Ghita Nørby

Skuespiller udfordrer medieeliten – 1000 Ghitak for det!

i Liv & Mennesker/Medier af
KOMMENTAR // MEDIER –  Ghita Nørby vs. journalist Simi Jan var et medietransmitteret sammenstød mellem to forskellige dele af samfundets elite. Lad mig med det samme gøre det klart for læseren, at jeg er på Ghitas side.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Så er vi der igen. Ghita Nørby har tilladt sig at blotte en smule mediekritisk tandkød og selvsmagende journalistisk selvsving flammer op i uskøn forening med folkehavets delte ramaskrig på de sociale medier og alskens mere eller mindre lødig motivspekulation:

Ghita er gammel. Ghita er dement. Ghita er uforskammet. Ghita er en krukke.

Det er ikke alene forfriskende, men i høj grad også nødvendigt at ’too big to fail’-kendte fra tid til anden tager bladet fra munden og udfordrer medier og formater indefra – for fuld sal

Journalisten, Simi Jan, er erfaren og moden. Krigskorrespondent. Hun er også overfladisk og de er begge to uforskammede og arrogante.

TV2-redaktionen har tydeligvis ikke løftet sin opgave – eller også har den. Interviewet, og dermed programrækken med den tidligere krigskorrespondent som interviewer, har i hvert fald fået al den omtale, man kunne ønske sig som tv-kanal. Tillykke med det.

Lad mig med det samme gøre det klart for læseren at jeg er på Ghitas side.

Det er nemlig ikke alene forfriskende, men i høj grad også nødvendigt at ’too big to fail’-kendte fra tid til anden tager bladet fra munden og udfordrer medier og formater indefra – for fuld sal.

Og det gjorde ’hele Danmarks’ Ghita Nørby så mandag på TV2. Hun nægtede at underkaste sig den platfodede kulturjournalistiks behagesyge kaffeslabberads og mikrofonholderi og satte med ganske få virkemidler hele underholdningsformatet i relief.

For ligesom sportsjournalistik ikke nødvendigvis skal være stupid, bør kultur- og kendisjournalistik også både kunne underholde og oplyse. Det kræver dog at journalisten møder mennesket og ikke dets offentlige simulakra.

Som jeg har argumenteret for i en tidligere kommentar, er det interessant at se både Ghita Nørbys møde med Simi Jan, såvel som hendes møde med Iben Maria Zeuthen og – tidligere Iben Maria Zeuthens møde med Stig Møller, som medietransmitterede sammenstød mellem to forskellige dele af samfundets elite.

På den ene side en kunstnerisk overklasse, hvis position og produktion – i klassisk forstand – bliver til på særlige vilkår fra en særlig position som fungerer efter andre normer og en anden etik end samfundets generelle.

Her befinder kunstneren sig i en yderposition, udenfor samfundet og kan, delvis på grund af positionen – fortolke og udfordre det almene.

Det er den gamle kunstneriske elite som tager mediernes wanna-be-elite kærligt i hånden og minder om, at man kun kan udvikle sig til et vist punkt, når man udelukkende opererer indenfor rammerne og tænker indenfor ’boksen’ som det hedder på mediedansk

Og på den anden side, en medieelite, som i højere grad kan ses som et privilegeret segment af middelklassen, og hvis produktion og position i høj grad hviler på flertalsnormativitet og funktionærdyder. Her opereres udelukkende indenfor rammerne og på det normatives præmis.

Simi Jan går på arbejde. Ghita Nørbys arbejde er hendes liv. Hun er, så at sige, sit arbejde.

Jeg forstår godt, at Ghita Nørby reagerer lidt hvast på Simi Jans tilgang til interviewet, som på mange måder, i sukkersødme, overdrevet – og nervøst behagesyg kvidren, bar mindelser om sidste Ghita-Gate.

At Ghitas mildt kritiske refleksioner om interviewform og journalistens tilgang prompte bliver udlagt som uforskammetheder og had til yngre karrierekvinder, sætter kun sagen i et endnu klarere lys.

Kan hun ikke indordne sig formen, må hun melde fra, lyder det. Vrøvl og sludder.

Det er den gamle kunstneriske elite som tager mediernes wanna-be-elite kærligt i hånden og minder om, at man kun kan udvikle sig til et vist punkt, når man udelukkende opererer indenfor rammerne og tænker indenfor ’boksen’ som det hedder på mediedansk.

For selvfølgelig skal formen kritiseres, og forhåbentlig overvejer en medieboss eller to at eksperimentere en smule med formaterne, så det måske bliver nemmere at vise seerne møder med mennesker, som rent faktisk formår at finde samklang i mødet og formidle kemien underholdende og oplysende.

Med det i mente er det ikke andet at sige end tusind Ghitak for det, både til TV2, deres udsendte krigskorrespondent og hele Danmarks Ghita.


LÆS ALLE CLAUS ANKERSENS TEKSTER HER.


Foto: Ghita Nørby, Wikimedia Commons.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til seksten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Forfatteren er udgivelsesaktuel med digtsamlingen Dansen om pigkuglen - digte fra det covidcæne (Det poetiske bureaus forlag, 2021). Hans forrige udgivelse er River of Man - Indian Poems (Red River, 2020). En samling rejsedigte fra det store land. Bogen udkom i sommeren 2020 og er allerede blevet fornemt anmeldt, fx. i det Pittsburgh baserede Setu Magazine https://www.setumag.com/2020/08/book-review-river-of-man-indian-poems.html . Ankersens seneste danske bogudgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Claus Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Claus Ankersen er suppleant til bestyrelsen i Danske Skønlitterære Forfattere og arbejder særligt for styrket international litterær- indsats og samarbejde.