. Dækningen afslørede den racisme, der lå lige under overfladen i det danske samfund over for sorte som Klass og Brown.
”I gamle Dage vilde de sorte Herrer have faaet 6 Maaneders Blaataarn. Nu slipper de antagelig med Afskedigelse eller Suspension”, skrev Politiken.
”Efter denne Krænkelse af Det kgl. Teaters Reglement, vil Negrene næppe komme til at optræde mere paa Nationalscenen”, meddelte Berlingske Tidende.
Modviljen mod de sorte
John Brown kender godt til episoden, der førte til bortvisning af hans farfar fra Det Kongelige Teater. Men han har ikke tidligere set artiklen fra Ekstra Bladet, som POV International viser ham. En artikel, der ganske vist gik for at være satire, men som i høj grad siger noget om synet på sorte i Danmark tilbage i 1915.
Det er næsten flovt at sige. Men jeg kender næsten Joseph Brown, min farfar, mere end min egen far.
”Efter denne uhyggelige Begivenhed vil vi forhaabentlig blive fri for at se de to Galejslaver paa Nationalscenen. Det kgl. Teater er jo ikke noget Menageri, hvor man foreviser vilde Dyr. At engagere Negre til at medvirke i et religiøst Skuespil er ikke alene en Forhaanelse af Folkekirken, men en Fornærmelse mod Skuespillerne og et Slag i Ansigtet paa Publikum. Negre er urene Dyr, over hvis skabede Hoveder Noahs Forbandelse hviler den Dag i Dag”, hedder det i Ekstra Bladets artikel, der fortsætter:
”De har intet med Scenens ophøjede Kunst at skaffe. Paa de dansk-vestindiske Øer gælder heldigvis endnu Christian den Femtes danske Lov, og skal de to sorte Voldsmænd dømmes efter den, har Overfaldet paa Olaf Poulsen dog én lys Side at opvise. Straffen for slige Misgerninger er Radbrækning og Halshugning. Forhaabentlig bliver Dommen eksekveret i sin hele Strenghed. Negre, der forgriber sig paa Nationens ypperste Kunstner, fortjener ingen Skaansel, men maa tilintetgøres uden Medlidenhed. Og naar de to Banditter er skaffet ud af Verden, maa vi saa bede os fritaget for at se flere af deres uappetitlige Race paa Det kgl. Teaters Scene. Ikke dér, men i Zoologisk Haves Jernbure hører det fordømte Krapyl hjemme.”
Satire eller ej. John Brown er tydelig forbløffet over avisartiklen fra 1915.
”Den er meget slem. Den er morsom, men også racistisk”, siger han.
Tonen er imidlertid ikke meget anderledes, end den man i danske aviser helt frem i 1930’erne kunne finde i forbindelse med omtale af besøgende og herboende sorte jazzmusikere.
Jazzmusiker, matros og cirkusmand
Joseph Brown blev selv jazzmusiker. Janitshar. Fik sit eget jazzband, der blev benyttet meget i både Danmark, Sverige og Tyskland. Han kom også i det danske søværn. Arbejdede i cirkus. Foruden altså at rende ind i en dansk kvinde ved navn Ingeborg Jensen, som han i 1915 fik sønnen Hans med. Det har fået Joseph Browns sønnesøn John til at fundere over sin slægtslinje. Over hvor meget han egentlig ligner den farfar, han kun nåede at møde to gange.
”Først kom Joseph med alle de jobs, han havde. Så kom min far, der var meget borgerlig. Han var forretningsmand, og havde altid travlt med regnskaber nede i Kontohandelen i Ryesgade. Vi så ham næsten aldrig. Og så kommer jeg. Jeg minder mest om min farfar. Har også lavet alt mellem himmel og jord. Kørt hyrevogn. Været livredder, sygehjælper, klubpædagog”.
John Brown holder en pause inden han tilføjer:
”Det er næsten flovt at sige. Men jeg kender næsten Joseph Brown, min farfar, mere end min egen far”.
Dansk Vestindisk Selskab har i forbindelse med 100-året for salget af øerne etableret Den Vestindiske Kulturambassade på Frederiksberg Runddel 1A. I morgen – den 17. december – afholdes her det første arrangement i foredragsrækken “Min historie”, hvor forskellige danskere fortæller om deres tilknytning til De Vestindiske Øer. John Brown er den første af disse. Arrangementet starter klokken 14. Prisen er 50 kr. inklusiv et glas vin.
Fotos: Philip Sampson og John Brown.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her