MONGOLIET # 2 // ARTIKELSERIE – Mongoliet har sat næsten hele sin økonomi på ét bræt, råstofproduktion. Landet er rigt på råstoffer som bl.a. guld, kobber, kul og uran. I Sydgobi ligger steppelandets største mine, Oyu Tolgoi, oven på en af verdens største forekomster af guld og kobber. Minen deler vandene: På den ene side står hyrder og miljøforkæmpere, og på den anden står landets regering og et multinationalt mineskelskab med en dansker bag roret.
OYU TOLGOI – 25-årige Boldbayar Enhjbayar, kaldet Bold, arbejder i Mongoliets største guld- og kobbermine, Oyu Tolgoi, som ligger i Gobiørkenen, 80 km nord for Kina. Han er ansat som arbejdsmand og udfører bl.a. småreparationer på vandpumper for en entreprenør, der er underleverandør til minen.
En del af hans arbejde foregår i den nyåbnede undergrundsmine i det enorme minekompleks, som alene for den åbne del dækker et område på over 80 km2, hvilket svarer til et areal på størrelse med Rold Skov.
Eller rettere sagt, Bold arbejdede i minen. Han blev fyret. Årsagen kender han ikke.
”Jeg savner ikke mit job, for jeg havde alligevel planer om at stoppe. Jeg vil starte min egen virksomhed,” siger Bold, som måske lidt overraskende ikke er ked af at have mistet jobbet, der er vellønnet efter mongolske forhold.
Som de fleste andre ansatte i minen havde han 14-dages skifteholdsarbejde. Hver anden uge boede han i 14 dage i byen Dalanzadgad med sin mor og oldemor, som han hjælper og støtter. Dalanzadgad ligger 240 km nordvest for Oyu Tolgoi-minen og er provinshovedstad i Mongoliets arealmæssigt største provins, Sydgobi (Umnugobi). Sydgobi-provinsen er 3,7 gange større end Danmark, men har kun knap 70.000 indbyggere (2020).
God løn, men ikke bæredygtigt
Bold har boet i Dalanzadgad siden han var 15 år, og her har han gået i 7.-9. klasse og læst på byens polytekniske universitet. Sidstnævnte med et legat fra netop Oyu Tolgoi-minen, som støtter unge studerende som et led i at skaffe uddannet arbejdskraft til minen.
Når Bold bliver spurgt, hvorfor han ville sige op på jobbet, hvis ikke han var blevet fyret, handler det både om hans fremtidsdrømme og om et bæredygtigt miljø, som betyder meget for ham.
”Minedrift er kun midlertidigt. Du har ingen jobsikkerhed. Hvis man skal sige noget positivt om minedrift, er det, at udvinding af råstoffer er et spørgsmål om tid. En dag er der ikke flere råstoffer tilbage, og så lukker minen. Den negative side af minedrift er, at den ødelægger miljøet og forurener jorden og de sparsomme vandressourcer i Gobi. Minedrift er ikke bæredygtigt,” siger han.
Gode miner til slet spil
Ifølge Bold er han ikke den eneste af minens ansatte, der drømmer om at komme væk derfra: ”Mindst halvdelen af mine kollegaer har fortalt mig, at de egentlig er imod mineprojektet, men de kan ikke finde et lige så vellønnet job. Mange af dem har taget bank- eller mobillån og er afhængige af deres løn for at kunne afdrage lånet. Derfor bliver de i minen.”
Han fortæller, at det måske kun er 20-30 % af dem, han kender i minen, der er glade for deres job. ”De kan godt lide de økonomiske fremskridt, som er sket her i byen.”
På blot få år har Dalanzadgad med sine knap 20.000 indbyggere oplevet en stor økonomisk udvikling som en direkte afsmitning fra aktiviteterne i Oyu Tolgoi-minen. Provinshovedstaden i Sydgobi ligger desuden på hovedfærdselsåren mellem hovedstaden Ulaanbaatar, 850 km mod nord, og den kinesiske grænse, ca. 320 km mod syd. Nabolandet Kina er Mongoliets vigtigste handelspartner. Fra Kina kommer knap halvdelen af Mongoliets samlede import af bl.a. fødevarer, byggematerialer og forbrugsgoder, og samtidig aftager Kina hovedparten af Mongoliets råstoffer.
Vejnettet og boligmassen er i Dalanzadgad kraftigt udbygget og forbedret, og byen har tiltrukket og fostret virksomheder, der er underleverandører til eller på andre måder samarbejder med Oyu Tolgoi-minen. Mange minearbejdere bor i byen og lægger dermed en stor andel af deres løn i et stigende antal butikker, caféer eller restauranter. I velassorterede supermarkeder kan man købe masser af importerede varer fra store dele af verden, bl.a. øl og mælkeprodukter fra Danmark.
Minegolia
På den mongolske hærfører Djengis Khans tid i 1200-tallet, og endda mange århundreder før, blev der omsmeltet kobber og guld på Den turkise bakke, som er det mongolske navn for Oyu Tolgoi. Det viser arkæologiske fund i nærheden af området Sydgobi.
I dag ligger her en af verdens største råstofminer med navnet Oyu Tolgoi, en kombineret åben og underjordisk mine oven på det, der anslås at være en klodens største forekomster af kobber og guld. Mineprojektet begyndte i 2001, hvor det canadiske minefirma Ivanhoe Mines annoncerede store forekomster af kobber i Oyu Tolgoi. Snart valfartede store som små mineselskaber og lykkejægere til området med drømmen om stor rigdom. Landet fik hurtigt øgenavnet Minegolia.
Mongoliet er i et stærkt økonomisk afhængighedsforhold til Kina og derfor sårbart i forhold til bl.a. svingende afsætningsmuligheder og råstofpriser
Den mongolske stat engagerede sig tidligt i mineprojektet og ejer i dag 34 % af Oyu Tolgoi-minen, som er et joint venture-projekt med canadiske Turquoise Hill Resources (66 %). 51 % af Turquoise Hill Resources ejes af verdens næststørste mineselskab, multinationale Rio Tinto, som også administrerer Oyu Tolgoi. Rio Tinto forsøgte så sent som i marts 2022 at opkøbe resten af Turquoise Hill Resources.
Den åbne del af Oyu Tolgoi-minen blev påbegyndt i 2010 og lastede sin første transport af kobber i 2013. Undergrundsminen kom først for alvor i gang i begyndelsen af 2022 efter langvarige trakasserier mellem projektets samarbejdspartnere, som det er for omfattende at komme ind på. Den underjordiske mine er nu under udgravning og vil bl.a. komme til at bestå af en 203 km lang tunnel i en dybde af 1,3 km, ifølge Oyu Tolgois hjemmeside.
Rio Tintos danske administrerende direktør, Jakob Stausholm, besøgte i januar 2022 Oyu Tolgoi og udtalte i en pressemeddelelse fra mineselskabet: ”Jeg har over de sidste par måneder besøgt Mongoliet to gange, og jeg kan ikke undgå at være stolt af det, der er opnået af vores ansatte i samarbejde med lokalsamfund, leverandører og andre partnere. Jeg vil gerne takke de mange tusinde involverede mennesker for det, de har opnået.”
Pres på både økonomi og miljø
Som det hidtil største investeringsprojekt for den mongolske stat har Oyu Tolgoi været og er en økonomisk risikofyldt satsning, som er genstand for stor og ofte ophedet diskussion blandt landets befolkning på lidt over tre millioner.
Derudover er miljøorganisationer kommet på banen med kritik af de store miljømæssige konsekvenser, som råstofudvinding har for natur, dyr og mennesker. En af de stærkeste kritikere af Oyu Tolgoi-mineprojektet er ngo’en O.T. Watch (Oyu Tolgoi Watch), som gennem sine aktiviteter bl.a. støtter lokale hyrder og giver dem redskaber til at gå i dialog med minen for at kæmpe for deres rettigheder til bl.a. græsningsarealer til deres dyr og ren vandforsyning.
Indtægter fra minedrift og eksport af mineraler dominerer den mongolske økonomi og tegner sig for en fjerdedel af bruttonationalproduktet (BNP), ifølge Verdensbanken (2021). Råstoffer udgør knap 80 % af landets samlede eksport, som Kina som nævnt er hovedaftager af. Det betyder, at Mongoliet er i et stærkt økonomisk afhængighedsforhold til Kina og derfor sårbart i forhold til bl.a. svingende afsætningsmuligheder og råstofpriser.
Sparer op til en ny fremtid
Tilbage til Bold, der nærmest oplever sin fyring fra Oyu Tolgoi-minen som en gave. Han har fået mere tid til sin familie og sin kæreste, fordi han ikke længere skal pendle mellem hjemmet og minen hver 14. dag. Han er også stærkt optaget af hyrdernes situation omkring Oyu Tolgoi-minen. Som dreng hyrdede han selv sin families over 200 dyr på sin fødeegn ved Khongoryn Els, hvor Mongoliets mest berømte sandklitter ligger, ca. 240 km vest fra Dalanzadgad.
”Folk har brug for græsningsområder til deres dyr, men i dag har minen frataget dem et kæmpestort område og sat et hegn rundt om det,” siger han.
Omkring 25 % af Mongoliets befolkning lever som traditionelle hyrder med flokke af geder, får, heste, køer og kameler. Om sommeren flytter hyrdefamilierne rundt med dyrene efter gode græsningsarealer og bor i runde, hvide filttelte (ger).
Hyrdelivet er en bæredygtig livsform, som mongolerne har praktiseret i århundreder. Som hyrde tager man ikke mere fra naturen, end man har brug for, og man efterlader fx ikke affald, når man flytter sin ger til et nyt område. Det handler om at have respekt for den natur, man er så afhængig af for at kunne overleve. Naturen i Mongoliet er barsk med lange, kolde vintre, som kan betyde døden, hvis ikke man ved, hvordan man skal begå sig på steppen. For Bold og mange andre mongoler er råstofudvinding lig med overgreb på naturen.
Bold er kommet tættere på sin fremtidsdrøm om at starte sin egen virksomhed: ”Enten vil jeg producere grøntsager” eller ”åbne mit eget værksted og reparere brugt it-udstyr eller andre ting, som er gået i stykker,” som han siger.
Han er medlem af et spare- og lånefælleskab, hvor de 16 medlemmer kalder sig ”De heldige 16”. Spare- og lånegruppen er i øvrigt oprettet som et led i et Danida-støttet projekt, der skal forbedre de økonomiske forhold i lokalsamfund, gennem den danske ngo Dansk Mongolsk Selskab.
Gruppens medlemmer lægger hver måned penge til side i en fælleskasse, som de kan bevilge hinanden lån fra, ofte som startkapital til en virksomhed, eller hvis et medlem har økonomiske vanskeligheder under fx sygdom. Bold er glad for at være medlem af spare- og lånegruppen, der giver ham erfaring, personlig udvikling og adgang til lån til at virkeliggøre sin virksomhedsplan.
Fakta om Oyu Tolgoi-minen
Oyu Tolgoi-minen er et joint venture-projekt mellem canadiske Turquoise Hill Resources (66 %) og
Erdenes Oyu Tolgoi LLC, som opererer på vegne af den mongolske stat (34 %).
Verdens næststørste mineselskab, det multinationale britisk-australske mineselskab Rio Tinto, ejer knap 51 % af Turquoise Hill Resources og administrerer Oyu Tolgoi.
Den danske forretningsmand Jakob Stausholm, der har en fortid i bl.a. Maersk og Shell, er siden januar 2021 administrerende direktør for Rio Tinto, som har hovedsæde i London.
Oyu Tolgoi ligger 550 km i fugleflugtslinje eller 850 km i bil syd for Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her