POV International kigger nærmere på gadeprojektet Street Society, der i dag blev hædret med Finn Nørgaard Prisen – og på den dræbte filmmand, der har lagt navn til samme pris.
…..
Kemien var der med det samme. De store smil, den gensidige respekt, fornemmelsen af, at vi taler det helt samme sprog. Mig, den gamle rocker, der havde været hele turen igennem, for til sidst at arbejde med at få unge ud af kriminelle bander. Dem, den nye generation af mentorer – rollemodeller for de lidt yngre udsatte i København. Unge mænd fra organisationen Street Society, der havde gjort det så godt, at de nu bliver hædret med den pris, der bærer Finn Nørgaards navn – manden, der blev skudt ned og dræbt ved terrorangrebet på Krudttønden for et år siden.
Street Society får prisen for deres ”enestående og forbilledlig indsats for børn og unge fra udsatte boligområder.” Og det især gennem idrætten. Flere hundrede børn og unge over hele København er tilknyttet Street Societys gadeprojekt. Hvor de tilbydes aktiviteter indenfor blandt andet street soccer, basket, skate, parkour, futsal og panna.
Trekløveret
De er egentlig tre unge mænd, der får prisen. Den 31-årige Réda M’Barek, født på Vesterbro af algeriske forældre. Den langskæggede, 28-årige Enver Uzeiri, kaldet Valli. Født og opvokset her i Københavns nordvest-kvarter. Forældrene er albanere fra Makedonien. Og endelig den 25-årige Kareem Ahmed. Født i Danmark af sudanske forældre, men tilbragte skoleårene i Sudan inden han igen vendte tilbage til Københavns Nørrebro.
Kareem var ude at rejse. Men i anledning af prisen, der ledsages af 50.000 kr., havde jeg sat Réda og Valli stævne i deres kontor på Hovmestervej. På førstesalen af Ungdomsskolen her i hjertet af Nordvest-kvarteret.
Kunne ikke tro det
Réda fortæller om, hvordan de havde søgt Finn Nørgaard Foreningen, der uddeler midler til projekter og initiativer, der støtter udsatte børn og unge. Street Society havde vakt særlig interesse blandt de mange ansøgere. Der var blevet holdt møder. Talt i telefon. Og endelig kom det afgørende opkald så.
”Jeg blev ringet op og fik at vide at vi havde fået prisen”, fortæller Réda. “Det var stort. Altså, jeg kunne ikke tro mine egne ører. ’Er du sikker på det’, sagde jeg til Torben fra Finn Nørgaard Foreningen”.
Prisen blev overrakt i dag i Landstingssalen på Christiansborg. På et-årsdagen for, at den 22-årige Omar El-Hussein, født i Købenavn af palæstinensiske forældre, angreb Krudttønden. Og den 55-årige Finn Nørgaard blev skudt, da han, uden at tænke på sin egen sikkerhed, forsøgte at overmande angriberen. Men som bekendt blev dræbt af skud affyret fra dennes M95-automatriffel.
Klassekammerater
Selv har jeg aldrig helt fattet dette enestående mod. Ikke mindst fordi jeg kendte Finn som barn. Gik i 4. klasse med ham på John F. Kennedy-skolen i Høje Gladsaxe. Kun få måneder ganske vist. Hvorefter jeg i stedet blev placeret i 5. klasse og – det er lidt vigtigt – lærte Bent Svane Nielsen at kende. For derefter nogle få måneder senere igen at rykke endnu en klasse op – denne gang til 6. – hvor jeg kom til at gå sammen med blandt andre Finns storesøster, Lilian.
Men jeg husker Finn. Husker ham som en meget stille og redelig dreng. Ikke noget med store armbevægelser. Men lidt overraskede han da senere i folkeskolen. Det var dengang i 1970’erne, hvor vi unge kunne blive tre ting. Flippere, der gik i islændere, drak urtete og hørte syremusik. Diskere, der gik i kassebukser, plateausko og hørte diskomusik. Eller rockere, der gik i læderjakker, kørte på tunede knallerter og hørte rockmusik.
Læderjakke og teklub
Finn valgte det sidste. I hvert fald står han der på klassebilledet fra 10., yderst til højre i bagerste række, iført sin sorte læderjakke. Ligesom Kim Drøscher, midt i bagerste række. Han husker også Finn som ”den helt stille og rolige” klassekammerat, der havde den obligatoriske Puch tre-gear. Sort. Og som kørte lidt rundt med de andre rødder. ”Men Finn var slet ikke med, når der var druk og sådan”, fortæller Kim videre. ”Læderjakken? Det var vist mest for et syns skyld”, tilføjer han.
Joan Krustrup, der står mellem de to ”rockere” på 10. klassebilledet, er enig. ”Han havde læderjakke på, for det var uniformen”, konstaterer hun. Og afslører en anden side af Finn Nørgaard Sørensen, som var hans fulde navn dengang.
”Vi havde en teklub. Hvor vi sad og drak te efter skole. Der var Finn med. Vi kunne få grineflip som om vi havde røget hash. For Finn havde sådan en tør humor. Han kunne spidde det, vi snakkede om. Pinpointe essensen med en enkelt bemærkning.”
”Han var en god kammerat. Bagtalte aldrig nogen. Skabte ikke splid. Støbte ingen kugler. Han stillede altid op, når det gjaldt; og der kan jeg godt genkende det reaktionsmønster, han havde på Krudttønden”, siger Joan Krustrup.
Radikalisering
Selv kan jeg godt huske knallertrockeren Finn. Men der var fårene allerede blevet skilt fra bukkene. Min gamle klassekammerat Bent og jeg var for længst blevet smidt ud af den lokale ungdomsklub i Høje Gladsaxe. Af politi med trukne pistoler. Og havde derfor startet vores egen lille klub i et kælderrum under en af bebyggelsens store højhuse. ”Hullet” kaldte vi det. Og det blev her, vi udstødte samledes med ligesindede. Andre minirockere fra hele Storkøbenhavn, hvilket var den første networking til langt mere hardcore miljøer. Jeg blev siden præsident for rockerklubben Free Wheelers M.C. Oplevede også fængselslivet. Bent tog den ”all the way”. Blev medlem af Hells Angels M.C. og i processen dobbeltmorder, da han i 1983 stak to medlemmer af en rivaliserende klub til døde på Restaurant Søpromenaden på Østerbro.
Social ansvarlighed
Hvor meget ungdomsårene i det sociale boligbyggeri Høje Gladsaxe påvirkede Finn Nørgaards livssyn, ved jeg ikke. De år var ikke noget, han snakkede om, fortæller flere af hans senere venner. På det område var Finn en meget privat person. Han blev som bekendt filmmand. Bibeholdt altid denne evne til at pinpointe essensen af en samtale. Af et problem. Af et samfundsspørgsmål. Det blev til et livslangt engagement for de svageste i samfundet. For de mindre heldigt stillede; for de udsatte. Som da han i 2009 lavede dokumentarfilmen ”En Anden Vej”, hvor han fulgte koncernchefen Stine Bosse og fire unge nydanskere med kriminel baggrund på en tur ad pilgrimsruten El Camino i Nordspanien.
Vi sidder på kontoret på Hovmestervej og snakker om dette livsforløb, Réda, Valli og jeg. Snakker om Finn Nørgaard og hans heltegerning, dér på fortovet udenfor Krudttønden.
”Vi fra gaden ved det”, siger Valli. ”Det må have krævet de vildeste nosser ikke at stikke af, men at gå den vej, hvor skuddene kom fra”.
”Og så når Finn var den stille og rolige dreng, som du beskriver, Philip. Han må have haft et eller andet”, fortsætter Valli.
De tre og deres idol
Man ser det straks. Folkene bag Street Society har dette afgørende miks, der skal til for at skabe succes. Réda er pragmatikeren. Ham med ballasten fra den franske privatskole på Frederiksberg, som læste serviceøkonomi på Hotel- og Restaurantskolen og som siden gled mere og mere over i sportens verden. Valli er gadedrengen. Skolen sagde ham aldrig noget, men netop af samme grund kan han relatere særligt til mange af de unge på gaden. Og endelig er der Kareem, som for tiden er bortrejst. Han er den innovative, den nytænkende. Som Réda påpeger: ”Han har lige fået 12 i sin bachelor i iværksætteri”.
De tre stiftede Street Society i foråret 2014. Og understreger ved enhver lejlighed, at inspirationen var gadepædagogen Niels Erik Bay, hvis mere end 30-årige virke blandt udsatte unge i Nordvest-kvarteret nærmest er legendarisk.
”Vi snakker ikke om kriminalitetsbekæmpelse. Vi snakker om anti-kedsomhed”, forklarer Valli. ”Det er det, vi kommer med pædagogisk via vor idol Niels Bay. Han har vundet to integrationspriser. Dokumentarfilmen ’Pas på Nerverne’ handler om ham. Og han er medlem af vor bestyrelse”, fortsætter han.
Street Society Ligaen
Street Society har i dag spredt deres sportsaktiviteter til seks bydele i København. I alt har de kontakt til omkring 200 børn og unge om ugen. Flest i det barske Nordvest, hvor gadeprojektet jo også har sin base. Og kernen i arbejdet er de forskellige idrætsaktiviteter og -turneringer.
”For at skabe noget kontinuitet, har vi skabt en liga, Street Society Ligaen, hvor de forskellige bydele mødes en gang om måneden”, fortæller Réda.
”I og med at vi danner disse platforme og de unge kan komme og udtrykke sig selv og afspejle sig via os, kan vi give dem et positivt fælleskab via idrætten. Idrætten kan samle rigtig mange og danne relationer på kort tid. Og de oplevelser, man kan få via sport, er uforglemmelige. Vi prøver at lave tilbud, der tilpasser sig de unges behov. Og giver dem nogle succesoplevelser”, fortsætter han.
Valli supplerer. ”Vi prøver at nedbryde grænserne mellem bydelene. Via vore fodboldturneringer primært. Når vi holder disse fodboldturneringer mange gange om året, så skaber vi en subkultur, hvor børn og unge mødes på tværs. De lærer hinanden at kende, så de ikke siger: Jeg er fra Nordvest. Jeg er fra Nørrebro. Jeg er fra Amager. Vi lærer dem fællesskab og sammenhold”.
Frivillighed
Samtidig har Street Society opbygget et frivillighedskorps af omkring 20 unge fra de forskellige bydele. Unge, der typisk har færdiggjort deres gymnasieuddannelse. Og som Réda, Valli og Kareem så har coachet og oplært. Disse unge fungerer så som rollemodeller i de enkelte bydele, og som Street Societys kontaktpersoner ude i lokalsamfundene.
Med den hæder, som Finn Nørgaard Prisen medfører og de penge, der følger med, får dette arbejde nu en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Det arbejde, som de tre ildsjæle laver, er vel at mærke ulønnet.
”Prisen betyder rigtig meget for vor videreudvikling. Vore projekter er jo meget båret af frivillighed. Vi lægger rigtig mange kræfter i det her, selv om vi hver især har et fuldtidsarbejde med siden af”, forklarer Réda.
På spørgsmålet om, hvad de 50.000 kr. kommer til at betyde, svarer han:
”Det kan give os noget overskud. Gøre, at vi kan give nogle bedre præmier. Bedre forplejning. Vi kan øge kvaliteten i det, vi allerede leverer”.
Valli påpeger en så simpel ting, som de T-shirts, Street Society får lavet i forbindelse med idrætsaktiviteterne. ”De koster 35 kroner stykket. De har vort logo på. Og de betyder alt for det her barn”.
Réda byder ind: ”Den T-shirt betyder, at man hører til. Man forbinder den med sejre og nederlag. Jeg kan også huske, da jeg var barn og fik en T-shirt eller en pokal. Det er noget, man tager med sig”.
De klubløse
De to Street Society-stiftere er forbeholdne med at snakke radikalisering af unge fra indvandrermiljøerne. Det, som deres gadeprojekt, fokuserer på, at skridtet før radikalisering. Der, hvor uskyldige drengestreger bliver til småkriminalitet. Hvor de unge dropper de kommunale klubtilbud. Fravælger fritidsklubben eller bliver smidt ud af deres ungdomsklub for i stedet at havne på gaden. Eller dropper ud af en helt tredje grund.
”Skolereformen med længere tid i skolen har gjort, at der er mange forældre, der ikke længere gider betale for, at deres børn går i fritidsklubber”, forklarer Valli. ”Det ender med, at børnene i stedet ender på gaden. Og forældrene tænker ikke over konsekvensen af dette. Så vi har desværre set den tendens, at der kommer flere klubløse børn og unge på gaden”.
Når jeg går Valli på klingen om denne varsomhed med at diskutere radikalisering, forklarer han.
”Alle gik og ventede på terroren i Danmark. Da det så skete, så var der desværre nogle, det føler jeg – og det er mit gade-jeg, der taler – nogle, der var glade. De tænkte: ’Okay, der er penge i det her. Hvis vi skal have penge og støtte og fonde, så skal vi gøre det værre, end det er’. Sådan blev der tænkt i ’Systemet’. Blandt pædagoger. Nogle, der lige har set deres snit til at få nogle midler ind. Sådan vil vi helst ikke være. Vi vil selvfølgelig forebygge. Men vi vil ikke gøre det værre, og udnytte det. Ligesom medierne gør”, forklarer Valli.
Kærligheden
Street Societys filosofi er afspejlet i deres motto: ”Respekt, tillid, venskab”. Som Valli påpeger:
”Vi prøver at forebygge. Med kærlighed. Og ligesom Finn også sagde: Kærlighed er stærkere end had. Det er ganske simpelt. Behandl de små ordentligt, for de bliver store. Og behandler du dem med kærlighed, så husker de det”.
Efter halvanden times snak med disse to mænd, er det ikke svært at forstå, hvorfor Street Society har fået Finn Nørgaard Prisen. Selv om modtagerne selv stadig er noget overvældende over, at netop de blev valgt.
”Folkene bag Finn Nørgaard Foreningen? Det må være kærligheden, der driver dem”, siger Enver ”Valli” Uzeiri.
”Det er flot, at man kan omdanne noget så negativt, til noget positivt. Det er udtryk for et kæmpe overskud”, siger Réda M’Barek.
Hovedfoto: Réda og Valli i Street Societys lokaler i Nordvest-kvarteret. (Philip Sampson)
Kunne du lide artiklen?
Du kan donere et beløb til Philip Sampson på MobilePay 2083 9096
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
