MARGRETHE II // ESSAY – Regenter får malet portrætter – et væld af dem. Sådan er det stadigvæk. Hvor disse tidligere havde store søslag, kroninger eller andre ekstraordinære begivenheder som deres omdrejningspunkt og kulisse, har der nu udviklet sig en tradition for, at hver rund fødselsdag fejres med et nyt portræt.
Det ville således have været en mindre sensation, hvis vi ikke her ved dronningens 80-års fødselsdag var blevet præsenteret for et nyt i rækken. Et billede er naturligvis et tidsdokument. Væk er nu de politiske og militære referencer – Hendes Majestæt Dronningen er dronning i et demokrati og måske derfor netop tjener fødselsdage som en oplagt ramme for de officielle portrætter:
Intet er så indistinkt og ikke-provokerende som udsagnet om, at man nu er blevet ét år ældre. Det kan man om noget samles om. Hele Danmarks dronning fylder 80.
Men samtidig udsiger disse portrætter også noget mere generelt om monarkiet som institution. Lad os se lidt på den ikonografi, på de klassiske royale symboler og på, hvad de udtrykker, men også på Margrethe II’s helt egen udfyldning af sin rolle.
Det nære og det fjerne
Der bliver i løbet af ugen frigivet flere fotografier af Per Morten Abrahamsen, men vi vil her fokusere på et af de to, som blev frigivet her på fødselsdagen, nærmere bestemt det, hvor dronningen poserer i Fredensborg Slotpark. Dette billede viser det spil mellem nærhed og afstand, som er så væsentligt for kongehuset, og som hjælper os til at forstå dets karakter og funktion.
Først er der spændet mellem kongehuset som institution, og det nærvær og den mulighed for identifikation, kongehuset også skal foranstalte. Der er helt sikkert noget fjernt og distanceret i billedet, hvilket ikke overraskende netop præsenteres i billedets baggrund: Kongeslottet ligger langt væk. Urørligt og fjernt. Når man kom til Versailles, skulle man nærmest gå en kilometer for at komme til kongens gemakker.
I Hitlers rigskancelli det samme. Vi skal også her vandre flere kilometer, inden vi kommer til kongens/dronningens bolig, men denne gang gennem en park. Det er sympatisk at bløde afstanden op med en park/plæne, snarere end med et gitter, en mur eller alenlange og frygtindgydende gange med kold marmor og guldstafferinger.
Der er – og skal være – noget fjernt og uopnåeligt ved det kongelige. Selv en gåtur i det fri bliver, når dronningen foretager den, til noget majestætisk
Men afstanden er der, og Dronning Margrethe har faktisk stillet sig foran stien op gennem parken og spærrer således for vores umiddelbare adgang til slottet. Fredensborg ligger derude i horisonten og ligner nærmest en gigantisk mejetærsker, som man gør klogt i at holde afstand til. Der er – og skal være – noget fjernt og uopnåeligt ved det kongelige. Selv en gåtur i det fri bliver, når dronningen foretager den, til noget majestætisk.
Og så har vi dronningen, der ser os i øjnene. Vi har en personlig relation til hende. Eller hun signalerer i hvert fald, at hun ønsker det. Der er noget nært i det direkte blik. Et ønske om kontakt og nærvær. Og en mulighed for identifikation.
Vi ser hinanden i øjnene som ligemænd. Hun er vores regent og trods distancen, er vi – som med alle andre regenter – på fornavn med dronningen. Men hvor imødekommende og nærværende Margrethe II end er, så er hun stadigvæk en larger-than-life-figur.
Fotografen har understreget dette ved at placere hende på en forhøjning forrest i billedet. Kompositorisk er det en mindre katastrofe, men det understreger, at der ingen er over eller ved siden af regenten. Der er næsten noget gudsgivet over hende. I al sin magt og vælde træder hun frem.
Kongen er død, kongen længe leve
Hvordan forstår vi denne dobbelthed mellem regenten med et stort og et lille R? Historikeren Ernst Kantorowitz hævder i sin bog om middelalderens politiske teologi, The King’s Two Bodies – A Study in Medieval Political Theology, at kongen, som titlen på bogen fortæller, har to kroppe. Kongen har en dødelig krop (kongen er et menneske som os, der aldres og på et tidspunkt vil dø), men samtidig inkarnerer kongen kongedømmet, og det er evigt.
Når kongen dør, så siger vi, “kongen er død, kongen længe leve”, og markerer dermed spillet mellem disse to kroppe. Første gang kongen nævnes, henvises til den biologiske og dødelige krop, og anden gange til den sublime og udødelige: Kongen som inkarnation af kongedømmet. Samme idé ligger i forestillingen om de royales blå blod – de er noget særligt, og blåt blod vil flyde fra regent til regent.
Dronningen står der mellem kultur og natur. Monarkiets soliditet, dets evighed, som bl.a. markeret ved den blå himmel, kan udgøre et element af kontinuitet på vejen i en omskiftelig, vild og kaotisk verden
Der er i det nye portræt noget af det samme på spil i afstanden mellem regenten – som tydeligt bærer tegn på aldring; hun bliver 80 – og kongedømmet som institution symboliseret ved Fredensborg, som vil ligge der til evig tid. Slottet har et liv, som overskrider den enkelte regents liv. Og også vores liv. Det symboliserer noget evigt. Man kunne faktisk sige, at alt i billedet/fotografiet handler om denne spænding mellem det evige og forgængelige, nære og fjerne, private og offentlige.
Moderne og privat
Regentens påklædning er også i denne sammenhæng interessant. Nydeligt og stateligt – men mere privat og afslappet end de store festkjoler behængt med ordener, som vi plejer at se. Sjalet, læberne, øreringene og neglene er dog røde, og det er netop farven, som symboliserer det royale. De ikoniske dimensioner er der. Det røde og det blå har altid signaleret noget ophøjet og kongeligt.
Farverne kan naturligvis også bruges i andre sammenhænge og med andre betydninger, men der er vist ingen tvivl om, at farven rød her ikke henviser til seksualitet eller socialisme.
Det er som om fotografen og regenten forsøger at ramme noget midt imellem privat-Margrethe og Dronning Margrethe. Og påklædningen siger måske på den måde noget om ambitionen om at tænke som et moderne monarki. Ikke en solkonges fremtræden, men noget som tænkes passende på den moderne offentlighed og demokratiets præmisser.
Tanken – et moderne monarki – er i sig selv en selvmodsigelse af rang, institutionen er i sin idé atavisk, så derfor måske det intense arbejde i billedet med at konstruere og mediere modsætninger.
Dronningen står der mellem kultur og natur. Monarkiets soliditet, dets evighed, som bl.a. markeret ved den blå himmel, kan udgøre et element af kontinuitet på vejen i en omskiftelig, vild og kaotisk verden.
Dronningen har nu forladt den vante sti – den slutter bag hende – og er parat til at træde sin egen. Hvor umuligt det end måtte forekomme, vil hun huskes for at være andet og mere end den rolle, som er blevet hende givet
Valget af medie er her også interessant. Det er ikke som vanligt et maleri, men et fotografi. Fotografiets hurtighed gør det muligt at opsnappe et stykke liv i et splitsekund. Det tænkes derfor ofte som et umiddelbart medie. Til tider slet ikke som et medie. Fotografiet gør ikke andet end at fryse et øjeblik, som så gives evigt eller i hvert fald længere liv.
Men sandheden om fotografier er naturligvis, at de også er konstruerede. Og man kunne i forhold til fotografiet af Margrethe II i anledning af hendes fødselsdag sige håbløst konstrueret.
Det er lige så stift, ikke-spontant og konstrueret som de klassiske royale portrætter. Hvor Niels Strøbek lavede malerier, som lignede fotografier, en form for ultra-realisme, har vi her et fotografi, som er komponeret som et maleri.
Og farverne er nærmest så uvirkelige, at man får tanken, at disse er kraftigt justerede eller måske ligefrem, at fotografiet er photo-shoppet.
Hvorom alting er, så leves der ikke. Der poseres for fotografen på samme måde, som man poserede for maleren, når regentens portrætter skulle males. Gravhunden er dog her et uregerligt element i den strenge koreografi. Det er der, det virkelig interessante begynder.
Det samme spil med nærhed og distance ser vi i spillet mellem dronningen og gravhunden. Dronningen konfronterer os, gravhunden kikker væk fra os.
Den har blikket rettet ind i den “vilde” skov. Åbenhed og kontakt står her overfor det fjerne og distancerede. Måske igen et billede på dronningens to roller. Hun er den offentlige person, som står offentligt til skue, og som er offentligt tilgængelig.
Det er som om billedet vil fange den forhandling, eller den umulige midte mellem det offentlige og private, som er dronningens opgave
Men hun er også privat-Margrethe, som netop søger væk fra offentligheden for at være helt og aldeles sig selv. Hun deler ikke private billeder, hun skriver ikke om sine inderste tanker, hun ytrer kun i meget begrænset omfang politiske holdninger – og når hun gør det, er det ofte så fortyndet og banalt, at ingen kan blive stødt over det.
Der er også interessant, at det er Fredensborg, hun har valgt at blive portrætteret foran. Det er trods alt mere en “privat” bolig end Amalienborg. Igen, mere fjernt og tilbagetrukket. Mere privat. Dronningen står som nævnt på en forhøjning. Græsset på denne høj er i modsætning til græsset bag hende uklippet.
Det er som om billedet vil fange den forhandling, eller den umulige midte mellem det offentlige og private, som er dronningens opgave.
Dronningens vej
Gravhunden, Tilia, var egentlig prins Henriks hund. Fotografiet får måske her for det tredje ubevidst udsagt noget om dronningen og prinsens relation. Dronningen, som er bevidst om sin rolle, som forsøger at følge etiketten, og prins Henrik, der ville gå sine egne veje, uden at skulle følge dronningens sti. Der var noget uregerligt over ham. Det altid at skulle gå en meter bag dronningen, havde han det svært med.
Der er noget krasbørstigt over at henvise til ham i billedet i form af en hund i en snor. Som i Jens Juhls Det Rybergske Familiebillede er det hunden, som er den centrale aktør.
Hvor hunden i Juhls maleri drejer hovedet tilbage og betragter sine ejere, er Tilia på vej ud af billedet, alt imens den kigger i modsat retning. Hvor dronningen forsøger at etablere en forbindelse til beskueren, en form for (social) kontrakt, så tilbyder hunden to flugtlinjer ud af denne identifikationslogik.
Forholdet mellem hunden og dronningen symboliserer måske også en dronning, som nu, hvor hun er blevet 80, i egne tanker meditativt og kontemplatorisk ser tilbage. Blandt andet tilbage på livet med Henrik, som hun har mistet.
Han er med på billedet, selv om han ikke er her mere. Og i en mere åben og direkte attitude kikker hun frem mod det, der skal komme, og som hun vil møde med godt humør, optimisme og gåpåmod.
Dronningen har nu forladt den vante sti – den slutter bag hende – og er parat til at træde sin egen. Hvor umuligt det end måtte forekomme, vil hun huskes for at være andet og mere end den rolle, som er blevet hende givet.
Tillykke!
Foto: Per Morten Abrahamsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
